Smiling_Goat skrev:Chatsy skrev:ALT irriterer mig i øjeblikket. Den irriterende kollega og hendes selvynk (med der tilhørende sygedage, det er jo så hårdt alt sammen) og tendens til at spørge ind til folk under dække af oprigtig interesse for blot at snakke om sig selv og ikke høre på hvad man selv har at sige. Min chef og hans ækle, ÆKLE racisme, for pokker hvor jeg ikke gider at høre på det længere. Godt luften går lidt af hans ballon, når jeg giver ham svar på tiltale, men efter nogle dage er den sgu gal igen. En anden kollega er stædig som et æsel og selvom man argumenterer mod hende, fejer hun det af, fordi hun bedre kan lide sin opfattelse af tingene og når det så viser sig - selvfølgelig - at hun tog fejl, opfører hun sig som om det kommer helt bag på hende, at det overhovedet var muligt at tage fejl, selvom jeg forudså det og forklarede hende det lang tid forinden.
Hooooold nu kæft, hvor jeg trænger til ferie.
Jeg forstår heller ikke, hvad de der skabsracister har gang i. Opdager de ikke selv, hvor socialt akavet de er? De må da vide, at deres holdninger er kontroversielle, og at der derfor rent logisk må opstå en trykket stemning, når de udspyr galde på den måde. Ofte ganske uopfordret.
Jeg har siddet i flere hyggelige selskaber, og én eller anden greb fligen af en anledning til at sige noget grimt om indvandrere. Stemningen styrtdykker med det samme, fordi ingen ved, hvordan de skal reagere. Skal vi være racister nu? Bede ham holde mund? Råbe "Allahu Akbar" og hoppe op på spisebordet? Det er rigtig irriterende, som du siger. Hvorfor kan man ikke bare holde sit had for sig selv?
Det tror jeg slet ikke, at de tænker på. Kommer nok også an på de kredse, de normalt omgås, hvis de er vant til at få medhold (eller akavet stilhed, som de fejlfortolker som medhold) glemmer de nok, at det også er muligt at møde modstand.
Min chefs seneste guldkorn var efter jeg havde ekspederet nogle kunder af anden etnisk herkomst. Så gik jeg ud bagved, hvor chefen så var og han kommenterede "Det er lige før man ser rødt, når man ser sådan nogle". I første omgang fattede jeg ikke, hvad han snakkede om, for jeg havde ikke haft nogen ubehøvlede kunder? Han fortsatte "Ja, dem du lige ekspederede". Jeg fattede stadigvæk ikke noget, for de var da rare mennesker.
Han blev ved "Sådan nogle burde tage hjem, hvor de kom fra!".
Så fattede jeg det.
Og jeg blev gal.
Han er heldigvis nem at sætte på plads, en tidligere chef, jeg har haft, var ret dominerende med sin racisme (til et sådan punkt, hvor han kunne finde på at chikanere én ud af firmaet, hvis man vovede at modsætte sig hans ytringer) så det er da altid noget. Men nuj, hvor er det spild af tid og humør at beskæftige sig med sådan noget, især når jeg helst er fri.
Desværre har jeg også familiemedlemmer, der har lignende holdninger, dog mestendels målrettet flygtninge. Jeg gruer nogen gange for familiesammenkomster, fordi snakken helt sikkert vil tage den drejning (især til nytår, når de drøfter deres forventninger til det nye år) og jeg orker ikke at tage diskussionen hver gang, især når de nu har en tilsyneladende omstændig indsigt i flygtningenes motiver for at komme til landet - som åbenbart er alt andet end krig og traumer. Når deres promille stiger bliver det aldeles ikke nemmere at diskutere med dem, så det bliver nærmere en kunst at få drejet snakken over på noget andet for ikke at ødelægge aftenen helt. Eller ramme dem lidt på samvittigheden ved at proklamere "Ih, hvor har vi det hyggeligt, sådan som vi sidder og hader andre mennesker!". Fordi helt ærligt, hvad fanden er det dog for et emne at tage op?! Altså.