Indlægaf hyben » 29. sep 2016, 07:52
Jeg kan læse at næsten alle synes det er ok og at rigtig mange praktiserer det i deres dagligdag. Og at der laves et skel mellem personligt og privat.
Jeg er ikke helt klar på opdelingen mellem personlig og privat.
Altså fx. en udtalelse som "Når jeg har været sammen med min veninde i 4 dage bliver jeg også træt." Det er privat for mig. Der bliver blandet en tredjeperson ind i samtalen, som er uvedkommende og malplaceret. Man kunne i stedet sige. "Jeg kan godt forstå, at du bliver træt, når du har været sammen med din veninde i 4 dage". Så er man personlig, men ikke privat. At fortælle om sine børn, sine børnebørn, sit hus, sin bil, sit liv, sin fritidsinteresse er privat for mig.
At have sin lillesøster med på job er også privat for mig at se. Tænk, hvis man som patient synes lillesøster var irriterende - så er det altså svært at spørge om hun ikke lige kan lade være med at være der. Og hvis man er sengeliggende er det jo svært selv at smutte, når den irriterende lillesøster dukker op.
Det er væsentlig for mig er at relationen ikke er ligeværdig. Som patient er man afhængig af personalet og vil som oftest ikke være uhøflig (fx sige, at man ikke har lyst til at høre om deres børnebørn) eller lægge sig ud med nogen (fx bede personalets familie om ikke at være der). Som patient kan man heller ikke skifte til en anden afdeling (man kan godt skifte frisør eller massør).
Jeg som pårørende bliver stødt af personalets private snak. Jeg synes slet ikke det hører hjemme i relationen mellem patient og personale. Der skal det handle om patienten og ikke om personalet.
Men jeg synes det er meget interessant, at der er enighed om, at det er ok -:) Det forklarer jo i hvert fald, hvorfor jeg oplever det. Altså at personalet ligefrem synes, det er en service overfor patienterne.
1