Når en bil får personlighed

[Madam Pomfrey]

Ja sådan er det vel, at ens bil hen af vejen udvikler lidt sin egen personlighed. Indimellem skal have en guldvask, eller et par kærlige klap, for at klare strabadserne.

Selv har jeg en Fiat Punto, i en blå metallic farve. Den har været min de sidste 5 år, men har snart 10 år på bagen.
Den er sgu sød og trofast, den har en enkelt gang været lidt mat i fjedrene, og skulle lige have skiftet bremser. Og min far tog sig kærligt af en udstødning der syntes den ville forlade enteblisamtet.
Den triller mig trofast 90 km. pr arbejdsdag, og egentligt uden at være ALT for tørstig, den kræver dog lidt mere en de der nymodens biler. Den har heller ikke det der eps, men ABS kan vi dog prale af, og hele 5 gear, jojo.

Den har lagt sæder til mangt en krumme, hundehår, mudrede støvler i str. 25, mængde af overtøj, og små mennesker der helst skal den mest besværlige vej ind i bilen, sådan er det jo. Engang syntes den åbenbart det blev for meget af det gode, og den valgte at strejke med bagagerummet, der kun kan åbnes via en knap, og ej et håndtag, - så den nægtede at åbne bagklappen, for en periode, så gad den godt igen, da den fik lidt kærlig opmærksomhed.
Den har aldrig koster særligt meget i værksted, omtalte fjedrer, bremser, og et par hurtige services, det er vist det. Dét kan man jo ikke klage over.

Den har dog fået en frygtelig hoste, og er blevet kuldeskær, min far skiftede termostaten, men det virkede ikke rigtig, - den skal lige have en 7-8 gange tænding, sådan en kølig morgen, men fair nok, den bliver også vækket kl. 6.10. Har den været ude og motionere for nylig er den dog straks mere arbejdsom, vi venter bare på at den afslører sin virkelige skavank, så den kan slippe af med sin bronkitis.

Jeg burde forkæle den noget oftere, med en oprydning, rengøring og støvsugning, på den anden side synes den at trives med at være som den er, en "mor til 4" bil, der bærer præg af passagernes alder og interesser. Den har fragtet mangt et papirfly fra a-b, fra b-a og så gange 10. Den har båret mange helt igennem smukke og unikke sten og træpinde hjem fra skoven og stranden. Den har en klat hvid maling, fra en nysgerrig 3 årig, der der syntes han ville hjælpe mor og far, og en bule fra en skabsdør der blev væltet ind i den, af en ivrig hund.
Den har kørt os til biografen og zoo, til svømning og gymnastik. Den har stået ude i slud, regn og hagl, og den har godtet sig inde i en lun varm garage.

Min mand synes vi burde skifte den ud, men jeg nænner det ikke, faktisk. Vi er ret så gode venner, vi forstå hinanden, vi har styr på hinandens særheder. Og ikke mindst af alt, så er den billig i drift, for nu er den nemlig også gældsfri, og forsikringen behandler os særdeles rimeligt hvad prisen angår, og dækningsgrad. Jeg siger og synes at den skal have lov til at være medlem af familien de næste 2 år også, og så er jeg måske mere villig til at overveje dens retræte fra karrieren som familiebil.

[Fru Sunshine]

Min Otto er kun to et halvt år gammel, så han skaber sig ikke endnu.

[dykkersild]

Vores GPS Jytte er rigtig dygtig til at finde vej - og nogle gange tager hun marguritteruten uden at vi beder om det, bare fordi vi skal have noget pænt at se på. Hun kan godt blive ret skrap - og råber; BEREGNER NY RUTE lige indtil man hører efter. Hun er lige en kvinde efter mit hoved.

[Goozilla]

Alle mine biler har haft personlighed og et navn. GPS'en hedder "Lis den so" og får tit besked på at holde sin kæft, når hun vil sende mig ned af ensrettede gader eller veje, der ikke eksisterer længere.

Første bil er Bella, som snart skal videre. En Alfa 156 fra 2001 i rød og det er en ærke-alfa lige efter bogen. Dyr i værkstedsregninger og har det med at ville have et lidt tættere forhold til mekanikeren end til mig. Jeg har tit forbandet hende, når der igen igen er gået et eller andet og man bare ved, at der kommer en regning i 10.000 kr klassen. Ligeså meget har jeg så også tilgivet hende igen, når man kommer ud på en solbeskindet vej og får kørt lidt frisk til. For satan hvor er det bare en god køremaskine! Hun blev købt i forbindelse med mit job i Italien og trods et par nedbrud (og regninger) så har jeg alt i alt været superglad for den bil.

Så er der Maggie eller Margrethe. En lyseblå Mercedes 230E W123 fra 1984. Gammel dame med automatgear og blå lædersæder. Hun var egentlig tiltænkt en kort overgangspriode indtil jeg kom på plads med mit nye arbejde i Spanien, men der var personlighed og stil, så jeg endte med at beholde hende i halvandet år. Benzinsluger af rang (autokassen åd al power i den bil) og karossen gyngede på sin helt egen måde. Der var altid et eller andet, som ikke var optimalt, men styretøj, drivlinie, bremser og motor var der aldrig problemer med. Så længe man ikke strøg hende imod hårene, så skulle hun nok sørge for, at man kom frem.

Den nyeste og nuværende er en sort Seat Ibiza (when in Spain...) ved navn Irma. Foreløbig med 2000 km på klokken og er mest købt fordi den er økonomisk og nem inde i byen. Jeg er dog blevet lidt imponeret over motoren og bilen generelt. Super kvalitet og der er okay umf fra den lille turbo ude foran, samtidig med at den sparer virkelig meget på dråberne. Omkring 3-4 gange så langt på literen som Maggie. Jeg tror sgu vi beholder hende i et godt stykke tid som bil nummer 2, når det engang bliver aktuelt igen.

Nå ja, så er der lige den gamle Citron hjemme i DK. En 11 Sport fra 1952 med 130.000 på tælleren. Der er masser af personlighed og kender man ikke bilen, så får man den ikke ud af flækken. Det er strengt forbudt at bevæge sig ud i regnvejr og hver sæsonstart skal vi lige snakke lidt sammen og den skal nusses om i en times tid, før den er klar til at prøve igen.

[Urtekussen]

Jeg har en Carina (selvfølgelig) fra 1993, som jeg har haft siden 2012. Det er min første bil.
Den starter hver morgen, også om vinteren.

Det kan dog være svært at komme ind om vinteren, da dørene fryser til Både i låsen og i selve lukkemekanismen, så hvis man tvinger den op, vil den bare ikke lukke igen.

Den har kørt upåklageligt, men er begyndt at skulle have lidt ekstra gas i tomgang, for at kunne følge med. Og den bruger en del olie, synes jeg.

Det værste er rusten. Den har temmeligt meget patina.
Den skal synes om godt et år, men det bliver den ikke.
Jeg er ved at lede efter en arvtager.

[Elvispop]

Jeg har ikke bil for tiden, men kan da nævne tidligere biler.

Frygtløs (opkaldt efter tegneseriehunden)
VW Transporter 2,5B
Jeg renoverede en del af ledningsnettet på den, fordi den tidligere ejer havde lavet noget lort.
En værre benzinsluger, men den fandt sig alt, bare den fik sin dyre saftevand.
Den gav mig kun 6-7 km/l, men mange af kilometerne var som arbejdshest i mit daværende firma.
På en tur til biltræf i Sønderjylland, var den næsten oppe på 8 km/l, så alle 115 heste var gode til at deles om "havren".
På vej tilbage, fra Sønderjylland, brækkede motoren sig på lavbroen, på Storebælt.

Afløseren var en Ford escort, som jeg kun ejede indtil jeg var færdig med at istandsætte den.
Mærkelige elfejl, herunder baglys og centrallås, som levede deres eget liv.
Centrallås blev pillet fra, og midlertidige ledninger blev trukket til baglygterne.
Da instrumentbordet begyndte at udvikle "personlighed" fandt jeg ud af at visse årgange havde en svaghed i sikringsboksen, så den skiftede jeg.
Den blev solgt til fordel for:

Dræbersneglen:
VW Transporter 2,4D Dobbeltkabine.
God og næsten stabil gammeldags "sugediesel", som bare skulle ha' strøm på batteriet, og diesel i tanken, for at finde sig i alt.
Og det gjorde den.
Jeg gav den lidt nye stumper og sliddet hist og her, fixede lidt overfladerust og diverse andre ting.
Det var planen at afgift-søge den, til hvide plader, så jeg lovligt kunne ha' bagsæde i den.
Men dårlig økonomi, gjorde at jeg måtte sælge den.

Senere havde jeg en tredje VW Transporter, men den solgte jeg som donor-bil, da der skule laves for meget på den, for at få den synet.
Efterfølgende en lille Peugeot 106, som blev solgt hurtigt.