dgd2007 skrev:Juki skrev:Det er sådan set lige meget om de er for tykke, tynde, er naturlige eller har fået foretaget kosmetiske indgreb. Det virker bare ikke overbevisende på mig når de poster et billede af dem selv og en lang undskyldning/forklaring sammen for hvorfor de er #bodypositive. Eller hvad det nu er.
Njaeh, jeg tør ikke sige med sikkerhed, hvordan det virker, når jeg ikke har set ret meget af sådan noget.
Men formodentlig er det en slags modvægt mod forskellige andre påvirkninger om, at alle burde se ud på en bestemt måde.
De påvirkninger tror jeg da, gør meget mere skade. Og man kan jo heller ikke udelukke, at nogle andre faktisk bliver inspireret af at se, at man kan se ud på masser af forskellige måder?
Jeg kan ikke se, det er så slemt - men altså, som jeg gav dig ret i fra starten, kan alting blive for meget, hvis det bliver en mode. Men jeg har dog en vis sympati for det der. De fleste piger har vel eller har haft nogle "udseende-issues" - og min kone sagde da engang, at omklædningsrummene til sport havde været rigtig mht. sådan noget, fordi man bliver klar over, at der er alle slags.
Alternativet er jo, at man kun får en påvirkning om, at der er én rigtig måde at se ud på - og hende der ikke gør det, dårligt nok tør gå i svømmehallen pga. det ... og derved ikke opdager, at det er meget få, der rent faktisk ser ud som Vogue-modellen, eller hvad har vi.
Så jeg er nu overvejende positiv over for den slags initiativer. Stadigvæk med forbeholdet om, at man kan få for meget af alting. Men grundlæggende jo.
Men det er jo heller ikke det jeg har noget imod.
Selvfølgelig skal der være et alternativ til den åleslanke fitness/yoga veganer-pige og prototypen på et nyt medlem af Kardashian familien. Det er jo kun naturligt og forventeligt med en form for oprør og modsvar til det unaturlige ideal man ser på sociale medier.
Det er ganske trist at folk føler sig forkerte og unormale fordi de ikke kan identificere sig med den krop der er standard, med eller uden filter, på fx Instagram.
Det er klart at ser man kun en måde at se ud og opføre sig på, så vil de fleste føle sig anderledes og forkerte i stedet for unikke og specielle.
Jeg er egentlig ligeglad med hvordan man ser ud, selvom det da er kedeligt hvis vi alle skal være ens. Jeg er ikke i tvivl om at min opdragelse/opvækst og alder er medvirkende til at jeg har et afslappet og naturligt forhold til kroppen. Jeg er nemlig også vokset op med fællesbad efter sport eller hvis man var i svømmehallen, derudover var nøgne kroppe ikke noget man som sådan gik op i. Bare bryster på stranden var et normalt syn for der var ikke samme fokus på at nøgne kroppe var lig med noget seksuelt. Eller gjorde at folk følte sig krænkede fordi det var grænseoverskridende.
Jeg har da også oplevet ting der vil være uhørte i dag, tænker jeg. Fx at voksne, ikke nære familiemedlemmer klædte om fra tøj til badetøj og omvendt foran "alle". Da jeg var teenager så jeg også min klasselærer nøgenbade i en sø, i forbindelse med noget idræt. I begge situationer var der ikke overladt meget til fantasien, men det gjorde sådan set ikke noget for det var heller ikke pointen. Det handlede jo netop ikke om at kroppen var et objekt eller at det var noget seksuelt i det. Ingen gjorde det for at vise sig frem fx, men fordi det var det praktiske og ganske normalt.
Selv er jeg ikke en klassisk skønhed med høje kindben og modelmål. Jeg vejer over 100 kg og har ikke komplekser over min krop. Jeg går op i mit udseende på den måde at jeg går i bad, har rent tøj på der klæder min krop, bruger makeup når jeg har lyst og jeg går til frisør for at have en pæn frisure der klæder mit kødfyldte hoved.
Bekræftelse fra andre om at man ser godt ud er da skønt! Men fordi jeg har det godt med mig selv og min krop har jeg ikke behov for at overbevise andre om at det netop er sådan jeg har det. Det er bare det der undrer mig eller er min pointe.
Altså misforstå mig ikke, jeg vil da også gerne af med mine mormorarme, have en fyldigere røv og en fladere mave, det er bare ikke altoverskyggende for mig. Da jeg var teenager var jeg da også træt af mine kæmpestore ridebukselår, selvom jeg var en str 36-38. Jeg har virkelig brugt meget tid og mange ressourcer på at finde fejl ved mig selv, både fysisk og psykisk! Men i dag er jeg kommet dertil at det er spild af bekymringer at spekulere over hvorfor jeg får ben som en yeti, hvis ikke jeg barberer dem, og hade mig selv for at få stikkelsbærben få timer efter barbering, for hvad mon ikke andre mon tænker om det! I stedet for at tænke på om jeg selv har et problem med det..
Jeg er bare kommet dertil at jeg enten må acceptere situationen eller gøre noget ved det(Det gælder desuden også andre aspekter i livet) Men at dyrke, bekræfte og hade mig selv for ting er virkelig tidsspilde for mig og er ikke nogle kampe jeg p.t. gider bruge krudt på. Om det vil ændre sig med tiden kan jeg selvfølgelig ikke sige på nuværende tidspunkt