At min chef ringede til mig, og vi havde en rigtig fin snak.
Hun bekymrede sig meget for mig (jeg har været syg i dag), og så viste det sig dæleme oven i købet, at hun lige ville spørge ind til, om der var noget andet end bare en dum ryg i spil: Hun var usikker på, om hun havde spottet en dårlig reaktion fra mig til et møde i går. Og hun havde lovet sig selv at følge op på det, fortalte hun, og så var hun - kunne jeg høre - blevet nervøs, da jeg så sygemeldte mig til morgen. Nervøs for, om der var en sammenhæng. Som hun sagde: "Det er jo ikke, fordi jeg betvivler, at du har ondt i ryggen ...". Jeg sad og smilede. For jeg synes sgu, det var rart, hun indrømmede, hvad hun havde tænkt. Og at hun var usikker.
Jeg kunne så berolige hende og sige, at jeg tværtimod syntes, gårsdagens møde havde været meget positivt (hvilket gjorde, at jeg også bakkede det op senere med en mail til hende og andre mellemledere, fordi vi fik en kundesag ind, der bestyrkede mig og hende i, at den procedure, hun havde foreslået på mødet, ER den mest hensigtsmæssige). Og så fortalte jeg hende, at jeg syntes, det gav bonuspoints, at hun spurgte. Det viser mig nemlig, at hun er opmærksom. Hun prøver faktisk - og det sætter jeg virkelig pris på. Derudover skulle hun ikke være bekymret - jeg havde fortsat tænkt mig at holde vores aftale om at tage fat i hende hurtigst muligt, hvis der er noget i vores interaktion, der plager mig eller gør mig usikker og irriteret.
Og så havde vi ellers en fin snak, hvor vi grinede lidt, og jeg kunne minde hende om et par arbejdsmæssige ting, vi skal have ordnet osv.
For mig er det her kæmpestort. Det her er altså en leder, hvis metoder og stil i efteråret var kraftigt medvirkende til, at jeg gik ned med stress-symptomer og var sygemeldt i knap to måneder. Tænk at kunne tale med sin chef uden at få hjertebanken. Eller føle sig som på nåle. Tænk at føle man bliver sét. Sådan dér, Ninja - op på den høje sko og frem med selvfølelsen. Du kæmpede for din ret og dit værd. Og du endte muligvis med at vinde.