At være lønslave på denne dag for at regimet kan sende skibe ud i verden på "Her er vi?" missioner dømt til at mislykkes, men det er ikke gæsterne i kontorhotellets skyld, så her sidder jeg og lader som om at jeg smiler.
Jeg har så store render under øjnene at jeg dårligt kan se ud af dem - jeg burde så meget gå der hjemme og nusse om morgenbordet hvor vi skulle have haft resterne af hvederne vi burde have haft i går.
Men jeg er ene kvinde på pinden og hvederne bliver i aften i stedet. I morgen rund fødselsdag og på søndag konfirmation. Kom til at sige i går at jeg måtte sove når jeg blev gammel og den 19-årige så på mig og sagde 'Er det ikke ved at være nu, hvis du ikke passer på?' Han har sgu nok ret...
En af de unge på den døgninstitution hvor jeg arbejder. Ved godt man ikke må slå børn, men har mest lyst til bare at kaste ham op i luften – så kan han selv falde ned og slå sig.
Til konfirmation alene. Egentlig, skal jeg jo bare sætte mig ned og nyde lidt god mad, men jeg orker bare ikke at være social idag. Og køreturen alene gider jeg heller ikke. Men manden kan ikke holde til den slags mere desværre.
Hjælpe min søn med en danskopgave. Tiden er smuttet for ham (han er normalt i god tid med sine opgaver og afleverer et par dage før deadline), men denne er ret kringlet, og han er ordblind.