fisken80 skrev:Jeg siger mor om mig selv når jeg snakker til vores kat. Og jeg véd det er fjollet.
Og jeg elsker virkelig min kat meget højt og jeg bliver dybt ulykkelig den dag han ikke er her mere. Men for mig fortæller det egentlig bare noget om, hvor kolosalt stor kærligheden til ens børn må være. For jeg tænker, at når jeg kan elske min kat så meget, så ved jeg jo, at kærligheden til ens børn må være så meget meget større.
Jeg har også elsket hver eneste af mine forældres katte utroligt højt. Og jeg har hulket og grædt over dem alle da de døde. Og især to af dem savner jeg stadig jævnligt. Jeg tror virkelig at vi mennesker kan få et særligt og værdifuldt bånd til vores kæledyr, som kan være med til at berige vores liv på mange måder. Men jeg har da erfaret at efter et stykke tid, så forsvinder den knugende sorg, selvom savnet stadig kan dukke op indimellem.
Jeg har ikke selv børn, men nu har jeg haft min nevø i 4 år, og den kærlighed jeg har til ham, den har jeg til tider svært ved at forstå. Jeg elsker ham så meget, at jeg slet ikke tør tænke på hvor stor en kærlighed det vil udløse hvis jeg er så heldig selv at få børn engang. Lige nu kan jeg ikke forestille mig at elske nogen højere end jeg elsker ham (og nu begynder tårerne når jeg tænker på det )