Debatten

avdotja skrev:

flicka skrev:Og et eller andet sted er det vel at smykke sig med lånte fjer, når man låner tøj og sko istedet for at selv investere i det?

(Hvis man ikke har goder som celebrities, der rask væk kan låne diverse mod at være reklamesøjle)

Fair nok hvis vedkommende er helt flad og virkelig gerne vil have mulighed for at have pænt tøj på til en særlig lejlighed, men det er ikke lige det indtryk jeg har her, når der er tale om en kollega. Og jeg ville have svært ved det uanset hvad, når det er noget, jeg selv har købt og er glad for.

Ej, det er da en mærkelig holdning. Når jeg tager et sæt tøj på, er det ikke for at signalere "se hvad jeg har råd til /har hængende i skabet" men fordi jeg synes det vil se godt ud til lejligheden.

Jeg låner glad og gerne mit tøj ud, hvis der er nogen som skulle være interesseret, typisk oplever jeg det dog kun hvis jeg har besøg og vi skal videre ud at spise/i byen eller hvis der er nogen som skal noget bestemt og derfor har brug for et "kostume" (og det samme den modsatte vej).

Nu har jeg ikke verdens dyreste garderobe og er generelt ikke særlig øm over for mine beklædningsgenstande; men kan sagtens forstå problematikken i forhold til kostbare og sarte ting. F.eks. hvis jeg af en eller anden årsag havde ejet et par dyre stilletter, er det muligt at kun meget nære venner havde fået lov til at låne dem - for helt ærligt, kan det overhovedet lade sig gøre at have dem på udenfor, uden at der kommer en ekstra ridse eller to?

Det er muligt at det er en sær holdning. Men når man ser et par Louboutins, så ved man også godt, hvad de har kostet, sådan cirka.

MEN - Jeg tager heller ikke tøj på for at signalere hvad jeg har råd til eller hævde mig rent økonomisk. Jeg går efter hvad jeg kan lide og klæder mig. Jeg ville så heller ikke spørge nogen om at specifikt låne deres dyreste tøj/tasker/sko, fordi det føles forkert (for mig) at have noget på, som ikke er mit. Fordi jeg aldrig ville have råd til de ting og derfor ville føle at jeg var en der pyntede mig med lånte fjer.

Mit udsagn var møntet på, hvis en specifikt spurgte om at låne et sæt med mine dyreste items (inkl. sko og taske) - der ville jeg nok lidt føle sådan, for det er ting, jeg har spinket og sparet op til. Eller har fået i gave (hvilket kun er sket een gang). Og ikke har meget af i garderoben. Ja, jeg er en nederen person - som hellere selv vil ødelægge mine ting, hvis det sker - istedet for at ærgre mig gul og blå over at få ødelagt det ved at have lånt det ud. Fordi de ikke nødvendigvis bare kan erstattes.

Men hvis det får mig til at fremstå som en nærig snob, der kun har tøj på for at vise status/hvad jeg har råd til - fred være med det.

Jeg ville ikke låne sko ud. Tænk, hvis de bliver gået skæve eller lignende, mere end de allerede er.

Kjoler og den slags låner jeg gerne ud. Men det er ikke særligt ofte.
Lånte sidst en kjole ud, da en veninde skulle til bryllup. Det er vel... 3-4 år siden.

Altså som udgangspunkt ikke.

Men det sker med nære veninder inden vi skal til fest. Der kan jeg endda selv foreslå at de lige låner et eller andet af mig, hvis jeg ikke synes deres eget antræk er helt festligt nok

Nej det gør jeg ikke. Og jeg ville sige nej.
Men jeg har seriøst heller intet andre ville gide at gå i.
Jeg har også så ualmindelig svært ved at finde tøj og sko der sidder pænt og er rart at have på, at jeg passer virkelig godt på mine ting. Eks har jeg altid skiftesokker med når jeg er på besøg hos andre, hvor jeg tager skoene af. For jeg vil ikke have beskidte sokker ned i mine støvler igen. Jeg har ledt efter støvler jeg kan gå i i plus 15 år, så der bliver passet godt på de få sko og støvler jeg har.

Det kommer så meget an på, hvad det er og hvem det er.
Jeg har masser af ting, jeg gerne låner ud til hvem som helst, men mine margot-, duMilde- og SiriS-kjoler låner jeg ikke ud. Det er ikke så meget fordi de er dyre (de fleste er købt brugt til en rimelig pris), men fordi mange af dem er ret svære at få fat i igen, hvis der skulle ske noget.

Nej aldrig

Det afhænger af, hvem der spørger. Min lillesøster og jeg låner ofte tøj af hinanden. Min nære veninde og jeg gør også.

Jeg ville ikke låne sko ud til nogen. De bliver ødelagt af andres fødder. Men tasker og tøj kan nemt lånes ud.

Wizzze skrev:Kæresten er blevet spurgt af en kollega, om hun kan låne noget kjole og sko til en fest. Jeg har indtrykket af at frøkenen helst vil være fri for at låne ud, men har svært ved at sige nej, nu det er en kollega, man skal gå op og ned af hver dag.

Låner I jeres ting ud? hvis ja hvordan er det gået, hvis nej, hvorfor ikke og hvad siger I, hvis I bliver spurgt?

Hvis jeg havde en garderobe som den jeg forestiller mig din kæreste har, så ville jeg i det her tilfælde, vælge et par passende kjoler ud som jeg ikke rigtig bruger mere og som ikke har kostet det vide ud af øjnene og lade kollegaen vælge mellem dem. Så har jeg hjulpet min kollega og skulle der ske noget med kjolen er det ikke en katastrofe. Sko ville jeg ikke låne ud.

Men jeg synes nu sagtens hun kan sige nej til begge dele, for mig er der forskel på om det er en nær veninde eller en mere perifær kollega der spørger, også selvom man går op og ned af hinanden til hverdag.

Jeg ejer ikke rigtig noget der er værd at låne ud, men jeg ville gerne gøre det skulle nogen spørge. Havde jeg nogle dyre items ville de dog ikke komme med i lånepuljen, simpelthed fordi jeg ville være for øm over dem. Jeg bruger ikke mange penge på tøj, så det ville være noget helt specielt hvis jeg havde givet mange penge for noget.
Sko ville jeg ikke låne ud under nogen omstændigheder, jeg har dårlige fødder og mine sko er gået til så jeg kan holde ud at have dem på. Det ville jeg ikke risikere at få ødelagt. Tasker ville jeg gerne låne ud, men der er heller ingen dyre modeller imellem.

Det sker ikke så tit at nogen spørger - men folk må gerne låne mit tøj, og det sker da også at jeg låner andres. Tøj er jeg virkelig ikke øm omkring, overhovedet. Mine sko låner jeg til gengæld ikke ud, dels har jeg ikke så mange par og dels er der ikke nogen jeg kende der kan passe mine sko.

Jeg har lånt en gallakjole til en kollega, der fortalte at hun skulle til fest - men jeg tilbød det selv. Fik den tilbage i fineste stand + en flaske rødvin.

Vil gerne låne fine festkjoler ud, for det ærgrer mig, at de bliver brugt så lidt og jeg er heller ikke så knyttet til dem. Ellers låner jeg ikke tøj ud, og under ingen omstændigheder sko.

didas skrev:Jeg låner gerne tøj, sko og andet ud, det gør mig kun glad at andre synes om min garderobe Er det ting, jeg er særligt glad for/dyre ting er det udlån under forudsætning af, at hvis det går i stykker, bliver det erstattet. You break, you buy. Men det ville jeg altid gøre opmærksom på på forhånd, så der er rene linjer.

Jeg ville også gerne låne ud, hvis jeg blev spurgt af en nær veninde. Og forvente at det blev leveret tilbage i samme stand eller erstattet, hvis der skulle ske noget

flicka skrev:

avdotja skrev:

flicka skrev:Og et eller andet sted er det vel at smykke sig med lånte fjer, når man låner tøj og sko istedet for at selv investere i det?

(Hvis man ikke har goder som celebrities, der rask væk kan låne diverse mod at være reklamesøjle)

Fair nok hvis vedkommende er helt flad og virkelig gerne vil have mulighed for at have pænt tøj på til en særlig lejlighed, men det er ikke lige det indtryk jeg har her, når der er tale om en kollega. Og jeg ville have svært ved det uanset hvad, når det er noget, jeg selv har købt og er glad for.

Ej, det er da en mærkelig holdning. Når jeg tager et sæt tøj på, er det ikke for at signalere "se hvad jeg har råd til /har hængende i skabet" men fordi jeg synes det vil se godt ud til lejligheden.

Jeg låner glad og gerne mit tøj ud, hvis der er nogen som skulle være interesseret, typisk oplever jeg det dog kun hvis jeg har besøg og vi skal videre ud at spise/i byen eller hvis der er nogen som skal noget bestemt og derfor har brug for et "kostume" (og det samme den modsatte vej).

Nu har jeg ikke verdens dyreste garderobe og er generelt ikke særlig øm over for mine beklædningsgenstande; men kan sagtens forstå problematikken i forhold til kostbare og sarte ting. F.eks. hvis jeg af en eller anden årsag havde ejet et par dyre stilletter, er det muligt at kun meget nære venner havde fået lov til at låne dem - for helt ærligt, kan det overhovedet lade sig gøre at have dem på udenfor, uden at der kommer en ekstra ridse eller to?

Det er muligt at det er en sær holdning. Men når man ser et par Louboutins, så ved man også godt, hvad de har kostet, sådan cirka.

MEN - Jeg tager heller ikke tøj på for at signalere hvad jeg har råd til eller hævde mig rent økonomisk. Jeg går efter hvad jeg kan lide og klæder mig. Jeg ville så heller ikke spørge nogen om at specifikt låne deres dyreste tøj/tasker/sko, fordi det føles forkert (for mig) at have noget på, som ikke er mit. Fordi jeg aldrig ville have råd til de ting og derfor ville føle at jeg var en der pyntede mig med lånte fjer.

Mit udsagn var møntet på, hvis en specifikt spurgte om at låne et sæt med mine dyreste items (inkl. sko og taske) - der ville jeg nok lidt føle sådan, for det er ting, jeg har spinket og sparet op til. Eller har fået i gave (hvilket kun er sket een gang). Og ikke har meget af i garderoben. Ja, jeg er en nederen person - som hellere selv vil ødelægge mine ting, hvis det sker - istedet for at ærgre mig gul og blå over at få ødelagt det ved at have lånt det ud. Fordi de ikke nødvendigvis bare kan erstattes.

Men hvis det får mig til at fremstå som en nærig snob, der kun har tøj på for at vise status/hvad jeg har råd til - fred være med det.

Når nogen har spurgt, om de måtte låne af mig, har det enten været "Jeg skal til bryllup i næste måned, må jeg måske låne en af dine kjoler?" eller "Jeg skal til fest på lørdag, og kunne SÅ godt tænke mig at låne det der smukke armbånd med emblem-låsen, du har, må jeg det?" Altså enten er ønsket meget ukonkret og uafhængigt af pris og mærke, eller meget konkret på én ting, de ved, jeg har. Hvis nogen kom og spurgte, om de lige måtte låne X, Y og Z der så 'tilfældigvis' havde en samlet værdi af 10.000, ville jeg også have mine betænkeligheder, men jeg har aldrig nogensinde oplevet den tilgang, faktisk tværtimod. Da en veninde spurgte til, hvad den kjole vi havde fundet til hende, havde kostet, måtte jeg forsikre hende om, at jeg altså virkelig var helt cool med at låne hende den.

Jeg kan slet ikke forestille mig, nogle af mine piger ville have sådan en grådig tilgang, hvor de konsekvent bare ville låne alt det dyre, det er nærmest helt utænkeligt. Heldigvis

Aima skrev:

flicka skrev:

avdotja skrev:

flicka skrev:Og et eller andet sted er det vel at smykke sig med lånte fjer, når man låner tøj og sko istedet for at selv investere i det?

(Hvis man ikke har goder som celebrities, der rask væk kan låne diverse mod at være reklamesøjle)

Fair nok hvis vedkommende er helt flad og virkelig gerne vil have mulighed for at have pænt tøj på til en særlig lejlighed, men det er ikke lige det indtryk jeg har her, når der er tale om en kollega. Og jeg ville have svært ved det uanset hvad, når det er noget, jeg selv har købt og er glad for.

Ej, det er da en mærkelig holdning. Når jeg tager et sæt tøj på, er det ikke for at signalere "se hvad jeg har råd til /har hængende i skabet" men fordi jeg synes det vil se godt ud til lejligheden.

Jeg låner glad og gerne mit tøj ud, hvis der er nogen som skulle være interesseret, typisk oplever jeg det dog kun hvis jeg har besøg og vi skal videre ud at spise/i byen eller hvis der er nogen som skal noget bestemt og derfor har brug for et "kostume" (og det samme den modsatte vej).

Nu har jeg ikke verdens dyreste garderobe og er generelt ikke særlig øm over for mine beklædningsgenstande; men kan sagtens forstå problematikken i forhold til kostbare og sarte ting. F.eks. hvis jeg af en eller anden årsag havde ejet et par dyre stilletter, er det muligt at kun meget nære venner havde fået lov til at låne dem - for helt ærligt, kan det overhovedet lade sig gøre at have dem på udenfor, uden at der kommer en ekstra ridse eller to?

Det er muligt at det er en sær holdning. Men når man ser et par Louboutins, så ved man også godt, hvad de har kostet, sådan cirka.

MEN - Jeg tager heller ikke tøj på for at signalere hvad jeg har råd til eller hævde mig rent økonomisk. Jeg går efter hvad jeg kan lide og klæder mig. Jeg ville så heller ikke spørge nogen om at specifikt låne deres dyreste tøj/tasker/sko, fordi det føles forkert (for mig) at have noget på, som ikke er mit. Fordi jeg aldrig ville have råd til de ting og derfor ville føle at jeg var en der pyntede mig med lånte fjer.

Mit udsagn var møntet på, hvis en specifikt spurgte om at låne et sæt med mine dyreste items (inkl. sko og taske) - der ville jeg nok lidt føle sådan, for det er ting, jeg har spinket og sparet op til. Eller har fået i gave (hvilket kun er sket een gang). Og ikke har meget af i garderoben. Ja, jeg er en nederen person - som hellere selv vil ødelægge mine ting, hvis det sker - istedet for at ærgre mig gul og blå over at få ødelagt det ved at have lånt det ud. Fordi de ikke nødvendigvis bare kan erstattes.

Men hvis det får mig til at fremstå som en nærig snob, der kun har tøj på for at vise status/hvad jeg har råd til - fred være med det.

Når nogen har spurgt, om de måtte låne af mig, har det enten været "Jeg skal til bryllup i næste måned, må jeg måske låne en af dine kjoler?" eller "Jeg skal til fest på lørdag, og kunne SÅ godt tænke mig at låne det der smukke armbånd med emblem-låsen, du har, må jeg det?" Altså enten er ønsket meget ukonkret og uafhængigt af pris og mærke, eller meget konkret på én ting, de ved, jeg har. Hvis nogen kom og spurgte, om de lige måtte låne X, Y og Z der så 'tilfældigvis' havde en samlet værdi af 10.000, ville jeg også have mine betænkeligheder, men jeg har aldrig nogensinde oplevet den tilgang, faktisk tværtimod. Da en veninde spurgte til, hvad den kjole vi havde fundet til hende, havde kostet, måtte jeg forsikre hende om, at jeg altså virkelig var helt cool med at låne hende den.

Jeg kan slet ikke forestille mig, nogle af mine piger ville have sådan en grådig tilgang, hvor de konsekvent bare ville låne alt det dyre, det er nærmest helt utænkeligt. Heldigvis

Jeg har desværre oplevet det i mine teenageår, hvor enkelte specifikt gik efter mine dyreste og fedeste ting for at imponere - og hvor jeg fik tingene smadret/beskidt tilbage. Men det var så heller ikke så dyre items som dem jeg har nu, men det har jeg ikke lyst til at opleve igen, selvom personerne ikke længere er i mit liv.

Haha, som om jeg ejer noget nogen ville have interesse i at låne.

Men nej, ideen om at låne tøj ud, eller for den sags skyld at låne af andre, kan jeg ikke lide. For mig er tøj noget personligt. Jeg har ligeså lidt lyst til at dele tøj som til at dele tandbørste. Jeg kan ikke rigtig forlige mig med tanken.

Undtagelsen er nok diverse alm. t-shirts som både kæresten og jeg bruger. Han er nok den eneste jeg kan dele tøj med, men det er ret begrænset hvad vi deler, trods alt.

Jeg er godt nok aldrig blevet spurgt, men jeg tror ikke jeg ville sige ja