Det må man ikke sige, så det gør jeg alligevel!

[kidkomb]

Okay, kommer til at fremstå meget usympatisk nu

Sad og læste på en side om leasing af elcykler. Halvvejs igennem den ret fine og informative tekst mangler der et nutids-r. Sådan noget irriterer mig så meget, at jeg næsten ikke kan fokusere på indholdet i resten af teksten.

Well, hvis det trøster, så er jeg også sådan.
Og jeg er endda ikke super god til at stave (længere).
Men jeg mister bare fokus fuldstændig.

[Flora]

Jeg har lidt en følelse af, at man ikke må sige det. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men nu siger jeg det..

Jeg er så træt af at tage hensyn

Jeg synes så mange mennesker har særlige omstændigheder, der gør, at alle andre omkring dem skal tage hensyn (hvis de altså ikke selv har særlige omstændigheder.)

Det er i min familie, på arbejdspladsen og alle steder jeg færdes, synes jeg, at der er nogen, der bare kræver ekstra meget hensyn. Ekstra kompliceret bliver det, synes jeg, når folk, der kræver ekstra meget hensyn, skal færdes med hinanden og dermed tage ekstra meget hensyn til hinanden for pokker man kan komme i klemme.

Person 1 synes person 2 er fjollet, når han insisterer på at bruge den samme kuglepen hver dag og holder nidkært øje med den.
Person 2 synes person 1 er fjollet, når han insisterer på, at papirer skal se ud på en bestemt måde (uagtet at indholdet er ens) og derfor kræver arbejdet gjort om, hvis det ikke har den rigtige farve.

Person 3 skal virkelig holde tungen lige i munden. Ikke grine på et forkert tidspunkt og ikke komme til at gøre/sige noget, der kan give indtryk af, at hun er enig med den ene om, at den anden er fjollet - for de VIL begge prøve at udstille, hvor fjollet den anden er og inddrage person 3.

Når person 3 så kommer hjem, kan hun fortsætte med at tage hensyn til person 4 (som hun bor med,) der insisterer på at ALT er vigtigt og skal gøres på en bestemt måde.

Besøger person 3 sin familie skal hun lige huske, at de alle sammen har diagnoser, og derfor kræver ekstra meget hensyn. Selvfølgelig skal person 5 have lov til at ændre aftaler, som hun ønsker. Person 6 skal naturligvis have lov til at bestemme rammerne for aftalen. Person 7, 8, 9 og 10 skal også nok byde ind med noget, de har ekstra meget behov for.. Som person 3 naturligvis bare må acceptere og opfylde, for de har jo særlige omstændigheder.

Nogle gange har person 3 bare virkelig meget lyst til at sige: "suck it up! Dét er en kuglepen. Dét er en fucking farve. Nej, jeg har ikke tørret glasset af efter opvasken, så ja, det får nok en lille rand. Ja, det er ærgerligt, at du ikke kan den dag alle vi andre kan. Ja, det er surt, du får angst af at at tage bussen, men jeg gider ikke altid skulle tage rejsen på 4 timer. Suck it the fuck up!"

Forsøger person 3 så at give udtryk for, at hun ikke vil tage hensynet, skal der nok være én til at påpege hvor urimelig hun er... For person x har jo særlige omstændigheder.

Det er fuldstændig ligesom at spille minestryger uden flag, den slags; jeg kan heller ikke fordrage det, og jeg tror egentlig på, at der skal en meget skrap kur til.

- Og så disse eksempler på non-problemer, hillemænd altså!

Og det er ikke engang opdigtede eksempler.

Vi har i min familie lige været nødt til at omplanlægge en allerede planlagt begivenhed, fordi ét familiemedlems kæreste pludselig blev inviteret til rund fødselsdag i sin egen familie.

Jeg tænkte lidt at mit familiemedlem var et voksent menneske, der nok ville være i stand til at selv besøge sin familie uden kæresten. Men der tog jeg da nok lige fejl.
Så nu skal jeg rejse til/fra Jylland (4 timer hver vej) med 14 dages mellemrum.. Men for pokker, vi kunne jo have risikeret at mit familiemedlem ikke kom. Eller.. Ikke rigtigt, for det var ikke ham, der havde en anden aftale, men du ved. Han har særlige omstændigheder.

(jeg påpegede, at jeg ikke var meget for at tage den tur to gange med så kort mellemrum, når jeg nu også har et fuldtidsjob at passe.. Men det var ret urimeligt af mig at føle, kunne jeg godt fornemme)

Det lyder da ellers som en udmærket "særlig omstændighed" at man har fuldtidsjob og bor i den anden ende af landet

[Dirtylittledevil]

Hvis jeg var fattig, ville jeg ikke have lyst til at komme som gæst hos en fremmed rig(ere) familie der åbner dørene juleaften.
Jeg skulle bogstaveligt talt være sultedøden nær, og være uden tag over hovedet i en snestorm, før jeg ville have lyst til at stille op som nogens godgørende formål. Og da især hvis jeg havde børn ville jeg gøre alt i min magt for at skrabe et eller andet sammen selv.

[Flora]

Hvis jeg var fattig, ville jeg ikke have lyst til at komme som gæst hos en fremmed rig(ere) familie der åbner dørene juleaften.
Jeg skulle bogstaveligt talt være sultedøden nær, og være uden tag over hovedet i en snestorm, før jeg ville have lyst til at stille op som nogens godgørende formål. Og da især hvis jeg havde børn ville jeg gøre alt i min magt for at skrabe et eller andet sammen selv.

Sådan tror jeg de fleste har det. De der tilbud, hvor nogen åbner dørene juleaften, er vist ikke særligt brugt.

[Dirtylittledevil]

Hvis jeg var fattig, ville jeg ikke have lyst til at komme som gæst hos en fremmed rig(ere) familie der åbner dørene juleaften.
Jeg skulle bogstaveligt talt være sultedøden nær, og være uden tag over hovedet i en snestorm, før jeg ville have lyst til at stille op som nogens godgørende formål. Og da især hvis jeg havde børn ville jeg gøre alt i min magt for at skrabe et eller andet sammen selv.

Sådan tror jeg de fleste har det. De der tilbud, hvor nogen åbner dørene juleaften, er vist ikke særligt brugt.

Det giver god mening. Jeg blev bare lige inspireret af et facebookopslag hvor en lille familie i DEN grad hyldes fordi de åbner dørene for en fattig familie juleaften. Men for det første vil de i ramme alvor have at "ansøgere" skal skrive lidt om sig selv og hvorfor de bør "vinde" i kommentarfeltet, og for det andet ja så var det bare jeg kom til at tænke på at så længe man faktisk selv har et hjem og der er varme i radiatorerne, så vil det da altid være dér man helst vil julehygge med sin familie Så hvis de familier endelig ville gøre noget godt så skulle de måske donere en juleand eller sådan noget, så en fattig familie kunne få en god middag hjemme hos sig selv.

[DetSorteCirkus]

Hvis jeg var fattig, ville jeg ikke have lyst til at komme som gæst hos en fremmed rig(ere) familie der åbner dørene juleaften.
Jeg skulle bogstaveligt talt være sultedøden nær, og være uden tag over hovedet i en snestorm, før jeg ville have lyst til at stille op som nogens godgørende formål. Og da især hvis jeg havde børn ville jeg gøre alt i min magt for at skrabe et eller andet sammen selv.

Jeg synes, det er misforstået at tilbyde julemiddag hos sig selv til såkaldt fattige familie. Det minder mig om kapitlet om "den fattige Rasmus" i Peters Jul - og om hvorfor jeg er så meget mere til omfordeling end velgørenhed!
Derimod tror jeg, at tilbuddet vil kunne give mening, hvis problemet i overvejende grad er ensomhed eller mangel på overskud.

Jeg donerer hvert år en pakkekalender til Julehjælpen, og det er jeg temmelig diskret omkring, ligesom jeg stort set ingen forventninger har til modtageren. Det ville fx. ikke forarge eller såre mig den mindste smule, hvis barnets forælder forærede gaverne i eget navn i stedet for at nævne mig. Det er ikke mig, det handler om, og selvpromoverende velgørenhed minder mig om middelalderens kalkmalerier, hvor en velhavende mæcen sørgede for fin udsmykning af den lokale kirke, men ikke uden lige at få sig selv malet ind på pladsen ved siden af Jesus. Den type velgørenhed er vel bedre end ingen velgørenhed; det ændrer bare ikke på min holdning til den. Jeg forstår ikke, at man vil være sig selv bekendt, medmindre man er et firma, og det derfor er fuldt gennemskueligt, at man også har en egeninteresse i at donere.

[dgd2007]

^^ Min datter var et år i USA i gymnasietiden - og havde så også været med værtsfamilien i deres kirke et par gange.
Hun var ret overrasket over, at de ikke snakkede ret meget om guden og den slags, men mest om hvor godgørende de havde været i den snere tid

[DetSorteCirkus]

Jeg får hurtigt for meget af juleidyl.
Jeg gider ikke køre på landet og fælde et juletræ i en pittoresk plantage, mens mørket falder på, og sneen stille daler, for derefter at gå ind i det lille bondehus bagved, der nu er indrettet som café, og lade mig traktere med gløgg og æbleskiver.

Jeg er mere til juletræskøb på en parkeringsplads ved et supermarked eller byggemarked, og dengang det, der skulle have været et åh så hyggeligt julebesøg på Frilandsmuseet (og også blev det!), resulterede i, at jeg fik forvildet mig op i en mølle, hvor jeg nærmest skulle evakueres ned fra igen, bilen sad fast i mudder, og min veninde blev jagtet af en emsig julebuk, indtil en gårdnisse kom farende til og fik tampet bukken på plads igen med sin store grødske.

[Dirtylittledevil]

... og selvpromoverende velgørenhed minder mig om middelalderens kalkmalerier, hvor en velhavende mæcen sørgede for fin udsmykning af den lokale kirke, men ikke uden lige at få sig selv malet ind på pladsen ved siden af Jesus...

Det må vel så være den oprindelige udgave af nutidens "Se, her står jeg så lige og giver en kop kaffe og en sandwich til en hjemløs"-selfien

[Allmost_Famous]

Jeg er færdig med at give til Julehjælpen. Desværre. Men efter at have afleveret alt fra julekurve til julegaver hos folk med dyre biler (jeps, i flertal) i indkørslen i deres store huse, holder mit retfærdighedsgen ikke til det mere. Jeg følte mig flere gange dum over at have fyret flere hundrede kroner af på julehjælp til folk, der havde, men bare ikke kunne finde ud af at prioritere.

[Flora]

Jeg har lidt en følelse af, at man ikke må sige det. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men nu siger jeg det..

Jeg er så træt af at tage hensyn

Jeg synes så mange mennesker har særlige omstændigheder, der gør, at alle andre omkring dem skal tage hensyn (hvis de altså ikke selv har særlige omstændigheder.)

Det er i min familie, på arbejdspladsen og alle steder jeg færdes, synes jeg, at der er nogen, der bare kræver ekstra meget hensyn. Ekstra kompliceret bliver det, synes jeg, når folk, der kræver ekstra meget hensyn, skal færdes med hinanden og dermed tage ekstra meget hensyn til hinanden for pokker man kan komme i klemme.

Person 1 synes person 2 er fjollet, når han insisterer på at bruge den samme kuglepen hver dag og holder nidkært øje med den.
Person 2 synes person 1 er fjollet, når han insisterer på, at papirer skal se ud på en bestemt måde (uagtet at indholdet er ens) og derfor kræver arbejdet gjort om, hvis det ikke har den rigtige farve.

Person 3 skal virkelig holde tungen lige i munden. Ikke grine på et forkert tidspunkt og ikke komme til at gøre/sige noget, der kan give indtryk af, at hun er enig med den ene om, at den anden er fjollet - for de VIL begge prøve at udstille, hvor fjollet den anden er og inddrage person 3.

Når person 3 så kommer hjem, kan hun fortsætte med at tage hensyn til person 4 (som hun bor med,) der insisterer på at ALT er vigtigt og skal gøres på en bestemt måde.

Besøger person 3 sin familie skal hun lige huske, at de alle sammen har diagnoser, og derfor kræver ekstra meget hensyn. Selvfølgelig skal person 5 have lov til at ændre aftaler, som hun ønsker. Person 6 skal naturligvis have lov til at bestemme rammerne for aftalen. Person 7, 8, 9 og 10 skal også nok byde ind med noget, de har ekstra meget behov for.. Som person 3 naturligvis bare må acceptere og opfylde, for de har jo særlige omstændigheder.

Nogle gange har person 3 bare virkelig meget lyst til at sige: "suck it up! Dét er en kuglepen. Dét er en fucking farve. Nej, jeg har ikke tørret glasset af efter opvasken, så ja, det får nok en lille rand. Ja, det er ærgerligt, at du ikke kan den dag alle vi andre kan. Ja, det er surt, du får angst af at at tage bussen, men jeg gider ikke altid skulle tage rejsen på 4 timer. Suck it the fuck up!"

Forsøger person 3 så at give udtryk for, at hun ikke vil tage hensynet, skal der nok være én til at påpege hvor urimelig hun er... For person x har jo særlige omstændigheder.

Det er fuldstændig ligesom at spille minestryger uden flag, den slags; jeg kan heller ikke fordrage det, og jeg tror egentlig på, at der skal en meget skrap kur til.

- Og så disse eksempler på non-problemer, hillemænd altså!

Og det er ikke engang opdigtede eksempler.

Vi har i min familie lige været nødt til at omplanlægge en allerede planlagt begivenhed, fordi ét familiemedlems kæreste pludselig blev inviteret til rund fødselsdag i sin egen familie.

Jeg tænkte lidt at mit familiemedlem var et voksent menneske, der nok ville være i stand til at selv besøge sin familie uden kæresten. Men der tog jeg da nok lige fejl.
Så nu skal jeg rejse til/fra Jylland (4 timer hver vej) med 14 dages mellemrum.. Men for pokker, vi kunne jo have risikeret at mit familiemedlem ikke kom. Eller.. Ikke rigtigt, for det var ikke ham, der havde en anden aftale, men du ved. Han har særlige omstændigheder.

(jeg påpegede, at jeg ikke var meget for at tage den tur to gange med så kort mellemrum, når jeg nu også har et fuldtidsjob at passe.. Men det var ret urimeligt af mig at føle, kunne jeg godt fornemme)

Det lyder da ellers som en udmærket "særlig omstændighed" at man har fuldtidsjob og bor i den anden ende af landet

Haha ja, jeg ved godt vi alle har "særlige omstændigheder" vi selv synes er de vigtigste særlige omstændigheder i hele verden.

Jeg er bare træt af at tage hensyn for tiden, og gider ikke turen til Jylland

Nå, det var nu ikke ment som at din særlige omstændighed var mindre værd end andres. Tværtimod faktisk. Jeg forstår godt, at du ikke gider turen til Jylland to gange på så kort tid og synes at din familie også burde tage hensyn til dig

[englishchannel]

Jeg ville have så meget mere respekt for folk, hvis de tog noget ansvar for deres egne dårlige valg, i stedet for at opføre sig som om at de bare har været udsat for uforskyldt uheld.

F.eks. kender jeg et par, hvor kvinden læste en kandidat i et fag med meget høj ledighed, hvor man skal ud at networke som en gal for at have en chance for at få betalt arbejde. 3 måneder inden hun afleverer speciale vælger de så at droppe at præventionen og hun bliver gravid. Hun kan selvfølgelig ikke få job som gravid i et fag, der i forvejen er vanvittigt konkurrencepræget, og da barnet kommer, tager hun et års barsel.

Efter barslen når hun at søge job i ca. 2 mdr. før hun er gravid igen og igen tager et års barsel. Nu er hendes uddannelse pludselig 3 år forældet uden nogen form for relevant erfaring og hun kan selvfølgelig ikke få job, så hun ender med at arbejde ufaglært. Fordi hun ikke har et velbetalt arbejde, har de ikke råd til det meget store og dyre drømmehus, og nu er hele verden uretfærdig: Boligmarkedet er unfair og jobmarkedet er unfair, regeringen er nogle røvhuller og vi skal allesammen synes at det er så synd for dem.

Men altså: Ingen tvang dem til at blive (planlagt!) gravide inden hun overhovedet kom på arbejdsmarkedet. Ingen tvang hende til at tage et års barsel. Ingen tvang dem til at blive (igen planlagt) gravide med det samme efter, igen efterfulgt af et års barsel. Ingen tvang hende til at læse en uddannelse uden reelle jobmuligheder.

Jeg er så træt af, at en lang række åbenlyst dårlige beslutninger bliver fremstillet som i bedste fald uheld og i værste fald en konspiration af et ondt erhvervsliv og regering. I er voksne, intelligente, veluddannede mennesker, der traf en nogle uhensigtsmæssige valg. Det ville klæde jer at stå ved det.

[Studsgaard]

Hvis jeg var fattig, ville jeg ikke have lyst til at komme som gæst hos en fremmed rig(ere) familie der åbner dørene juleaften.
Jeg skulle bogstaveligt talt være sultedøden nær, og være uden tag over hovedet i en snestorm, før jeg ville have lyst til at stille op som nogens godgørende formål. Og da især hvis jeg havde børn ville jeg gøre alt i min magt for at skrabe et eller andet sammen selv.

Jeg synes, det er misforstået at tilbyde julemiddag hos sig selv til såkaldt fattige familie. Det minder mig om kapitlet om "den fattige Rasmus" i Peters Jul - og om hvorfor jeg er så meget mere til omfordeling end velgørenhed!
Derimod tror jeg, at tilbuddet vil kunne give mening, hvis problemet i overvejende grad er ensomhed eller mangel på overskud.

Jeg donerer hvert år en pakkekalender til Julehjælpen, og det er jeg temmelig diskret omkring, ligesom jeg stort set ingen forventninger har til modtageren. Det ville fx. ikke forarge eller såre mig den mindste smule, hvis barnets forælder forærede gaverne i eget navn i stedet for at nævne mig. Det er ikke mig, det handler om, og selvpromoverende velgørenhed minder mig om middelalderens kalkmalerier, hvor en velhavende mæcen sørgede for fin udsmykning af den lokale kirke, men ikke uden lige at få sig selv malet ind på pladsen ved siden af Jesus. Den type velgørenhed er vel bedre end ingen velgørenhed; det ændrer bare ikke på min holdning til den. Jeg forstår ikke, at man vil være sig selv bekendt, medmindre man er et firma, og det derfor er fuldt gennemskueligt, at man også har en egeninteresse i at donere.

Vi har også lavet gaver til fattige rumænske børn. I selve folderen fra foreningen der formidlede dem, var der skrevet man kunne lægge et foto i kassen for at vise hvem der gav gaven.
Det havde jeg slet ikke lyst til. Jeg/vi havde lyst til at lave de her gaver til de børn, men jeg har ikke brug for de ved det lige er os der har sendt dem, jeg syntes bare det er rart at vide vi har sørget for dejlige gaver til tre børn der sikkert ikke vil få nogen andre gaver.

[Juki]

Folk på sociale medier der føler de skal retfærdiggøre og redegøre for hvorfor de ser ud som de gør irriterer mig grænseløst.

Især når det skal fremstå som om de lige pludselig er totalt cool med deres "fejl", når det skriger til himlen at de er det totalt modsatte.

Bemærk at jeg skriver fejl i citationstegn! For tit er det sådan nogle almindelige og ganske normale ting, deres alder og køn taget i betragtning.

Det klinger bare lidt hult når man er nødt til at gøre opmærksom på at man har det helt okay med sine store ridebukselår og asymmetriske bryster.

[dgd2007]

Folk på sociale medier der føler de skal retfærdiggøre og redegøre for hvorfor de ser ud som de gør irriterer mig grænseløst.

Især når det skal fremstå som om de lige pludselig er totalt cool med deres "fejl", når det skriger til himlen at de er det totalt modsatte.

Bemærk at jeg skriver fejl i citationstegn! For tit er det sådan nogle almindelige og ganske normale ting, deres alder og køn taget i betragtning.

Det klinger bare lidt hult når man er nødt til at gøre opmærksom på at man har det helt okay med sine store ridebukselår og asymmetriske bryster.

Alting bliver selvfølgelig irriterende i for store doser ... jeg ved ikke, om det der er særlig moderne lige nu?
Men det er da et ædelt formål, så jeg synes ikke, man skal være for fordømmende over, at nogle prøver at gøre det på den måde
Jeg er selvfølgelig enig med dig i, at det at de gør det, beviser, at de ikke er okay med det ... men de prøver da. Meget hellere det end dem, der agiterer for, at man "bare lige" skal lave alt muligt om.