*ADVARSEL* Lang smøre ahead...
Ballademager skrev:Det kan jeg godt se.
Altså, jeg kender jo ikke hele baggrunden, og jeg kan sagtens tage fejl, men når jeg læser dine indlæg, så tænker jeg ofte på, om du sådan generelt har det godt? Synes du lyder meget presset det meste af tiden?
Dette indlæg er ikke for at snage, og du behøver ikke svare, hvis du ikke har lyst
Du snager ikke
Jeg kan godt forstå dine tanker. Jeg har været ret så negativ det sidste halve års tid - og det beklager jeg. Jeg har forsøgt så vidt muligt at holde mig ude af tråden, når jeg ikke har noget relevant/positivt at berette. Ind imellem bliver trangen til at få luft bare for stor - det er særligt i de ekstra pressede situationer.
I bund og grund kan jeg vel ikke tillade mig at brokke mig - jeg har det vel egentlig okay; vi er et sted i livet, hvor tilværelsen skruer lidt på tommeskruerne, og det sker vel for mange. Jeg trives bare bedst med rutiner - og dem har der dælme ikke været mange af i dette forår, og især ikke den sidste måneds tid og den kommende. Og det presser mig.
Mandens skole er enormt uforudsigelig, idet deres skema ændrer sig fra uge til uge og endda fra dag til dag. Så jeg kan fx stå op om morgenen og pakke træningstøjet, hvor jeg så senere får en besked om, at manden først når hjem til aftensmadstid. Så når jeg ikke at træne, fordi datteren skal hentes. Børn er forbudt i fitnessrummene, og der er ikke et legeområde til dem, så jeg kan ikke engang bare tage dem med derned. Når først aftensmadssessionen er overstået og børnene er puttet, skal hunden luftes, praktiske ting skal klares og jeg skal helst ikke for sent i seng, så aftentræning er ikke mulig.
I januar skrev manden sin første store opgave. De kom for sent i gang, så al hans tid gik med opgaven i tre uger. Det overlevede vi. I starten af maj fik han sin 1. års eksamensopgave, som skal afleveres d. 19. juni, og han aftalte med makkeren, de skulle i gang med det samme denne gang. Han er totalt eksamenskuldret, som jeg aldrig har oplevet ham før (det er tredje uddannelse i de 14 år, vi har været sammen), og den æder ham op. Han sover ikke om natten, er så anspændt, at hans diskusprolaps er brudt ud igen med stærke smerter og hovedpine, så han ofte går i seng, når han kommer hjem, og weekenderne sidder han sammen med makkeren og skriver. Jeg kan mærke, min tolerancetærskel er overskredet, og jeg orker ham ikke, så vi bider ad hinanden og han har intet overskud til børnene. Samtidig har jeg nogle sociale sager på arbejdet, som kræver enormt meget af mig, så jeg er færdig, når jeg kommer hjem og agerer stort set som enlig mor.
Samtidig er vi lige midt i den periode, hvor jeg for tre år siden mistede min mor til kræft. I løbet af tre uger gik hun fra at være min mor, som hun altid var, til at blive hundesyg, blive erklæret terminal og så døde hun. Det optager også en del af min tankevirksomhed, og hun fylder meget i mine drømme. Desværre ikke altid på en positiv måde, da jeg ofte drømme om onde ånder (
)
Så ja - jeg har det både godt og skidt. Men jeg ser voldsomt meget frem til ferien om en lille måneds tid. Manden skal godt nok på dykkerferie i 12 dage, hvor han først kommer hjem fire dage efter, vi rykker i sommerhus (jeg skal lige lære at køre med trailer, inden han rejser!), men det gør mig ikke noget, for det er ferie. Og jeg glæder mig helt afsindigt til at komme op i "vores" sommerhus i mit absolutte yndlingsområde ved Vesterhavet
Der giver motionen også sig selv med de lange gåture ved stranden, i klitterne og i plantagen.
Jeg kan dog i trådens ånd berette, at jeg har fastet i mandags og i dag - og så ser jeg, om jeg kan tage en dag mere i løbet af ugen. Og så bliver jeg nødt til at tage mig gevaldigt i nakken mht. at få trænet lidt herhjemme. Jeg føler bare ikke, det giver nok i forhold til fitnesscenteret. Men det er måske bare oppe i mit hoved...