LaScrooge skrev:Har din mand det på samme måde? Synes han også, at det er blevet trægt og kedeligt og er han også bekymret over det? Hvis han er, så tænker jeg, at det er et godt udgangspunkt for sammen at finde ud af, hvad I gør. I har for nylig talt om fremtiden, så I ønsker stadig at være sammen - I skal bare finde en vej ud af trummerummet, så I kan have et spændende liv sammen igen. Afhængigt af hvad I kan blive enige om at I mangler og keder jer over, har I forskellige muligheder:
Sex:
Hvis I begge er enige om at det er blevet kedeligt og I begge har lyst til at være sammen med andre, kan I prøve følgende:
- trekanter
- partnerbytte
- swingerkub (eventuelt først for bare at lure og måske have sex med hinanden mens der er andre)
- gå på dates hver for sig med andre, med eller uden muligheden for at afslutte med sex
Hvis i er enige om, at det er blevet kedeligt med hinanden, men ikke er enige om at være sammen med andre, kan I prøve:
- regler for sex. Læg en plan for den næste måned hvor I klart definerer hvad der må ske. I skiftes til at formulere fantasier for jer selv og stiller den anden en opgave ud fra den fantasi og det skal den anden få til at ske. Når sexlivet er dødt på den måde, det er nu, kan I starte med at formulere én opgave til hinanden om ugen. Når man har mistet gnisten tror jeg det handler meget om at få sit mindset tunet ind på det igen. Tænk sexet, tænk på sex, vær sexet.
- Hav sex andre steder end i hjemmet og steder I er vant til at have sex
- sexlegetøj og rollespil
Hverdagen/samlivet:
Her tænker jeg at det handler rigtig meget om at få noget nyt ind. Nye indtryk og at opleve hinanden på nye måder. Alle kan gå død i et liv, der er ensformigt, med eller uden en partner, og almindeligvis skaber man nogle forandringer, tænker jeg, som stimulerer på ny. I skal have nye oplevelser at tale om og lære nye sider af jer selv og hinanden at kende. I kan prøve følgende:
- tag på en lang rejse sammen, minimum en måned, hvor I rejser rundt i et anderledes land.
- tag orlov fra arbejdet og rejs jorden rundt sammen i 6 måneder, backpacker-måden. Der er noget ved den rejseform som er fantastisk og man er så længe væk, at det almindelige liv opløser sig og man bliver enormt fleksibel som menneske. Man lærer at leve med at vente 5 timer på en bus uden hjul, man lærer at tage ting som de kommer, man skal håndtere så mange fremmedartede ting at man opdager nye sider af sig selv som menneske. Man bliver fordringsløs, uendeligt tålmodig og vænner sig til at være i nuet, man accepterer, at man de næste X-antal timer er en skabning, der lever i en vejkant og ligesom Sisyfos lærer man at sætte pris på solens stråler på sit ansigt og blomsterne i vejkanten. Man ser den anden forhandle og håndtere situationer, som er helt anderledes end hvad man kan komme ud for derhjemme.
- flyt fra hinanden i et halvt år. Fremlej huset og lej jer ind i hver jeres lejlighed. Hold en måned hvor I ikke ser hinanden og max må kommunikere via emails en gang om ugen, hvor I skriver et brev til hinanden, som I ikke må læse inden I har sendt deres eget brev og som I ikke må svare på. Genopdag hvem I er hver for sig og begynd at date igen.
Helt grundlæggende tror jeg det handler om at skabe nogle forandringer, så I får noget nyt ind i livet, både jeres eget og jeres fælles. I skal prøve noget, I ikke har prøvet før, og det ser ud til for mig at det er noget, I skal tage alvorligt. I kan holde en visionsaften, hvor I sidder sammen og brainstormer, og hvor reglen er, at man ikke må sige nej, være praktisk eller skeptisk, eller tale den andens idéer ned. Man skal slet ikke diskutere det, der bliver sagt, på det tidspunkt, blot tænke højt og lade fantasien få frit løb. Hvis der ingen grænser var, hvad ville du så gerne? Hvad ville han? Alt kan blive til noget, hvis man gerne vil det.
Jeg ved ærlig talt ikke, om han overhovedet fornemmer noget. JEG tænker, at han MÅ kunne mærke noget er galt, men nu har mænd jo, synes jeg, en tendens til at opdage problemerne for sent. Så måske tænker han bare, at det går sgu da godt nok?
Jeg HAR faktisk sagt direkte til ham for ca. et halvt år siden, at "sådan her kommer jeg ikke til at leve resten af mit liv. Der skal gøres noget, ellers ender kærligheden med at dø", sådan ret meget i den retning og hans reaktion var ikke forundring eller forbavselse. Bare meget neutral.
Nogle gange mistænker jeg ham for også at have det ene ben ude af forholdet - måske ubevidst? Ellers ville man vel reagere ved sådan en melding?
Nå, men dengang snakkede vi lidt frem og tilbage og blev enige om at starte med at gå nogle flere aftenture. Det har vi så ikke formået. Og som jeg skrev til en anden, er det begge vores skyld, da jeg heller ikke har taget initiativ.
Det er også bare en dårlig spiral at være kommet ind i for mig, for jeg tænker og funderer hele dagen og når aftenen så kommer, går jeg nærmest død på sofaen efter maden. Jeg har ikke ret meget energi.
Men ja jeg tror helt sikkert det hele handler om forandringer og at få puttet flere oplevelser ind i hverdagen. Det er hvert fald et godt sted at starte og blomstrer kærligheden så ikke, vil jeg også være mere afklaret med en afslutning.
Der er bare ikke noget, jeg umiddelbart brænder for at prøve af, men det kan jo være det alligevel overrasker positivt.
).
Min lyst ER der jo, bare ikke samtidig med hans.
Be brave
