Debatten

Smiling_Goat skrev:Hvad med at sige: "Jeg vil rigtig gerne høre, hvad du siger, men der kommer lige en kunde, jeg er nødt til at tage mig af," altså i de situationer, hvor hun snakker, selvom du godt vil servicere en kunde - hvilket selvfølgelig er vigtigst, så det må hun da kunne forstå. Så afviser du hende ikke, men udsætter bare samtalen (og så kan man jo håbe, at hun glemmer den.)

Det samme kan måske prøves, når du føler, du har lyttet længe nok? "Det er ikke fordi, jeg ikke gider snakke med dig, men jeg må hellere komme i gang med..." Du siger jo ikke, at det er hende, du vil undgå, men at du er nødt til at passe dit arbejde. Det kan jeg virkelig ikke se, at nogen skulle blive fornærmet over - såfremt du siger det med at smil selvfølgelig.

Nogle rigtige gode forslag, men jeg har skam prøvet noget derhen ad, hhv. "Jeg har ikke tid lige nu", "Jeg er lige i gang med det her [...]" og "Der kommer altså lige en kunde [...]". Det tager hun sig ikke af, heller ikke når jeg ender med at få et fortvivlet og træt ansigtsudtryk.
En enkelt gang, hvor vi var ude bagved og jeg kunne høre, at der kom en kunde, så spærrede kollegaen for mig, så jeg ikke kunne (flygte) komme derud og hun snakkede uanfægtet videre - der blev jeg spids og spurgte, om hun ville gå ud til kunden for ellers skulle jeg. Det gjorde hun så, og da hun være færdig med kunden kom hun tilbage og fortsatte nærmest lige fra den sætning, jeg afbrød hende i. Ret imponerende, egentlig.
Hun ser virkelig intet galt i, at hun da lige skal snakke færdig, selvom der står en kunde og venter - hvor jeg derimod har fuldt fokus på kunden, idet de træder ind af døren. Jeg er kun med på snak, hvis der ikke er så meget at lave eller det arbejde, der er, ikke kræver så meget hjerneaktivitet (fx påpladssætning af varer) - hun synes, åbenbart, at konstant snak er en nødvendighed. Så vi er som udgangspunkt ret forskellige.

Har også prøvet, på så flink en måde som det nu kunne lade sig gøre, at pointere, at hun fortæller mig noget, som jeg har hørt et par gange før, men hidtil har hun reageret som om, at det er hun ret godt klar over og ser intet galt i det. Jamen... huh?

Jeg har selvfølgelig også måttet høre, hvordan hun har nogle psykiske problemer og da hun begyndte at få medicin for det, skulle vi da også lige have det hele med om det, flere dage i streg i et par uger. Selvom hun gjorde en dyd ud af at købe sin medicin på et andet apotek end vores eget, fordi hun ikke brød sig om at vi skulle kunne se det i systemet - i samme ombæring skulle hun dog alligevel fortælle præcist hvad, hun fik, hvor meget, det hele! Kommer klart til at tænke, at hendes talestrøm bunder i de problemer, hun døjer med - ikke at det undskylder eller retfærdiggør en døjt - men hun graver virkelig sin egen grav, for man tør vitterlig ikke vise interesse for hende og det gør det ikke nemmere for hende selv.

Nu har jeg heldigvis fået at vide, at jeg skal havde nogle flere ansvarsområder, bl.a. være mere i en anden afdeling, som hun normalt ikke er i, så der er da håb.

Op ad bakke og ned ad bakke handler begge om noget negativt. Men det er nogle lidt forskellige typer af processer, de handler om. Og måske også nogle forskellige tidspunkter i processen, de bruges på.

Det her er/bliver op ad bakke - siges nok mest umiddelbart op til eller i begyndelsen af et hårdt forløb.

Det er gået gradvist ned ad bakke med hende - siges som en status og et tilbageblik efter fx nogens sygdomsforløb.

Går det derimod godt for nogen, går det ikke opad. Det går fremad. Tja. Sproget er en underlig laks.

Jeg synes jeg trængte til lidt nyt hårmæssigt, så jeg klippede pandehår her til morgen. Det klær mig ikke Men det synes jeg heller ikke langt pandehår gjorde, så nu er jeg nødt til at ligge hovedet i blød for at finde ud af hvad jeg skal stille op med min hårpragt, for skaldet er bestemt ikke en mulighed

Smiling_Goat skrev:Jeg kan bare huske, jeg blev undervist i den slags virkemidler i samfundsfag, og at Løkkes tale blev fremhævet som eksempel, og jeg synes helt ærligt heller ikke, jeg har hørt udtrykket, før han begyndte at blande cykler ind i politik.

Men det er nok en diskussion til en anden tråd

Englænderne havde i 80'erne-90'erne et modeudtryk, der hed "he is facing an uphill struggle" i betydningen, det bliver rigtig svært for ham eller en underdrivelse af "helt umuligt" (måske kom det derfra).

Daine skrev:Jeg synes jeg trængte til lidt nyt hårmæssigt, så jeg klippede pandehår her til morgen. Det klær mig ikke Men det synes jeg heller ikke langt pandehår gjorde, så nu er jeg nødt til at ligge hovedet i blød for at finde ud af hvad jeg skal stille op med min hårpragt, for skaldet er bestemt ikke en mulighed

Lige pt. sporter jeg et pisgult/hvidt ombre-inspireret look.
Det er resultatet af en pakke hårfarve.

Jaja, man skal passe på med de der kreative indskydelser.

Nå, ikke nok med at snakkestøvlen af en kollega ikke kan holde igen med sin snak, hun hører heller ikke efter. Havde fornøjelsen af hende igen i dag, hvor vi startede dagen ud med kaffe og brød i personalerummet. Vi har et blinklys, der går i gang, når der kommer kunder og selvom kollegaen sad nærmest døren ud og hun også så blinklyset gå i gang, så vendte hun ansigtet tilbage til os andre (hhv. mig og chefen, da vi kun er tre på arbejde om lørdagen) og snakkede videre.
Så jeg gik derud, så kunne jeg også hvile ørerne. Jeg slukkede for blinklyset, for så ved de andre at blinker den igen uden at blive slukket, så er det fordi der er kø og de skal komme og hjælpe. Chefen er ikke så god til at hjælpe til, dog, men det er vi alle indforståede med - hans helbred og sådan noget.

Der kom flere kunder og blinklyset gik i gang. Jeg kunne høre kollegaen knævre derudaf nede bagved, så jeg blev gradvist irriteret over, at hun ikke kom op - og lidt træt af at chefen ikke pointerede det heller, men han er også glad for at snakke, så pis også.

Jeg skulle heldigvis om bagved for at hente noget medicin, idet der kom endnu flere kunder, så kunne jeg lige stikke hovedet ind i personalerummet og bede om assistance. Vi har godt nok en klokke (en gammeldags klokke, man ret skal svinge med - jeg hader den som pesten, for det går lige i nerverne på mig) men den ligger også omme bagved, så jeg skal alligevel forlade skranken for at bruge den og så er det nemmere for mig at gå de få skridt ekstra og direkte bede om hjælp - hvilket jeg også lige så fint fik. Kunderne blev ekspederet og snart var butikken tom igen.

Tænk sig, det passede ikke kollegaen at jeg direkte bad om hjælp, vi havde altså en klokke!

Jeg forklarede hende, at jeg ikke bryder mig om klokken og at jeg alligevel skulle om bagved for at hente nogle præparater og når personalerummet er lige ved siden af er det lettere at spørge direkte. Jeg spurgte hverken vredt eller flabet, men jeg gætter på det prikkede lidt for hårdt ved hendes samvittighed at blive spurgt direkte på den måde - ikke at jeg luftede den tanke.
"Ja, men klokken kan vi ikke undgå at høre" svarede hun så.
"I hørte mig da fint, da jeg spurg-" svarede jeg igen.
"Ja ja, men så behøver du ikke gå helt ned til personalerummet og spørge".
"Jeg skulle alligevel derned ad, jeg ser ikke proble-".
"Nej, men klokken er man altså ikke i tvivl om!".

Jeg kom helt fra at pointere blinklyset, der fortsatte ufortrødent under det hele, men den larmer jo ikke og hun er tilsyneladende en YDERST auditiv person på alle mulige måder.

Jeg bliver simpelthen nødt til at bringe det op til personalemødet, for det duer ikke at jeg forventer, at folk selv holder øje med om de skal hjælpe til eller ej (vi er jo på arbejde?!), når andre forventer at blive bedt om at hjælpe til og tilmed på en meget bestemt måde, åbenbart. Dum konfrontation i dag, æv!

At den 50% rabatkode, jeg har til Zizzis webshop, ikke virker. Og nu havde jeg ellers lige møjsommeligt udvalgt 6 stykker tøj og lagt dem i kurven. Men jeg gider altså ikke at give fuld pris, så nu fik jeg bare en lang næse.
Jeg har skrevet til deres kundeservice og spurgt om, hvorfor koden ikke virker, men de er jo kun på arbejde i almindelig kontortid og ikke i weekenden, så jeg får tidligst svar på mandag, og hvem ved hvor meget af det, jeg har udvalgt, der så er blevet udsolgt i mellemtiden.

Måske er det et tegn fra højere magter, når jeg bøvler så meget med nethandel i dag?

Chatsy skrev:En yderst snakkesalig kollega er efterhånden ved at gå mig så tilpas meget på nerverne, at jeg er nær ved at flygte i vild panik, når hun nærmer mig.

Hun snakker som et vandfald. Hele tiden og så igen. Jeg tør dårligt nok kigge i hendes retning, fordi det for hende signalerer interesse og så skal man da snakke! Skide være med, at ens liv er så uinteressant, at der ikke er sket synderlig meget i de ti minutter, der er gået siden der sidst blev snakket, så snakker man bare om det samme igen, jo! Selv når der kommer kunder ind, som jeg egentlig vil yde den service at få øjenkontakt med og hilse på, når de træder ind af døren, stopper hun ikke for talestrømmen og knævrer og knævrer, indtil kunden er kommet op til skranken, så jeg kan ekspedere vedkommende. Det bliver sådan en syg situation, hvor kollegaen knævrer og jeg kigger forvirret på hende og undskyldende over på kunden og jeg er virkelig en røv til bare at sige fra. Vi er for helvede på arbejde, ikke alt det snak!

I går var bare ganske forfærdelig, for hun ville bare ikke lade mig være. I samme åg påstår kollegaen endda, at hun er åh så træt af sin mand, for når hun kommer hjem fra arbejde vil hun bare have ro, hun orrrrker ikke at snakke med ham, selvom han ikke har været blandt særlig mange selv i løbet af dagen og gerne vil høre om hendes dag, når hun kommer hjem. Jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke, at det er der en utrolig simpel løsning på, hvor alle parter kan blive glade.

Jeg bliver virkelig nødt til at lære, hvordan man siger ordentligt (og sobert) fra, for hun fatter tydeligvis ikke kropssprog, hvor jeg fx. fortsætter med at fokusere på mit arbejde, kigger væk fra hende eller er på vej væk efter et eller andet. Hun snakker ufortrødent videre. Er du gal, det stresser helt vildt med sådan en kollega.

Den der tror jeg, at du er nødt til at tage benhårdt. Du skal simpelthen vende dig mod hende og holde hånden op og sige "Stop." Hvis hun siger et ord mere, skal du gentage "Stop." og om nødvendigt hæve stemmen. Det er ligemeget, at det er pinligt for hende. Det er ligemeget, om hun bliver hysterisk, fornærmet eller noget andet. Du kan fuldstændig rimeligt dække dig ind under, at du skal opføre dig professionelt over for kunden. Jeg er lige ved at eksplodere, når jeg står som kunde og en eller anden dåse (det plejer at være 19-årige i tøjbutikker, men det er hun ikke, kan jeg ligesom fornemme) står og ævler med kollegaen i stedet for at koncentrere sig om mig, som burde være universets centrum derinde.

Du kan i øvrigt sagtens bruge den, når hun står og ævler ude bagved. Hånden op og "Stop". Det er dybt uhøfligt, men hun lyder jo helt uden for pædagogisk rækkevidde. Men helt sikkert - det ville være mest konstruktivt at sige det på personalemødet. Du er bare nødt til at lægge det helt frem, uanset om det er pinligt for hende. Hold op med at tage hensyn til hende.

Novella skrev:Den der tror jeg, at du er nødt til at tage benhårdt. Du skal simpelthen vende dig mod hende og holde hånden op og sige "Stop." Hvis hun siger et ord mere, skal du gentage "Stop." og om nødvendigt hæve stemmen. Det er ligemeget, at det er pinligt for hende. Det er ligemeget, om hun bliver hysterisk, fornærmet eller noget andet. Du kan fuldstændig rimeligt dække dig ind under, at du skal opføre dig professionelt over for kunden. Jeg er lige ved at eksplodere, når jeg står som kunde og en eller anden dåse (det plejer at være 19-årige i tøjbutikker, men det er hun ikke, kan jeg ligesom fornemme) står og ævler med kollegaen i stedet for at koncentrere sig om mig, som burde være universets centrum derinde.

Du kan i øvrigt sagtens bruge den, når hun står og ævler ude bagved. Hånden op og "Stop". Det er dybt uhøfligt, men hun lyder jo helt uden for pædagogisk rækkevidde. Men helt sikkert - det ville være mest konstruktivt at sige det på personalemødet. Du er bare nødt til at lægge det helt frem, uanset om det er pinligt for hende. Hold op med at tage hensyn til hende.

Du har så ret. Det er bare mig, der er så forbandet konfrontationsangst, overhøflig tangerende til dørmåtte og ræd for at blive "hende den stride". Det er nu egentlig et træk, jeg er enormt træt af om mig selv, så det burde egentlig være en god undskyldning for at tage mig sammen og vise mine grænser gennem ord frem for adfærd - særligt når sidstnævnte bliver fuldkommen overset eller fejltolket.

Det lyder i hvert fald meget rigtigt, at jeg tager hensyn til hende i stedet for at tage hensyn til mig selv, for jeg lader mig jo bare blive irriteret og det tjener intet godt. Er nu ikke fan af "talk to the hand" gestikken, men vil helt sikkert tage til efterretning, at jeg skal trænge igennem på en hård og kontant måde.

Alligevel nager det mig bare, at vi kommer så skævt ind på hinanden, for jeg er helt sikker på, at det er fordi vi er så forskellige at hun ikke forstår, at hun krydser mine grænser. Derfor flyver det hen over hovedet på hende, når jeg forsøger at rette fokus væk fra hende, fordi det for hende betyder, at hun skal oppe sig lidt for at fange min opmærksomhed frem for, at hendes snak ikke passer mig lige nu. Men ja, i sidste ende falder det tilbage på, at jeg skal skære hårdt igennem, at hun går for vidt og det bare er sådan, det er.

^ Min erfaring er, at man kommer bedst omkring sådan en konfrontation, når man ikke lige er i situationen. Altså bed hende om en snak næste gang i møder ind, og du ikke har nået at blive irriteret over hende. Så bliver hun nok heller ikke helt så defensiv. Det kan jo siges på mange måder, men det er nødvendigt med en rigtig snak, og ikke bare en forbigående bemærkning.

Chatsy skrev:Du har så ret. Det er bare mig, der er så forbandet konfrontationsangst, overhøflig tangerende til dørmåtte og ræd for at blive "hende den stride". Det er nu egentlig et træk, jeg er enormt træt af om mig selv, så det burde egentlig være en god undskyldning for at tage mig sammen og vise mine grænser gennem ord frem for adfærd - særligt når sidstnævnte bliver fuldkommen overset eller fejltolket.

Det lyder i hvert fald meget rigtigt, at jeg tager hensyn til hende i stedet for at tage hensyn til mig selv, for jeg lader mig jo bare blive irriteret og det tjener intet godt. Er nu ikke fan af "talk to the hand" gestikken, men vil helt sikkert tage til efterretning, at jeg skal trænge igennem på en hård og kontant måde.

Alligevel nager det mig bare, at vi kommer så skævt ind på hinanden, for jeg er helt sikker på, at det er fordi vi er så forskellige at hun ikke forstår, at hun krydser mine grænser. Derfor flyver det hen over hovedet på hende, når jeg forsøger at rette fokus væk fra hende, fordi det for hende betyder, at hun skal oppe sig lidt for at fange min opmærksomhed frem for, at hendes snak ikke passer mig lige nu. Men ja, i sidste ende falder det tilbage på, at jeg skal skære hårdt igennem, at hun går for vidt og det bare er sådan, det er.

Min egen erfaring er, at der både er et vist mål af misforstået hensyn til modparten og til én selv: I forhold til sidstnævnte kan man nemlig holde fast i sit selvbillede som "hende den søde og medgørlige og hjælpsomme", hvis man holder kæft. Den slags selvbilleder kan desværre være ret vigtige for mange af os. Fordi vi engang har lært, at den "umedgørlige", protesterende var en griiiimmer én, som burde skamme sig godt og grundigt over at være "besværlig".

Du kan godt høre det, ing? Og ud fra dine ord kan jeg også høre, du er helt på rette vej. Jeg ved udmærket, det er angstprovokerende og grænseoverskridende at skulle tage den konfrontation. Men hellere at du overvinder din egen grænse/blokering, end at hun konstant overskrider den. Hendes manglende situationsfornemmelse er et problem, hun må tage hånd om. Og uanset om nogen siger det til hende eller ej, så er problemet der altså. Det starter ikke først, når du siger det højt. Så du er ikke en skurk og starter ikke problemet (blot hvis du skulle være i tvivl ).

Se hende og situationen som en øvelse, du har brug for. Jeg hepper på dig!

Sur baby.

At Falktoft er kommentator på X-games! Jeg kan ikke lide den mand.

Jeg syntes selv det var fedt at jeg fik en vinduesplads i toget, især fordi jeg er træt og det tager en time før jeg er hjemme.
Men hvad sker der så? Jeg har aldrig oplevet en mand stinke så meget af sved og noget andet jeg ikke kan genkende, og selvfølgelig skal han sidde ved siden af mig.
Jeg er altså ikke sart, men hvis jeg stadig kan lugte dig på trods af min næse er nede i mit halstørklæde, så skal du i bad.
Øv.
Jeg er så skide uheldig når jeg pendler. M

At Kanal 4 og 5 er forsvundet pga en priskrig åbenbart