Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

[Tilly]

Jeg siger mor om mig selv når jeg snakker til vores kat. Og jeg véd det er fjollet.

Og jeg elsker virkelig min kat meget højt og jeg bliver dybt ulykkelig den dag han ikke er her mere. Men for mig fortæller det egentlig bare noget om, hvor kolosalt stor kærligheden til ens børn må være. For jeg tænker, at når jeg kan elske min kat så meget, så ved jeg jo, at kærligheden til ens børn må være så meget meget større.

Jeg har også elsket hver eneste af mine forældres katte utroligt højt. Og jeg har hulket og grædt over dem alle da de døde. Og især to af dem savner jeg stadig jævnligt. Jeg tror virkelig at vi mennesker kan få et særligt og værdifuldt bånd til vores kæledyr, som kan være med til at berige vores liv på mange måder. Men jeg har da erfaret at efter et stykke tid, så forsvinder den knugende sorg, selvom savnet stadig kan dukke op indimellem.

Jeg har ikke selv børn, men nu har jeg haft min nevø i 4 år, og den kærlighed jeg har til ham, den har jeg til tider svært ved at forstå. Jeg elsker ham så meget, at jeg slet ikke tør tænke på hvor stor en kærlighed det vil udløse hvis jeg er så heldig selv at få børn engang. Lige nu kan jeg ikke forestille mig at elske nogen højere end jeg elsker ham (og nu begynder tårerne når jeg tænker på det )

[mariannaa]

Det her med dyr og kærlighed.

Personligt, så er den kærlighed jeg følte til min hund, en hel anderledes form for kærlighed end den som jeg føler for min mand - og den kærlighed jeg følte for min mor, var anderledes end den jeg føler for min mand og min hund. Jeg har ikke børn, men hvis jeg havde så var kærligheden til dem nok også på et andet niveau end mor, mand og hund.

Ang. at man vil sætte sit liv på spild for sine børn hvis de er i fare. Det ville jeg også gøre for min hund - jeg har på et tidspunkt, hvor min hund blev overfaldet af en kamphund kastet mig ind i kampen i et slagsmål med kamphunden (og selv kom til skade) for at redde min hund.

Min hund er desværre næsten lige død af alvorlig sygdom (fik hende aflivet inden hun fik det rigtigt dårligt) og jeg har det som om jeg har fået mit hjerte revet ud, at jeg oplever en bundløs sorg og ikke mindst et vanvittigt savn. Min hund blev 11 år.

Alt det var jeg klar over inden jeg anskaffede mig hende (var dog ikke klar over at man kunne elske et dyr så meget) og min strategi til at forberede mig/forholde mig til at det uundgåelige på et tidspunkt ville ske, var at give hende det bedste liv, fuld med kærlighed og omsorg en hund kan få. Det trøster mig nu, hvor jeg sidder ensom tilbage med savnet af hende, at jeg ved at hendes liv har været 11 år med 100% lykke.

Om en uge gør jeg så det hele igen. En dejlig lille hvalp flytter ind til mig. En hvalp hvis liv også bliver fyldt op med omsorg og kærlighed fra dens mor og far - For JO, jeg er hans (menneske)mor og min mand er hans (menneske)far. Vi får sådan et lille 8 uger gammel levende væsen hjem, som er 100% afhængig af den kærlighed og omsorg og opfyldelse af hans behov vi kan give ham. Det er behov som hans hundemor ville give ham, var han forblevet hos hende. For mig er der ingen forskel på, at man kan føle sig som mor/far for et andet levende væsen end der er for mennesker som adoptere et barn. Biologisk er de jo heller ikke deres mor/far, men i deres følelser er de. Præcis som mine følelser for min hund gør, at jeg ser mig selv som adoptivmor til en hund.

[Kommodedyret]

Jeg er IKKE en mor for min kat, og jeg hader når folk joker med at mit kæledyr er en form for erstatning for de børn som jeg ikke har, for det er den ikke, den er en kat.

[Sangius]

Da jeg havde hund, holdt jeg utrolig meget af den. Meget mere end jeg har holdt af noget som helst barn. Jeg var knust af sorg, da den døde. Men ikke én gang har jeg omtalt eller opfattet mig som far/forælder til den. Jeg har været "ejer" og den har været mit kæledyr. Der er blevet sat grænser for den, og den har kendt sin plads i hierarkiet i husstanden. To ting som mange børn godt kunne trænge til i dag.

Skal børn være nederst i et heirarki? Det kommer mine børn ikke til at være.

[Modesty Blame]

Hver gang jeg køber en ny taske, føles det som om, at det er tasken, der vil gøre mit liv perfekt.

[TakeAChanceOnMe]

Jeg synes min eksaminator er en røv. Udfra hans formuleringer under eksamen og den feedback der er givet, synes jeg ikke det hænger sammen med karakter. Han har trukket en god 25% fordi jeg foreslog at man kunne kigge på indlæg i sko, hvis øvelserne ikke rettede op nok. Det er det eneste negative han har sagt (alt andet var fremragende!) og han stillede ét spørgsmål som blev udnævnt til bonusspørgsmål, som jeg også svarede på.

Det har han så trukket 25% fra for. Og det er så efter at jeg lige har brugt 4 mdr i professionel sport, med folk der løber en god 10-15 km i forbindelse med sport som bruger indlæg for præcis samme problem, da deres symptomer ellers går fra at være væk til at blusse op igen.
Jeg synes han er en røv og faktisk ikke rigtig ved hvad han snakker om - hvilket jeg vidst egentlig godt må sige, eftersom andre studerende er droppet en god 30-40% efter at have fået hjælp af ham.

Men han er en røv. Jeg fucking acede den eksamen og fortjente en bedre karakter - og ud fra min feedback har jeg svært ved at se hvad der trak SÅ meget ned.
Og nå ja. Så brokker jeg mig over at have fået en 1st, men ikke en god enough 1st. Sååååååå. Det må man vidst heller ikke

Nu har jeg så læst lidt rundt på nettet og research artikler ... guess what? At bruge indlæg bliver nævnt som en ganske gyldig non-surgical intervention. Hvorfor er jeg så blevet dømt ned på det?

Min eksaminator er nu ikke bare en røv, han er også fuldkommen inkompetent. Jeg overvejer virkelig at brokke mig meget højlydt, men tror også han er så nederen at han kunne finde på at sænke min karakter ...

[FormerlyKnownAs]

Jeg synes min eksaminator er en røv. Udfra hans formuleringer under eksamen og den feedback der er givet, synes jeg ikke det hænger sammen med karakter. Han har trukket en god 25% fordi jeg foreslog at man kunne kigge på indlæg i sko, hvis øvelserne ikke rettede op nok. Det er det eneste negative han har sagt (alt andet var fremragende!) og han stillede ét spørgsmål som blev udnævnt til bonusspørgsmål, som jeg også svarede på.

Det har han så trukket 25% fra for. Og det er så efter at jeg lige har brugt 4 mdr i professionel sport, med folk der løber en god 10-15 km i forbindelse med sport som bruger indlæg for præcis samme problem, da deres symptomer ellers går fra at være væk til at blusse op igen.
Jeg synes han er en røv og faktisk ikke rigtig ved hvad han snakker om - hvilket jeg vidst egentlig godt må sige, eftersom andre studerende er droppet en god 30-40% efter at have fået hjælp af ham.

Men han er en røv. Jeg fucking acede den eksamen og fortjente en bedre karakter - og ud fra min feedback har jeg svært ved at se hvad der trak SÅ meget ned.
Og nå ja. Så brokker jeg mig over at have fået en 1st, men ikke en god enough 1st. Sååååååå. Det må man vidst heller ikke

Nu har jeg så læst lidt rundt på nettet og research artikler ... guess what? At bruge indlæg bliver nævnt som en ganske gyldig non-surgical intervention. Hvorfor er jeg så blevet dømt ned på det?

Min eksaminator er nu ikke bare en røv, han er også fuldkommen inkompetent. Jeg overvejer virkelig at brokke mig meget højlydt, men tror også han er så nederen at han kunne finde på at sænke min karakter ...

Men han bestemmer vel ikke egenrådigt i sidste ende, skulle det komme til det? Jeg ville studieleder som CC og lave en officiel klage. Der er jo flere ting som ikke er ok i din sag.

[dgd2007]

Er skyldig i at sige "mors fugl" [...]

Ej, forgiv mig, men det gav mig altså nogle ret skægge billeder inde i hovedet

fuglemor.png

[Slettet bruger]

Børn skal man ikke diskutere eller forhandle med. De skal have besked. De har ingen vetoret over de voksnes beslutninger. Det går ikke to veje. Dermed er de også nederst i hierarkiet.

Børn har ofte mulighed for at tage sig vetoret over de voksnes beslutninger. Hvis man har et barn der nægter at tage i skole, uanset hvor meget man giver det besked, så er der jo ikke så pokkers meget man kan gøre ved det. Man kan få det hen i skolen med fysisk magt, hvis man er til den slags, men hvad så når det bare skrider fra skolen? Derfor er det nok generelt en bedre idé at lytte til sine børn og kommunikere med dem end bare at give dem besked.

[Slettet bruger]

Børn skal man ikke diskutere eller forhandle med. De skal have besked. De har ingen vetoret over de voksnes beslutninger. Det går ikke to veje. Dermed er de også nederst i hierarkiet.

Børn har ofte mulighed for at tage sig vetoret over de voksnes beslutninger. Hvis man har et barn der nægter at tage i skole, uanset hvor meget man giver det besked, så er der jo ikke så pokkers meget man kan gøre ved det. Man kan få det hen i skolen med fysisk magt, hvis man er til den slags, men hvad så når det bare skrider fra skolen? Derfor er det nok generelt en bedre idé at lytte til sine børn og kommunikere med dem end bare at give dem besked.

Det er ikke hvad vetoret er. Vetoret er, når du gyldigt kan nedlægge veto, og andre så er nødt til at efterfølge den beslutning. At barnet fysisk kæmper imod fordi det kan, selvom de ikke har krav på at forældrene retter ind, har ikke noget med vetoret at gøre.

Børn kan også godt være nogle små spassere, der nægter at tage i skole, selvom man "lytter og kommunikerer med dem". Så det er ikke et argument for at det skulle være bedre.

Et barn behøver ikke at kæmpe fysisk imod, det kan bare sige fuck dig far/mor, det gider jeg ikke. Og jo mere man siger til det at det skal, jo mere trodsigt bliver det. På den måde er børn ligesom alle andre mennesker. Du bryder dig nok heller ikke om at blive kommanderet med og ikke blive hørt.

På nogle måder tænker jeg forældreskabet er som at lede medarbejdere. Man har selvfølgelig det endelige ord, men man får væsentligt mere produktive og tilfredse medarbejdere hvis man lytter til deres input i stedet for bare at kommandere med dem. De vil grundlæggende gerne være gode medarbejdere, og børn vil grundlæggende gerne være gode børn. Men lederen i virksomheden har den fordel at han kan fyre ansatte der nægter at gøre som han siger. Man kan ikke fyre sine børn.

[Sangius]

Da jeg havde hund, holdt jeg utrolig meget af den. Meget mere end jeg har holdt af noget som helst barn. Jeg var knust af sorg, da den døde. Men ikke én gang har jeg omtalt eller opfattet mig som far/forælder til den. Jeg har været "ejer" og den har været mit kæledyr. Der er blevet sat grænser for den, og den har kendt sin plads i hierarkiet i husstanden. To ting som mange børn godt kunne trænge til i dag.

Skal børn være nederst i et heirarki? Det kommer mine børn ikke til at være.

I husstandens hierarki er børnene helt sikkert nederst, og forældrene er øverst - blandt menneskene (dyr er lavere) - i min verden. Børn og voksne er ikke ligeværdige på det punkt. Børn skal man ikke diskutere eller forhandle med. De skal have besked. De har ingen vetoret over de voksnes beslutninger. Det går ikke to veje. Dermed er de også nederst i hierarkiet.

Hos jer er de måske. Men sådan ser jeg det ikke herhjemme.

[dgd2007]

Hos jer er de måske. Men sådan ser jeg det ikke herhjemme.

Ej, jeg ved nu heller ikke hvor meget mening det giver at tale om børnene som "nederst i hierarkiet", når man tænker på hvor meget der foregår for deres skyld
Det er en alt for stor diskussion at komme nærmere ind på her, men jeg synes nu også det er en skidt problemstilling at komme ind på, hvis man ser det som en kamp hvor børnene enten må rette ind udelukkende fordi far/mor ud af det blå siger det, eller de ender med at "vinde" fordi de er mest udholdende.
En mere arbejdsduelig model er at børnene gerne vil forstå verdensordenen, og forældrene som har 20-30 års forspring, er ideelt stillede til at være behjælpelige med dette.

[vibbsen]

Da jeg havde hund, holdt jeg utrolig meget af den. Meget mere end jeg har holdt af noget som helst barn. Jeg var knust af sorg, da den døde. Men ikke én gang har jeg omtalt eller opfattet mig som far/forælder til den. Jeg har været "ejer" og den har været mit kæledyr. Der er blevet sat grænser for den, og den har kendt sin plads i hierarkiet i husstanden. To ting som mange børn godt kunne trænge til i dag.

Skal børn være nederst i et heirarki? Det kommer mine børn ikke til at være.

I husstandens hierarki er børnene helt sikkert nederst, og forældrene er øverst - blandt menneskene (dyr er lavere) - i min verden. Børn og voksne er ikke ligeværdige på det punkt. Børn skal man ikke diskutere eller forhandle med. De skal have besked. De har ingen vetoret over de voksnes beslutninger. Det går ikke to veje. Dermed er de også nederst i hierarkiet.

Hos jer er de måske. Men sådan ser jeg det ikke herhjemme.

Ved uenighed hos jer - hvem har det sidste ord? Hvem kan overrule hvem? Hvem er nødt til at indrette sig efter den andens beslutninger?

Kan dine børn egenhændigt fastsætte din sengetid? Kan de bestemme hvor meget tv, du må se? Kan de bestemme om du må gå til en hobby i din fritid?

Folk stejler måske, fordi det lyder hårdt sat op, men jeg er ikke i tvivl om at i langt de fleste tilfælde, så er forældrene højere placeret i husstandshierarkiet end børnene. Sådan synes jeg også det bør være. Det er slet ikke kønt, når forældre skal forhandle sig til et kompromis med sine børn, og ikke har viljen til at sætte sig igennem i sidste ende.

Jeg er fuldstændig enig her.

Måske fordi vi har et hold venner hvor "husstandshirakiet" på ingen måder er særlig tydeligt. Og for at sige det lige ud : Så er deres børn nogen uudholdelige møgunger.
Det er i bund og grund super synd for de stakkels unger. Men de er simpelthen ikke til at holde ud at være sammen med. Fordi de får lov til at sætte dagsordenen. Det tager tæt på 2 timer at putte dem. De får serveret mad som de kan lide. Og ved første tegn på en konflikt så går forældrene nærmest i panik. Og forsøger at forhandle med ungerne. Uanset om deres adfærd så er nok så urimelig. Jeg har endnu ikke set dem trække "Fordi jeg siger det" kortet. Med det resultat at ungerne ikke på noget tidspunkt acceptere et nej eller en irettesættelse.

Min datter derimod. Hun ved udemærket godt at det er os der bestemmer. Og at det ene og er alene skyldes at vi er de voksne. Hun er 6 år. Og det sidste ord tilhører os. Det betyder ikke nødvendigvis at hun konsekvent skal indrette sig efter os. Men blot at det sidste ord er vores. Vi kan til enhver tid trumfe med "fordi vi er de voksne". Vi har også konflikter. Og dem forsøger vi at løse så alle bliver tilfredse. Men når et kompromis ikke er muligt. Jamen så må hun pænt klappe ind til højre.....

Idag forlod vi iøvrigt legepladsen i HC Ørstedsparken med et pisse-surt barn. Hun synes vi var nogen virkelig lorte-forældre. Som skulle skamme os.
Vi havde sagt nej 3 gange til den samme ting. Og her betyder nej altså nej. Ikke at man kan forhandle sig til at få lov alligevel.

[Sangius]

En debat om børneopdragelse er måske lidt voldsom at tage herinde.
Men jeg kommer aldrig til at anse mine børn som nederst i et heirarki. De er en del af familien, på linje med alle andre. At de så ikke altid ved bedst selv, og jeg derfor må sætte mig i karakter som voksen, det betyder ikke for mig, at de er placeret under mig i et heirarki.
Jeg ville altid servere mad, som jeg ved kan lides.
Jeg vil som udgangspunkt aldrig skælde ud.
Jeg vil som udgangspunkt aldrig tvinge.
Jeg vil undlade at bruge ordet "nej" i flæng.
Mine opdragelses principper er nok inspireret af det som folk kalder "ifavnsk".
Og det betyder absolut ikke uopdragne og rådne unger.

Men det kan jo være jeg bliver klogere med tiden - men lige nu ser jeg på de familier, hvor denne tilgang fungerer. Jeg tror på det

[Sangius]

Min datter er 20 måneder, og nummer 2 er ikke født endnu. Så har da en masse at se frem til.

Jeg er allerede blevet kaldt curlingmor flere gange, fordi min datter sover i vores seng, og stadig ammes.

Jeg synes den der curling-retorik er stukket lidt af.