Din kampvægt, eller din vægtkamp.

Brænder du inde med noget, der ikke passer ind andre steder? Så passer det ind her.
Brugeravatar
Lemonella
Indlæg: 5767
Tilmeldt: 5. sep 2015, 06:04
Kort karma: 500
Likede indlæg: 8241

Din kampvægt, eller din vægtkamp.

Indlægaf Lemonella » 3. maj 2018, 07:31

Måske vi skulle have en tråd om det der med vægt, i stedet for at bruge den anden tråd. :)

Jeg kommenterede i den anden tråd, af den ganske simple grund at min kæreste kæmper. Han kæmper og har gjort det i al den tid jeg har kendt ham og jeg ved, hvor ulykkelig han er over, ikke at kunne tabe sig, som han så gerne vil.

Jeg tilhører selv den gruppe, der "bare" taber mig, hvis jeg vil. Mit BMI svinger imellem 20,34 og 21,63 og med en højde på 176 cm. svinger min vægt fra 63 kg. til 67 kg. Jeg har ikke svært ved at tabe mig, det sker bare, helt af sig selv.

Jeg spiser, hvad jeg vil og tit i mængder, der er større end kærestens. Jeg kan æde en plade Marabou hver dag i en uge, uden at tage så meget som et gram på, eller i hvert fald ikke noget jeg lægger mærke til. Kæresten skal bare se mig spise den og han har taget 2 kg. på.

Jeg dyrker ikke ret meget motion, kun lidt fordi min ryg har godt af det. Jeg tonser på min crosstrainer ca. 2 gange dagligt i små 15 minutter og så laver jeg lidt rygøvelser. I weekenden, hvis vejret er okay, smutter jeg med kæresten ud og gå og nogen gange går jeg en ½ times tid, hvis jeg lige skal et smut i den lokale Fakta og hjem igen.
Min kæreste går hver evig eneste dag 1½ time, samt dyrker loop-træning 3 gange om ugen.

Jeg ved, hvad min kæreste putter i munden, for jeg laver det meste selv, undtagen hans morgenmad. Jeg sørger for hans madpakke og har gjort det nu i et års tid og det er mig der står for aftensmaden.
Jeg lægger mærke til, hvad og hvor meget han spiser og det er for det meste mindre end det jeg indtager.
Vi spiser primært groft, grønt, fedtfattigt og sukkerfrit.
Vi spiser bearnaise, men det er Knorrs uden fedstof. Vi spiser pommes frites, men det er hjemmeskårne kartofler, lavet i actifry uden fedt.
Vi spiser måske pizza 6-7 gange om året. Vi får sjældent kage, medmindre det er til fødselsdage og jeg ved, at det stykke kage jeg spiser, er ca. 3 gange så stort som kærestens.
Vi vælter os ikke i bland-selv-slik. Vi spiser det aldrig. Kærestens slikindtag er betydeligt mindre end mit og primært består hans af lidt mørk chokolade, eller en skål popcorn, men tit spiser vi også bare gnavegrønt med en fedtfattig hjemmerørt dressing.

Jeg ved fra min kærestes læge, som også er hans forældres læge, at der åbenbart er noget i hans gener, der muligvis gør at han ikke kan tabe sig så meget som han gerne vil. Lægen har ingen gode råd, lige bortset fra en gastric bypass. Det vil min kæreste ikke. Som han siger "det er jo ikke den letteste løsning". Vi kender begge et par stykker, der har fået det gjort og ikke med de bedste resultater.

Min kæreste arbejder som IT-konsulent i vores kommune. Han drøner fra Herodes til Pilatus hver eneste dag og hjælper med folks iPads, Iphones, bærbare og stationære. Han er problemløseren, hvis folks printer, scanner, eller andet IT udstyr er gået i udu.
Han sidder også ved skrivebordet og har telefonvagt, eller laver overslag til løsninger på telefoni og andet i den dur.
Fordi han bruger sin egen bil, kan han ikke bare tage cyklen på arbejdet. Det er svært at transporterer computere på en cykelanhænger og det tager for lang tid, hvis han det ene øjeblik er i Skive, det næste i Glyngøre og til sidst på Fur.

For et års tid siden, gik min kæreste på et vægtstop-kursus. Han fik en masse gode råd om kost og motion. Ikke noget han ikke vidste i forvejen, men så vidste han da at han gjorde noget rigtigt, han tabte sig bare ikke af det.

Det gør ondt på mig, når min kæreste igen har været på vægten og måske på en god uge, har tabt 250 gr. for den næste uge at stå stille og den næste igen, har han taget de 250 gr. på igen.
Jeg toede virkelig på, det ville løse nogen ting, at han tog det kursus og jeg begyndte at sørge for hans frokost, men nej, der skete intet.

Så, hvad er din kampvægt? og hvad er din vægtkamp? Er det nemt for dig, eller føler du det svært? Fortæl fortæl.

Ja, det her blev langt, men jeg får altså fnidder, hvis folk fortæller at "når jeg kan, kan du også". "Det gælder jo bare om at lukke munden og lette røven"... yeah right, hvis det bare var så nemt.
3
I'm not supposed to be normal.
I'm supposed to be me.
Brugeravatar
Purple Haze
Indlæg: 2221
Tilmeldt: 3. jan 2016, 16:04
Kort karma: 255
Geografisk sted: Kbh. Østerport
Likede indlæg: 4346

Re: Din kampvægt, eller din vægtkamp.

Indlægaf Purple Haze » 3. maj 2018, 08:09

Er sådan set enig med English, når hun siger at retrorikken omkring vægttab er helt skæv.
Det er nærmest forbudt at hentyde at det ofte er folks eget ansvar og at de faktisk godt kan tabe sig, hvis de “bare” gør noget ved det.
Mener også at det for mange bliver en sovepude eller dårlig undskyldning, for det beskrives ofte som nærmest umenneskeligt hårdt og umuligt at tabe sig - og den tror jeg altså heller ikke på (for helt normale mennesker, ikke for minioriteten som ikke kan pga sygdom osv).

Personligt har jeg taget lidt på det sidste halve års tid og bør gøre noget ved det, men mangler motivationen pt. så jeg lever med den ekstra polstring lidt endnu - og fortsætter med at spise sushi, drikke sodavand osv og bevæger mig for lidt.
4
Hello to all intelligent lifeforms everywhere!
And to everybody else out there, the secret is to bang the rocks together guys.
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 7792
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 1038
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 11295

Re: Din kampvægt, eller din vægtkamp.

Indlægaf Dikus » 3. maj 2018, 08:30

Jeg er overvægtig og hader det.
Udfordringen for mig er, jeg ALTID skal være god for ikke at tage på. Og det er jeg ikke. Jeg spiser sandwich og rundstykke om fredagen. Så holder jeg vægten. Supplerer jeg så æmed is tager jeg på.

Jeg tager på.

Så taber jeg mig over nogle måneder, hvor jeg hele tiden har fokus på, hvad jeg spiser og siger nej til alt. Mrn så sker livet og noget bliver vigtigere end mit madindtag.

Tro det, hvem der vil.
2
Brugeravatar
Lemonella
Indlæg: 5767
Tilmeldt: 5. sep 2015, 06:04
Kort karma: 500
Likede indlæg: 8241

Re: Din kampvægt, eller din vægtkamp.

Indlægaf Lemonella » 3. maj 2018, 08:35

Retorikken, er jo ikke bare skæv, den er til tider også ret grum og jeg, af alle mennesker ved det, fordi jeg selv har været ekstremt undervægtig og tit fik de grimme ord med på vejen.
Det er heller ikke særlig befordrende for et overvægtigt menneske at få den der med at "lukke munden og lette røven", for var det virkelig så nemt, så fandtes der vel ikke ret mange overvægtige.

Det er jo ikke sundt, hverken at overspise eller underspise. Jeg kan bare slet ikke forstå, hvorfor folk er så skide skråsikre, når de udtaler sig om vægttab. Folk er forskellige og der sker ting i deres liv, de ikke selv er herre over og som måske bevidst/ubevidst, får dem til enten at glemme at spise eller simpelthen proppe sig med for meget.
Der findes også mennesker, der bare ikke kan tabe sig og som kæmper hver eneste dag. "Alle kan tabe sig". Ja det kan de, de tager det bare ofte på igen og så er kampen jo ligesom opgivet igen.
Jeg har hele min barndom/ungdom været undervægtig, som i ekstremt undervægtig. "Spis dog noget mere". Jeg åd som et tærskeværk, men jeg tog ikke på. Først nu, på mine ældre dage, er min vægt normal, men det tog mig altså også fra jeg var 6-7 år til jeg var omkring de 50 år. Så kom ikke og fortæl mig at det med vægt er nemt.

Det jeg opponerer imod, er de "kloge hoveder", der altid "ved bedst".

Jeg har ledt med lys og lygte efter både dårlige undskyldninger og sovepuder hos min kæreste og det har jeg gjort nu i 16 år og jeg kan ganske simpelt ikke finde dem. De er der ikke. Han er ude hver dag i al slags vejr. Han har travet tusindvis af km. Han har trænet som en gal. Han spiser ikke usundt. Han taber sig bare ikke og der er ingen logisk forklaring på det.
9
I'm not supposed to be normal.
I'm supposed to be me.
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 7792
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 1038
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 11295

Re: Din kampvægt, eller din vægtkamp.

Indlægaf Dikus » 3. maj 2018, 08:53

Jeg gider ikke blive anset som syg eller afhængig sf mad som en heroinmisbruger, fordi jeg er overvægtig.

Helbred og folks opfattelse i den henseende er det værste for mig.

Jeg er overvægtig, fordi jeg ikke kan dyrke motion og skal have et konstant lavt kalorieindhold for ikke at tage på. Spiser jeg som alle andre bliver jeg tyk.

Jeg hader at blive anset for alt muligt negativt, fordi jeg er tyk.
2
Akehurst2
Indlæg: 5376
Tilmeldt: 11. aug 2015, 18:17
Kort karma: 550
Likede indlæg: 11583

Re: Din kampvægt, eller din vægtkamp.

Indlægaf Akehurst2 » 3. maj 2018, 09:00

Dikus skrev:Jeg er overvægtig og hader det.
Udfordringen for mig er, jeg ALTID skal være god for ikke at tage på. Og det er jeg ikke. Jeg spiser sandwich og rundstykke om fredagen. Så holder jeg vægten. Supplerer jeg så æmed is tager jeg på.

Jeg tager på.

Så taber jeg mig over nogle måneder, hvor jeg hele tiden har fokus på, hvad jeg spiser og siger nej til alt. Mrn så sker livet og noget bliver vigtigere end mit madindtag.

Tro det, hvem der vil.


Jeg kunne have skrevet det her.

Jeg kan sagtens tabe mig. Det gør jeg tit og jeg har tabt mange kilo - og taget dem på igen. Jeg har (haft... den ligger lidt stille pt.) en tråd herinde om mit forsøg på vægttab, jeg fører regnskab over min vægt og har forsøgt mange ting. Så jeg har efterhånden er rigtig stor erkendelse af, hvad jeg skal gøre og hvad der virker, også til at holde vægttab, som jeg faktisk kunne i ganske lang tid.

Og helt som Dikus, så handler det for mig om, at jeg skal passe på ALTID. Jeg kan ikke give slip, for så går det lynhurtigt den forkerte vej. Og med give slip mener jeg ikke gå amok i pizza, junk, slik m.v. Det handler om, at jeg virkelig, virkelig skal begrænse kulhydrater. Hvis jeg holder mig fuldstændigt fra alkohol, chokolade, hvidt brød og pasta (mine største udfordringer), så holder jeg vægten, og hvis jeg så også får rørt mig, så taber jeg mig også. Men hvis jeg ikke gør, så tager jeg på.

Og jeg er et kæmpe madøre og elsker god vin og cocktails. Så jeg kan ikke rumme tanken, at jeg ikke kan nyde mad og vin som jeg gerne vil. Jeg læste om det her studie: http://www.science.ku.dk/presse/nyhedsa ... -vaegttab/ Det passer alt for godt på mig, og jeg vil ikke erkende det. For så får jeg ikke lov til at leve det liv, jeg gerne vil. Og oveni det, nogengange - igen kan jeg kende hvad Dikus skriver - så sker livet og jeg har ikke overskud til systematikken.
3
Brugeravatar
Juki
Indlæg: 9132
Tilmeldt: 9. sep 2015, 20:26
Kort karma: 681
Likede indlæg: 13103

Re: Din kampvægt, eller din vægtkamp.

Indlægaf Juki » 3. maj 2018, 09:10

Jeg kopierer lige mine indlæg fra den anden tråd herind i stedet for at gentage mig selv med andre ord.

Juki skrev:
englishchannel skrev:Jeg har aldrig sagt at vægttab var "nemt". Den første måned var dødubehagelig og jeg var sulten konstant. Det ændrer ikke på, at mange overgør selve konceptet med diverse kure og ambitiøse livsstilsomlægninger (der er umulige for normale mennesker at holde), ligesom folk tror at træning har større indflydelse end det har.

Jeg mener bare, at det ikke er så svært - det er ubehageligt, men det behøver ikke at være svært.

Vægttab eller ej så lyder det ikke særlig sundt at gå og være sulten konstant i en måned :gruble:

Jeg er sådan set enig med dig i at det i bund og grund handler om at spise sundt og varieret, at man får rørt sig, spiser med måde osv.

Der hvor kæden hopper af for mig er, når folk med en stærk overbevisning som din, ikke anerkender alle de faktorer der kan spille ind for folk der skal tabe sig. Det er jo fx de færreste der ikke godt ved at friturestegt mad feder mere end en agurk fx, men der er vel ingen der kan leve af en kost udelukkende af agurk. Man har stadig brug for at leve varieret for at få det kroppen har brug for. Men hvordan skal man vide hvordan man bedst gør det hvis man aldrig har lært det?

Det kan være svært nok for folk med bare lidt viden omkring det at finde ud af hvor man skal starte. Det er jo en jungle og nærmest en religion for nogen hvad den rigtige kost for mennesker er. Hende Ninka der kan kurere diverse ting er et godt eksempel. Derudover er der jo hele tiden nye ting der hitter. Så skal man undgå gluten, man skal drikke en liter mælk om dagen, næste dag er mælk dårligt for kroppen. Så skal det stegte, hakkede kød skylles under den varme hane for at mindske fedtet osv...

Jeg er personlig rigtig glad for at jeg er vokset op i et hjem hvor al mulig forskellig slags mad var tilgængeligt og på menuen. Og at jeg altid har været aktiv som barn og har kunne lide både at dyrke sport og at være aktiv udenfor. Det har jeg kunne tage med mig ind i voksenlivet og jeg er faktisk ret taknemmelig for at jeg både har lyst og mulighed for at leve af andet end toastbrød eller pasta med ketchup. Samtidig kan jeg godt lide at lave mad og er så heldig at jeg for det meste altid selv har haft mulighed for at give mig god tid og evt. også at eksperimentere med nye retter.

Da jeg var teenager var der nogle omstændigheder der gjorde at mad ikke lige var noget til priorierede og jeg havde sjældent lyst til mad så det var svært lige at finde motivationen til at få spist regelmæssigt, når der var andre og mere alvorlige ting der overskyggede det. Jeg var heldigt at få medicin for det efter nogle år og langsomt ændre min tankegang i forhold til mad osv.

Medicinen resulterede i at jeg tog min egen kropsvægt på i løbet af få år. Ikke pga. medicinen i sig selv, men pga. af bivirkninger. Vægtøgning var godt nok ikke en decideret bivirkning, men det var "manglende mæthedsfornrmmelse" og "øget appetit". Sådan kan man jo også sige det på :lol2: Anyway, det var en ret hård process at få noget struktur og nogle faste rutiner på mine måltider, men med tiden begyndte jeg at vægte det ret højt(da jeg lærte hvor meget mere udsat jeg var uden mad og et jævnt blodsukker) Det betød desværre så også bare at jeg nogle gange gik fuldstændig amok i indkøb og madlavning for jeg skulle bare være sikker på at jeg kunne blive mæt osv.

Jeg er trappet ud af medicinen nu, efter at have taget det dagligt i 8 år ca. Men det er lidt pest eller kolera hvis der er sygdom, eller hårde perioder i livet, der også skal tages hensyn til. Min mæthedsfølelse er meget bedre nu, men havde jeg ikke fået hjælp dengang, havde jeg temmelig sikkert ikke været her i dag. En anden bivirkning ved medicinen var også at jeg havde et gigantisk søvnbehov. Jeg kunne sagtens sove 16 timer i døgnet og så er det altså til tider svært at have energi og overskud til alle de planer og gode intentioner man har.

De sidste 10 år har jeg gjort opmærksom på hvor vigtigt og godt det kunne være hvis der fulgte et tilbud om en form for kostvejledning med når man får medicin hvor appetitten kan påvirkes. Jeg desværre langt fra den eneste.

Jeg har selv været ved en diætist, på eget initiativ, for ca 4 år siden. Jeg synes selv at jeg var vældig motiveret, men jeg oplevede på ingen måde at hun havde forståelse for min situation så jeg kørte desværre ret hurtigt surt i det, da jeg ikke lige havde brug for "skæld ud" og fnisen når hun ikke lige forstod hvorfor jeg stadig havde sult og lyst til mere mad end det der lige stod i en plan.

Det blev desværre noget længere end planlagt :genert: Jeg håber ikke ovenstående ses som en dårlig undskyldning for ikke at tage ansvar. Min hensigt er at forklare at en sund kost og livsstil kan være ret så uhåndgribeligt for nogen, især hvis man ikke lige kan forholde sig til at skulle tælle kalorier fx. Og så er det bare ikke altid det er det der bliver prioriteret højest, hvis man har en fysisk sygdom eller er psykisk ude af balance.


Juki skrev:
englishchannel skrev:
Juki skrev:
englishchannel skrev:Vægttab eller ej så lyder det ikke særlig sundt at gå og være sulten konstant i en måned :gruble:


Det kan jeg love dig for, at det var. Jeg satte mig grundigt ind i hvor mange kalorier min krop havde brug for, og så spiste jeg stringent efter det. Da min krop dog havde vænnet sig til at spise for meget, reagerede den ved at føle sult da den fik hvad den skulle bruge, i stedet for mere. Nu har den vænnet sig til den rigtige mængde, og jeg bliver fint mæt efter hvert måltid.

Det er i hvert fald et godt eksempel på min pointe i det indlæg du har citeret fra :)

Dit indlæg her illustrerer meget godt hvor stor en jungle det er at blive klog på hvordan og hvorledes man skal gribe et vægttab an på.

Jeg er faktisk enig med dig i at det kan være sundt nok lige at mærke efter om man reelt er sulten eller om det mere er et spørgsmål om dårlig vane, grådighed, høflighed i sociale sammenhænge osv. Præcis ligesom så mange andre aspekter her i livet, fx når folk har svært ved at kede sig eller at der er pause i en samtale.

Men selve det bevidst at "sulte" sig selv lyder ret usundt.

Generelt er jeg lidt forbeholden overfor kalorietælling. Det er en fin tommelfingerregel at have at forholde sig til, men det kræver jo stadig at man spiser godt og varieret. Nu snakker jeg bare overordnet, men jeg synes i hvert fald tit at folk misforstår idéen i at tælle kalorier. Jeg er i hvert fald stødt på mange der tænker at hvis de spiser en pose chips fx, jamen så trækker de bare de XXX kalorier fra i dagens regnskab. Det er sikkert fint nok engang imellem, men hvis man konsekvent spiser på den måde så snyder man vel sig selv. Især hvis den pose chips så ikke er nok til at erstatte et måltid i forhold til mæthed.

For mig personligt fungerer jeg ikke når jeg er sulten og har et ustabilt blodsukker deraf. Det er dog ikke det samme som at jeg har brug for at overspise eller spise løbende igennem en dag. Det er et spørgsmål om at jeg får noget der mætter længe, uden at jeg skal føle mig forædt, og som samtidig ikke fucker med mit blodsukker.

Det er i hvert fald en vigtig del af et vægttab, har jeg erfaret. Man kan sagtens leve godt og spise sundt, uden at man behøver gå på kompromis med smag, konsistens, mæthed osv. Samtidig er det sindssygt vigtigt at man ikke ser det som en sur pligt, men at man er motiveret og finder en glæde ved maden eller et aktivt liv. At man har sig selv med i det.

Jeg ville fx elske at kunne dyrke en masse sport, men det er ikke realistisk med mine led osv. p.t. Dog har jeg meget glæde og gavn af at gå ture. Det sætter jeg meget pris på at jeg kan og at jeg har mulighed for at gå i skoven fx. Men jeg ville hade hvis jeg følte mig nødsaget til at gå i motionscenter for at skulle bruge et løbebånd eller en motionscykel der, fremfor at gå når og hvor det passede mig.

Sådan er vi jo så forskellige i forhold til lyst, livskvalitet og muligheder.


Juki skrev:
kidkomb skrev:
DenSyngendeLussing skrev:
kidkomb skrev:Jeg er nødt til at spørge: Er det opnåeligt for alle anorektikere at tage på bare ved at spise?
Hvis ja, hvorfor er der så nogen der dør af det?


Ja, “bare” ved at spise. Det er sådan, man tager på. Grunden til, at anorektikere alligevel dør nogle gange, er fordi de netop ikke vil gøre det, altså spise. Fordi de er syge. Nogle gange har deres kroppe også taget så meget skade, at de dør af organsvigt, inden de når at tage på.

Jeg bliver så nødt til at spørge: Mener du, at alle, eller bare de fleste, der er overvægtige er det, fordi de er syge?

Jeg vil mene at langt flere end antaget kæmper en ulige kamp med deres sind om mad. Og at retorikken, at kalde andre mennesker for dovne og dumme, gør problemet endnu større. Det bekræfter folk i deres tendens til at slå dem selv oven i hovedet og i at de føler sig dumme og utilstrækkelige fordi de ikke evner at tabe sig. Og så bliver det først umuligt.
Man får hverken anorektikere, fede, neglebidere, religiøse, racister eller noget som helst andet til at ændre noget som helst ved at kalde dem grimme ting.
Hvis noget så forstærker det i den grad problemstillingerne.
Derfor bliver jeg så irriteret over den retorik og holdning.
Du giver heller ikke et mobbeoffer selvtillid ved at bede dem om at stoppe med at pibe og tage sig sammen. For det er jo bare ord.

... Og så er en normalvægtig krop og et overdrevet forbrug af motion bare sjældent lig med at vedkommendes krop og sind er sundt.
Senest rettet af Juki 3. maj 2018, 09:16, rettet i alt 1 gang.
0
Forarget kan man altid blive

It's not a phase, mom!
Selma156
Indlæg: 361
Tilmeldt: 27. maj 2016, 16:41
Kort karma: 62
Likede indlæg: 826

Re: Din kampvægt, eller din vægtkamp.

Indlægaf Selma156 » 3. maj 2018, 09:11

Som barn og ung teenager var jeg normalvægtig, altså hverken tyk eller tynd, men da jeg så kom på efterskole tog jeg på. Og i årene efter sneg der sig pludselig 10 kilo på, som ikke burde være der. Jeg har aldrig været decideret overvægtig, men lige på grænsen ifølge BMI (som jeg godt ved man ikke altid kan regne med). Det var et resultat af for meget fest og alkohol, inaktivitet og dårlig mad, da jeg lige var flyttet hjemmefra. Jeg levede virkelig livet, og havde det sjovt, men var konstant utilfreds med mit spejlbillede. I korte perioder dyrkede jeg motion og fik et sundhedsflip, men det holdt sjældent længere end et par uger. I korte perioder kæmpede jeg også med bulimiske tendenser, som meget få ved.

En dag for fem år siden besluttede min veninde og jeg for at melde os i fitness. En helt ny verden. Det næste års tid tabte jeg sammenlagt 12 kg. Træningen tog lidt overhånd, når jeg tænker tilbage. Det var fem-seks gange om ugen, og jeg aflyste aftaler og var helt besat af at komme ned og træne. Men det var skubbet. Det hjalp. Det affødte også en fornyet lyst til at spise sundere. For hvem gider svede halvanden time på en crosstrainer, for så at gå hjem og æde chips? Jeg gav dog hen ad vejen mig selv lov til at gå i byen, spise burgere og what not. Det var en ret hård periode, men jeg blev gladere og gladere for, hvad jeg så i spejlet. Det var ligesom startskuddet til at begynde at synes om mig selv.

De efterfølgende år har jeg holdt vægten, plus minus tre-fire kg., som jeg stadig svinger. 58-62 kg, cirka. Jeg er 168 cm. Jeg er blevet afhængig af at løbe, hvilket er en ret god ting at være afhængig af. For jeg er også stadig lidt af en sukkerjunkie, og har slet ikke samme mæthedstærskel som nogle af mine veninder. Jeg kan snildt spise en pose chips selv og skylle ned med en liter cola. Dog har min appetit reguleret sig lidt siden den gang. Fx kan jeg ikke spise en hel pizza på én gang længere.

Men altså, jeg medgiver, at vægttab ikke er nemt. På nogen måde. Og at madafhængighed er et seriøst problem i samfundet. Jeg medgiver dog også, at mange godt kunne tage sig mere sammen, men simpelthen nedprioriterer vægttab. Og mange siger også, at de hellere vil have 10 kg ekstra på kroppen, og så kunne drikke rødvin og spise frituremad og undgå at motionere. Det er en endeløs debat. Jeg er glad for, at jeg tabte mig. Det har givet mit liv mere værdi. Og jeg er bestemt ikke en fanatisk sylfide, jeg har stadig deller og former.
0
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 7792
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 1038
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 11295

Re: Din kampvægt, eller din vægtkamp.

Indlægaf Dikus » 3. maj 2018, 09:13

Det er præcis så systematisk, jeg bør være med min mad. Og det har jeg ganske simpelt ikke overskud til, når jeg har for meget om ørerne og kroppen gør ondt. Så bliver det vugtigere at spise og komme videre (hvis jeg ikke spiser, så kaster jeg op pga piller, der generer maven)

Vil så også sige, det var lettere for mig i DK, hvor hurtig mad også kunne være en salat og groft brød. Her er hurtig mad sandwich. Som svarer til at spise to kg slik vægtmæssigt.

Jeg kan godt lide sandwich og pasta. Og drinks.
0
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 7792
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 1038
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 11295

Re: Din kampvægt, eller din vægtkamp.

Indlægaf Dikus » 3. maj 2018, 09:17

Hov jeg var undervægtig og konstant aktiv med flere timers motion om dagen og 700 bolde i luften, før jeg fik et bevægehandikap og blev tyk.
0
Brugeravatar
Lemonella
Indlæg: 5767
Tilmeldt: 5. sep 2015, 06:04
Kort karma: 500
Likede indlæg: 8241

Re: Din kampvægt, eller din vægtkamp.

Indlægaf Lemonella » 3. maj 2018, 09:32

“Så sker livet og noget bliver vigtigere end mit madindtag”. Sådan skriver Dikus og det kan jeg kun give hende ret i.
Jeg kender det kun alt for godt. Jeg gør bare det modsatte af de fleste andre. Jeg stopper med at spise. Jeg føler ingen sult, hvis jeg ikke har det godt og f.eks har smerter. Jeg spiser lidt af pligt, men langt fra det jeg burde.

Om min kæreste gør det samme, tror jeg ikke. Vi har haft utallige snakke om, hvad han gør når det bliver lidt for stresset på arbejdet, men det er ikke, hverken slik, chips eller kager han indtager. Han glemmer at spise og kan komme hjem ved 16 tiden og spørge om vi snart skal have mad. Han spiser dog ikke mere end normalt. Det kan jeg jo se og når han siger han ikke går på grillen eller 7/11 og køber noget når han går aftentur, ja så tror jeg på ham.

Da han gik på vægtstopkurset, skulle de i en uge, skrive alt ned der blev spist og drukket. Alt blev vejet og målt, men hun fandt intet unormalt ved hans kostindtag. Tværtimod, syntes hun han spiste og drak sundt og fornuftigt. Ja okay, måske han skulle udskifte lidt af det Pepsi Max han drak, med vand. Det er gjort og hans primære væskeindtag, er nu vand, minimælk og cocio one.
0
I'm not supposed to be normal.
I'm supposed to be me.
Brugeravatar
Pølsemix
Indlæg: 911
Tilmeldt: 26. okt 2015, 17:56
Kort karma: 44
Likede indlæg: 1064

Re: Din kampvægt, eller din vægtkamp.

Indlægaf Pølsemix » 3. maj 2018, 09:53

Det er meget enkelt at regulere kropsvægten, hvis man vil tabe sig så skal der indtages færre kalorier end der forbrændes. Det er den enkeltes ansvar, og ikke samfundets. I min optik er "så sker livet" en dårlig undskyldning, det kan jo bruges om alt så, lige fra at køre for stærkt til at bruge for mange penge.
3
Brugeravatar
LadyFox
Indlæg: 10019
Tilmeldt: 27. dec 2015, 19:02
Kort karma: 1119
Geografisk sted: Kbh
Likede indlæg: 17720

Re: Din kampvægt, eller din vægtkamp.

Indlægaf LadyFox » 3. maj 2018, 09:59

Da jeg var teenager var jeg ekstremt tynd, selv om jeg bestemt ikke spiste særlig sundt. Så begyndte jeg på medicin og tog hurtigt 20+ kilo på, jeg var dog så privilegeret at jeg startede så tynd at jeg efter de kilo jeg tog på endte inden for rammerne for at være normalvægtig.
Udover at jeg i en kort periode lige var 5-7 kilo over normalvægt for et par år siden, har jeg altid holdt mig inden for min normalvægt, og det på trods af jeg kostmæssigt burde være fed, jeg spiser helt bestemt langt fra optimalt. Og selvom jeg er så heldig at jeg ikke bliver fed af det, så gør det det jo stadig ikke sundt. Blot fordi jeg ikke tager på er jeg jo ikke et overmenneske der snilt bare lever af cola, kage, hurtigmad i for store portioner uden at jeg er i risiko for alvorlige konsekvenser, jeg er blot et menneske.
Hvis jeg ser på det fysiske så ved jeg godt hvordan jeg burde spise, desværre er jeg ikke kun et fysisk menneske, jeg er også et psykisk menneske (og her snakker jeg ikke om psykisk sygdom, men som i at vi alle består af fysisk og psykisk) og det er i det psykiske at tingene blive sværre. For mig er det ikke nok at vide hvad jeg burde gøre, for det er ikke nok når jeg ikke har det psykiske med. Jeg er klart sukkerafhænig, og det har jeg været længe, og ja, afhængighed kan man komme ud af, hvis vi ser på det fysisk så er det jo bare at lade være med at gøre det man er afhængig af, men sådan fungerer afhængighed jo altså ikke bare, for igen, det psykiske. Det kræver ofte en hel del motivation, overskud og en indsats at komme ud af en afhængighed, og det overskud kan man ikke forvente at alle har, altid.
Derudover er usunde valg tit rigtig nemme at have med at gøre, de er altid tilgængelige, og kræver ikke så ofte, de er som regel også lavet med det formål at de for mange smager godt, og er nemt tilgængelige, hvilket gør dem fristende hvis man i forvejen føler man er presset på tid og energi, og det er vi jo sådan set mange der kan føle os, i en hel almindelig hverdag med de forpligtelser der følger med i sådan en. Hvis jeg psykisk følte at jeg fik det samme ud af det sunde alternativ, så ville jeg også havde valgt det sunde alternativ - at øge risikoen for diabetes, hjerte-kar sygdomme, demens osv. Er ikke ligefrem noget der får mig til at sove bedre om natten.

Til sammenligning har jeg haft et blandningsmisbrug over flere omgange, hvor jeg tog stoffer 5-6 dage på en uge over længere perioder, og der har jeg ikke synes det har været særlig svært at stoppe igen, der har min krop nok været lidt mere fysisk og "det er jo bare at lade være med at tage det, og leve med en lidt ufed kortere periode" - det gør dog ikke at jeg nogensinde ville mene at det bare er løsningen på blandingsmisbrug, for jeg ved godt at sådan fungere det langt fra for alle, for mennesker er også psykiske, og folk har forskellige udgangspunkter og årsager til at være end hvor de er endt.
Og lige så "let" det åbenbart er for mig at ændre de vaner, lige så svært er det for mig at spise sundt og slippe cigaretterne - noget andre har gjort langt lettere end det er for mig.

Jeg mener stadig man selv har ansvar for sine dårlige vaner, hvem ellers? Men jeg mener ikke nødvendigvis det er ens egen "skyld" og jeg mener heller ikke løsningen er at mene at folk bare skal se hvor "lige til" det bare er at ændre ting, sådan helt fysisk.
1
"For fucks sake, I'm talking dangerous. Don't nobody talk dangerous anymore? Jesus!"
Brugeravatar
Sangius
Indlæg: 4030
Tilmeldt: 30. jan 2016, 19:49
Kort karma: 368
Likede indlæg: 8214

Re: Din kampvægt, eller din vægtkamp.

Indlægaf Sangius » 3. maj 2018, 10:30

Alle, som i alle, steder i verden hvor mennesket har en mere eller mindre uhindret adgang til mad, er der en stor del af befolkningen som er overvægtige.
Folk bliver syge af det, folk dør af det, og deres liv forringes i større eller mindre grad af det.
At bagatellisere det som et simpelt problem, er i mine øjne et udtryk for, at man slet ikke forstår menneskets natur.
Vi er biologisk designet til at være besatte af mad, og hige efter smage der stammer fra noget, med et højt indhold af kalorier. Os, så vel som alle andre dyr.

Det er ikke nemt eller simpelt at ignorere millioner af års evolution, når man står overfor en flødekage. Alt i din reptilhjerne fortæller dig, at det er præcis hvad du har brug for.

Hvis det var nemt, simpelt eller lige til, ville man ikke se de massive problemer, om vi har med fedme i hele den industrialiserede verden.

Selvfølgelig kan alle tabe sig, også din kæreste Lemonella. Han må uden tvivl indtage mere, eller det samme som han forbrænder. Men hans krop er nok af den kaliber, om virkelig kæmper med næb og kløer for hver fedtcelle den giver op. Det er evolutionært skide smart, da det sikrer en bedre overlevelse i tilfælde af sult. Men knap så smart, i den verden vi lever i her.

Så han skal sikkert træne dobbelt så meget, og spise halvt så lidt, for at se resultater.

Men at tabe sig er bestemt ikke lige til, og bestemt ikke nemt for alle. For nogen kræver det en så stor psykologisk kraftanstrengelse, at det fysiske gang på gang vinder over det psykiske.

Jeg har aldrig selv været overvægtig eller undervægtig, så egen erfaring kan jeg slet ikke trække på. Men egen erfaring ville også kun give mig indsigt i, hvordan det ville være for mig at skulle tabe mig. Ikke for nogen andre.
Senest rettet af Sangius 3. maj 2018, 11:11, rettet i alt 1 gang.
21
avdotja
Indlæg: 1511
Tilmeldt: 11. okt 2015, 18:31
Kort karma: 187
Likede indlæg: 3399

Re: Din kampvægt, eller din vægtkamp.

Indlægaf avdotja » 3. maj 2018, 10:49

Lemonella, nu ved jeg ikke om din kæreste er decideret tyk? For hvis han “bare” vejer et par kilo for meget i forhold til det ideelle spejlbillede, men ellers spiser sundt og får masser af motion, tænker jeg at han/I måske vil være bedre tjent med at han sluttede fred med sin krop?

Ellers må han jo enten øge motionsmængden eller reducere madindtaget yderligere. Nogle folk er så heldige at tabe sig ved udelukkende at droppe aftensnackeriet, men for andre kræver det væsentlig større ofre. Hvis du har en superforbrænding, tænker jeg også der potentielt er en risiko for at I undervurderer hvor meget han spiser/overvurderer hans aktivitetsniveau, fordi du bruges som benchmark?

For på trods af at der ikke er nogen tvivl om at nogle - fra naturens side - har en fantastisk forbrænding, mens andre kommer til at brilliere under en hungersnød; synes jeg alligevel det er værd at nævne at jeg jævnlig oplever at “slanke” menneskers aktivitetsniveau undervurderes og/eller madniveauet overvurderes, mens det modsatte gør sig gældende for overvægtige. Hvis man synes nogen er (uretfærdig) slank, ligger man måske mere mærke til at de igen-igen spiser is (mens man glemmer at de cykler 10 km t/r på arbejde, går timelange ture med hunden og derudover i øvrigt spiser havregryn og sund aftensmad hver dag), mens der ikke er nogen chance for at man glemmer bare en af de ulidelige spinningstimer eller salatfrokoster man selv har kæmpet sig igennem - måske fylder de ligefrem en tak mere i ens bevidsthed end deres faktiske antal berettiger til?

For forskellig forbrænding eller ej: Hvis et normalvægtig menneske indtager 5.000 kcal om dagen og i øvrigt tilbringer 23 timer liggende i sofaen, så VIL vedkommende tage på, præcis som en overvægtig person der løber et marathon om dagen og samtidig nøjes med 2.000 kcal VIL tabe sig.

Så jo, jeg er enig i at det er “bare” er at justere enten kalorieindtaget eller -forbruget. Ikke at det ikke kan være svært nok (jeg er selv tilsyneladende ude af stand til at tabe 5 kg...), men fordi man anerkender at der - på samfundsniveau - er ting vi kan (og skal) gøre for at bekæmpe overvægt, da det er et reelt problem for både folkesundheden og statskassen, kan man nu stadigvæk godt være træt af folk der påstår at de skam stort set intet spiser, får masser af “motion” (ja, jeg er ikke altid sikker på at vi deler samme definition af motion) og alligevel ikke taber sig, fordi de simpelthen ikke kan...
Senest rettet af avdotja 3. maj 2018, 11:06, rettet i alt 1 gang.
11

Tilbage til "Generelt"