Hvad har påvirket din dag negativt

[differentdaydifferentperson]

Mig selv. Nu er jeg bare lige helt ærlig. Jeg er rigtig rigtig jaloux og har kæmpet med det siden mit første forhold for mange år siden. For en måned siden fik jeg at vide at min kæreste var blevet inviteret til jul hjemme hos sin far. Problemet (for mig) er at dér også er en "halvlillesøster" (farens kærestes barn) og hende bliver jeg vildt jaloux over, hun er meget fremme i skoene. Jeg kunne ikke klare tanken om at han skulle holde jul med dem så jeg opfandt at han også var blevet inviteret til jul hos min familie, selvom han ikke er, for at undgå at han skulle holde jul med hende. Hele december måned har han så gået og troet at han skulle holde jul med min familie. I fredags fortæller jeg ham at min familie har aflyst og at vi ikke kan holde jul hos dem alligevel. Så nu sidder han og kan ikke holde jul med sin egen familie. Jeg har først lige fortalt min familie her til formiddag at jeg ikke kommer alligevel (kan selvfølgelig ikke få mig selv til at efterlade min kæreste alene juleaften, når det er min skyld at han har takket nej til invitationen fra sin egen familie) og jeg føler mig som en kæmpe fiasko, fordi jeg føler at jeg ødelægger julen for alle omkring mig og mig selv. Jeg vil så gerne slippe af med den her voldsomme jalousi, fordi den styrer mit liv. Jeg har forsøgt at få hjælp i mange år, men det er få psykologer og psykiatere der forstår det og tager det seriøst. Men jeg bliver nødt til at prøve at få hjælp igen.

[bluetof1]

Mig selv. Nu er jeg bare lige helt ærlig. Jeg er rigtig rigtig jaloux og har kæmpet med det siden mit første forhold for mange år siden. For en måned siden fik jeg at vide at min kæreste var blevet inviteret til jul hjemme hos sin far. Problemet (for mig) er at dér også er en "halvlillesøster" (farens kærestes barn) og hende bliver jeg vildt jaloux over, hun er meget fremme i skoene. Jeg kunne ikke klare tanken om at han skulle holde jul med dem så jeg opfandt at han også var blevet inviteret til jul hos min familie, selvom han ikke er, for at undgå at han skulle holde jul med hende. Hele december måned har han så gået og troet at han skulle holde jul med min familie. I fredags fortæller jeg ham at min familie har aflyst og at vi ikke kan holde jul hos dem alligevel. Så nu sidder han og kan ikke holde jul med sin egen familie. Jeg har først lige fortalt min familie her til formiddag at jeg ikke kommer alligevel (kan selvfølgelig ikke få mig selv til at efterlade min kæreste alene juleaften, når det er min skyld at han har takket nej til invitationen fra sin egen familie) og jeg føler mig som en kæmpe fiasko, fordi jeg føler at jeg ødelægger julen for alle omkring mig og mig selv. Jeg vil så gerne slippe af med den her voldsomme jalousi, fordi den styrer mit liv. Jeg har forsøgt at få hjælp i mange år, men det er få psykologer og psykiatere der forstår det og tager det seriøst. Men jeg bliver nødt til at prøve at få hjælp igen.

Ja, det gør du godt nok. Du skal være ærlig overfor din kæreste lige nu så han har en mulighed for at ringe til sin familie og spørge om han kan komme der alligevel. Hvis han er flink så outer han dig ikke overfor sin familie, men stikker den samme løgn som du stak ham. Hvis han bliver lige så vred som jeg ville være blevet, så skal du være heldig hvis I er på talefod inden nytår.
Shit, jeg var blevet tosset over at få min jul ødelagt fordi min kæreste ikke kunne klare at min stedlillesøster var til stede juleaften.

Når det er sagt: det er ikke i orden at andre ikke tager det alvorligt at du søger hjælp for din jalousi. Den er jo tæt på invaliderende når det er så slemt som du beskriver her. Op på hesten igen inden den får ødelagt endnu mere for dig.

[differentdaydifferentperson]

Bluetof1 og Smiling_Goat: Tak for jeres svar. Jeg ved godt hvor slemt det er. Har i nogle ideer til hvordan jeg kan få hjælp? Det ville jeg blive rigtig glad for.
Jeg har ikke råd til en psykolog, men jeg har læst/hørt at hvis man er under 40 og har oplevet traumatiske ting i barndommen der fører til store problemer i voksenlivet kan man få 12 timers gratis psykolog hjælp støttet af kommunen (vidst nok med egenbetaling på 600). Men gælder det alle kommuner? Jeg er inde i kommunens system og min sagsbehandler er klar over de problemer jeg har og jeg har flere gange nævnt at jeg har brug for at snakke med en psykolog men at jeg ikke har råd, men hun har aldrig tilbudt at jeg kunne få betalt psykolog hjælp og derfor tør jeg ikke at spørge lige ud - er bange for om det er "negativt" at jeg koster penge i kommunens/sagsbehandlers øjne, eftersom hun ikke selv har tilbudt det. Hvad synes i? Skal jeg bare spørge direkte? Åh ha, jeg er så bange for om hun tænker negativt eller tror at jeg bare nasser på kommunen..
Ved i muligvis om man kan - hvis lægen vurderer at det er slemt nok - få hjælp uden at skulle betale dyre domme?

[RavenClaw]

Min mor. Hun formår år på år at ødelægge julen fra det øjeblik, kalenderen viser den 24. Hun har rendt rundt og skabt sig hysterisk over alt og ingenting hele dagen. Lige nu ligger jeg på en sofa i havestuen, og der går seriøst ikke to minutter mellem hver gang, hun skal ud og overvåge, hvad jeg laver. Det pisser mig voldsomt af. Min lillebror er kørt hjem til sig selv indtil i aften for at slippe for hende, og forhelvede hvor ville jeg ønske, at jeg kunne gøre det samme.

Jeg hader seriøst, at jeg ikke kan tage hjem til gården, uden at jeg to minutter senere har lyst til at springe ud over en kløft - hver gang. Den dag, jeg får mulighed for at skære hende helt ud af mit liv, vil også være den lykkeligste dag i mit liv.

[sansera]

Mig selv. Nu er jeg bare lige helt ærlig. Jeg er rigtig rigtig jaloux og har kæmpet med det siden mit første forhold for mange år siden. For en måned siden fik jeg at vide at min kæreste var blevet inviteret til jul hjemme hos sin far. Problemet (for mig) er at dér også er en "halvlillesøster" (farens kærestes barn) og hende bliver jeg vildt jaloux over, hun er meget fremme i skoene. Jeg kunne ikke klare tanken om at han skulle holde jul med dem så jeg opfandt at han også var blevet inviteret til jul hos min familie, selvom han ikke er, for at undgå at han skulle holde jul med hende. Hele december måned har han så gået og troet at han skulle holde jul med min familie. I fredags fortæller jeg ham at min familie har aflyst og at vi ikke kan holde jul hos dem alligevel. Så nu sidder han og kan ikke holde jul med sin egen familie. Jeg har først lige fortalt min familie her til formiddag at jeg ikke kommer alligevel (kan selvfølgelig ikke få mig selv til at efterlade min kæreste alene juleaften, når det er min skyld at han har takket nej til invitationen fra sin egen familie) og jeg føler mig som en kæmpe fiasko, fordi jeg føler at jeg ødelægger julen for alle omkring mig og mig selv. Jeg vil så gerne slippe af med den her voldsomme jalousi, fordi den styrer mit liv. Jeg har forsøgt at få hjælp i mange år, men det er få psykologer og psykiatere der forstår det og tager det seriøst. Men jeg bliver nødt til at prøve at få hjælp igen.

Jeg gider ikke engang fortælle dig, hvor røvet jeg synes det du har gjort er.
Ind og bekend. Alt det med psykolog (tal med din læge) kan vente til i morgen, det kan det ikke, at du fortæller din kæreste hvad du har gjort.

[icelady]

Ældste sønnen. Han er nogle gange en røv.

Og jeg har på fornemmelsen, at på et tidspunkt kolliderer vi ret kraftigt. Og jeg er ikke sikker på den kollision kan repareres.

[LaMariposa]

Jeg har formået at ødelægge anden. Den er knastør, nærmest forkullet. Fatter det ikke, for jeg har taget den ud to timer tidligere end sidste år fordi det lugtede brændt... Og det er den så også. Fuck også!

Faktisk har jeg fucket det hele op i år. Sovsen er blevet for tynd, grøntsagerne har fået for meget, anden er død, de brune kartofler lavede jeg i ovn for første gang efter jeg læste et tip og de smager bare ikke rigtigt. Jeg kan ikke nå at gøre noget af det om, fordi ungerne er sultne. Men altså, intet kød. Havde glædet mig til den dumme and. Øv!

Nu siger jeg det forbudte ord "pyt". Det bliver jul igen næste år, og så kan I grine af det år, hvor maden blev mislykket.

[differentdaydifferentperson]

Mig selv. Nu er jeg bare lige helt ærlig. Jeg er rigtig rigtig jaloux og har kæmpet med det siden mit første forhold for mange år siden. For en måned siden fik jeg at vide at min kæreste var blevet inviteret til jul hjemme hos sin far. Problemet (for mig) er at dér også er en "halvlillesøster" (farens kærestes barn) og hende bliver jeg vildt jaloux over, hun er meget fremme i skoene. Jeg kunne ikke klare tanken om at han skulle holde jul med dem så jeg opfandt at han også var blevet inviteret til jul hos min familie, selvom han ikke er, for at undgå at han skulle holde jul med hende. Hele december måned har han så gået og troet at han skulle holde jul med min familie. I fredags fortæller jeg ham at min familie har aflyst og at vi ikke kan holde jul hos dem alligevel. Så nu sidder han og kan ikke holde jul med sin egen familie. Jeg har først lige fortalt min familie her til formiddag at jeg ikke kommer alligevel (kan selvfølgelig ikke få mig selv til at efterlade min kæreste alene juleaften, når det er min skyld at han har takket nej til invitationen fra sin egen familie) og jeg føler mig som en kæmpe fiasko, fordi jeg føler at jeg ødelægger julen for alle omkring mig og mig selv. Jeg vil så gerne slippe af med den her voldsomme jalousi, fordi den styrer mit liv. Jeg har forsøgt at få hjælp i mange år, men det er få psykologer og psykiatere der forstår det og tager det seriøst. Men jeg bliver nødt til at prøve at få hjælp igen.

Jeg gider ikke engang fortælle dig, hvor røvet jeg synes det du har gjort er.
Ind og bekend. Alt det med psykolog (tal med din læge) kan vente til i morgen, det kan det ikke, at du fortæller din kæreste hvad du har gjort.

Det er rigtig sødt at du prøver at hjælpe (hvis det er det du gør). Jeg har "bekendt" overfor min kæreste og han tog det faktisk pænere end jeg havde troet, han havde allerede regnet den ud, eller i hvert fald haft mistanken siden i fredags. Han blev lidt skuffet (med egne ord), men mest ked af at jeg har det som jeg har det (igen hans egne ord). Han sagde at han godt forstår hvorfor jeg reagerer som jeg gør og at han vidste hvad han gik ind til da han gik ind i forholdet (jeg har været ærlig omkring min angst og jalousi helt fra før vi blev kærester), men at han ville ønske jeg havde været ærlig fra start af. Du ville nok falde ned af stolen hvis du hørte hvad jeg ellers har gjort i angsten og jalousiens vold. Jeg ved ikke om det fremstår tydeligt nok i mine indlæg, men jeg hader mig selv, det er mig selv jeg er sur på og vil så gerne have hjælp, jeg har ofte selvmordstanker. Hele mit liv har jeg levet i angst og jeg har forsøgt at få hjælp de sidste 5 år, uden held. Hvis du virkelig gerne vil hjælpe, hvilket jeg dog ikke har indtrykket af at du vil, må du meget gerne skrive dine tanker om hvad jeg skal gøre for at få hjælp. Hvilke ting skal/kan jeg sige? Og hvordan får jeg læge/andre til at forstå alvoren? Det her er jo ikke et engangstilfælde, jalousi og angst styrer hele min hverdag, hver dag og hver nat. Jeg har fortalt de ting jeg skriver herinde til andre(læge, psykolog, psykiater) men det er som om at de ikke forstår alvoren af min jalousi og angst og hvor meget det styrer min hverdag. Jeg har haft min kæreste og min far med inde for at forklare det til læger og psykologer, men det er som sagt virkelig som om at psykologer og læger ikke forstår alvoren i det og dømmer mig mere ud fra hvordan jeg ser ud og fremstår inde til samtalen, end rent faktisk at lytte til de ting jeg fortæller. Et par gange har jeg fået indtrykket af at de (læger) bare tror at jeg har en dårlig dag/periode og jo mere jeg prøver at fortælle at det ikke bare er en dårlig dag/periode, jo mere stædige bliver de og siger "jamen vi er jo alle jaloux, du skal bare tænke på at der ikke er noget at være bange for". Jeg sad engang på en parkeringsplads og græd fordi jeg var angst og løbet ud fra butikken, og en mand holdte ind til siden og ville høre hvad der var galt. Jeg fortalte ham alt, hvordan mit liv er styret af min angst og jalousi og at jeg har forsøgt at få hjælp af læger osv. og han sagde at hvis ikke det var fordi at han havde set mig sidde alene i regnen kun med en sko på, på en parkeringsplads i meget lang tid, men bare havde hørt mig fortælle de her ting i en anden konstellation, så ville han heller ikke have troet på det, fordi at man ubevidst ikke kan lade være med at dømme ud fra det ser, en ung, klog, fornuftig og veltalende pige. Han troede kun på at den var helt gal, fordi han havde set det med egne øjne, hvis han bare havde hørt mig sige det, ville han synes det lød for vildt til at være sandt. Det er faktisk ret skræmmende hvis det er sådan, og jeg tænker ofte at den eneste måde jeg kan få lægfolk(læger, terapeuter, psykologer osv.) til at forstå hvor meget jeg har brug for hjælp, er ved at tage mit eget liv, men det er paradoksalt, for så er det jo for sent.. Har du en idé til hvad jeg kan gøre for at få de rigtige personer til at forstå alvoren i det?

[Guilded_Lily]

Ondt i ryggen.

[ajnaM]

At vi alle sammen kaster op.

[Alphilia]

Dårlig kommunikation fra ledelsen

[PaleSeptember]

Jeg er altid lidt trist omkring jul, måske fordi jeg ikke har kontakt med nogen fra min familie (ikke at jeg savner dem alligevel, men det er lidt hårdt til jul ikke at have en ordentlig familie).
Derudover har jeg bare ikke haft energi til noget som helst i dag, men har her sidst på dagen formået at få lavet nogle ting. Vi har ingen traditioner med noget i juledagene.

[AgentPixie]

Min unge har knækket mine briller, og jeg kan ikke komme til optiker før på fredag

[Guilded_Lily]

Christmas blues.

Jeg er hårdere ramt i år, synes jeg. Ugen op til jul er altid frygtelig pga. tætpakket program med fødselsdag og julefrokost og sidste øjebliks panikkøb, men i år synes jeg godt nok, det har været helt galt. Jeg har ikke haft overskud til noget som helst, og juleaften blev noget forjappet noget i perioder. I går var jeg helt færdig som gårdsanger og kunne ikke andet end ligge på sofaen. Det samme gælder min mand. Her trænger virkelig til en støvsuger, og vaskemaskinen kommer på overarbejde. Jeg kan heller ikke klare at se på julepynten mere. Jeg orker det bare ikke.

For to år siden måtte jeg trække stikket fra et par fag på arbejde i en periode, det håber jeg godt nok ikke, jeg bliver nødt til igen. Men det er lidt den samme følelse, jeg sidder med lige nu.

[Aviva]

Min mormor, der lige skulle øffe over ikke at have hørt fra mine andre søskende her i julen. + at hendes søster døde 19/12

Skrev tilbage til hende at nogen gange må man selv række ud først. (-det er hun vel gammel nok til selv at se)

Gamle martyriske kost!