Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Brænder du inde med noget, der ikke passer ind andre steder? Så passer det ind her.
Brugeravatar
Purple Haze
Indlæg: 8977
Tilmeldt: 3. jan 2016, 16:04
Kort karma: 1010
Geografisk sted: Kbh.
Likede indlæg: 21796

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Purple Haze » 8. jan 2020, 13:01

Citat fra FB:

EFTERLYSNING TIL DELING!
Jeg efterlyser hermed min søn Markus Løfqvist, som i mandags omkring klokken 12, forlod hans hjem i København. Markus er 13 år, 170 cm høj, lyst kort høj. Han var iklædt en blå Björkvin hættetrøje, sorte bukser, basket sko og sort hue. han har en sort vans rygsæk med.
Han er i følgeskab med en ung pige på 14 år, langt mørkt krøllet hår.
Hvis du har oplysninger om hvor han er, eller har været, bedes du kontakte Københavns politiet på telefon 114.

Har vildt lyst til at skrive ‘HVIS hjem gik han fra?’
Men det gør jeg selvfølgelig ikke :fløjt:
3
Hello to all intelligent lifeforms everywhere!
And to everybody else out there, the secret is to bang the rocks together guys.
Kakadu
Indlæg: 3478
Tilmeldt: 7. jul 2019, 20:27
Kort karma: 572
Likede indlæg: 10255

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Kakadu » 8. jan 2020, 14:01

kartoffelpizza skrev:Jeg tænker ofte, at der er nogle mennesker (både herinde og i virkeligheden), der viiiiiiiirkelig er anstrengende at høre på. Alt er altid negativt, nedern, træls, hårdt og anstrengende. Come the fuck on.

Ja! Og jeg undres over, at de ikke GØR noget. Altså, hvis dit liv er så nederen, så GØR dog noget.
6
Hvis hesten er død, så stå af.
zembra1986
Indlæg: 9096
Tilmeldt: 12. aug 2015, 13:24
Kort karma: 738
Likede indlæg: 11241

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf zembra1986 » 8. jan 2020, 14:23

Kakadu skrev:
kartoffelpizza skrev:Jeg tænker ofte, at der er nogle mennesker (både herinde og i virkeligheden), der viiiiiiiirkelig er anstrengende at høre på. Alt er altid negativt, nedern, træls, hårdt og anstrengende. Come the fuck on.

Ja! Og jeg undres over, at de ikke GØR noget. Altså, hvis dit liv er så nederen, så GØR dog noget.


Hvem siger de ikke gør noget? :gruble:
5
Kakadu
Indlæg: 3478
Tilmeldt: 7. jul 2019, 20:27
Kort karma: 572
Likede indlæg: 10255

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Kakadu » 8. jan 2020, 16:50

zembra1986 skrev:
Kakadu skrev:
kartoffelpizza skrev:Jeg tænker ofte, at der er nogle mennesker (både herinde og i virkeligheden), der viiiiiiiirkelig er anstrengende at høre på. Alt er altid negativt, nedern, træls, hårdt og anstrengende. Come the fuck on.

Ja! Og jeg undres over, at de ikke GØR noget. Altså, hvis dit liv er så nederen, så GØR dog noget.


Hvem siger de ikke gør noget? :gruble:

De mennesker, der kontinuerligt er utilfredse med deres liv og altid brokker sig over det samme?
0
Hvis hesten er død, så stå af.
zembra1986
Indlæg: 9096
Tilmeldt: 12. aug 2015, 13:24
Kort karma: 738
Likede indlæg: 11241

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf zembra1986 » 8. jan 2020, 17:58

Mistermor skrev:
Kakadu skrev:
zembra1986 skrev:
Kakadu skrev:
kartoffelpizza skrev:Jeg tænker ofte, at der er nogle mennesker (både herinde og i virkeligheden), der viiiiiiiirkelig er anstrengende at høre på. Alt er altid negativt, nedern, træls, hårdt og anstrengende. Come the fuck on.

Ja! Og jeg undres over, at de ikke GØR noget. Altså, hvis dit liv er så nederen, så GØR dog noget.


Hvem siger de ikke gør noget? :gruble:

De mennesker, der kontinuerligt er utilfredse med deres liv og altid brokker sig over det samme?

Jeg tror, Zembra spørger, hvordan I ved, at de ikke gør noget. Det er så usigelig nemt at nedgøre andres problemer.


Præcis. Der er folk der render til alverdens terapi i årevis, virkelig gør en indsats, men som stadig ikke finder en vej ud af smerten.

Dermed ikke sagt at det gælder alle der altid er negative og anstrengende at være i selskab med, men jeg synes det er for nemt at dømme uden at vide hvad der ligger bag.
4
Brugeravatar
Aragorn
Indlæg: 7273
Tilmeldt: 9. jul 2017, 20:50
Kort karma: 1552
Likede indlæg: 22961

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Aragorn » 8. jan 2020, 20:49

zembra1986 skrev:
Mistermor skrev:
Kakadu skrev:
zembra1986 skrev:
Kakadu skrev:
kartoffelpizza skrev:Jeg tænker ofte, at der er nogle mennesker (både herinde og i virkeligheden), der viiiiiiiirkelig er anstrengende at høre på. Alt er altid negativt, nedern, træls, hårdt og anstrengende. Come the fuck on.

Ja! Og jeg undres over, at de ikke GØR noget. Altså, hvis dit liv er så nederen, så GØR dog noget.


Hvem siger de ikke gør noget? :gruble:

De mennesker, der kontinuerligt er utilfredse med deres liv og altid brokker sig over det samme?

Jeg tror, Zembra spørger, hvordan I ved, at de ikke gør noget. Det er så usigelig nemt at nedgøre andres problemer.



Præcis. Der er folk der render til alverdens terapi i årevis, virkelig gør en indsats, men som stadig ikke finder en vej ud af smerten.

Dermed ikke sagt at det gælder alle der altid er negative og anstrengende at være i selskab med, men jeg synes det er for nemt at dømme uden at vide hvad der ligger bag.


Måske i så fald terapien ikke virker. Nogle gange skal man få opbygget noget modstandskraft. Livet er hårdt, vi bliver på et tidspunkt syge og så dør vi. Vi kommer til at miste folk vi elsker og vi kommer til at blive såret. Vi kommer til at opleve situationer hvor vi bliver bange for andre mennesker, og situationer hvor vi er nødt til at sige fra og sætte grænser. Vi bliver udsat for ulykker vi ikke kan forudsige og undergangen i baggrunden er allestedsnærværende.

Der findes ikke noget safe space.

Det er alt sammen angstprovokerende. I sidste ende handler det sjældent om, hvad der sker med os, men hvordan vi kan håndtere disse ting.

Der er for meget svagpisseri efter min mening i meget terapi. For få sandheder. For meget følen. For meget accept af alt. Det er ikke patienternes fejl, men det kommer til at forlænge deres problemer.

Your living is determined not so much by what life brings to you as by the attitude you bring to life; not so much by what happens to you as by the way your mind looks at what happens.


The strength of a person's spirit would then be measured by how much 'truth' he could tolerate, or more precisely, to what extent he needs to have it diluted, disguised, sweetened, muted, falsified.


Jeg tror på disse to ting. Jeg mener de to observationer er rigtige.
Det starter når vi er børn. Bliver vi svigtet af vores forældre skal disse ting læres som voksen. Det er meget vanskeligt, særligt hvis man ikke kan finde et miljø der støtter én. I den virkelige verden, og ikke bare i den time man sidder hos en terapeut 1 - 2 - 3 timer om måneden. Men det er vores ansvar for os selv.

Ellers vil vi resten af livet være store børn i lommen på vores forældre i form af offentligt ansatte.
1

Essen meine sheisse. Schmäct gut, jah?
All poopoo times are peepee times, but not all peepee times are poopoo times.
zembra1986
Indlæg: 9096
Tilmeldt: 12. aug 2015, 13:24
Kort karma: 738
Likede indlæg: 11241

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf zembra1986 » 8. jan 2020, 21:00

Aragorn skrev:
zembra1986 skrev:
Mistermor skrev:
Kakadu skrev:
zembra1986 skrev:
Kakadu skrev:
kartoffelpizza skrev:Jeg tænker ofte, at der er nogle mennesker (både herinde og i virkeligheden), der viiiiiiiirkelig er anstrengende at høre på. Alt er altid negativt, nedern, træls, hårdt og anstrengende. Come the fuck on.

Ja! Og jeg undres over, at de ikke GØR noget. Altså, hvis dit liv er så nederen, så GØR dog noget.


Hvem siger de ikke gør noget? :gruble:

De mennesker, der kontinuerligt er utilfredse med deres liv og altid brokker sig over det samme?

Jeg tror, Zembra spørger, hvordan I ved, at de ikke gør noget. Det er så usigelig nemt at nedgøre andres problemer.



Præcis. Der er folk der render til alverdens terapi i årevis, virkelig gør en indsats, men som stadig ikke finder en vej ud af smerten.

Dermed ikke sagt at det gælder alle der altid er negative og anstrengende at være i selskab med, men jeg synes det er for nemt at dømme uden at vide hvad der ligger bag.


Måske i så fald terapien ikke virker. Nogle gange skal man få opbygget noget modstandskraft. Livet er hårdt, vi bliver på et tidspunkt syge og så dør vi. Vi kommer til at miste folk vi elsker og vi kommer til at blive såret. Vi kommer til at opleve situationer hvor vi bliver bange for andre mennesker, og situationer hvor vi er nødt til at sige fra og sætte grænser. Vi bliver udsat for ulykker vi ikke kan forudsige og undergangen i baggrunden er allestedsnærværende.

Der findes ikke noget safe space.

Det er alt sammen angstprovokerende. I sidste ende handler det sjældent om, hvad der sker med os, men hvordan vi kan håndtere disse ting.

Der er for meget svagpisseri efter min mening i meget terapi. For få sandheder. For meget følen. For meget accept af alt. Det er ikke patienternes fejl, men det kommer til at forlænge deres problemer.

Your living is determined not so much by what life brings to you as by the attitude you bring to life; not so much by what happens to you as by the way your mind looks at what happens.


The strength of a person's spirit would then be measured by how much 'truth' he could tolerate, or more precisely, to what extent he needs to have it diluted, disguised, sweetened, muted, falsified.


Jeg tror på disse to ting. Jeg mener de to observationer er rigtige.
Det starter når vi er børn. Bliver vi svigtet af vores forældre skal disse ting læres som voksen. Det er meget vanskeligt, særligt hvis man ikke kan finde et miljø der støtter én. I den virkelige verden, og ikke bare i den time man sidder hos en terapeut 1 - 2 - 3 timer om måneden. Men det er vores ansvar for os selv.

Ellers vil vi resten af livet være store børn i lommen på vores forældre i form af offentligt ansatte.


Det ser flot ud skrevet sort på hvidt, men det er desværre bare ikke sådan virkligheden er. Man kan ikke altid bare erhverve sig mere modstandskraft. Der har ydre omstændigheder meget at sige, omstændigheder vi ikke altid er herre over hvordan udformer sig.
7
Brugeravatar
Aragorn
Indlæg: 7273
Tilmeldt: 9. jul 2017, 20:50
Kort karma: 1552
Likede indlæg: 22961

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Aragorn » 8. jan 2020, 21:24

zembra1986 skrev:
Aragorn skrev:
zembra1986 skrev:
Mistermor skrev:
Kakadu skrev:
zembra1986 skrev:
Kakadu skrev:
kartoffelpizza skrev:Jeg tænker ofte, at der er nogle mennesker (både herinde og i virkeligheden), der viiiiiiiirkelig er anstrengende at høre på. Alt er altid negativt, nedern, træls, hårdt og anstrengende. Come the fuck on.

Ja! Og jeg undres over, at de ikke GØR noget. Altså, hvis dit liv er så nederen, så GØR dog noget.


Hvem siger de ikke gør noget? :gruble:

De mennesker, der kontinuerligt er utilfredse med deres liv og altid brokker sig over det samme?

Jeg tror, Zembra spørger, hvordan I ved, at de ikke gør noget. Det er så usigelig nemt at nedgøre andres problemer.



Præcis. Der er folk der render til alverdens terapi i årevis, virkelig gør en indsats, men som stadig ikke finder en vej ud af smerten.

Dermed ikke sagt at det gælder alle der altid er negative og anstrengende at være i selskab med, men jeg synes det er for nemt at dømme uden at vide hvad der ligger bag.


Måske i så fald terapien ikke virker. Nogle gange skal man få opbygget noget modstandskraft. Livet er hårdt, vi bliver på et tidspunkt syge og så dør vi. Vi kommer til at miste folk vi elsker og vi kommer til at blive såret. Vi kommer til at opleve situationer hvor vi bliver bange for andre mennesker, og situationer hvor vi er nødt til at sige fra og sætte grænser. Vi bliver udsat for ulykker vi ikke kan forudsige og undergangen i baggrunden er allestedsnærværende.

Der findes ikke noget safe space.

Det er alt sammen angstprovokerende. I sidste ende handler det sjældent om, hvad der sker med os, men hvordan vi kan håndtere disse ting.

Der er for meget svagpisseri efter min mening i meget terapi. For få sandheder. For meget følen. For meget accept af alt. Det er ikke patienternes fejl, men det kommer til at forlænge deres problemer.

Your living is determined not so much by what life brings to you as by the attitude you bring to life; not so much by what happens to you as by the way your mind looks at what happens.


The strength of a person's spirit would then be measured by how much 'truth' he could tolerate, or more precisely, to what extent he needs to have it diluted, disguised, sweetened, muted, falsified.


Jeg tror på disse to ting. Jeg mener de to observationer er rigtige.
Det starter når vi er børn. Bliver vi svigtet af vores forældre skal disse ting læres som voksen. Det er meget vanskeligt, særligt hvis man ikke kan finde et miljø der støtter én. I den virkelige verden, og ikke bare i den time man sidder hos en terapeut 1 - 2 - 3 timer om måneden. Men det er vores ansvar for os selv.

Ellers vil vi resten af livet være store børn i lommen på vores forældre i form af offentligt ansatte.


Det ser flot ud skrevet sort på hvidt, men det er desværre bare ikke sådan virkligheden er. Man kan ikke altid bare erhverve sig mere modstandskraft. Der har ydre omstændigheder meget at sige, omstændigheder vi ikke altid er herre over hvordan udformer sig.


Nej. Det er rigtigt. Jeg kan også miste førligheden eller få en hjerneblødning i morgen. Jeg er også halvgammel og jeg har lidt skavanker efter et liv levet.

Man kan ikke købe modstandskraft. Men man kan tjene den. Man bliver dygtig til alt man øver sig i. Hvis man øver sig i at være stærk, så bliver man det lige så stille - men først skal man have gjort sig klart hvad stærk ér. Det tror jeg mange slet ikke har gjort sig rigtigt klart.

På samme måde bliver man svag hvis man træner det. Hvis man fratager folk deres problemer og hvis folk villigt afgiver deres problemer til andre, så har de mennesker ikke en chance.

Det er meget ubehageligt at vide, man ikke har en chance. Det er cirka det værste jeg kan forestille mig. For det vil betyde at jeg kun eksisterer på andres nåde og er i andres vold.

Det er vigtigt at gøre noget, og hvis det man gør ikke virker, så må man gøre noget andet. Det kan jo ikke blive værre, så hvorfor ikke prøve noget andet bare i 14 dage eller en måned og så smide det væk hvis det ikke virker? Ingen siger det skal være for evigt
Intet er evigt. Hvad er der at tabe?
1

Essen meine sheisse. Schmäct gut, jah?
All poopoo times are peepee times, but not all peepee times are poopoo times.
Brugeravatar
Aragorn
Indlæg: 7273
Tilmeldt: 9. jul 2017, 20:50
Kort karma: 1552
Likede indlæg: 22961

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Aragorn » 8. jan 2020, 21:40

Mistermor skrev:
Aragorn skrev:
Måske i så fald terapien ikke virker. Nogle gange skal man få opbygget noget modstandskraft. Livet er hårdt, vi bliver på et tidspunkt syge og så dør vi. Vi kommer til at miste folk vi elsker og vi kommer til at blive såret. Vi kommer til at opleve situationer hvor vi bliver bange for andre mennesker, og situationer hvor vi er nødt til at sige fra og sætte grænser. Vi bliver udsat for ulykker vi ikke kan forudsige og undergangen i baggrunden er allestedsnærværende.

Der findes ikke noget safe space.

Det er alt sammen angstprovokerende. I sidste ende handler det sjældent om, hvad der sker med os, men hvordan vi kan håndtere disse ting.

Der er for meget svagpisseri efter min mening i meget terapi. For få sandheder. For meget følen. For meget accept af alt. Det er ikke patienternes fejl, men det kommer til at forlænge deres problemer.

Your living is determined not so much by what life brings to you as by the attitude you bring to life; not so much by what happens to you as by the way your mind looks at what happens.


The strength of a person's spirit would then be measured by how much 'truth' he could tolerate, or more precisely, to what extent he needs to have it diluted, disguised, sweetened, muted, falsified.


Jeg tror på disse to ting. Jeg mener de to observationer er rigtige.
Det starter når vi er børn. Bliver vi svigtet af vores forældre skal disse ting læres som voksen. Det er meget vanskeligt, særligt hvis man ikke kan finde et miljø der støtter én. I den virkelige verden, og ikke bare i den time man sidder hos en terapeut 1 - 2 - 3 timer om måneden. Men det er vores ansvar for os selv.

Ellers vil vi resten af livet være store børn i lommen på vores forældre i form af offentligt ansatte.


Du kan selvfølgelig tro, hvad du vil. Jeg har bare mere respekt for folk, der VED.

Jeg har fremhævet et par af dine påstande, som er utrolig letkøbte, hvis ikke du har en opskrift på, hvordan folk rent faktisk skal gøre det.

Hvor er det lige, de har modstandskraft på hylderne eller som pensum? Og hvordan skal man selv tage ansvar for at lære at tage ting på den rigtige måde, hvis ikke man søger professionel hjælp? Når man netop mangler redskaber og erfaring med det?

Jeg får det dårligt ved tanken om, hvordan alvorligt psykisk syge, misbrugte, vanrøgtede, voldsramte eller kronisk syge må have det ved at læse dit indlæg.

Jeg synes, det er utrolig respektløst og selvglad. - Jeg oplevet andre lignende indlæg fra andre debattører. De kører næsten altid i sporet "Jeg var så og så ramt, men jeg klarede det på denne måde, derfor ved jeg ALT om at have det svært, og jeg har ret til at dømme alle andre, der giver udtryk for, at de har det svært som svagpissere".

Kunne det tænkes, at de mennesker, der har svært ved at overkomme deres problemer, er hårdere ramt, end dem, der kom over det? Kunne det tænkes, at de ikke vælger, ikke at kunne gøre det anderledes, end de gør?

Er det ikke en anelse sært at gå ud fra, at folk vælger at have det skidt og blive i deres suppedas?



Min erfaring holder jeg for mig selv, men jeg har levet et sindssygt liv i en grad du ikke ville tro, og det er derfra min tro på, hvad der hjælper, oprinder fra.

Jeg er ligeglad med hvordan folk læser hvad jeg skriver. Jeg har to pointer:

1: Man kan vælge at gøre hvad man er bange for, og se hvad der sker eller ej. Uden vilje kan der simpelthen ikke eksistere udvikling.

2: Mange steder i den offentlige psykiatri fastholder man folk som patienter i halve og hele livstider, fordi man gør dem til afhængige klienter på grund af en forfejlet strategi. Dette er patienterne uden skyld i, og de bliver ofre.

Læser man andet end dét ind i mine indlæg så læser man sine egne fordomme fordi man ønsker at placere mig i båsen 'ufølsomt røvhul'. Så kan man spørge sig selv, om det er fordi jeg er dét, eller fordi man har sine egne dybere årsager end dét.

Nå, jeg må i seng.

Jeg vil ikke blive savnet.
1

Essen meine sheisse. Schmäct gut, jah?
All poopoo times are peepee times, but not all peepee times are poopoo times.
Brugeravatar
Aragorn
Indlæg: 7273
Tilmeldt: 9. jul 2017, 20:50
Kort karma: 1552
Likede indlæg: 22961

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Aragorn » 8. jan 2020, 21:45

Mistermor skrev:
Er det ikke en anelse sært at gå ud fra, at folk vælger at have det skidt og blive i deres suppedas?


Lige med den her: Nej, det er da ikke sært. Vi har reality shows om den slags. Luksusfælden og folk der er helt vildt fede og som bliver ved med at æde etc.

Folk vælger at have det dårligt konstant. Se på, hvad de gør. Hvis ikke vi valgte at have det dårligt ville vi jo heller ikke ryge eller leve i et dårligt forhold i årevis etc.

Når man ser på hvilke handlinger folk har, må man sige at resultatet ofte bliver som forventet. En person der tager et kviklån mere, har nok ikke nogen forventning om at det gør gældsfaktoren bedre. Men det giver til gengæld noget andet der er ønsket.

Det er super naivt at tro at mennesker ønsker gode liv. Det er langt fra tilfældet for alle mennesker.
2

Essen meine sheisse. Schmäct gut, jah?
All poopoo times are peepee times, but not all peepee times are poopoo times.
zembra1986
Indlæg: 9096
Tilmeldt: 12. aug 2015, 13:24
Kort karma: 738
Likede indlæg: 11241

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf zembra1986 » 8. jan 2020, 22:00

Aragorn skrev:
Mistermor skrev:
Aragorn skrev:
Måske i så fald terapien ikke virker. Nogle gange skal man få opbygget noget modstandskraft. Livet er hårdt, vi bliver på et tidspunkt syge og så dør vi. Vi kommer til at miste folk vi elsker og vi kommer til at blive såret. Vi kommer til at opleve situationer hvor vi bliver bange for andre mennesker, og situationer hvor vi er nødt til at sige fra og sætte grænser. Vi bliver udsat for ulykker vi ikke kan forudsige og undergangen i baggrunden er allestedsnærværende.

Der findes ikke noget safe space.

Det er alt sammen angstprovokerende. I sidste ende handler det sjældent om, hvad der sker med os, men hvordan vi kan håndtere disse ting.

Der er for meget svagpisseri efter min mening i meget terapi. For få sandheder. For meget følen. For meget accept af alt. Det er ikke patienternes fejl, men det kommer til at forlænge deres problemer.

Your living is determined not so much by what life brings to you as by the attitude you bring to life; not so much by what happens to you as by the way your mind looks at what happens.


The strength of a person's spirit would then be measured by how much 'truth' he could tolerate, or more precisely, to what extent he needs to have it diluted, disguised, sweetened, muted, falsified.


Jeg tror på disse to ting. Jeg mener de to observationer er rigtige.
Det starter når vi er børn. Bliver vi svigtet af vores forældre skal disse ting læres som voksen. Det er meget vanskeligt, særligt hvis man ikke kan finde et miljø der støtter én. I den virkelige verden, og ikke bare i den time man sidder hos en terapeut 1 - 2 - 3 timer om måneden. Men det er vores ansvar for os selv.

Ellers vil vi resten af livet være store børn i lommen på vores forældre i form af offentligt ansatte.


Du kan selvfølgelig tro, hvad du vil. Jeg har bare mere respekt for folk, der VED.

Jeg har fremhævet et par af dine påstande, som er utrolig letkøbte, hvis ikke du har en opskrift på, hvordan folk rent faktisk skal gøre det.

Hvor er det lige, de har modstandskraft på hylderne eller som pensum? Og hvordan skal man selv tage ansvar for at lære at tage ting på den rigtige måde, hvis ikke man søger professionel hjælp? Når man netop mangler redskaber og erfaring med det?

Jeg får det dårligt ved tanken om, hvordan alvorligt psykisk syge, misbrugte, vanrøgtede, voldsramte eller kronisk syge må have det ved at læse dit indlæg.

Jeg synes, det er utrolig respektløst og selvglad. - Jeg oplevet andre lignende indlæg fra andre debattører. De kører næsten altid i sporet "Jeg var så og så ramt, men jeg klarede det på denne måde, derfor ved jeg ALT om at have det svært, og jeg har ret til at dømme alle andre, der giver udtryk for, at de har det svært som svagpissere".

Kunne det tænkes, at de mennesker, der har svært ved at overkomme deres problemer, er hårdere ramt, end dem, der kom over det? Kunne det tænkes, at de ikke vælger, ikke at kunne gøre det anderledes, end de gør?

Er det ikke en anelse sært at gå ud fra, at folk vælger at have det skidt og blive i deres suppedas?



Min erfaring holder jeg for mig selv, men jeg har levet et sindssygt liv i en grad du ikke ville tro, og det er derfra min tro på, hvad der hjælper, oprinder fra.

Jeg er ligeglad med hvordan folk læser hvad jeg skriver. Jeg har to pointer:

1: Man kan vælge at gøre hvad man er bange for, og se hvad der sker eller ej. Uden vilje kan der simpelthen ikke eksistere udvikling.

2: Mange steder i den offentlige psykiatri fastholder man folk som patienter i halve og hele livstider, fordi man gør dem til afhængige klienter på grund af en forfejlet strategi. Dette er patienterne uden skyld i, og de bliver ofre.

Læser man andet end dét ind i mine indlæg så læser man sine egne fordomme fordi man ønsker at placere mig i båsen 'ufølsomt røvhul'. Så kan man spørge sig selv, om det er fordi jeg er dét, eller fordi man har sine egne dybere årsager end dét.

Nå, jeg må i seng.

Jeg vil ikke blive savnet.


Egentlig rigtigt, men vilje er ikke lig med udvikling nødvendigvis. Igen må jeg nævne de ydre omstændigheder, som er en VIGTIG faktor. Man ikke skabe positiv udvikling uden at nogle ydre omstændigheder støtter lidt og hjælper en på vej. Vilje alene kan ikke bære hele processen med udvikling.

Punkt 2 er jeg helt enig med dig i. Lokal psykiatrien er lige til at lukke op og skide i, og ikke kun her i landet. Der er alt for lidt fokus på hvert enkelte menneske's situation og behov og aaaaaaalt for meget fokus på medicinering og protokoller. Det er skammeligt.
Senest rettet af zembra1986 8. jan 2020, 22:12, rettet i alt 1 gang.
0
Brugeravatar
Fru Himmelblå
Indlæg: 2889
Tilmeldt: 20. dec 2015, 16:58
Kort karma: 275
Likede indlæg: 8196

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Fru Himmelblå » 8. jan 2020, 22:11

Aragorn skrev:
Mistermor skrev:
Er det ikke en anelse sært at gå ud fra, at folk vælger at have det skidt og blive i deres suppedas?


Lige med den her: Nej, det er da ikke sært. Vi har reality shows om den slags. Luksusfælden og folk der er helt vildt fede og som bliver ved med at æde etc.

Folk vælger at have det dårligt konstant. Se på, hvad de gør. Hvis ikke vi valgte at have det dårligt ville vi jo heller ikke ryge eller leve i et dårligt forhold i årevis etc.

Når man ser på hvilke handlinger folk har, må man sige at resultatet ofte bliver som forventet. En person der tager et kviklån mere, har nok ikke nogen forventning om at det gør gældsfaktoren bedre. Men det giver til gengæld noget andet der er ønsket.

Det er super naivt at tro at mennesker ønsker gode liv. Det er langt fra tilfældet for alle mennesker.


Det er godt nok super forsimplet og ensporet at have den tilgang.

Der er meget der tyder på, at nogle mennesker har dårligere evne til at overskue konsekvenserne og fremtidsperspektiverne i de valg man tager. Spørgsmålet er så om det er nedarvet eller tillært. For det er korrekt at egenskaben oftere findes blandt de nederste samfundslag. Samtidig findes der jo også mennesker som Jesper Buch som har klaret sig ekseptionelt på trods af opvæksten.

Det er også et interessant spørgsmål om folk foretager dårlige valg fordi de ikke har nogen penge eller om de ikke har nogen penge fordi de foretager dårlige valg. Er vi i den første situation, kan man gøre noget ved det, ved at uddele flere penge ved f.eks. at hæve bundfradraget eller øge ydelser. Er det derimod den sidste situation vil det være væsentligt sværere at gøre noget ved det, da det jo er genetisk.

Man spekulerer også i, om der er en sammenhæng mellem dårlige valg og overskud i hverdagen. Hvis du generelt mangler overskud da man hele tiden skal tænke over den dårlige økonomi, er der ikke psykisk "plads" til at tænke over de fremtidige konsekvenser ved de valg der foretages i nuet.

Hvis det er indlært er man nødt til at sætte ind tidligt for at vise børn en anden måde at håndtere penge, end den de ser hjemme.
10
Vir prudens non contra ventum mingit
Brugeravatar
Misantropen
Indlæg: 16840
Tilmeldt: 23. aug 2018, 19:36
Kort karma: 1068
Likede indlæg: 20887

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Misantropen » 8. jan 2020, 22:33

Aragorn skrev:
Mistermor skrev:Du kan selvfølgelig tro, hvad du vil. Jeg har bare mere respekt for folk, der VED.

Jeg har fremhævet et par af dine påstande, som er utrolig letkøbte, hvis ikke du har en opskrift på, hvordan folk rent faktisk skal gøre det.

Hvor er det lige, de har modstandskraft på hylderne eller som pensum? Og hvordan skal man selv tage ansvar for at lære at tage ting på den rigtige måde, hvis ikke man søger professionel hjælp? Når man netop mangler redskaber og erfaring med det?

Jeg får det dårligt ved tanken om, hvordan alvorligt psykisk syge, misbrugte, vanrøgtede, voldsramte eller kronisk syge må have det ved at læse dit indlæg.

Jeg synes, det er utrolig respektløst og selvglad. - Jeg oplevet andre lignende indlæg fra andre debattører. De kører næsten altid i sporet "Jeg var så og så ramt, men jeg klarede det på denne måde, derfor ved jeg ALT om at have det svært, og jeg har ret til at dømme alle andre, der giver udtryk for, at de har det svært som svagpissere".

Kunne det tænkes, at de mennesker, der har svært ved at overkomme deres problemer, er hårdere ramt, end dem, der kom over det? Kunne det tænkes, at de ikke vælger, ikke at kunne gøre det anderledes, end de gør?

Er det ikke en anelse sært at gå ud fra, at folk vælger at have det skidt og blive i deres suppedas?



Min erfaring holder jeg for mig selv, men jeg har levet et sindssygt liv i en grad du ikke ville tro, og det er derfra min tro på, hvad der hjælper, oprinder fra.

Jeg er ligeglad med hvordan folk læser hvad jeg skriver. Jeg har to pointer:

1: Man kan vælge at gøre hvad man er bange for, og se hvad der sker eller ej. Uden vilje kan der simpelthen ikke eksistere udvikling.

2: Mange steder i den offentlige psykiatri fastholder man folk som patienter i halve og hele livstider, fordi man gør dem til afhængige klienter på grund af en forfejlet strategi. Dette er patienterne uden skyld i, og de bliver ofre.

Læser man andet end dét ind i mine indlæg så læser man sine egne fordomme fordi man ønsker at placere mig i båsen 'ufølsomt røvhul'. Så kan man spørge sig selv, om det er fordi jeg er dét, eller fordi man har sine egne dybere årsager end dét.

Nå, jeg må i seng.

Jeg vil ikke blive savnet.

Jeg er egentlig enig med jer begge to. For mig er der dog stor forskel på om ens "lorteliv" skyldes ting man selv har indflydelse på(et dårligt job og arbejsmiljø, et usundt parforhold, dårlige vaner, misbrug etc.) eller ting der er ude af ens hænder(fysiske og psykiske sygdomme, vold, vejret, ens bopæl, traumer, kriser, man har et dødeligt sygt barn etc.)

Der er så mange ting alverdens terapi og livserfaring ikke kan forberede en på eller styrke en til, uden løbende hjælp/rådgivning/terapi er nødvendig. Og selv der har det sine begrænsninger. Der er vel også en uvurderlig styrke i at vide hvornår og hvordan man skal hjælpe sig selv. Det er vel lige meget om det er at afslutte sit forhold eller søge psykologhjælp pga. et tilbagevendende problem?

Og så er det jo bare så svært at vide hvad den rette hjælp for andre er når man ikke er i deres sko. Selvfølgelig kan der være en fordel i at få råd fra nogen uden følelser i klemme der kan se nøgternt på et problem, men det kan kræve de kan se og forstå nuancerne. At problemet fx ikke bare er løst ved at man går fra sin kæreste eller ens dødeligt syge barn har fået fred selvom det var det bedste for barnet.
5
Brugeravatar
Aragorn
Indlæg: 7273
Tilmeldt: 9. jul 2017, 20:50
Kort karma: 1552
Likede indlæg: 22961

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Aragorn » 9. jan 2020, 05:15

Frøken Himmelblå skrev:
Aragorn skrev:
Mistermor skrev:
Er det ikke en anelse sært at gå ud fra, at folk vælger at have det skidt og blive i deres suppedas?


Lige med den her: Nej, det er da ikke sært. Vi har reality shows om den slags. Luksusfælden og folk der er helt vildt fede og som bliver ved med at æde etc.

Folk vælger at have det dårligt konstant. Se på, hvad de gør. Hvis ikke vi valgte at have det dårligt ville vi jo heller ikke ryge eller leve i et dårligt forhold i årevis etc.

Når man ser på hvilke handlinger folk har, må man sige at resultatet ofte bliver som forventet. En person der tager et kviklån mere, har nok ikke nogen forventning om at det gør gældsfaktoren bedre. Men det giver til gengæld noget andet der er ønsket.

Det er super naivt at tro at mennesker ønsker gode liv. Det er langt fra tilfældet for alle mennesker.


Det er godt nok super forsimplet og ensporet at have den tilgang.

Der er meget der tyder på, at nogle mennesker har dårligere evne til at overskue konsekvenserne og fremtidsperspektiverne i de valg man tager. Spørgsmålet er så om det er nedarvet eller tillært. For det er korrekt at egenskaben oftere findes blandt de nederste samfundslag. Samtidig findes der jo også mennesker som Jesper Buch som har klaret sig ekseptionelt på trods af opvæksten.

Det er også et interessant spørgsmål om folk foretager dårlige valg fordi de ikke har nogen penge eller om de ikke har nogen penge fordi de foretager dårlige valg. Er vi i den første situation, kan man gøre noget ved det, ved at uddele flere penge ved f.eks. at hæve bundfradraget eller øge ydelser. Er det derimod den sidste situation vil det være væsentligt sværere at gøre noget ved det, da det jo er genetisk.

Man spekulerer også i, om der er en sammenhæng mellem dårlige valg og overskud i hverdagen. Hvis du generelt mangler overskud da man hele tiden skal tænke over den dårlige økonomi, er der ikke psykisk "plads" til at tænke over de fremtidige konsekvenser ved de valg der foretages i nuet.

Hvis det er indlært er man nødt til at sætte ind tidligt for at vise børn en anden måde at håndtere penge, end den de ser hjemme.


Vi laver ikke andet i Danmark, end at flytte penge fra toppen til bunden hele tiden. Men de bliver ved med at ryge op i toppen igen, og der er lavet alverdens tiltag for at forhindre det. Eksempelvis betaler man mere i skat desto mere man tjener. Det gør bare ikke nogen forskel, og vi aner ikke hvordan vi skal få pengene til at blive hvor de kommer hen med omfordelingen.

Jeg er slet ikke i tvivl om at opvæksten betyder utroligt meget, men jeg fristes til at sige: Og hvad så?

Hvem går op i grunden? Hvis man har et problem, er det ligegyldigt hvornår det opstod. Det er kun fremskafningen af en løsning der er vigtig.

Man gør hvad end man er nødt til at gøre, for at få sit problem løst.
0

Essen meine sheisse. Schmäct gut, jah?
All poopoo times are peepee times, but not all peepee times are poopoo times.
Brugeravatar
Aragorn
Indlæg: 7273
Tilmeldt: 9. jul 2017, 20:50
Kort karma: 1552
Likede indlæg: 22961

Re: Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

Indlægaf Aragorn » 9. jan 2020, 05:20

Misantropen skrev:Jeg er egentlig enig med jer begge to. For mig er der dog stor forskel på om ens "lorteliv" skyldes ting man selv har indflydelse på(et dårligt job og arbejsmiljø, et usundt parforhold, dårlige vaner, misbrug etc.) eller ting der er ude af ens hænder(fysiske og psykiske sygdomme, vold, vejret, ens bopæl, traumer, kriser, man har et dødeligt sygt barn etc.)

Der er så mange ting alverdens terapi og livserfaring ikke kan forberede en på eller styrke en til, uden løbende hjælp/rådgivning/terapi er nødvendig. Og selv der har det sine begrænsninger. Der er vel også en uvurderlig styrke i at vide hvornår og hvordan man skal hjælpe sig selv. Det er vel lige meget om det er at afslutte sit forhold eller søge psykologhjælp pga. et tilbagevendende problem?

Og så er det jo bare så svært at vide hvad den rette hjælp for andre er når man ikke er i deres sko. Selvfølgelig kan der være en fordel i at få råd fra nogen uden følelser i klemme der kan se nøgternt på et problem, men det kan kræve de kan se og forstå nuancerne. At problemet fx ikke bare er løst ved at man går fra sin kæreste eller ens dødeligt syge barn har fået fred selvom det var det bedste for barnet.



Det er fuldstændigt rigtigt. Livet er hårdt og brutalt, og flere gange må vi stå angste over for begivenheder der permanent ændrer vores liv. Vi kan ikke forberede os. Vi vil blive syge og vi vil dø.

Det er afgørende at vi håndterer sådan noget rigtigt. Mange gør det ikke.

Det sidste vil du aldrig høre mig sige, og det provokerer mig meget. Det er aldrig for det bedste når nogen dør så de fik fred. Man kan lige så vel ønske folk raske i stedet for døde.
0

Essen meine sheisse. Schmäct gut, jah?
All poopoo times are peepee times, but not all peepee times are poopoo times.

Tilbage til "Generelt"