Indlægaf DetSorteCirkus » 4. jan 2016, 13:11
Jeg er træt af sukker ovenpå julen, så derfor kommer jeg de facto til at droppe det. Madvarer med tilsat sukker (eller kunstige sødemidler for den sags skyld) spiser jeg ikke rigtig på nær lidt ketchup engang i mellem, og det er fint nok. I aften skal jeg have coleslaw som tilbehør, og den vil jeg prøve at krydre med en dråbe flydende stevia i stedet for det sædvanlige drys sukker. Før jul fandt jeg en flaske Stevis i Normal til 10 kr., og jeg skal generelt havde undersøgt, hvad jeg kan bruge den til.
Noget helt andet. Da jeg vågnede i morges var jeg så træt, at jeg knap nok kunne åbne øjnene eller tænke to sammenhængende tanker. Oveni det værkede mine ben på samme måde som dengang, jeg var i voksealderen. Jeg har ikke haft det sådan siden vinteren 2013, hvor jeg i flere måneder befandt mig i en dvale af apati, følelsesmæssig udmattelse og træthed. Jeg kom, sindsygt nok, aldrig til lægen med det og slog det hen som vitaminmangel, der kunne klares med d-vitamin. Senere er jeg kommet frem til, at det må have været stress, og den antagelse har jeg fortsat, men min tilstand i morges, som først fortog sig, da jeg lagde mig ned og sov to timer mere, fik mig til at tænke på, at der jo samtidig godt kan have været noget om det med vitaminmangel.
Jeg er i dag i et helt andet humør end dengang og har generelt energi nok. Dog spøger det altså lidt i mit hoved, at jeg kan være på vej til at få det skidt igen, selvom jeg her og nu ikke direkte kan komme på en årsag til stress, af hvilke der dengang var rigeligt af. På den anden side kan det ikke udelukkes, at min krop og mit sind simpelthen reagerer på det forløb, jeg siden foråret (og i intensiv grad siden slutningen af juni) har været igennem med min mors kræftsygdom. Først fik vi jo at vide, at hun var uhelbredeligt syg, men kunne behandles og sandsynligvis leve en del år endnu, hvilket fornylig blev ændret til, at den sidste rest kræft kan opereres væk. Selvom man som pårørende aldrig er 100% tryg ved en operation, er det klart, at den nye melding har forandret perspektivet væsentligt, og jeg tænker på, om den lettelse, det har været, kan have frigjort mit system fra den undtagelsestilstand, som det reelt nu har befundet sig i et lille år, og sat en restitueringsreaktion i gang, der netop tager form af såvel fysisk som mental slaphed.
Jeg skal aflevere eksamensopgave d. 15. 1., og undervejs dertil skal min mor opereres, så det er ikke videre perfekt timet, at jeg ligger her og er træt og alt andet end analytisk skarp. Min læseplan er skredet, hvilket nu ikke behøver være et problem, da den muligvis fra starten af var for omfangsrig. Jeg overvejer at gå i gang med at skrive og se, hvad der sker, for inderst inde ved jeg godt, at jeg har styr på emnet og overblik over opgavens opbygning. Det irriterer mig bare, at mine kognitive vanskeligheder lige nu gør det svært for mig at tage nogle kvalificerede fravalg mht. læseplanen. Jeg er ikke flinkeskoletypen, der tænker, at jeg hellere må læse så meget som muligt, men når jeg ikke helt ved, om jeg nu sorterer noget fra pga. faglighed eller blot, fordi jeg er træt, bliver jeg lidt utryg. Der er ikke afsat mere vejledning til mit hold, så det er ikke en mulighed og ville næppe heller gøre en forskel, da det udslagsgivende er min tilstand. Er min hjerne klar og fokuseret, har jeg ikke noget problem med at vide, hvad jeg skal gøre.
I dag tror jeg, at jeg vil give intellektet lidt ro ved at fokusere på praktiske opgaver. Hellere det end at sætte sig passivt foran skriveprogrammets hvide tomhed. Jeg ved fra tidligere, at et rent og ryddeligt hjem har en positiv effekt på mine kognitive evner, så det er nok den bedste vej at gå.
/wall of text off
1
(og jeg putter altså også selve rivejernsdelen i opvaskemaskinen) 
)
Men hva pokker, det er også dejligt at komme op i ordentlig tid 
