Hvordan er kontakten til dine forældre?

[Selma156]

Jeg snakker med min mor en gang om ugen, ca. Min far en gang hver anden uge måske. Så har vi lidt løbende kontakt via SMS eller messenger. Bare sådan til et par sjove billeder, en reminder eller hvad det nu kan være.

Jeg ser nok mine forældre i snit en gang om måneden. Nogle gange oftere. Har fx lige boet hjemme tidligere på året i to måneder - der fik jeg rigeligt af min mor. Så rejser jeg af og til i længere perioder, hvor de ikke ser mig i månedsvis. Det er sjovt, hver gang jeg rejser eksploderer kontakten fra min fars side - tror måske det er fordi, han er bekymret. Men så kan han ringe og skrive hver dag.. Lidt underligt.

Mit forhold til min mor er relativt tæt, jeg er ret fortrolig med hende. Min far derimod, vi har intet til fælles og fuldstændigt modsatte holdninger, og han har svigtet mig meget i min barndom. Det angrer han nu, men sket er sket. Så, vi har et ret overfladisk forhold, som mere er baseret på humor, aktiviteter og god mad. Jeg har aldrig været fars pige.

Jeg er dog glad for, at jeg er på god fod med begge mine forældre.

[Artem]

Det har skiftet en del gennem årene alt efter hvor tæt jeg boede på dem, og måske også en større frigørelses trang i start 20'erne som gjorde at der godt kunne går et par uger i mellem at jeg talte med dem i tlf eller var hjemme.

I dag bor jeg 1 km fra dem, og spiser ved dem 3 gange om ugen i snit. Så der ser vi hinanden. Ud over det sker det ofte at jeg også taler i tlf flere gange om ugen med min far om diverse projekter vi har gang i.
Er faktisk kun min far jeg taler med, som skyldes at det er svært at kommunikere med min mor i dag. Hun har virkelig dårlig hørelse, sammen med at hun har haft et slagtilfælde som er gået ud over hendes sprogcenter som gør at hun har svært ved at finde de rigtige ord.
Men selv inden det talte jeg ikke ret meget med min mor da vi ikke har ret meget til fælles og derfor at tale om.

[Little_Woman]

Jeg spiller Wordfeud med min mor dagligt, vi sms’er et par gange om ugen og taler også i telefon et par gange ugentligt. Ikke lange samtaler, men bare lige en update på det ene og det andet. Det er fint nok.

Vi ses måske 2-3 gange om måneden.

[Alphilia]

Jeg snakker vel i tlf med mine forældre (mest min mor) en gang om ugen-ish
Vi ses i snit 1-2 gange om måneden, nogle perioder mere

[DetSorteCirkus]

Jeg bor ti minutters gang fra mine forældre, taler dagligt i telefon med min mor og kommer i gennemsnit på besøg en gang om ugen. Min far er ikke det store telefonmenneske, mildest talt, men via min mor kender jeg alligevel en del til hans gøren og laden og omvendt.
Sådan har det egentlig været, siden jeg flyttede hjemmefra.

I min barndom havde mine forældre næsten altid god tid til mig, og det har helt sikkert været medvirkende til, at jeg kender dem så godt og er vant til at bruge en del tid sammen med dem. Dog er der intet sentimentalt eller omklamrende ved vores forhold, og den hyppige kontakt skyldes ikke, at mine forældre dybest set aldrig har vænnet sig til, at jeg ikke bor hjemme længere. Det har jeg ellers hørt om fra andre tætte relationer mellem forældre og voksne børn.

Jeg har altid, selv da jeg var tvær teenager, haft et ønske om ikke blot at have kontakt med mine forældre, når de blev ældre, men også at tage mig af dem i det omfang, det måtte være nødvendigt, så nu, hvor min mor i perioder ikke har det særligt godt fysisk, er vores samvær under forandring. Jeg hjælper med mange forskellige ting, både på afstand og når jeg er på besøg, og står i stigende grad for madlavning, planlægning af fælles aktiviteter, osv.
Hvis deres sidste tid ender med at være præget af stigende svækkelse, hvilket i hvert fald min mors nok vil, ønsker jeg at blive en del af pasning og pleje i det omfang, det føles trygt og rigtig for mine forældre.

[Madam Pomfrey]

Jeg er som menneske ikke den store savner, og jeg kan godt blive fanget i hverdagens trædemølle, og derfor glemme at kontakte familie - herunder mine forældre. Min mor ringer hvis hun synes der går for lang tid, men normalt er det mig der ringer op - en stiltiende aftale tror jeg, fordi jeg jo bedst ved hvordan det passer ind med børn og hurlumhej, at snakke med dem.

For knap 4 år siden valgte vi at flytte til min barndomsby, tæt på mormor og morfar, og vi har da nok set dem lidt hyppigere end vi plejede, men det er så gået fra længere besøg til kortere besøg. Det er ikke nær så spændende at sove ved mormor og morfar når de bor "lige om hjørnet" åbenbart
Men tilgengæld hjælper de med at passe børn en del oftere end tilfældet var før. Det har været til alles glæde at de har kunne hjælpe med at hente børn, at det er nemmere at få dem passet om aftenen etc.

Jeg vil tro vi ses alt fra 1-10 gange pr måned, nogle gange for at fejre fødselsdage o.a. andre gange bare fordi, og andre gange igen af praktiske omstændigheder. Min far ser jeg/vi langt oftere, men han har også "børnevagten" ca 1 x ugentligt hjemme ved mig, ud over det kommer han ofte og pusler rundt med div. småprojekter, og så kommer han forbi hvis han har brug for hjælp til elektronikken.
Den ældste mener morfar har en form for pedeljob hjemme ved os

Vi har, på baggrund af div. omstændigheder i mit og børnenes liv, ikke været så meget på besøg hos dem, som jeg gerne ville. Det har det bare ikke været overskud og kræfter til, men det kommer forhåbentligt igen. Det er ihvertfald dejligt at vide at de er så tæt på, og at det bare er at hoppe på cyklen, hvis vi gerne vil se dem.

P.t. passer det mig fint at det er min far der smutter forbi så ofte, og ikke min mor. For hun skal altid påpege at her roder, spotter alle mine hængepartier, og jeg får sådan en oplevelse af at hun hakker på mig, det skaber noget dårlig samvittighed, som er super træls, for jeg gør det jeg kan, men døgnet har ikke nok timer. Hun hjælper også til, når hun er her, og det er skønt! - ville bare ønske jeg ikke skulle høre på hendes fejlfinding.

Relationen til mine forældre p.t. er der hvor jeg har behov for deres hjælp, støtte, opbakning og omsorg. De har været mit sikkerhedsnet under skilsmisse, både praktisk og økonomisk. Jeg elsker at vide at de er lige bag mig, at de altid vil hjælpe, og at jeg ikke har oplevelse af at skylde dem noget for det.
Jeg tænker at jeg på sigt får al mulighed for at give tilbage, være der for dem - som de hen af vejen må få mere og mere behov for det.
Jeg kan sagtens forestille mig at tage plejeorlov for at være ved dem hvis de bliver alvorlig syge. Min far kan jeg sagtens forestille mig at bo sammen med når han bliver gammel, og mine børn er fløjet fra reden, det tror jeg kunne være super hyggeligt faktisk. Min mor, ikke rigtig men det kan jo ændre sig. Jeg har i det hele taget en ide om at min far, af de 2, har trukket det længste strå hvad livslængde angår - det er nok også deraf forestillingen/tanken opstår.

[Annione]

Min far er død.
Min mor vil ikke se mig, så længe jeg ikke er Jehovas vidne, hvilket jeg aldrig bliver igen.

Så. Svaret er: ikke-eksisterende.

Jeg savner og mangler dem begge 2 i min hverdag - men jeg er ikke længere knust over det. Jeg har på en måde fundet mig til rette med det.

[london]

Jeg har altid været tæt med mine forældre, de var deltagende forældre, da min bror og jeg voksede op, så jeg er vant til, at de er en stor del af mit liv i forhold til aktiviteter og oplevelser. Jeg taler i telefon med min mor 3-4 gange om ugen og vi ses minimum 1 gang om ugen. Min far mener, telefonen kun er til korte præcise beskeder, så vi taler bare sammen, når vi ses. Heldigvis er min kæreste og forældre faldet for hinanden pladask, så han kører gerne med hjem til dem 1-3 gange om ugen. De bor 6 km væk fra hvor vi bor.

[LaScrooge]

Jeg bliver vred over at læse om de forældre, der virker ligeglade med deres børn. Hvor er det at fejle grundlæggende på sin grundlæggende forælderopgave, som er at sikre, at ens barn altid føler sig elsket og ønsket. Manglende interesse og forskelsbehandling er overhovedet ikke i orden.

Min far er død for længe siden og jeg har ikke specielt megen kontakt med min mor, efter eget valg. Jeg føler ikke at jeg har haft en forælder i hende og løsrev mig for så længe siden, at jeg heller ikke savner at have det. Jeg ved ikke engang hvad hun skulle kunne give mig, som jeg ikke kan give mig selv og som jeg ikke får fra mine venner og resten af min familie. Kærlighed, accept, opbakning, fælles historie.

På mange måder er jeg utroligt glad for den løsrivelse.og at den kom så tidligt. Det betyder, at jeg aldrig bekymrer mig om hendes dom over mig, som jeg kan se, at rigtig mange andre gør. Skulle hun på besøg ville jeg fx ikke skænke en tanke hvad hun mente om mit niveau af rengøring, eller hvilke andre domme hun kunne finde på at fælde over mig og mit liv. Hun har simpelthen ikke gjort sig fortjent til at øve indflydelse på mig.

Hun er ikke et dårligt menneske, hun er bare ikke en kompetent forælder. Og det betyder at hun ikke har privilegieret adgang til mit liv. Skal hun være i det, bliver hun underlagt de samme krav alle andre gør. Og som det er, ville jeg aldrig vælge en ven, der er som hende.

[Fru Sunshine]

Jeg ser min mor mindst en gang om ugen og taler/skriver med hende tre-fire gange på en uge. Hun er i evig bevægelse og suser rundt fra den ene hobby til den anden, så hun er ikke så nem at fange, men jeg elsker, at hun har så meget og så mange i sit liv.
Min far er død.

[Tricolette]

Sms og snakker i telefon med min mor måske 1-2 gange om ugen, afhængigt af hvad der sker henholdsvis hos mig og dem. Når jeg snakker med min mpor i telefonen,sker det ind imellem at jeg lige snakker kort med min far, særligt hvis der er nogle håndværksmæssige ting, som volder mig problemer.

Vi ses vel 1-2 gange om måneden, afhængigt af travlheden. Jeg er selvstændig, og næsten altid stresset/presset arbejdsmæssigt. Mine forældre er meget aktive pensionister, så de kan være svære at holde styr på.

Samme kontakt har jeg nogenlunde med min datter, som bor i modsatte ende af landet. Vi skriver og snakker efter behov. Nogle gange oftere end andre.

[dgd2007]

Det meste af 20'erne (altså mine 20'ere) havde jeg meget lidt kontakt. Ikke fjendskab eller noget, vi sås bare næsten aldrig.
Efter at vi fik børn, fik vi mere kontakt igen, og nu ser jeg min far (90) af og til. Min mor skal jeg nok have fat i fru Drusse for at få kontakt med.
Til gengæld har vi rimelig meget kontakt med næste generation (de lidt over 30 begge to) og næste igen (0 år).

[FormerlyKnownAs]

Ikke eksisterende.
Min mor på 16-17 år, min far på 2 år vist.

Ift min mor tog det mange år at komme over det massive svigt hun udsatte mig for. I det synes jeg at hun er et ynkeligt mennesker og håber at hun sidder tilbage ensom og ulykkelig nu hvor hendes mand er død.

Min far- KÆMPE lettelse at sige fra. Jeg elsker at være fri for ham i mit liv og er hamrende ligeglad med hvad han foretager sig, bare han holder sig fra mig. Det eneste der gnaver er, at jeg ved st han fortæller alle der vil lytte at jeg bims i hovedet og det hele er min skyld. Men så igen, who cares...jeg ser ikke “hans” mennesker igen. Han er så stort et fjols som de fåes i.

Det har kostet mig stort set hele familien at sige fra, so be it. Jeg lever et bedre liv på den måde og er kommet langt videre.

Mine gudforældre er min reseveforældre og der er næsten daglig kontakt og vi ses mindst hver 14. Dag. Det er dem min søn kender som sine bedsteforældre.

Hvis/når han en dag spørger til det, så får han ærligt svar om at de ikke var særligt søde ved mor og man skal ikke være sammen med nogen der ikke er søde ved een. Uanset hvem det er.

[Ava]

Begge min forældre er desværre døde.

Min mor døde i 09, og indtil da var det altid hende jeg snakkede i tlf. med, gerne et par gange om ugen og vi var lige gode til at ringe den anden op. Besøgte dem nok 2 gange pr måned.
Efter min mors død tog min far over, det blev så ikke så tit vi ringede sammen, måske et par gange om måneden, og jeg besøgte ham så ofte, jeg kunne. Efter min mors død blev min far og tætte på den måde at da han fik kræft i urinvejene var det mig der tog med ham på sygehus osv, og det var ham, jeg gik til da min datter pludselig fik en teenage- 'hjerneblødning'.

Jeg har, synes jeg selv, et tæt forhold til mine børn. Jeg ringer, besøger og hjælper gerne til, hvis jeg kan. De gør det samme for mig.

[sigge]

Jeg har et rigtigt godt forhold til mine forældre, og vi bor faktisk i samme by. Men vi "overrender" ikke hinanden af den grund. Jeg har ikke som sådan noget fast interval for, hvor ofte jeg ringer til/sms'er til/besøger dem. Nogle gange kan der gå flere uger imellem, nogle gange kan det være flere gange på en uge. Jeg har ikke noget behov for, at det skal systematiseres mere end det eller, at vi skal ses oftere. Hvis jeg eller de havde det, så havde vi bare ændret det.

Da jeg lige var flyttet hjemmefra og boede længere væk fra dem, var jeg på weekendbesøg hver 3.-4. uge, hvor jeg ankom fredag eftermiddag og blev til søndag. Nu hvor vi bor så tæt på hinanden, nyder jeg, at vi kan ses lidt mere spontant og bare et par timer ind i mellem, så det ikke behøver at være et heldagsarrangement hver gang. I næste uge tager vi (og min søster) på vores årlige familietur i sommerhus, hvor vi er sammen en hel uge, og det er smadderhyggeligt.

Der er dog en lille ting, der godt kan irritere mig lidt: Min mor ringer aldrig til mig bare for at hyggesnakke. Det er altid med et eller andet praktisk formål, og så kan hyggesnakken godt følge med. Jeg forsøger selv at blive bedre til bare at ringe, men det forvirrer tilsyneladende min mor lidt, for sidst jeg ringede, siger hun efter 10 minutters snak, "jeg kan ikke huske, hvad det var, du ringede om". Og det var sådan set bare for at høre om mine forældres campingtur i weekenden og lidt løst og fast. Men med lidt øvelse tænker jeg, at vi nok skal blive gode til det. Jeg har lidt på fornemmelsen, at hun ofte taler med min søster om alt muligt, så jeg kan ikke helt forstå, hvorfor det ikke kan være sådan med mig. Min far taler jeg derimod kun i telefon med, hvis der er et praktisk formål. Han er ikke det store sludrechatol, og det er jeg egentlig heller ikke - og slet ikke i telefon. Men jeg kan godt, når det er med mennesker, som selv taler meget, som f.eks. min mor eller søster.