Jeg har mange "Only in America" historier, men der er dog en, som jeg aldrig nogensinde vil glemme. Vi skal tilbage til 2008 til det amerikanske præsidentvalg, jeg var med en kollega på en firmarejse. og den aften endte vi et eller andet sted i Ohio. På et hotel uden en restaurant eller bar. Lidt længere nede af gaden lå der et La Quinta Inn hotel, og de havde en restaurant. Eller nærmest en sportsbar. Vi gik ind, fandt et sted ved baren og bestilte mad og drikke. Det er svært at beskrive stemningen, den var nærmest elektrisk. Alle tv skærmene i baren var stillet ind på CNN, FOX og CBS, og alle fulgte med i slagets gang. Der var et demokratisk vælgermøde i nogle tilstødende lokaler, og da de var færdige, så væltede de ind i baren. Da CNN proklamerede Obama som den næste præsident gik folk helt amok! Der blev jublet, grinet, grædt og smidt red, white and blue konfetti over det hele! Flere år senere fandt jeg konfetti i en lomme i min jakke
Det var nok lige der, at jeg forstod, hvad det betyder at være amerikaner og være en del af noget større. For en enkelt gangs skyld kunne folk feste på tværs af hudfarver, nationalitet og religion. Jeg blev fuld. Altså rigtigt meget fuld. Da jeg kom tilbage på mit værelse, var Obama i gang med sin tale, og det lykkedes mig dog at holde mig vågen. Det er nok den mest utrolige aften, som jeg kan mindes!