Jeg kan ikke finde ud af at være en god kæreste...

[Hunkat]

Jeg har bemærket en voldsomt uheldig udvikling i mig selv og mit forhold for nylig... og for at være helt ærlig, så ved jeg sgu ikke lige hvordan jeg skal gribe det an. Det er nok ikke utænkeligt at en professionel kunne være en god ide men nu starter jeg altså lige herinde (det er også gratis )

Here goes: Jeg oplever i øjeblikket at jeg ikke kan finde ud af at trøste og støtte min mand når han bliver ked af noget. Tværtimod så bliver jeg som regel vred

Lidt baggrund: Jeg havde som barn et frygteligt temperament men af grunde som jeg ikke helt selv kan forklare så lagde jeg det på hylden for omkring 15 år siden som teenager. Siden da har jeg ikke været vred på den der råbe-og-skrige måde. Jeg kan da godt blive sur og vred over ting men det er meget afdæmpet. Så jeg er ret sikker på at de der følelser der har været lagt låg på så længe nu er begyndt at boble op på en usund måde.

Dertil: Jeg er ikke ret godt til at trøste i forvejen, jeg føler mig altid voldsomt akavet og jeg er meget løsnings-orienteret selvom jeg prøver at være obs på at det ikke hjælper en skid i situationen. Så det er virkelig ikke min stærke side i forvejen.

Tilbage til nutiden. Jeg føler mig virkelig som et røvhul overfor min mand. Jeg kan slet, slet ikke rumme ham når han bliver ked af det. Hvis det kommer af "fælles" problemstillinger (eller hvad man nu skal sige) så føler jeg ofte at jeg egentlig var ked af noget først men at det altid ender med at være mig der skal trøste, at jeg slet ikke får plads til bare at være ked af det og blive trøstet. Det er en virkelig ubehagelig følelse, for jeg kan jo ikke bare være kold i røven når han er ked af det men samtidig føler jeg at jeg selv bliver skubbet til side/skubber mig selv til side på hans bekostning og bliver sur på både ham og mig selv over at vi accepterer det.
Ellers er det ofte sådan noget med at jeg i mit stille sind tænker "ja, hvis du nu havde gjort det jeg bad dig om da jeg bad dig om det, så havde vi jo ikke stået her nu, vel?!" og så er det bare svært at være støttende når jeg egentlig synes at det er løn som fortjent at han står med håret i postkassen.
Det kan også være sådan noget med at jeg føler mig vred over at vi f.eks. er nødt til at aflyse ting som jeg havde glædet mig til fordi han har det dårligt/er ked af det/ikke kan overskue det, eller at jeg føler at han ikke prøver ret hårdt. At jeg slæber mig på arbejde med halsbetændelse men så snart han er lidt snottet så skal alle de ting jeg gerne ville aflyses.

Det er en virkelig forfærdelig følelse, jeg føler mig som et monster og jeg kan bare mærke at der skal tages hånd om det her på en eller anden måde før det gror fast og bliver en vane og vi bliver sådan et par hvor konen snøfter hånligt hver gang manden siger noget. Men jeg ved slet ikke hvor jeg skal gribe eller hvad jeg skal gøre, hvordan jeg skal gribe det an. Så alle gode råd er velkomne.

Og jeg er altså ikke så ond i virkeligheden, jeg siger (som regel) heller ikke de her ting højt men det hjælper jo ikke noget når det kører rundt inde i hovedet.

[LaScrooge]

Jeg synes du lyder frustreret, ikke ond.

[Sophies-mor]

Det er frustration.
Ikke ondskab.

Hvad nager dig, som du ikke kan komme ud med?

[sansera]

Hmmm. Altså man er jo ikke ikke-støttende, hvis man bliver vred og frustreret over, at en samtale om problemer altid ender med, at det er synd for ens partner. Det er helt fair at blive ked af det, men det må ikke mellem to ligeværdige partnere overtage alt fokus, så man aldrig kan få talt noget igennem eller løse et problem. Eller selv få plads til at give udtryk for egne følelser.

[Wunder8]

Jeg synes heller ikke, du virker ond. Tværtimod synes jeg, det lader til, du går en del på kompromis og bøjer meget af. Hvad er det fx for nogle situationer, hvor din mand bliver ked af det, så du føler, du må undertrykke din egen reaktion/behov?

[Aragorn]

Er det ikke noget med at undersøge, hvorfor du overhovedet har trangen til at føre regnskab til at starte med? Du virker som om du mener han skylder dig noget. Det kan meget vel være rigtigt, det kan også være forkert - men du er vel nødt til at finde ud af, hvorfor du har et horn i siden på ham, inden du finder ud af, om det sidder dér berettiget eller ej?

[LaScrooge]

Mit indlæg blev lidt kortfattet, fordi jeg sad i S-toget. Men jeg synes ikke du lyder som en dårlig kæreste, men en frustreret kæreste, som måske heller ikke har så meget respekt for sin kæreste? Det virker, som Aragon skriver, som om du har et horn i siden på ham, og det kan jeg godt forstå, på de ting du beskriver. I min erfaring begynder man at føre regnskab når der har været ubalance længe nok, når man har givet mere end man har fået og når man har strakt sig for langt længe. Det er også sådan noget, der kan gå ud over ens respekt for den anden. At man skal være overbærende hele tiden og hele tiden hanke op i sig selv, fordi det nu igen er værre for den anden.

Det løsningsorienterede kommer måske til kort, fordi det ikke virker? Altså, forstået på den måde, at han ikke rigtig arbejder med sine problemer, så din konstruktive tilgang kommer til kort og du er efterladt med at udøve uendelig trøst og tålmodighed overfor ham, i forhold til ting, han kunne ændre, hvis han gjorde noget ved det?

For mig at se er trøst ret basalt (eller kan være det). Det handler om at udvise medfølelse og forståelse for den anden. "Det lyder rigtig hårdt, det er sgu synd for dig, jeg kan godt forstå du har det sådan" og lignende. Egenlig "bare" at man lever sig ind i den andens historie og de følelser og tanker der præger den og udtrykker forståelse for at det er svært, eller gør ondt. Samtidig med - eller bagefter, eller i forlængelse af - tager man så fat på det løsningsorienterede. Hvad kan du gøre ved det? Hvad er vejen frem herfra? Hvordan håndterer du det? Hvad skal der til for at du kan få det godt med situationen? osv. Også meget basalt. Problemet med det løsningsorienterede findes kun, hvis det følges ad med en afvisning af det følelsesmæssige der knytter sig til situationen. Hvis man negligerer det aspekt, håner det eller får det drejet til, at det er den andens egen skyld, at de er i situationen, for så viser man ikke forståelse for den kompleksitet der er i ethvert menneske. Nogle problemer opløser sig selv når man bliver mødt og spejlet i dem rent følelsesmæssigt. Med andre baner spejlingen og medfølelsen vejen for, at man kan se hvordan man kan komme videre. Andre gange har man brug for at få vist en vej for at man kan give slip på følelserne, og der findes trøsten i det, at man får vist hvordan noget kan lade sig gøre og - dermed, dybest set - at det nok skal blive godt igen.

Jeg skriver alt det her, for at du kan læse det og tænke over, om du mon i virkeligheden er så dårlig til at trøste som du tror, og så "kold" i din måde at være løsningsorienteret på, som du muligvis er begyndt at fortælle dig selv at du er? De ting jeg har skrevet der, er måder, folk kan trøste mig på, afhængig af situationen. Nogle har også gavn af kram og fysisk kontakt, for at føle sig trøstede, det har jeg ikke så meget.

[Hunkat]

Jeg skal blanket indrømme at jeg blev lidt stødt først over at få skudt i skoene at jeg har et horn i siden på min mand.

Men jeg læser hvad I skriver, selvom det da ikke er særlig spændende at være en nederen person lige pt.
Det hører selvfølgelig med til historien at jeg efter flere år med stress nu er nået til en kronisk angstdiagnose, så jeg satser da på at noget af det her også er andre frustrationer som skyder forbi målet fordi jeg enten ikke kan placerer dem eller undertrykker dem og når det så går skidt i parforholdet så vælter alle skeletterne bare ude i en stor pærevælling af relevante og urelevante problemstillinger. Generelt er jeg nok ret tyndslidt efterhånden...

Og det er ikke fordi det skal være en unskyldning, for I har jo ret, der er noget ved situationen som trigger mig og får de her grimme ting frem i mig. Frustrationer, både ved ham og mig selv og... alting. Måske har vi simpelthen ikke fået forvetningsafstemt omkring visse ting. Det kan sagtens være at der er en ubalance som kun findes i mit hoved, at jeg føler jeg ofre og ofre uden at han reelt nogensinde har bedt mig om det.

Jeg tror ikke denne her tråd bliver en "2+2=4" løsningstråd... jeg tror det bliver sådan et kluddetæppe-tråd hvor jeg hiver lidt i den løse tråd og så er der pludselig tre nye løse tråde som jeg så er nødt til at reflektere lidt over, vælge hvilken sti jeg tror giver det bedste udbytte og så hive lidt mere med flere løse tråde til følge.
Og jeg har selvfølgelig tænkt mig at tage det her emne op med min mand, det er ikke noget jeg bare kan fikse alene, det er jeg klar over. Jeg er bare typen som skal gå og tygge på seriøse ting længe, så det er lidt det tilløb jeg prøver at tage nu.

[Hunkat]

Jeg er ikke helt sikker på, jeg er med. Kan du nævne et eksempel på en situation, hvor du synes, du har været "en dårlig kæreste"?

Det du beskriver lyder nærmest som om, du hele tiden skal sætte dig selv i sidste række, fordi han tit skal tages hensyn til. Det kan jeg bare ikke helt forstå, hvis du har det dårligt over.. For det kan jeg da egentligt godt forstå, hvis man bliver vred/frustreret/irriteret over.

Jeg kan prøve...

Min mand er indvandre og har pt. studieophold. Vi skulle registrer ham på kommunen indenfor et vist antal dage og den dag vi skal derop kan jeg SIMPELTHEN IKKE finde brevet med opholdstilladelsen. Jeg leder seriøst OVERALT. Han støder til og hjælper, vi prøver at gennemgå hvor vi kan ha' lagt det, alternativer, det er bare væk. Jeg er helt ødelagt af skyld fordi jeg ender med at konkluderer at jeg må ha' smidt det ud da jeg ryddede op et par dage tidligere. Det er vores eneste bevis for hans retsstilling, vi kan ingenting uden de papirer så jeg er helt i panik, i ordets faktiske forstand. Vi snakker en milimeter fra at hyperventilere.
I starten er han rolig og logisk mens jeg farer rundt men efterhånden som vi må indse at det er væk bliver han jo også ked af det og lettere panisk fordi... well fuck. Big time.

Igen, jeg er i panik, jeg græder og kan slet ikke være i mig selv og da han så blev oprevet også så vupti, er det mig der trøster og holder om ham og siger at vi nok skal finde ud af en løsning (det gjorde vi jo også). Det var nok første gang jeg virkelig mærkede at jeg blev vred. Ja, det er egoistisk men jeg var altså ikke lige i en situation hvor overskud til omsorg var nøgleordet.

Og det er selvfølgelig unfair for han vælger jo heller ikke at det er en lortesituation som påvirker os begge to, han var jo også i en virkelig lortesituation. En del af problemet er nok at jeg lægger nogle forventning på mig selv om at han er vigtigere end mig, det er altså ikke noget han nogensinde har hverken sagt eller krævet. Men måske også at jeg jo synes han burde regne ud at jeg ikke bare kan sidde det overhørigt hvis han græder, for det kan jeg jo ikke.


Brevet lå i øvrigt nede BAG en skuffe med papirer... vi fandt det efter vi havde fået tilsendt en kopi. Nu har vi to.

[Moxy-lady]

Men hvorfor er det din opgave at finde de papirer? Dit ansvar.

Jeg tror at du gør det samme som mig, og en masse andre kvinder egentlig. Tager en masse ansvar for at tingene fungerer. Leger praktiske gris. Og det er også okay så længe tingene går godt, men når parforholdet er under pres, de praktiske ting løber ind i problemer, så er det stadig os der står med aben, og så bliver vi frygteligt frustrerede over det. For meget af det burde egentlig, som minimum, være et fælles ansvar. Og det bider man så mærke i, når lortet rammer loftet. Og så er det svært ikke at blive indebrændt og bitter, hvis så ens kæreste ikke påtager sig noget af det ansvar der er ved at knække nakken på en.

Sådan groft sagt bliver man sur over at de stadig forventer at man tager sig af ting som man selv har taget ansvaret for, og som man pludselig - uden at sige det - har behov for at kæresten tager ansvaret for i stedet. Så har man gjort x og y, og har brug for at han gør z, sådan uden at fortælle ham at man har det behov.
Som sagt gør jeg det selv, så jeg forsøger ikke at pege fingre!

Giver det mening?

[Hunkat]

Men hvorfor er det din opgave at finde de papirer? Dit ansvar.

Jeg tror at du gør det samme som mig, og en masse andre kvinder egentlig. Tager en masse ansvar for at tingene fungerer. Leger praktiske gris. Og det er også okay så længe tingene går godt, men når parforholdet er under pres, de praktiske ting løber ind i problemer, så er det stadig os der står med aben, og så bliver vi frygteligt frustrerede over det. For meget af det burde egentlig, som minimum, være et fælles ansvar. Og det bider man så mærke i, når lortet rammer loftet. Og så er det svært ikke at blive indebrændt og bitter, hvis så ens kæreste ikke påtager sig noget af det ansvar der er ved at knække nakken på en.

Sådan groft sagt bliver man sur over at de stadig forventer at man tager sig af ting som man selv har taget ansvaret for, og som man pludselig - uden at sige det - har behov for at kæresten tager ansvaret for i stedet. Så har man gjort x og y, og har brug for at han gør z, sådan uden at fortælle ham at man har det behov.
Som sagt gør jeg det selv, så jeg forsøger ikke at pege fingre!

Giver det mening?

To be fair, så var han vist i bad så vidt jeg husker og jeg var klar og ville lige finde tingene frem mens han blev klar...

Men jo, jeg kan godt se hvad du mener og jeg er OBS på at jeg falder i den fælde med jævne mellemrum (jeg tror også jeg har nævnt det i partråden). Det kunne sagtens være en del af forklaringen. Nogle ting ligger på mine skuldre simpelthen fordi jeg kan læse sproget. Jeg ER bare nødt til at tage en del af ansvaret for det hele. Men det bliver jo aldrig mere ligeligt fordelt hvis jeg ikke også giver slip.

Jeg har tænkt lidt i løbet af i dag at vi måske også blev lidt forblændet af at vi endelige (efter 3 år) kunne bo sammen. Så er alt jo løst. Men det er det jo bare ikke og det fik vi måske ikke lige indtænkt....

Jeg tygger lidt videre og jeg lytter til alt hvad I skriver. Jeg er sådan en person ligesom i Shrek, jeg er et løg. Der skal pilles en hel masse lag af før jeg kommer ind til kernen, der hvor det rigtig trækker tårer.

[Hunkat]

Jeg er ikke helt sikker på, jeg er med. Kan du nævne et eksempel på en situation, hvor du synes, du har været "en dårlig kæreste"?

Det du beskriver lyder nærmest som om, du hele tiden skal sætte dig selv i sidste række, fordi han tit skal tages hensyn til. Det kan jeg bare ikke helt forstå, hvis du har det dårligt over.. For det kan jeg da egentligt godt forstå, hvis man bliver vred/frustreret/irriteret over.

Jeg kan prøve...

Min mand er indvandre og har pt. studieophold. Vi skulle registrer ham på kommunen indenfor et vist antal dage og den dag vi skal derop kan jeg SIMPELTHEN IKKE finde brevet med opholdstilladelsen. Jeg leder seriøst OVERALT. Han støder til og hjælper, vi prøver at gennemgå hvor vi kan ha' lagt det, alternativer, det er bare væk. Jeg er helt ødelagt af skyld fordi jeg ender med at konkluderer at jeg må ha' smidt det ud da jeg ryddede op et par dage tidligere. Det er vores eneste bevis for hans retsstilling, vi kan ingenting uden de papirer så jeg er helt i panik, i ordets faktiske forstand. Vi snakker en milimeter fra at hyperventilere.
I starten er han rolig og logisk mens jeg farer rundt men efterhånden som vi må indse at det er væk bliver han jo også ked af det og lettere panisk fordi... well fuck. Big time.

Igen, jeg er i panik, jeg græder og kan slet ikke være i mig selv og da han så blev oprevet også så vupti, er det mig der trøster og holder om ham og siger at vi nok skal finde ud af en løsning (det gjorde vi jo også). Det var nok første gang jeg virkelig mærkede at jeg blev vred. Ja, det er egoistisk men jeg var altså ikke lige i en situation hvor overskud til omsorg var nøgleordet.

Og det er selvfølgelig unfair for han vælger jo heller ikke at det er en lortesituation som påvirker os begge to, han var jo også i en virkelig lortesituation. En del af problemet er nok at jeg lægger nogle forventning på mig selv om at han er vigtigere end mig, det er altså ikke noget han nogensinde har hverken sagt eller krævet. Men måske også at jeg jo synes han burde regne ud at jeg ikke bare kan sidde det overhørigt hvis han græder, for det kan jeg jo ikke.


Brevet lå i øvrigt nede BAG en skuffe med papirer... vi fandt det efter vi havde fået tilsendt en kopi. Nu har vi to.

Så du ville måske have ønsket, at han havde kunnet være rolig og fortælle dig, at det ikke var din skyld, alt var okay, det nok skulle gå osv. Men i stedet blev det dig, der påtog dig rollen? Er det sådan, det skal forstås?

Jeg kan godt se, hvad du mener med, at du måske har nogle forventninger om, at han er mere værd end dig. Jeg kan godt se, hvor du vil hen. Jeg tænker, om du måske har en slags forestilling om, hvordan den ideelle kæreste opfører sig? Så når du ikke kan leve op til den forestilling, må du nødvendigvis være en dårlig kæreste. Det har måske ikke noget med din kæreste at gøre men en slags forventning, du har til dig selv.

Hvis den forventning gør, at du tilsidesætter dig selv hver gang, der er en krise, kan jeg godt forstå, hvis du brænder ud. Faktisk ville du jo slet ikke kunne vinde med sådan en forventning til dig selv (hvis det er sådan det er).. Hvis du tilsidesætter dig selv, bliver du frustreret, fordi der aldrig tages hensyn til dig. Tilsidesætter du ikke dig selv, får du dårlig samvittighed og bliver ked af det, fordi du synes, du burde tilsidesætte dig selv.

Mjah... rolig behøvede han måske ikke være men (i min egen optik) var jeg nok et værre sted end han var, så hvis man skal være sådan helt cost-benefit agtigt så gav det mest mening at jeg lige fik lidt mere trøst. Så ja, jeg forventede nok at jeg kom i første række, lidt ligesom en person med hjertestop kommer foran en person med et brækket ben selvom begge dele er alvorlige. (Ja, jeg er godt klar over at det lyder ret egoistisk)
Logisk set bebrejder jeg ham ikke, man er jo netop ikke i kontrol når man er oprevet og ked af det.

Du har nok ret i at jeg stiller en hel masse krav op for mig selv som i virkeligheden er urealistiske. Jeg føler at jeg tager rigtig meget, jeg har både en kronisk psykisk og fysisk sygdom og så føler man sig nok lidt mindre værd end andre mennesker. At man kan tilbyde lidt mindre, at man er tungere at danse med.

Det sidste afsnit er nok ret spot on, i forhold til rigtig mange ting i virkeligheden. Den vil jeg lige tygge lidt på.

[Undtagelsen]

Føler du på en eller anden måde at du skylder din mand noget, fordi han er flyttet til et andet land for at I kan være sammen?
Er det derfor du er så hurtig til at pakke dine egne følelser væk og give plads til hans istedet?

Jeg forestiller mig ihvertfald at jeg selv ville kunne blive fanget i den fælde, men faktum er (hvis det overhovedet er sådan du tænker) at det gør du ikke! Skylder ham noget.
Han har selv taget beslutningen og I er to ligeværdige individer, hvis forhold kan rumme begge jeres følelser.

[Tanten]

Herhjemme oplever vi faktisk ofte, at den ene først bliver oprevet over et eller andet og så faktisk falder til ro, når det går op for en, at man nu har smittet den anden med sin panik, så der nu er to, der panikker - hvorefter man trøster den anden og taler situationen ned (samtidig med, at man nok i virkeligheden taler sig selv til ro). Jeg ser i hvert fald ofte først mig selv udefra, når jeg kan se, at min kæreste spejler min adfærd. Om det er sundt og normalt ved jeg ikke - og heller ikke, om det kan være en vinkel på jeres problematik, som kan indeholde mange andre faktorer, som flere har været inde på i tråden.

[Moxy-lady]

Herhjemme oplever vi faktisk ofte, at den ene først bliver oprevet over et eller andet og så faktisk falder til ro, når det går op for en, at man nu har smittet den anden med sin panik, så der nu er to, der panikker - hvorefter man trøster den anden og taler situationen ned (samtidig med, at man nok i virkeligheden taler sig selv til ro). Jeg ser i hvert fald ofte først mig selv udefra, når jeg kan se, at min kæreste spejler min adfærd. Om det er sundt og normalt ved jeg ikke - og heller ikke, om det kan være en vinkel på jeres problematik, som kan indeholde mange andre faktorer, som flere har været inde på i tråden.

Det sker også her, ofte. Jeg tænker at det vigtigste er at det ikke er den samme der hele tiden skal være den der trøster og finder løsninger. For så er det at man ender med at blive frustreret. Det ved jeg godt at du godt ved, men vil alligevel sige det for ts's skyld.