Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

[Fru Himmelblå]

Jeg har aldrig rigtig sat nogle grænser for mine børn. De har ikke pligter som sådan som mange andre på deres alder. Herhjemme er vi lige, jeg ejer dem ikke og styrer dem ikke som små robotter. Jeg har nu alligevel de mest kærlige, betænksomme piger, som man end ikke kunne drømme om at ens børn ville blive. Begge får hele tiden ros til skyerne af deres lærere over deres rolige væsen og uselviske væremåde. De kunne aldrig drømme om at svare en lærer eller anden nær voksen igen.
Man kan altså (stadig) ikke generalisere på den måde. Mennesker er forskellige.

Igen, jeg går ikke på nogen måde efter dig. Jeg kender hverken dig eller dine børn, så jeg aner ikke hvordan i er i virkeligheden.

Men jeg tvivler ærlig talt på, at du er 100% objektiv når du ser på dine børn. Det er biologisk. Selvfølgelig synes man ens egne børn er uimodståelige. Men det betyder ikke, at resten af verden nødvendigvis tænker det samme.
For mig at se giver det ingen mening at sige "Mine børn har ingen grænser, og de er fantastiske". Ja, selvfølgelig synes du det. Du er deres mor.

Jeg kan love for, at de børn jeg kender, der er ulidelige, har forældre der synes, de er de bedste børn i verden.

[FormerlyKnownAs]

Men at trække en tråd fra et putteritual med sang eller bog og bruge 10 min på det inkl at barnet falder i søvn og at man derfor opdrager uden rammer, regler, respekt for andre mennekser og ikke mindst udklækker diktatorer...det er noget af et stretch.

Jeg er ret ligeglad med hvad andre mener om hvordan vi gør tingene. Jeg hviler i vores forældreskab og vores søn er et barn andre holder af og kan holde ud at være sammen med, som andre børn vil lege med og som voksne gider tale med.

[Ado]

Men nu hvor folk alligevel er ophidsede kan jeg da sige, at jeg intet har imod at opdrage andre folks børn og fortælle dem, at jeg ikke magter deres opførsel, så om de lige gider enten at fise af eller opføre sig ordentligt mens andre mennesker er tilstede.

Men det synes jeg så heller ikke der er noget galt med. Jeg har selv påpeget det overfor en veninde. Hvad hun gør hjemme i sit eget hjem med hendes børn, er jeg ligeglad med. Men hvis hendes børn hænger i mine gardiner/hopper i min sofa/osv og hvis hun intet siger, så gør jeg.
Og det samme har jeg sagt til en bekendt, som klynkede over, at barnet ikke hørte efter. For selvfølgelig lytter et barn ikke, hvis han/hun ved, at mor alligevel ender med at give sig.

[Fru Himmelblå]

Jeg har aldrig rigtig sat nogle grænser for mine børn. De har ikke pligter som sådan som mange andre på deres alder. Herhjemme er vi lige, jeg ejer dem ikke og styrer dem ikke som små robotter. Jeg har nu alligevel de mest kærlige, betænksomme piger, som man end ikke kunne drømme om at ens børn ville blive. Begge får hele tiden ros til skyerne af deres lærere over deres rolige væsen og uselviske væremåde. De kunne aldrig drømme om at svare en lærer eller anden nær voksen igen.
Man kan altså (stadig) ikke generalisere på den måde. Mennesker er forskellige.

Igen, jeg går ikke på nogen måde efter dig. Jeg kender hverken dig eller dine børn, så jeg aner ikke hvordan i er i virkeligheden.

Men jeg tvivler ærlig talt på, at du er 100% objektiv når du ser på dine børn. Det er biologisk. Selvfølgelig synes man ens egne børn er uimodståelige. Men det betyder ikke, at resten af verden nødvendigvis tænker det samme.
For mig at se giver det ingen mening at sige "Mine børn har ingen grænser, og de er fantastiske". Ja, selvfølgelig synes du det. Du er deres mor.

Jeg kan love for, at de børn jeg kender, der er ulidelige, har forældre der synes, de er de bedste børn i verden.

Jeg kan love dig for at jeg er objektiv. Mine børn er ikke engle, bestemt ikke. Men de skejer kun ud indenfor hjemmets vægge. Det ved jeg, fordi jeg kender dem. Og fordi lærere og pædagoger har sagt det i mange år nu. De opfører sig som de mest velopdragne unger når de er uden for hjemmet.

Åh men altså. Jeg gider ikke tage den med dig. Kender dig ikke. Det er meget muligt dine børn er de rene vidundere sammen med andre mennesker. Aner det ikke.
Men det er useriøst at sige, at du er objektiv omkring dine børn. Det er der ingen forældre der er. De fleste forældre vil fint kunne indrømme, at deres yngel kan være de rene djævle i ny og næ. Det gør dem ikke objektive.

[fisken80]

Jeg har aldrig rigtig sat nogle grænser for mine børn. De har ikke pligter som sådan som mange andre på deres alder. Herhjemme er vi lige, jeg ejer dem ikke og styrer dem ikke som små robotter. Jeg har nu alligevel de mest kærlige, betænksomme piger, som man end ikke kunne drømme om at ens børn ville blive. Begge får hele tiden ros til skyerne af deres lærere over deres rolige væsen og uselviske væremåde. De kunne aldrig drømme om at svare en lærer eller anden nær voksen igen.
Man kan altså (stadig) ikke generalisere på den måde. Mennesker er forskellige.

Igen, jeg går ikke på nogen måde efter dig. Jeg kender hverken dig eller dine børn, så jeg aner ikke hvordan i er i virkeligheden.

Men jeg tvivler ærlig talt på, at du er 100% objektiv når du ser på dine børn. Det er biologisk. Selvfølgelig synes man ens egne børn er uimodståelige. Men det betyder ikke, at resten af verden nødvendigvis tænker det samme.
For mig at se giver det ingen mening at sige "Mine børn har ingen grænser, og de er fantastiske". Ja, selvfølgelig synes du det. Du er deres mor.

Jeg kan love for, at de børn jeg kender, der er ulidelige, har forældre der synes, de er de bedste børn i verden.

Og hun hører syner når lærerne roser dem?
De findes, de børn du beskriver, bestemt. Jeg har mødt en af slagsen. Til et møde engang, hvor der faktisk var to børn med. Den ene hørte vi intet til, den anden larmede og rendte rundt mellem bordene og var generelt møgforstyrrende. Moderen sad bare og smilede...
Men det er så også den eneste gang jeg har oplevet det. Min erfaring er, at langt de fleste godt kan sætte grænser i den situation.
Og at det ikke har noget at gøre med hvordan man putter sit barn.

[Summer]

Børn kan da godt være trygge, selvom man ikke sidder hos dem, og de kan også lære at falde i søvn selv både uden gråd, tvang og råben og skrigen, men det må I naturligvis gøre som I vil, men jeg må også undre mig

Børn og folk er forrskellige. Det er åndssvagt at snakke om hvad børn kan og ikke kan. Det kommer an på barnet.

Ja, men nogen gange handler det også lidt - bare en lille smule - om forældrenes tilgang til opdragelse.

Men hvis alle er glade og tilfredse med hvordan tingene kører hvad er så problemet.

Blue var næppe ved at gå ud af sit gode skind hvis det var business as usual med en time, så det er nok ekstraordinært.

Nogle gange har andre mennesker underligt mange meninger om hvordan andre gør tingene og særligt ift børn og opdragelse. Det er fint at have meninger, andre tilgange osv. Men man behøver ikke altid ytre den og da slet ikke være nedladende omkring det.

Men ved du hvad, hvis man ikke gider andre menneskers mening, skal man ringe til veninden, mor eller hvem man nu har som betroet, i stedet for at anvende en debat til formålet.

For guess what, på en debat debatterer folk og de ytrer deres forskellige meninger.

Jeg er nu også ret sikker på at ens mor, veninder osv. kan give sin mening til kende...

Ja man debatterer, men derfor behøver man ikke konstant at være nedladende, grov, usympatisk etc. Det er trættende og tåkrummende at læse.

[Fru Himmelblå]

Jeg har aldrig rigtig sat nogle grænser for mine børn. De har ikke pligter som sådan som mange andre på deres alder. Herhjemme er vi lige, jeg ejer dem ikke og styrer dem ikke som små robotter. Jeg har nu alligevel de mest kærlige, betænksomme piger, som man end ikke kunne drømme om at ens børn ville blive. Begge får hele tiden ros til skyerne af deres lærere over deres rolige væsen og uselviske væremåde. De kunne aldrig drømme om at svare en lærer eller anden nær voksen igen.
Man kan altså (stadig) ikke generalisere på den måde. Mennesker er forskellige.

Igen, jeg går ikke på nogen måde efter dig. Jeg kender hverken dig eller dine børn, så jeg aner ikke hvordan i er i virkeligheden.

Men jeg tvivler ærlig talt på, at du er 100% objektiv når du ser på dine børn. Det er biologisk. Selvfølgelig synes man ens egne børn er uimodståelige. Men det betyder ikke, at resten af verden nødvendigvis tænker det samme.
For mig at se giver det ingen mening at sige "Mine børn har ingen grænser, og de er fantastiske". Ja, selvfølgelig synes du det. Du er deres mor.

Jeg kan love for, at de børn jeg kender, der er ulidelige, har forældre der synes, de er de bedste børn i verden.

Jeg kan love dig for at jeg er objektiv. Mine børn er ikke engle, bestemt ikke. Men de skejer kun ud indenfor hjemmets vægge. Det ved jeg, fordi jeg kender dem. Og fordi lærere og pædagoger har sagt det i mange år nu. De opfører sig som de mest velopdragne unger når de er uden for hjemmet.

Åh men altså. Jeg gider ikke tage den med dig. Kender dig ikke. Det er meget muligt dine børn er de rene vidundere sammen med andre mennesker. Aner det ikke.
Men det er useriøst at sige, at du er objektiv omkring dine børn. Det er der ingen forældre der er. De fleste forældre vil fint kunne indrømme, at deres yngel kan være de rene djævle i ny og næ. Det gør dem ikke objektive.

Det er egentlig trist at have så forudindtaget et syn på børn, når man (som jeg går ud fra at du gør) arbejder med børn. Jeg håber ikke at mine børn nogensinde får voksne omkring dem i skolelivet, som automatisk går ud fra at de må være nogle værre slyngler. Eller faktisk, så håber jeg alligevel lidt at de gør. Så sådan nogle som dig, kan blive positivt overraskede over deres opførsel.

Jeg arbejder heldigvis ikke med børn Og med min uddannelse regner jeg heller ikke med nogensinde at komme til det.

Jeg er heller ikke forudindtaget omkring børn, jeg vurdere hvert barn i mit liv ud fra dets handlinger og baserer min opførsel på den baggrund. Jeg kender adskillige børn der er søde og rare at være sammen med. Fælles for dem er, at forældrene har faste rammer for børnene og gerne tager kampe - også selvom de er ude i offentligheden.
Ligeledes kender jeg børn der er ulidelige og der kan jeg bare se, at de netop mangler regler og rammer at navigere i. Og når de så møder dem (for jeg har som sagt intet problem med at fortælle børn, at der er nogle regler de skal indordne sig efter), bliver de dybt ulykkelige og kan ikke forstå, at jeg egentlig ikke magter dem.

[fisken80]

Jeg har aldrig rigtig sat nogle grænser for mine børn. De har ikke pligter som sådan som mange andre på deres alder. Herhjemme er vi lige, jeg ejer dem ikke og styrer dem ikke som små robotter. Jeg har nu alligevel de mest kærlige, betænksomme piger, som man end ikke kunne drømme om at ens børn ville blive. Begge får hele tiden ros til skyerne af deres lærere over deres rolige væsen og uselviske væremåde. De kunne aldrig drømme om at svare en lærer eller anden nær voksen igen.
Man kan altså (stadig) ikke generalisere på den måde. Mennesker er forskellige.

Igen, jeg går ikke på nogen måde efter dig. Jeg kender hverken dig eller dine børn, så jeg aner ikke hvordan i er i virkeligheden.

Men jeg tvivler ærlig talt på, at du er 100% objektiv når du ser på dine børn. Det er biologisk. Selvfølgelig synes man ens egne børn er uimodståelige. Men det betyder ikke, at resten af verden nødvendigvis tænker det samme.
For mig at se giver det ingen mening at sige "Mine børn har ingen grænser, og de er fantastiske". Ja, selvfølgelig synes du det. Du er deres mor.

Jeg kan love for, at de børn jeg kender, der er ulidelige, har forældre der synes, de er de bedste børn i verden.

Jeg kan love dig for at jeg er objektiv. Mine børn er ikke engle, bestemt ikke. Men de skejer kun ud indenfor hjemmets vægge. Det ved jeg, fordi jeg kender dem. Og fordi lærere og pædagoger har sagt det i mange år nu. De opfører sig som de mest velopdragne unger når de er uden for hjemmet.

Åh men altså. Jeg gider ikke tage den med dig. Kender dig ikke. Det er meget muligt dine børn er de rene vidundere sammen med andre mennesker. Aner det ikke.
Men det er useriøst at sige, at du er objektiv omkring dine børn. Det er der ingen forældre der er. De fleste forældre vil fint kunne indrømme, at deres yngel kan være de rene djævle i ny og næ. Det gør dem ikke objektive.

Det er egentlig trist at have så forudindtaget et syn på børn, når man (som jeg går ud fra at du gør) arbejder med børn. Jeg håber ikke at mine børn nogensinde får voksne omkring dem i skolelivet, som automatisk går ud fra at de må være nogle værre slyngler. Eller faktisk, så håber jeg alligevel lidt at de gør. Så sådan nogle som dig, kan blive positivt overraskede over deres opførsel.

Jeg arbejder heldigvis ikke med børn Og med min uddannelse regner jeg heller ikke med nogensinde at komme til det.

Jeg er heller ikke forudindtaget omkring børn, jeg vurdere hvert barn i mit liv ud fra dets handlinger og baserer min opførsel på den baggrund. Jeg kender adskillige børn der er søde og rare at være sammen med. Fælles for dem er, at forældrene har faste rammer for børnene og gerne tager kampe - også selvom de er ude i offentligheden.
Ligeledes kender jeg børn der er ulidelige og der kan jeg bare se, at de netop mangler regler og rammer at navigere i. Og når de så møder dem (for jeg har som sagt intet problem med at fortælle børn, at der er nogle regler de skal indordne sig efter), bliver de dybt ulykkelige og kan ikke forstå, at jeg egentlig ikke magter dem.

Men regler og rammer har da ikke noget at gøre med, hvordan man vælger at putte sine børn.

[icelady]

Vi minder lige om, at ift retningslinjerne er det ikke tilladt at skrive negativt om andre.
Har man problemer med andre debattører, kan man tage det på anden måde eller evt overveje om en ignorering er på sin plads.


Evt moderation på allerede indkomne anmeldelser vil ske senere.

[Fru Himmelblå]

Jeg arbejder heldigvis ikke med børn Og med min uddannelse regner jeg heller ikke med nogensinde at komme til det.

Jeg er heller ikke forudindtaget omkring børn, jeg vurdere hvert barn i mit liv ud fra dets handlinger og baserer min opførsel på den baggrund. Jeg kender adskillige børn der er søde og rare at være sammen med. Fælles for dem er, at forældrene har faste rammer for børnene og gerne tager kampe - også selvom de er ude i offentligheden.
Ligeledes kender jeg børn der er ulidelige og der kan jeg bare se, at de netop mangler regler og rammer at navigere i. Og når de så møder dem (for jeg har som sagt intet problem med at fortælle børn, at der er nogle regler de skal indordne sig efter), bliver de dybt ulykkelige og kan ikke forstå, at jeg egentlig ikke magter dem.

Men regler og rammer har da ikke noget at gøre med, hvordan man vælger at putte sine børn.

Nej, ikke nødvendigvis. Jeg har også skrevet, at min indlæg var afledt af den eksisterende diskussion. Jeg mener oprigtigt ikke, at der er et problem i at have en lang putteseance med børn. Mit problem opstår, når der er en rød tråd gennem opdragelsen der hedder, at børn og voksne er lige og deraf har børn vidde rammer for hvad forældrene accepterer. Den dér lille diktatoropførsel skal jeg så belemres med, når børnene lukkes ud i verden. Og det synes jeg er vildt irriterende. For jeg ser sgu ikke børn som værende min ligemand. Det siger jeg også til dem. De er børn, jeg er voksen, jeg bestemmer. Slut.

[Slettet bruger]

Ej men.. Børn er bare noget man ikke skal udtale sig offentligt om. Folk tager det som et personligt angreb - hvilket det overhovedet ikke er. Som sagt kender jeg ingen fra debatten.

Det skyldes formentlig at der kører en jagt på forældre, vi skal ofte høre om curling-forældre og alt det der er i vejen med moderne opdragelse.

Alt imens danske unge i dag drikker mindre end nogensinde, ryger mindre end nogensinde, de får langt færre aborter end de gjorde for 20-30 år siden, og de 18-årige stemmer langt oftere end de gjort førhen. Jeg synes ikke det tegner et billede af en ungdom som ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.

[Delfin]

Hold da kæft det eskalerede. Der er fandeme langt fra en undren over sengelægning til at være curlingforældre og ingen grænsesætning. Man er altså ikke en dårlig forældre, bare fordi man gør tingene anderledes end man selv gør. Man har lov at undre sig og mene, at noget andet var bedre, men det får man ikke patent på sandheden af.

[Slettet bruger]

Hold da kæft det eskalerede. Der er fandeme langt fra en undren over sengelægning til at være curlingforældre og ingen grænsesætning. Man er altså ikke en dårlig forældre, bare fordi man gør tingene anderledes end man selv gør. Man har lov at undre sig og mene, at noget andet var bedre, men det får man ikke patent på sandheden af.

Hvis du ikke forstår hvordan nedenstående kan provokere, så er det dig der er galt på den.

"Børn kan da godt være trygge, selvom man ikke sidder hos dem, og de kan også lære at falde i søvn selv både uden gråd, tvang og råben og skrigen, men det må I naturligvis gøre som I vil, men jeg må også undre mig"

[Delfin]

Hold da kæft det eskalerede. Der er fandeme langt fra en undren over sengelægning til at være curlingforældre og ingen grænsesætning. Man er altså ikke en dårlig forældre, bare fordi man gør tingene anderledes end man selv gør. Man har lov at undre sig og mene, at noget andet var bedre, men det får man ikke patent på sandheden af.

Hvis du ikke forstår hvordan nedenstående kan provokere, så er det dig der er galt på den.

"Børn kan da godt være trygge, selvom man ikke sidder hos dem, og de kan også lære at falde i søvn selv både uden gråd, tvang og råben og skrigen, men det må I naturligvis gøre som I vil, men jeg må også undre mig"

Ok. Mener du ikke børn kan være trygge uden at sidde hos dem da?

[Slettet bruger]

Hold da kæft det eskalerede. Der er fandeme langt fra en undren over sengelægning til at være curlingforældre og ingen grænsesætning. Man er altså ikke en dårlig forældre, bare fordi man gør tingene anderledes end man selv gør. Man har lov at undre sig og mene, at noget andet var bedre, men det får man ikke patent på sandheden af.

Hvis du ikke forstår hvordan nedenstående kan provokere, så er det dig der er galt på den.

"Børn kan da godt være trygge, selvom man ikke sidder hos dem, og de kan også lære at falde i søvn selv både uden gråd, tvang og råben og skrigen, men det må I naturligvis gøre som I vil, men jeg må også undre mig"

Ok. Mener du ikke børn kan være trygge uden at sidde hos dem da?

Jeg mener at børn er meget forskellige.

Det var i øvrigt ikke det jeg citerede dig for før, der var mest provokerende, det var: Hvorfor sidder du dog hos en femårig?
Hvad havde du forestillet dig ville ske med sådan et aggressivt spørgsmål? Det er fint nok at provokere, men jeg kan ikke forstå hvis du er oprigtigt overrasket over resultatet.