bluetof1 skrev:Madam Pomfrey skrev:Det har været i mine tanker hele dage, og det fylder meget.
Jeg prøver at forberede mig på morgendagen, at finde overskuddet, og måske forklare en flok unge mennesker at livet indimellem er voldsomt barskt og uretfærdigt. Det bliver en hård dag.
Jeg og en håndfuld forældre følger vores 6.klasses unger til bisættelse, hvor en klassekammerat siger et sidste farvel til en far.
Det er kun 10 måneder siden de stod der sidst, da klassekammeraten sagde farvel til sin mor.
At livet kan være så voldsomt, barskt og fyldt af sorg, det er jo intet andet end meningsløst.
Det bliver en flok berørte og alvorlige unge mennesker vi følger imorgen. Det skaber store og alvorlige tanker.
Imorgen krammer vi hinanden ekstra tæt og ekstra længe.
jeg kan mærke det rører sig i ham, min knægt, alle tankerne, spørgsmålene, hvorfor, følelsen af uretfærdighed.
Der er en langt mere alvorlig mine i dag, end der var i forgårs. Han blev ramt af livets alvor, af dets barske sider.
Det har været spørgsmål - som der er forsøgt svaret på.
Men han er påvirket, han er ked, han er tænksom.
Øhm... I har sikkert tænkt på det og talt om det, men er I sikre på at drengen har lyst til at hele klassen deltager? Jeg ville godt nok have betakket mig for at min klasse mødte op da vi begravede min far da jeg gik i 5. klasse.
Med til den historie hører selvfølgelig at både klassekammerater og lærere havde udvist en temmelig skræmmende mangel på empati i tiden med min fars sygdom og død og ret sikkert ville have gjort hvad de kunne for at gøre begravelsen til et tivoli. Jeg går ud fra som en selvfølge at din søns klasse ikke er sådan.
Min far blev bisat da jeg gik 8. klasse. Ingen kammerater deltog. Jeg ved ikke, hvordan jeg ville have haft det med det dengang, men jeres indlæg får mig til at tænke på, at jeg godt gad, at skolen havde bakket lidt mere op om det.
Det blev nævnt i klassen, at min far var død. To piger fra klassen havde sendt mig en buket, der stod og ventede, da vi kom fra kirken. Det betød virkelig meget! Ellers blev der ikke talt om det. Overhovedet. Det ville ellers have været et barskt men godt emne at tage op i klassen, eller måske hele skolen? En pige fra en klasse over mig mistede hendes mor kort tid før eller efter. Alle var på en eller anden måde påvirket, men ingen talte om det.
Omend det er hårdt at gå i 6. klasse og skulle deltage, så er det en naturlig ting og jeg tror det er sundt for hovedet at lære, at det er livets vej. Jovist er det alt for tidligt at miste sine forældre, når man blot er et barn. Men det sker.
Forhåbentlig er børnene også godt forberedt, både fra skolen men bestemt også fra deres forældres side.
Jeg synes det er virkelig smukt, at skolen og klassen følger med.
Jeg fornemmer, at der generelt er kommet mere fokus og lidt mindre berøringsangst på emnet. Det gør mig glad.