Hvornår har din kæreste sidst været en nar?

[Aragorn]

I mit næste liv gifter jeg mig med en mand, der har bare en smule følelsesmæssig intelligens!

Men findes den mand, hvor den følelsesmæssige intelligens er i top? Jeg bliver også nogle gange frustreret over min kæreste, for hvorfor fatter han ikke sådan nogle simple ting, men modsat så gør jeg også nogle ting, hvor jeg pludseligt kan påvirke ham uden at vide det. Man kan nok ikke undgå det, fordi vi ikke er tankelæsere.

Altså ja, hvorfor skulle han ikke findes?
Er din egen følelsesmæssige intelligens i top? Så tænker jeg også en mand kan.

I'm not touching that with a ten foot pole.

Selv om jeg har lyst.

[Zombie]

I mit næste liv gifter jeg mig med en mand, der har bare en smule følelsesmæssig intelligens!

Men findes den mand, hvor den følelsesmæssige intelligens er i top? Jeg bliver også nogle gange frustreret over min kæreste, for hvorfor fatter han ikke sådan nogle simple ting, men modsat så gør jeg også nogle ting, hvor jeg pludseligt kan påvirke ham uden at vide det. Man kan nok ikke undgå det, fordi vi ikke er tankelæsere.

Ja, - der findes mænd, hvor den følelsesmæssige intelligens er i top. Jeg kender da en del - omend jeg aldrig har dannet par med dem.

Jeg er sammen med en. Det er 90% af tiden mega dejligt, men nogle gange vil man bare gerne surmule pga PMS i fred, uden at han nærmest som en clairvoyant råber fra det andet rum: "Er du okay? Jeg synes, jeg fornemmer, du er lidt frustreret..."

Og så har jeg skulle vænne mig til mere følelsesmæssigt arbejde. Jeg har før været sammen med knudemænd, hvis følelser man ikke kunne hive ud af, men min kæreste kommer selv og dealer med ting, inden de bliver for store og fylder for meget. Hvilket betyder, jeg oftere skal lytte og støtte, end jeg før har været vant til.

[girl_beat]

Kunne vi ikke bare få at vide, hvorfor Billies kæreste var en nar (i hvert fald lige dér...), uden at der skal gå lommeanalyse i alle andres forhold?

[TakeAChanceOnMe]

Nu. Eller han var ikke rigtig en nar, jeg er bare pms så han er en nar.

Vi har intet mad i huset. Som i ingenting. Jeg har stortset lige været af sted i over en uge og er stadig en smule udkørt. Han kører så afsted for at handle, mens jeg støvsuger og lægger tøj sammen. Der er ca. 5 min til butikken og tilbage. Han skulle bare købe ind til morgenmad/frokost og aftensmad.

På nuværende tidspunkt har han været væk i to timer. Han ringer og jeg spørger hvad der har taget så lang tid. “Amen jeg tog lige forbi min søster og fik en kop te” okay... Så sidder jeg herhjemme skide sulten og venter mens han sidder hos hans søster og drikker te. Røv.

Og så har han glemt at købe en af hovedingredienserne. Dobbelt røv.

[Camped]

Ja... i går... Puh nu ikke for at kede jer med en lang historie, men nu kommer den.

Min kæreste arbejder meget, sådan en 70-80 timer på en uge. Så vi har nogle store problemer i forholdet som bl.a. at jeg nærmest føler at jeg kører hotelservice derhjemme, fordi han kun kommer hjem for at gå i bad, æde og sove... for det er det primære han foretager sig, når han er hjemme. Vi bor sammen. Derudover føler jeg mig generelt forsømt i vores fælles forhold og mener det ret tit drukner i jagt, ture og vennetjenester, fyraftensøl der udvikler sig til mere osv.
Jeg har flere gange prøvet at tage initiativ til at vi skal have noget mere tid sammen, ved fx at spørge om vi skal tage ud og spise frokost på en kedelig tirsdag eller en anden ugedag... Hver gang har det være komplet umuligt og blev lukket ned med det samme.
I går da jeg gik en tur i min frokostpause, hvor jeg så så ham i den by hvor jeg arbejder, på vej ud efter han havde været inde og spise frokost med en af kammeraterne... Jeg skrev til ham et par timer senere og spurgte hvad han lavede i byen?
Han svarede at kammeraten havde inviteret på et stykke smørrebrød... Han fik så sms'en tilbage at det var da så fint at han kunne finde tid til sådan noget når kammeraten spørger - men ikke kunne finde på at tage initiativ til bruge noget tid sammen med mig eller om-arrangere sin dag så det kunne lade sig gøre når jeg spørger...
Nu er det jo fordi vi har så meget historik i forholdet at det blusser det hele op, når han laver det nummer...
Da han kom hjem om eftermiddagen i går, så lod han som om, intet var hændt (det plejer han at gøre - jeg ved ikke om han så tror at problemet er løst) og alt var fint... Det syntes jeg nu ikke det er og jeg føler mig igen overset... Jeg forklarede ham som jeg altid skal gøre, at jeg synes ikke det var i orden. Hans tilbagemelding var bare, at det kunne han godt forstå. Jeg sagde derefter, at det kunne jeg ikke bruge til noget - og så lagde vi os til at sove... Vi talte ikke sammen i morges, jeg stod op før ham.

[Pandesteg]

Ja... i går... Puh nu ikke for at kede jer med en lang historie, men nu kommer den.

Min kæreste arbejder meget, sådan en 70-80 timer på en uge. Så vi har nogle store problemer i forholdet som bl.a. at jeg nærmest føler at jeg kører hotelservice derhjemme, fordi han kun kommer hjem for at gå i bad, æde og sove... for det er det primære han foretager sig, når han er hjemme. Vi bor sammen. Derudover føler jeg mig generelt forsømt i vores fælles forhold og mener det ret tit drukner i jagt, ture og vennetjenester, fyraftensøl der udvikler sig til mere osv.
Jeg har flere gange prøvet at tage initiativ til at vi skal have noget mere tid sammen, ved fx at spørge om vi skal tage ud og spise frokost på en kedelig tirsdag eller en anden ugedag... Hver gang har det være komplet umuligt og blev lukket ned med det samme.
I går da jeg gik en tur i min frokostpause, hvor jeg så så ham i den by hvor jeg arbejder, på vej ud efter han havde været inde og spise frokost med en af kammeraterne... Jeg skrev til ham et par timer senere og spurgte hvad han lavede i byen?
Han svarede at kammeraten havde inviteret på et stykke smørrebrød... Han fik så sms'en tilbage at det var da så fint at han kunne finde tid til sådan noget når kammeraten spørger - men ikke kunne finde på at tage initiativ til bruge noget tid sammen med mig eller om-arrangere sin dag så det kunne lade sig gøre når jeg spørger...
Nu er det jo fordi vi har så meget historik i forholdet at det blusser det hele op, når han laver det nummer...
Da han kom hjem om eftermiddagen i går, så lod han som om, intet var hændt (det plejer han at gøre - jeg ved ikke om han så tror at problemet er løst) og alt var fint... Det syntes jeg nu ikke det er og jeg føler mig igen overset... Jeg forklarede ham som jeg altid skal gøre, at jeg synes ikke det var i orden. Hans tilbagemelding var bare, at det kunne han godt forstå. Jeg sagde derefter, at det kunne jeg ikke bruge til noget - og så lagde vi os til at sove... Vi talte ikke sammen i morges, jeg stod op før ham.

Jeg kan virkelig godt forstå du er sur og skuffet, jeg havde været det samme!

[Hunkat]

Jeg ved godt min mand ikke gør det med vilje men... han har en utrolig evne til at blive syg på de VÆRSTE tidspunkter. Som i dag, hvor vi har en del planer som faktisk er lidt vigtige at få ordnet og en vennemiddag i aften. Han ved ikke lige om han er klar på det i dag... jeg har også kun brugt lang tid på at planlægge og koordinerer og jeg kan ikke nå at aflyse alt (hvilket i øvrigt er megadårlig stil på dagen).

For fanden altså...

Disclaimer: Man kan ikke gøre for sygdom, jeg raser bare lidt ud herinde.

[kidkomb]

Ja... i går... Puh nu ikke for at kede jer med en lang historie, men nu kommer den.

Min kæreste arbejder meget, sådan en 70-80 timer på en uge. Så vi har nogle store problemer i forholdet som bl.a. at jeg nærmest føler at jeg kører hotelservice derhjemme, fordi han kun kommer hjem for at gå i bad, æde og sove... for det er det primære han foretager sig, når han er hjemme. Vi bor sammen. Derudover føler jeg mig generelt forsømt i vores fælles forhold og mener det ret tit drukner i jagt, ture og vennetjenester, fyraftensøl der udvikler sig til mere osv.
Jeg har flere gange prøvet at tage initiativ til at vi skal have noget mere tid sammen, ved fx at spørge om vi skal tage ud og spise frokost på en kedelig tirsdag eller en anden ugedag... Hver gang har det være komplet umuligt og blev lukket ned med det samme.
I går da jeg gik en tur i min frokostpause, hvor jeg så så ham i den by hvor jeg arbejder, på vej ud efter han havde været inde og spise frokost med en af kammeraterne... Jeg skrev til ham et par timer senere og spurgte hvad han lavede i byen?
Han svarede at kammeraten havde inviteret på et stykke smørrebrød... Han fik så sms'en tilbage at det var da så fint at han kunne finde tid til sådan noget når kammeraten spørger - men ikke kunne finde på at tage initiativ til bruge noget tid sammen med mig eller om-arrangere sin dag så det kunne lade sig gøre når jeg spørger...
Nu er det jo fordi vi har så meget historik i forholdet at det blusser det hele op, når han laver det nummer...
Da han kom hjem om eftermiddagen i går, så lod han som om, intet var hændt (det plejer han at gøre - jeg ved ikke om han så tror at problemet er løst) og alt var fint... Det syntes jeg nu ikke det er og jeg føler mig igen overset... Jeg forklarede ham som jeg altid skal gøre, at jeg synes ikke det var i orden. Hans tilbagemelding var bare, at det kunne han godt forstå. Jeg sagde derefter, at det kunne jeg ikke bruge til noget - og så lagde vi os til at sove... Vi talte ikke sammen i morges, jeg stod op før ham.

Jeg så dit indlæg i en anden tråd og altså. At du ikke har mange venner betyder ikke at du ikke vil blive lykkeligere som single.
Bor du på Sjælland? Så skal jeg gerne personligt sørge for en debatkomsammen snarest, så du kan få udvidet bekendtskabskredsen.

[Camped]

Ja... i går... Puh nu ikke for at kede jer med en lang historie, men nu kommer den.

Min kæreste arbejder meget, sådan en 70-80 timer på en uge. Så vi har nogle store problemer i forholdet som bl.a. at jeg nærmest føler at jeg kører hotelservice derhjemme, fordi han kun kommer hjem for at gå i bad, æde og sove... for det er det primære han foretager sig, når han er hjemme. Vi bor sammen. Derudover føler jeg mig generelt forsømt i vores fælles forhold og mener det ret tit drukner i jagt, ture og vennetjenester, fyraftensøl der udvikler sig til mere osv.
Jeg har flere gange prøvet at tage initiativ til at vi skal have noget mere tid sammen, ved fx at spørge om vi skal tage ud og spise frokost på en kedelig tirsdag eller en anden ugedag... Hver gang har det være komplet umuligt og blev lukket ned med det samme.
I går da jeg gik en tur i min frokostpause, hvor jeg så så ham i den by hvor jeg arbejder, på vej ud efter han havde været inde og spise frokost med en af kammeraterne... Jeg skrev til ham et par timer senere og spurgte hvad han lavede i byen?
Han svarede at kammeraten havde inviteret på et stykke smørrebrød... Han fik så sms'en tilbage at det var da så fint at han kunne finde tid til sådan noget når kammeraten spørger - men ikke kunne finde på at tage initiativ til bruge noget tid sammen med mig eller om-arrangere sin dag så det kunne lade sig gøre når jeg spørger...
Nu er det jo fordi vi har så meget historik i forholdet at det blusser det hele op, når han laver det nummer...
Da han kom hjem om eftermiddagen i går, så lod han som om, intet var hændt (det plejer han at gøre - jeg ved ikke om han så tror at problemet er løst) og alt var fint... Det syntes jeg nu ikke det er og jeg føler mig igen overset... Jeg forklarede ham som jeg altid skal gøre, at jeg synes ikke det var i orden. Hans tilbagemelding var bare, at det kunne han godt forstå. Jeg sagde derefter, at det kunne jeg ikke bruge til noget - og så lagde vi os til at sove... Vi talte ikke sammen i morges, jeg stod op før ham.

Nu ved jeg jo ikke, om du bare er (berettiget) sur i øjeblikket, og det ikke altid er sådan

Men jeg kender virkeligt mange mænd, der lever sådan altid. Jeg fatter ikke, hvordan de formår at fastholde koner og kærester i årevis.

Vi har kæmpet rigtig meget med det i de 4 år vi har været sammen - eller ja nok mest mig. Det er ikke specielt let at føle at man bliver valgt bevidst fra ret tit. Jeg går og overvejer hvad næste skridt er.

[Camped]

Ja... i går... Puh nu ikke for at kede jer med en lang historie, men nu kommer den.

Min kæreste arbejder meget, sådan en 70-80 timer på en uge. Så vi har nogle store problemer i forholdet som bl.a. at jeg nærmest føler at jeg kører hotelservice derhjemme, fordi han kun kommer hjem for at gå i bad, æde og sove... for det er det primære han foretager sig, når han er hjemme. Vi bor sammen. Derudover føler jeg mig generelt forsømt i vores fælles forhold og mener det ret tit drukner i jagt, ture og vennetjenester, fyraftensøl der udvikler sig til mere osv.
Jeg har flere gange prøvet at tage initiativ til at vi skal have noget mere tid sammen, ved fx at spørge om vi skal tage ud og spise frokost på en kedelig tirsdag eller en anden ugedag... Hver gang har det være komplet umuligt og blev lukket ned med det samme.
I går da jeg gik en tur i min frokostpause, hvor jeg så så ham i den by hvor jeg arbejder, på vej ud efter han havde været inde og spise frokost med en af kammeraterne... Jeg skrev til ham et par timer senere og spurgte hvad han lavede i byen?
Han svarede at kammeraten havde inviteret på et stykke smørrebrød... Han fik så sms'en tilbage at det var da så fint at han kunne finde tid til sådan noget når kammeraten spørger - men ikke kunne finde på at tage initiativ til bruge noget tid sammen med mig eller om-arrangere sin dag så det kunne lade sig gøre når jeg spørger...
Nu er det jo fordi vi har så meget historik i forholdet at det blusser det hele op, når han laver det nummer...
Da han kom hjem om eftermiddagen i går, så lod han som om, intet var hændt (det plejer han at gøre - jeg ved ikke om han så tror at problemet er løst) og alt var fint... Det syntes jeg nu ikke det er og jeg føler mig igen overset... Jeg forklarede ham som jeg altid skal gøre, at jeg synes ikke det var i orden. Hans tilbagemelding var bare, at det kunne han godt forstå. Jeg sagde derefter, at det kunne jeg ikke bruge til noget - og så lagde vi os til at sove... Vi talte ikke sammen i morges, jeg stod op før ham.

Som de andre - en Disclaimer for at du bare lige skulle af med det, så ignorer nedenstående, men:

Det lyder godt nok meget hårdt, og som om at du ikke bliver værdsat for den du er.
Jeg kender også et par stykker, fx vores overlæge, der lever sådan, og uagtet at han er et dejligt menneske, så forstår jeg ikke at hans kone står model til det.
Pas på dig selv

Mange tak :-) Det er hårdt at føle man først er omkring nr. 7 på en rangstige af prioriteter i en travl hverdag. Det siger han selvfølgelig ikke er rigtigt, men det ændrer ikke på, at det er det jeg føler. Det er en kæmpe gennemgående problem i vores forhold. Når han så lige laver den der, så går det bare helt galt igen.

[Camped]

Ja... i går... Puh nu ikke for at kede jer med en lang historie, men nu kommer den.

Min kæreste arbejder meget, sådan en 70-80 timer på en uge. Så vi har nogle store problemer i forholdet som bl.a. at jeg nærmest føler at jeg kører hotelservice derhjemme, fordi han kun kommer hjem for at gå i bad, æde og sove... for det er det primære han foretager sig, når han er hjemme. Vi bor sammen. Derudover føler jeg mig generelt forsømt i vores fælles forhold og mener det ret tit drukner i jagt, ture og vennetjenester, fyraftensøl der udvikler sig til mere osv.
Jeg har flere gange prøvet at tage initiativ til at vi skal have noget mere tid sammen, ved fx at spørge om vi skal tage ud og spise frokost på en kedelig tirsdag eller en anden ugedag... Hver gang har det være komplet umuligt og blev lukket ned med det samme.
I går da jeg gik en tur i min frokostpause, hvor jeg så så ham i den by hvor jeg arbejder, på vej ud efter han havde været inde og spise frokost med en af kammeraterne... Jeg skrev til ham et par timer senere og spurgte hvad han lavede i byen?
Han svarede at kammeraten havde inviteret på et stykke smørrebrød... Han fik så sms'en tilbage at det var da så fint at han kunne finde tid til sådan noget når kammeraten spørger - men ikke kunne finde på at tage initiativ til bruge noget tid sammen med mig eller om-arrangere sin dag så det kunne lade sig gøre når jeg spørger...
Nu er det jo fordi vi har så meget historik i forholdet at det blusser det hele op, når han laver det nummer...
Da han kom hjem om eftermiddagen i går, så lod han som om, intet var hændt (det plejer han at gøre - jeg ved ikke om han så tror at problemet er løst) og alt var fint... Det syntes jeg nu ikke det er og jeg føler mig igen overset... Jeg forklarede ham som jeg altid skal gøre, at jeg synes ikke det var i orden. Hans tilbagemelding var bare, at det kunne han godt forstå. Jeg sagde derefter, at det kunne jeg ikke bruge til noget - og så lagde vi os til at sove... Vi talte ikke sammen i morges, jeg stod op før ham.

Jeg så dit indlæg i en anden tråd og altså. At du ikke har mange venner betyder ikke at du ikke vil blive lykkeligere som single.
Bor du på Sjælland? Så skal jeg gerne personligt sørge for en debatkomsammen snarest, så du kan få udvidet bekendtskabskredsen.

Tusind tak - det betyder virkelig meget for mig det tilbud. Ja jeg bor på Sjælland.
Jeg vil gerne lige overveje det lidt endnu :-) Jeg ved ikke helt hvad næste skridt er.

[Camped]

Ja... i går... Puh nu ikke for at kede jer med en lang historie, men nu kommer den.

Min kæreste arbejder meget, sådan en 70-80 timer på en uge. Så vi har nogle store problemer i forholdet som bl.a. at jeg nærmest føler at jeg kører hotelservice derhjemme, fordi han kun kommer hjem for at gå i bad, æde og sove... for det er det primære han foretager sig, når han er hjemme. Vi bor sammen. Derudover føler jeg mig generelt forsømt i vores fælles forhold og mener det ret tit drukner i jagt, ture og vennetjenester, fyraftensøl der udvikler sig til mere osv.
Jeg har flere gange prøvet at tage initiativ til at vi skal have noget mere tid sammen, ved fx at spørge om vi skal tage ud og spise frokost på en kedelig tirsdag eller en anden ugedag... Hver gang har det være komplet umuligt og blev lukket ned med det samme.
I går da jeg gik en tur i min frokostpause, hvor jeg så så ham i den by hvor jeg arbejder, på vej ud efter han havde været inde og spise frokost med en af kammeraterne... Jeg skrev til ham et par timer senere og spurgte hvad han lavede i byen?
Han svarede at kammeraten havde inviteret på et stykke smørrebrød... Han fik så sms'en tilbage at det var da så fint at han kunne finde tid til sådan noget når kammeraten spørger - men ikke kunne finde på at tage initiativ til bruge noget tid sammen med mig eller om-arrangere sin dag så det kunne lade sig gøre når jeg spørger...
Nu er det jo fordi vi har så meget historik i forholdet at det blusser det hele op, når han laver det nummer...
Da han kom hjem om eftermiddagen i går, så lod han som om, intet var hændt (det plejer han at gøre - jeg ved ikke om han så tror at problemet er løst) og alt var fint... Det syntes jeg nu ikke det er og jeg føler mig igen overset... Jeg forklarede ham som jeg altid skal gøre, at jeg synes ikke det var i orden. Hans tilbagemelding var bare, at det kunne han godt forstå. Jeg sagde derefter, at det kunne jeg ikke bruge til noget - og så lagde vi os til at sove... Vi talte ikke sammen i morges, jeg stod op før ham.

Jeg kan virkelig godt forstå du er sur og skuffet, jeg havde været det samme!

Tak for at du ser det på samme måde som mig - det bekræfter mig bare i, at det helt sikkert var forkert handlet af ham.

[Camped]

Ja... i går... Puh nu ikke for at kede jer med en lang historie, men nu kommer den.

Min kæreste arbejder meget, sådan en 70-80 timer på en uge. Så vi har nogle store problemer i forholdet som bl.a. at jeg nærmest føler at jeg kører hotelservice derhjemme, fordi han kun kommer hjem for at gå i bad, æde og sove... for det er det primære han foretager sig, når han er hjemme. Vi bor sammen. Derudover føler jeg mig generelt forsømt i vores fælles forhold og mener det ret tit drukner i jagt, ture og vennetjenester, fyraftensøl der udvikler sig til mere osv.
Jeg har flere gange prøvet at tage initiativ til at vi skal have noget mere tid sammen, ved fx at spørge om vi skal tage ud og spise frokost på en kedelig tirsdag eller en anden ugedag... Hver gang har det være komplet umuligt og blev lukket ned med det samme.
I går da jeg gik en tur i min frokostpause, hvor jeg så så ham i den by hvor jeg arbejder, på vej ud efter han havde været inde og spise frokost med en af kammeraterne... Jeg skrev til ham et par timer senere og spurgte hvad han lavede i byen?
Han svarede at kammeraten havde inviteret på et stykke smørrebrød... Han fik så sms'en tilbage at det var da så fint at han kunne finde tid til sådan noget når kammeraten spørger - men ikke kunne finde på at tage initiativ til bruge noget tid sammen med mig eller om-arrangere sin dag så det kunne lade sig gøre når jeg spørger...
Nu er det jo fordi vi har så meget historik i forholdet at det blusser det hele op, når han laver det nummer...
Da han kom hjem om eftermiddagen i går, så lod han som om, intet var hændt (det plejer han at gøre - jeg ved ikke om han så tror at problemet er løst) og alt var fint... Det syntes jeg nu ikke det er og jeg føler mig igen overset... Jeg forklarede ham som jeg altid skal gøre, at jeg synes ikke det var i orden. Hans tilbagemelding var bare, at det kunne han godt forstå. Jeg sagde derefter, at det kunne jeg ikke bruge til noget - og så lagde vi os til at sove... Vi talte ikke sammen i morges, jeg stod op før ham.

Nu ved jeg jo ikke, om du bare er (berettiget) sur i øjeblikket, og det ikke altid er sådan

Men jeg kender virkeligt mange mænd, der lever sådan altid. Jeg fatter ikke, hvordan de formår at fastholde koner og kærester i årevis.

Nej, det er heller ikke altid let :-(

[Spjaerten]

Han er ca 5 år gammel i sin opførsel.
Ja han er presset, men derfor skal man ikke opføre sig sådan. Han har misforstået mit budskab.

[Stitch]

Tak for at du ser det på samme måde som mig - det bekræfter mig bare i, at det helt sikkert var forkert handlet af ham.

Jeg kan også virkelig godt forstå dig. Synes godt nok ikke at han viser at han prioriterer dig overhovedet. Jeg ville ikke være tilfreds.

Hvad siger han selv når I snakker om det?