Hvilke sider af dig selv bryder du dig mindst om?

[LadyFox]

Jeg har rigeligt temperament, og selvom jeg har fået okay styr på det så kan det stadig løbe af med mig hvis jeg føler mig svigtet af de folk tættest på. Jeg kan være et helvede at være kærester med af den grund, shit jeg kan blive gal.

Jeg er modbydelig overfor mig selv, jo mere jeg ligger ned jo mere tramper jeg på mig selv. Jeg er virkelig ikke sød ved mig selv.

Jeg er nærrig, jeg kan godt dele og det gør jeg også med er smil. Men inden i mig selv så hader jeg det.

Jeg har trust issues, ikke at jeg frygter at kærester er mig utro, eller ligene. Men jeg spekulerer tit i hvilke motiver folk har for at have mig i deres liv. Jeg er enormt bange for at folk ikke gider mig af de rette intentioner.

Jeg er påståelig, af helvedes til.

[billiebean]

Jeg secondguesser og analyserer mig selv rigtig meget. Ikke særlig selvsikker. En kæmpe grubler og overtænker. Slet ikke typen der "går ind i folk med træsko på". Jeg ville sådan ønske min hjerne havde en stopknap og ville ønske jeg kunne fortrænge og ignorere ting på kommando og bare være uden al den mentale anstrengelse.

Og så er jeg virkelig påvirkelig og sensitiv i både fysisk og psykisk forstand. Alting opsuges af mit system og skal bearbejdes. Jeg kan godt lide andre mennesker men har sjældent energi til at være social. Fungerer bedst på tomandshånd eller i små grupper. Går totalt kold i større grupper og forsamlinger. Men det er også en side jeg er ved at lære at acceptere.

[TakeAChanceOnMe]

Jeg græder i situationer hvor jeg føler mig presset. Det er ikke fordi jeg er ked af det eller bliver påvirket på anden måde, jeg græder bare.

Jeg er utrolig god til at dømme andre - eller måske ikke så meget dømme, men som min bonusmor plejede at sige; jeg er god til at være lidt af en kost. Synes dog ofte også at jeg er god til at sige positive ting sammen med de negative, men jeg er VIRKELIG god til at være negativ.

Og så er jeg doven. Ikke som i at jeg ikke gider at arbejde og sådan (jeg ELSKER at arbejde. Det er så underligt!) - men jeg har haft det så nemt fagligt i både folkeskolen og hhx at jeg simpelthen ikke har lært at gøre en indsats for at lære. Jeg er simpelthen så vant til at det bare sitter fast uden at jeg skal gøre noget for det, at jeg ikke gør noget for det også stresser mega meget og bliver virkelig skuffet, når det så også påvirker resultatet.
Det værste er at jeg faktisk nyder at sætte mig ned og fordybe mig i ting eller læse research, jeg kan bare ikke få det gjort fordi jeg er så dårlig til at sætte mig ned og sige "nu er det det her jeg gør, i xx timer og så kan jeg lave noget andet".

Sidst men ikke mindst har jeg opmærksomhed værre end en guldfisk. Jeg skal have 10 ting i gang på én gang og kan ikke koncentere mig medmindre jeg kan gå fra ting til ting eller være aktiv på flere forskellige måder på én gang. Det er et helvede at holde på min opmærksomhed eller få mig aktiveret ordentligt.

[Moxy-lady]

Jeg er fordomsfuld og jeg sladrer om folk. Altså ikke om ting de siger til mig i fortrolighed, men jeg snakker med folk *om* folk. Som jeg skrev i den anden tråd, så er det sjældent ting jeg ikke ville sige til deres ansigt, eller ikke allerede har sagt. Men det er ikke en særlig pæn ting at gøre.

Jeg kan virke arrogant og bedrevidende, men det er som regel ikke sådan jeg har det, men min usikkerhed eller min diskussionslyst der fejltolkes.

Jeg er ofte god til at se tingene fra flere vinkler, men jeg tror nogle gange at det kan drive folk til vanvid at jeg har svært ved at lægge "djævlens advokat" på hylden. Jeg gør det respektfuldt og udfra et ønske om at hjælpe, men jeg kunne godt tænke mig at det var nemmere for mig at lade være. På samme måde er jeg også løsningsorienteret, når jeg hjælper og støtter folk. Jeg er ikke god til at snakke efter munden og til at bare sige "Det er også bare smadderærgerligt/tarveligt" - ikke uden også at tilbyde et andet perspektiv og/eller hvordan man kan fikse det.

[Prosperity74]

En af de ting, som jeg ikke bryder mig om ved mig selv er, at jeg er naiv. Jeg tror som udgangspunkt på det bedste i andre og at de vil mig det bedste. Det har kostet mig nogle slag over snuden i tidens løb - men der er nogle enkelte mennesker, jeg har ladet komme længere ind end andre, fordi jeg virkelig har troet på at de ville MIG.
Når den naivitet punkteres, når jeg føler mig glemt/forladt/svigtet (og det gør jeg måske hurtigere end andre, qua de svigt jeg har oplevet i min barndom?), bliver jeg usandsynligt kold og/eller ondskabsfuld.

En anden ting, som jeg ikke bryder mig om ved mig selv er, at jeg har så lavt selvværd, at jeg nogle gange lader andre overskride mine grænser for helt grundlæggende respekt, fordi jeg så gerne vil dem. Fordi jeg virkelig elsker, når jeg elsker.
Jeg vil så gerne have det her menneske i mit liv, at jeg finder på alle mulige forklaringer på, hvorfor det er rigtigt at han/hun er der, til trods for at jeg faktisk godt ved, at relationen skader mig mere end den gavner.

"Jeg har ikke fortjent bedre end det her. Jeg er ikke værd sådan rigtigt at elske.". Jævnligt tilbagevendende tanke i mit hoved. "Men hvis jeg bare lige ændrer på...". Når jeg prøver at ændre, og relationen stadig efterlader mig med en følelse af svigt, bliver jeg rigtig ond.

Jeg bryder mig virkelig ikke om mig som ond...

Jeg har det ligesom dig. Jeg er også naiv. Jeg vil gerne tro det bedste om andre mennesker og at de vil mig det bedste. Men for hulen hvor har det givet mig nogle slag over snuden, i forhold til mænd og nogle jeg troede var venner.
Det med lavt selvværd kender jeg alt for godt

[Sevii]

Here we go!

Jeg har misofoni. Kan ikke sidde i offentligt transport uden at have høretelefoner eller noget andet i ørerne, der blokerer lyden fra andre mennekser. Jeg kan helt få lyst til at skrige af mennesker der bliver ved med at snøfte. Men det værste jeg ved er, når folk trækker vejret så man kan høre det. Endnu værre hvis næsen piber lidt.

Jeg er forsigtig i det meste. Relationer. Nye omgivelser. Jeg ser alting an før jeg lader folk kende mig. Jeg virker derfor afvisende eller helt anonym indtil jeg føler mig “sikker”.

Jeg er sarkastisk. Sommetider for meget. Jeg ville også ønske jeg stoppede med at bruge sarkasmen imod mig selv. Jeg taler ret ned til mig selv, uden jeg egentlig altid mener det. Jeg øver mig på at lade være.

[PepsiMagt]

Jeg har overdrevent meget selvværd. På et ubevidst plan så antager jeg altid, at jeg er den klogeste i enhver forsamling og har ret i enhver diskussion.

Jeg er kværulant og en Rasmus modsat. Jeg kan godt lide at diskutere for diskusionens skyld, og jeg antager ofte det modsatte synspunkt af dem jeg er i nærheden af, bare fordi. Jeg har en vane med at udslynge ekstreme hodninger henkastet bare for at skabe en reaktion.

[paint]

Jeg var overbevist om, da tråden startede, at én eller anden ville skrive enten 'forsiden' eller 'bagsiden'.

Jeg er skuffet.

[Allmost_Famous]

Jeg er røvnederen, så der er nok at tage fat på...

Jeg er enormt selektiv i forhold til hvem, jeg gider bruge min tid sammen med. Altså, sådan gentagne gange, forstås.

Jeg bærer hardcore nag, hvis nogen har pisset på mig, og ikke undskyldt for det.

Jeg bagtaler. Har man irriteret mig, er det med 99 procent sikkerhed kommet videre til min veninde.

Jeg forventer, at min bedste veninde ikke kan lide folk, jeg ikke kan lide. Alene fordi jeg ikke kan lide dem.

Jeg er stædig.

Jeg er en kujon når der kommer til mænd. Jeg er røvbange for, at de gør mig ked af det, hvis jeg begynder at kunne lide dem. Så derfor har jeg ikke lyst til at kunne lide dem.

Jeg håber, min bedste veninde forfølger sin plan om at få et donorbarn, så jeg ikke behøver dele hende med en mand.

Jeg er glad for, at jeg ikke skal dele min søn med nogen. Jeg elsker nemlig også at bestemme det hele.

Jeg er oppe alt for sent, selvom jeg skal op tidligt. Og så møder jeg ind på arbejde før tid, så jeg kan sidde og gabe i fred før de andre dukker op og ødelægger roen.

Jeg kan ikke fatte mig i korthed. Åbenbart....

[ina]

Jeg har også misofoni. Hader det. Min mand har så mange lyde, især når han spiser, så nogen gange beder jeg ham lade være med at spise snacks om aftenen, før jeg er gået i seng. Men hader at jeg ikke kan sortere det fra.

Jeg bekymrer mig. For meget og om alt.

Jeg taler lidt for ofte før jeg tænker. Så jeg kommer til at “overdele” eller sige underlig ting og så spekulerer jeg over det i evigheder bagefter. Jeg har virkelig forsøgt at arbejde med det, så det er blevet lidt bedre, men ender stadig lidt for ofte i de situationer, hvor jeg plaprer derudaf.

[Sukisaki]

Jeg tager ofte sorgerne på forskud. Det er nok startet i et forsøg på at beskytte mig selv, men jeg får ofte kørt mig selv helt op og bruger uhensigtsmæssig meget energi på at bekymre mig over ting som aldrig sker.

Jeg kan ikke finde ud af at være vred - jeg bliver som regel ked af det i stedet. Når jeg så ENDELIG bliver vred, ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal gøre med det. Og så ender det ofte med at jeg græder, hvilket bare slet ikke er det jeg gerne vil sende ud til verden når jeg er pissegal!

Mit energiniveau virker til at være mindre end alle andres, og selvom jeg rigtig gerne vil en masse, så orker jeg ikke.. Jeg har brug for en del mere slappen-af-alene end de fleste andre jeg kender.

[Tanten]

At jeg har svært ved at lytte uden at komme med løsningsforslag og ved at hjælpe uden at blande mig.

Mit temperament. Jeg bliver ikke let vred, men når det sker, så går det fra 0-100 på et splitsekund. Jeg hader at være i affekt og ude af kontrol.

At jeg har meget svært ved at tage mod hjælp, støtte og aflastning.

[Shmartiesh]

Jeg tror ikke jeg har misofoni, men jeg har to veninder der trækker vejret så tungt og larmende, selv når de sidder stille og ser tv, at det lyder som om de sover. Nøj det er jeg træt af! - det er jeg træt af jeg ikke altid kan ignorere.

Jeg sladrer alt for meget
Græder alt for nemt
Brokker mig gerne om alt muligt - også over min alt for søde og hjælpsomme svigermor.
Jeg er et ret socialt og udadvendt menneske, men alligevel kan jeg have svært ved øjenkontakt med nogle mennesker.

[Anilara]

Jeg er kværulant og en Rasmus modsat. Jeg kan godt lide at diskutere for diskusionens skyld, og jeg antager ofte det modsatte synspunkt af dem jeg er i nærheden af, bare fordi. Jeg har en vane med at udslynge ekstreme hodninger henkastet bare for at skabe en reaktion.

Det der gør jeg også.
Dog i lidt mindre grad nu, end for bare et år siden. Det har været rigtig slemt. Egentlig gør jeg det mest for selv at få modpartens argumenter (og dernæst for at skabe en reaktion).

[Planten]

Jeg er egentlig et positivt menneske og ønsker og håber det bedste for andre, men tror ikke på, at jeg gode ting tilkommer mig. Jeg skubber sikkert en masse mennesker væk på den måde og mænd skal virkelig ville mig for at blive lukket ind.
Og når jeg har en negativ dag, så påvirker det mig ekstremt. Som fx lige nu.