Skralde skrev:Hold nu op altså! Tårerne strømmede angiveligt ned af min bekendtes kinder da hun læste den
Forfatteren af denne historie har valgt at forblive ukendt, og det er derfor ikke muligt at finde ud af, om den er sand eller ej.
Men uanset ægtheden af historien, så er den et vigtigt eksempel på, at man skal sætte pris på sine nærmeste, og er derfor værd at læse!
Min mor havde kun ét øje. Jeg hadede hende.
Hun arbejdede i skolekøkkenet, og serverede mad for eleverne og lærerne for at forsørge os. Jeg skammede mig over hende.
En dag kom hun hen til mig i skolen, og sagde hej. Det kunne umuligt have været mere pinligt.
Hvordan kunne hun gøre det mod mig? Jeg ignorerede hende, og gav hende et hadefuldt blik, og jeg gik væk. Den næste dag hørte jeg mine klassekammerater råbe: “Haha, din mor har kun ét øje!”.
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Inderst inde håbede jeg, at hun bare kunne forsvinde.
“Hvis det eneste, du kan gøre er at gøre mig forlegen foran mine venner, så kan du lige så godt dø”, fortalte jeg hende.
Hun sagde ikke et ord.
Jeg tænkte ikke over, hvad det var, jeg lige havde sagt til hende. Jeg boblede af vrede. På det tidspunkt var jeg faktisk ligeglad med hendes følelser – hun kunne rende mig.
Jeg ville helst bare væk fra skolen og hende. Jeg gjorde mig derfor ekstra umage i skolen, og det lykkedes mig at få så gode karakterer, at jeg fik et stipendium og muligheden for at studere i udlandet.
Herefter blev jeg gift. Vi købte et hus, og vi fik børn. Jeg havde et lykkeligt liv med børnene og vores bekvemmeligheder.
Men pludselig en dag kom min mor for at besøge mig. Vi havde ikke set hinanden i flere år, og hun havde heller ikke sit mine børn – hendes børnebørn.
Det var børnene, der åbnede døren, da hun ringede på, og de blev i første omgang bange for hende. Så begyndte de at grine og pege på hende. Jeg så, hvem der stod i døren og råbte: “Hvor vover du at komme her og skræmme mine børn? Skrid, NU!”
Min mor svarede roligt: “Åh, jeg unskylder. Jeg må være gået forkert.”
Så forsvandt hun igen.
En dag modtog jeg et brev om en gensynsfest med min gamle klasse. Jeg løj over for min kone og sagde, at jeg skulle på forretningsrejse. Efter gensynsfesten gik jeg af ren nysgerrighed tilbage til det gamle hus, jeg havde boet i som barn.
Her mødte jeg min moders naboer, der fortalte mig, at hun var død. Jeg fældede ikke en tåre. Så gav de mig et brev, som hun ville have mig til at læse.
Kære søn,
Jeg tænker på dig hele tiden. Jeg er ked af, at jeg kom forbi uden en invitation og skræmte børnene.
Jeg blev så glad, da jeg fandt ud af, at du skulle til gensynsfest med klassen. Chancerne for at møde dig er desværre meget små, eftersom jeg er sengeliggende. Jeg er ked af, at du i hele dit liv har været tvunget til at skamme dig over mig. Det har aldrig været min hensigt.
Er du klar over, at da du var lille, var du involveret i en forfærdelig ulykke? Ulykken gjorde, at du mistede det ene øje. Jeg kunne ikke forsone mig med tanken om, at du skulle gå gennem din barndom med blot ét øje, så jeg gav dig mit.
Jeg blev så stolt, når jeg tænkte på, at du gik rundt og opdagede verden for mig, med mit øje. Som din mor har jeg altid ønsket dig det bedste, glem ikke det.
Jeg elsker dig.
Hilsen mor.
Ingen ofrer mere end en forælder ofrer for sine børn. Man ved aldrig, hvornår det er for sent. Så husk at vise din kærlighed, før det er for sent.
Mig bekendt, kan man endnu ikke transplantere et helt øje, så den historie er punkteret.
Nej!
