Hvordan har du det lige nu?

[Kommodedyret]

Mæt.
Men har et godt øje til noget is som ligger ude i min fryser og gemmer sig.

[malou_43]

Min ekskæreste er død. Det menneske jeg har elsket mest af alle. Det menneske som lærte mig hvad kærlighed var. Det menneske som kom helt derind hvor ingen andre har lov til at komme ind.
To børn har mistet deres smukke far. Et fantastisk smukt menneske.

Vi gik fra hinanden for 2 år siden, men jeg er aldrig kommet mig over ham. Han var den, jeg skulle have blevet gammel med og ham, der skulle have været far til mine børn. Men jeg ødelagde det. Jeg ødelagde noget smukt. Mit hjerte er simpelthen revet i tusinde små stykker, for han forsvandt aldrig ud af det. Aldrig.

Han er det menneske, jeg har elsket mest af alle. Han er et af mennesker, jeg vil elske til den dag, jeg ikke er her mere. Han vil altid have en plads i mit hjerte. Han var en fantastisk far og de to børn skal leve uden deres far.
Det er ubeskriveligt trist, og det gør så ondt.

[Luffegås]

Jeg er virkelig bange for jeg har sclerose Godt nok muligvis meget light, men jeg er virkelig skræmt over at skulle fejle noget kronisk. Fuck bygningsskader, men det at det er nerverne skræmmer mig

[Justified Ancients of Mu Mu]

Sådan lidt Rocking-to-the-rhythm-in-my-ice-cream-van. It is a thing.

[Buller]

træt, småkvæstet, og småsyg.

Og på vej ud af døren til en nattevagt. Absolut ikke det jeg har mest lyst til.

[Sophies-mor]

Influenza, snotforkølet og ked af det.
En gammel klassekammerat har mistet sit barn i en trafikulykke ...

[Chatsy]

Mærkeligt på en sådan lidt "aha"-agtig måde.

Var i min hjemby i nogle dage, da jeg mødte én, jeg ikke har set i mange år. Han var en, som var sådan en modbydelig satan mod mig, da jeg var en overvægtig teenager. Han var mine brødres gamle kammerat, så han var tit forbi hjemme hos os, men det havde så den konsekvens for mig, at selv mit eget hjem var ikke mit helle fra den mobning, jeg ellers blev udsat for, bl.a. af ham. Dengang var han en mager skater-gut, med kasketten drejet om på hovedet og et skateboard under armen.
Men nu? Nu er han større end jeg nogensinde har været og arbejder på at tabe sig - han har tilsyneladende tabt sig over ti kg indtil videre - og hans væsen er en stærk kontrast til, hvem jeg husker ham som at være. Ydmyg, venlig og overordnet positiv i sin udstråling, kontra den aggressive, højtråbende og flabede personlighed fra år tilbage. Han har åbenbart haft depression, fået medicin for det og kæmper nu mod bivirkningerne fra det.

Jeg aner virkelig ikke, hvordan jeg skulle - eller skal - reagere. Jeg kan intet have imod ham nu, men jeg hader noget så inderligt, hvem han var og de konsekvenser det har haft for mig i de efterfølgende år. Jeg ved sgu ikke, jeg har mødt så mange efterhånden, der var så forfærdelige overfor mig i sin tid og nu er de så positive og flinke, men ikke så meget som én har nogensinde vedkendt sig det helvede, de har udsat mig for eller forsøgt at undskylde det. Det er provokerende, at de lader som om, at de aldrig har bedt mig om at "forsvinde og dø", kaldt mig "fede læs" og andre herligheder men nærmere, at vi er gamle venner, der endelig ses igen.
Sådan agerede ham her også og det falder bare fladt i mit hoved. Altså, hvad er det dog for en efterrationalisering de har haft?

Jeg kan vel kun trække på skuldrene af det. Men det føles virkelig mærkeligt.

[sortkaffe]

Jeg er sådan lidt underlig trist over Leonard Cohens død. Mine forældre hørte ham rigtig meget og senere købte jeg selv
noget af hans musik. Han er/var sådan en der nærmest altid bare var der.
Men ok, manden var jo gammel og efter hans eget udtryk klar til at dø.
Men jeg synes det er trist alligevel.

[Velvet-Goldmine]

Jeg sidder med iskolde fingre og tæer, og koldsveden rendende ned fra armhulerne - jeg har lige færdiggjort min første ansøgning og CV til lederjob (og det blev GODT!), og det udløser åbenbart akut panik og seriøse ønsker om aldrig at komme til samtale, endsige få jobbet.
Det satser jeg på går over når det har bundfældet sig lidt, hvad det egentlig er jeg satte i gang i mit arbejdsliv for et halvt års tid siden.
Nu vil jeg gå i bad og så skal jeg heldigvis bare på helt vanligt og velkendt arbejde.

[malou_43]

Jeg prøver at få styr på tanker og følelser. Jeg er ikke så god til at erkende og acceptere virkeligheden, men svæver ofte i noget ønsketænkning og fuldstændig uopnåelige scenarier (har på papir, at det er hjernen, den er gal med ). Jeg er totalt følelsesmæssigt udmattet og ville ønske jeg kunne trykke på en knap, der kunne få alt til at forsvinde bare i et øjeblik.

Jeg har fået lange knus af min ekskærestes bror - han ligner ham så meget, det var som at kramme ham igen.
Mine to tidligere papsønner kom hen og græd i mine arme - jeg har så ondt i hjertet.
Jeg vil hjem til min mor - det er nu bare det bedste i svære tider.

[Pityt]

Jeg er trist, grådlabil og føler mig totalt punkteret
Der har været alt for meget pres på mig på jobbet den sidste uge og nu er jeg flad på alle måder

[Justified Ancients of Mu Mu]

Grænsende henimod misforstået geni, men jeg skal ikke kunne sige hvem der har misforstået hvad, for med en effektivitetsudnyttelse på 0,2 siden jeg fik fri fra arbejde i forhold til de planer og forstillinger om alt det jeg kunne nå at udrette hvis jeg bare anstrengte mig.
Men i forhold til de ting jeg som minimum forventede at udrette eller i hvert fald gå i gang med må jeg blot konstatere at det er et under jeg nåede jeg fra arbejde i det hele taget.

[achillaxedprune]

Føler mig utilstrækkelig. Bah.

[Mulan]

Mærkeligt. Venteposition. Skal i MR-scanner om et par timer. Syret. Skal huske beroligende og smertestillende. Tjek - er i tasken.

[Velvet-Goldmine]

Jeg sidder med iskolde fingre og tæer, og koldsveden rendende ned fra armhulerne - jeg har lige færdiggjort min første ansøgning og CV til lederjob (og det blev GODT!), og det udløser åbenbart akut panik og seriøse ønsker om aldrig at komme til samtale, endsige få jobbet.
Det satser jeg på går over når det har bundfældet sig lidt, hvad det egentlig er jeg satte i gang i mit arbejdsliv for et halvt års tid siden.
Nu vil jeg gå i bad og så skal jeg heldigvis bare på helt vanligt og velkendt arbejde.

Jeg har lige fået mail med indkaldelse til samtale!
Ok, det er en stilling med 37 medarbejdere, økonomisk- og selvf. daglig ledelsesansvar så det er ikke' bare lige', men der vil være ikke mindre end 9 (NI !!) personer til stede fra topchefer til mellemledere, TR og en medarbejder. Jeg skal have en 3 min. præsentation af mig selv og min motivation for at søge stillingen forberedt, som jeg skal lægge ud med.
..... jeg tror jeg skal kaste op

EDIT: Jeg messer til mig selv at jeg jo kun har søgt stillingen fordi jeg mener at jeg kan bestride den, men alligevel. Instant kolde fingre og tæer og koldsved igen - jeg er da fremragende under stress hva'