englishchannel skrev:Jeg er ret forarget over, at man som børnefamilie vil være bekendt at give et indrammet billede af børnene som eneste julegave til alle, man er på gave med (bedsteforældre, oldeforældre, søskende, etc.). Især når man selv forventer normale gaver til både forældre og børn.
Hvis jeg stadig var på gave med dem, ville jeg give dem et indrammet billede af mig selv i år. Det er jeg desværre ikke.
Jeg vil egentlig gerne have et pasbillede af hver af ungerne når deres skolefotos er klar, men jeg indrømmer at jeg blev noget stram i betrækket den jul hvor min ene søster gav mig et billede af hver af ungerne som eneste julegave fra deres familie, efter at have talt op og ned af stolper hele måneden om at vi i hvert fald IKKE kunne droppe julegaverne til hinanden, selvom hun lige var blevet alene med børnene og jeg havde foreslået at jeg bare gav børnene nogle fine ting og os voksne så sprang over denne gang, for at prøve at gøre det nemmere for hende... Det ville hun alligevel ikke være med til, men fair nok.
Hun gav mig så deres ønskesedler hvor ALT på hendes var noget meget dyrt designerhalløj som jeg ikke rigtig kunne være med på, og som jeg syntes var lidt malplaceret i hele den her "på røven"-situation. Jeg var også selv på SU, så det var bestemt ikke fordi mit julebudget var stort.
Børnenes ønskesedler var også ret velvoksne, skrevet af min søster som bemærkede at hun jo ikke havde penge selv til at give børnene legetøj til jul, men hun forventede at bedsteforældre, onkler/tanter osv. tog sig af den slags for, som hun sagde, det er jo deres ansvar at sørge for at børnene bliver forkælede når nu hun skal bruge alle sine egne penge på deres fritidsinteresser, flyverdragter, sko osv. (sagt med martyrstemme).
Jeg valgte så at børnene ikke skulle lide mere end nødvendigt oveni forældrenes breakup, så jeg gav dem nogle kæmpe legetøjsgaver som de elskede, selvom det ikke var så let på mit budget. Min søster kunne jeg så ikke give en af de her store designergaver, men jeg tænkte at børnene uanset hvad var vigtigst, så hun fik en lidt mindre, men altså helt fin gave.
Jeg havde nok forventet at hun ville blive enormt glad og taknemmelig for gaverne til børnene, nu hvor hun ikke selv kunne give dem det store, men hun blev simpelthen SÅ skuffet over at hun ikke fik noget fra sin egen dyre ønskeliste. Jeg pointerede på en høflig måde at hun havde ønsket sig nogle meget dyre ting, og at jeg havde været nødt til at prioritere, men så begyndte hun at ævle om at det jo ikke burde komme an på pengene....
Og nejnej, bevares, men hun vidste jo at jeg ikke havde ret meget at gøre med og det havde hun heller ikke selv, så på den led kommer det jo LIDT an på pengene når der ikke ER nogen, og så er det vel ikke underligt at jeg prioriterer børnene.
Men hun mente så at hendes gave til mig - billederne af børnene - ikke kunne gøres op i pengeværdi, fordi det var jo en personlig gave som var givet med hjertet, så derfor kunne man ikke sammenligne billedernes værdi med værdien af hendes dyre ønsker.....
Så dybest set; hun må gerne være en cheapskate, det skal hun nok finde en måde at retfærdiggøre, men vi andre skal bare punge ud uanset hvad.
Jeg HAVDE oprigtigt været fuldt tilfreds med at give gaver til børnene kun, uden at få noget igen. Det var hende som ikke ville være med til det. Hun insisterede på at hun skulle have en gave af mig, og at jeg skulle have en gave af hende...
Det skal lige siges at hun i den periode selvfølgelig havde det meget skidt, og selvom hun under normale omstændigheder er lidt af en martyr og det evige offer, så var hun lige lidt EKSTRA besværlig i den periode, og det krævede en del tålmodighed fra familiens side. Det er noget jeg godt kan bære over med i en periode når situationen kræver det, men det gør det jo ikke mindre røvhulsagtigt og åndet.
