De spirrende forhold - snik snak

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
Grissebassen
Indlæg: 1110
Tilmeldt: 12. aug 2015, 14:42
Kort karma: 86
Likede indlæg: 1302

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Grissebassen » 20. mar 2018, 12:29

Uhhh... Jeg vil være med her!
Min eks og jeg fandt jo sammen igen her for en måneds tid siden. Det går fantastisk og vi har det virkelig godt sammen. Jeg har haft behov for at tage tingene stille og roligt her i starten, dvs at begrænse samvær med fællesvenner og ikke se hinandens familie.
Vi har talt om det der med at være kærester, og er enige om, at det er det vi kalder os ud ad til (mest fordi det er nemmest), og at vi er sammen med henblik på at det skal holde ved livet ud. Men jeg gerne vil have, at vi finder helt ind til hinanden, før vi involverer os i hinandens venner og familie igen. Jeg synes vi er ved at være dér, hvor vi føler os som et etableret par. Men der er et eller andet der gør, at jeg ikke er helt parat til at tage det sidste skridt og åbent være kærester med alt hvad det indebærer.
Jeg er usikker på, hvad det er, der holder mig tilbage. Måske er det fordi, det en gang er gået i stykker og jeg er bange for at blive såret igen? På den anden side føler jeg mig bare ret sikker den her gang på, at vi er den rigtige for hinanden. Måske er det bare for tidligt? Eller måske er jeg bange for at tabe ansigt overfor venner og familie, som jo ellers godt ved at vi er sammen igen, ved at være hende dér, der gik tilbage til en fuser? Måske er jeg bange for, at vi ikke vil være gode sammen og kan finde ud af det, når forholdet med tiden udvikler sig til, at der skal tages stilling til ting som at flytte sammen, få børn osv?
1
Brugeravatar
Zombie
Indlæg: 2253
Tilmeldt: 16. aug 2015, 14:06
Kort karma: 564
Likede indlæg: 7097

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Zombie » 20. mar 2018, 14:08

Grissebassen skrev:Uhhh... Jeg vil være med her!
Min eks og jeg fandt jo sammen igen her for en måneds tid siden. Det går fantastisk og vi har det virkelig godt sammen. Jeg har haft behov for at tage tingene stille og roligt her i starten, dvs at begrænse samvær med fællesvenner og ikke se hinandens familie.
Vi har talt om det der med at være kærester, og er enige om, at det er det vi kalder os ud ad til (mest fordi det er nemmest), og at vi er sammen med henblik på at det skal holde ved livet ud. Men jeg gerne vil have, at vi finder helt ind til hinanden, før vi involverer os i hinandens venner og familie igen. Jeg synes vi er ved at være dér, hvor vi føler os som et etableret par. Men der er et eller andet der gør, at jeg ikke er helt parat til at tage det sidste skridt og åbent være kærester med alt hvad det indebærer.
Jeg er usikker på, hvad det er, der holder mig tilbage. Måske er det fordi, det en gang er gået i stykker og jeg er bange for at blive såret igen? På den anden side føler jeg mig bare ret sikker den her gang på, at vi er den rigtige for hinanden. Måske er det bare for tidligt? Eller måske er jeg bange for at tabe ansigt overfor venner og familie, som jo ellers godt ved at vi er sammen igen, ved at være hende dér, der gik tilbage til en fuser? Måske er jeg bange for, at vi ikke vil være gode sammen og kan finde ud af det, når forholdet med tiden udvikler sig til, at der skal tages stilling til ting som at flytte sammen, få børn osv?


Jeg tænker, at det måske handler om tillid - du var jo udsat for, om ikke andet, så i hvert fald et kæmpe tillidsbrud. Og den slags tager bare tid, selv når de rationelle og "overfladiske" ting er i orden. Med det mener jeg ikke, at jeres samhørighed m.m. ikke er dyb og reel, men der ER bare et eller andet underbevidst, der lige skal lappe sig selv sammen, inden man måske kan tage de sidste skridt.

Giv dig selv lidt tid og se, om der ikke evt. kommer et arrangement, som er low key og mere er "hænge ud på en pub" agtigt end "middag med hele familien og taler" agtigt. Små skridt.

Giv dig selv tiden og lad evt. være med at overfortolke det for meget? At du har det som du har det, betyder jo ikke nødvendigvis, at I ikke skal være sammen eller at det ikke er rigtigt. Jeg ved godt, det er svært, men min erfaring er, med den slags mini-tvivl, at det bedste er at give sig selv tid og så opbygge de gode ting. Så kommer resten af sig selv. :kys:
3
Grissebassen
Indlæg: 1110
Tilmeldt: 12. aug 2015, 14:42
Kort karma: 86
Likede indlæg: 1302

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Grissebassen » 20. mar 2018, 14:31

Zombie skrev:
Grissebassen skrev:Uhhh... Jeg vil være med her!
Min eks og jeg fandt jo sammen igen her for en måneds tid siden. Det går fantastisk og vi har det virkelig godt sammen. Jeg har haft behov for at tage tingene stille og roligt her i starten, dvs at begrænse samvær med fællesvenner og ikke se hinandens familie.
Vi har talt om det der med at være kærester, og er enige om, at det er det vi kalder os ud ad til (mest fordi det er nemmest), og at vi er sammen med henblik på at det skal holde ved livet ud. Men jeg gerne vil have, at vi finder helt ind til hinanden, før vi involverer os i hinandens venner og familie igen. Jeg synes vi er ved at være dér, hvor vi føler os som et etableret par. Men der er et eller andet der gør, at jeg ikke er helt parat til at tage det sidste skridt og åbent være kærester med alt hvad det indebærer.
Jeg er usikker på, hvad det er, der holder mig tilbage. Måske er det fordi, det en gang er gået i stykker og jeg er bange for at blive såret igen? På den anden side føler jeg mig bare ret sikker den her gang på, at vi er den rigtige for hinanden. Måske er det bare for tidligt? Eller måske er jeg bange for at tabe ansigt overfor venner og familie, som jo ellers godt ved at vi er sammen igen, ved at være hende dér, der gik tilbage til en fuser? Måske er jeg bange for, at vi ikke vil være gode sammen og kan finde ud af det, når forholdet med tiden udvikler sig til, at der skal tages stilling til ting som at flytte sammen, få børn osv?


Jeg tænker, at det måske handler om tillid - du var jo udsat for, om ikke andet, så i hvert fald et kæmpe tillidsbrud. Og den slags tager bare tid, selv når de rationelle og "overfladiske" ting er i orden. Med det mener jeg ikke, at jeres samhørighed m.m. ikke er dyb og reel, men der ER bare et eller andet underbevidst, der lige skal lappe sig selv sammen, inden man måske kan tage de sidste skridt.

Giv dig selv lidt tid og se, om der ikke evt. kommer et arrangement, som er low key og mere er "hænge ud på en pub" agtigt end "middag med hele familien og taler" agtigt. Små skridt.

Giv dig selv tiden og lad evt. være med at overfortolke det for meget? At du har det som du har det, betyder jo ikke nødvendigvis, at I ikke skal være sammen eller at det ikke er rigtigt. Jeg ved godt, det er svært, men min erfaring er, med den slags mini-tvivl, at det bedste er at give sig selv tid og så opbygge de gode ting. Så kommer resten af sig selv. :kys:

Tak :)
Jeg er egentlig overrasket over, hvordan tilliden føles helt på plads allerede. Men derfor kan der selvfølgelig godt, som du siger, ligge noget underbevidst og lure. Vi har talt de ting igennem, som skal tales igennem, og jeg har tillid til, at han vil mig, og kan tydeligt se, hvordan vi begge har ændret os på punkter, der bidrager til et langt mere konstruktivt forhold imellem os (ikke at det var destruktivt før). Jeg føler også, jeg har nemmere ved at være mig selv på både godt og ondt, end jeg havde før, fordi han er gået tilbage til mig velvidende at jeg er i en periode lige nu, hvor der er nogle ting i mit liv som ikke er nemt, og med en grundig overvejelse omkring, at det vil være et dårligt tidspunkt at såre mig igen på eller ikke kunne rumme de svære sider af mit liv. Og det går bare så fint med det, hvor vi holder en fin balance mellem at han støtter og lytter, og jeg involverer ham i, hvad der sker, men jeg klarer tingene selv og ikke bruger ham til at læsse af på, og hvor vi begge fylder lige meget i forholdet. Jeg tror måske bare, jeg har brug for, at nå fra stadiet "vi er lige fundet sammen igen og prøver, og det går rigtig godt" til stadiet "se, verden, det her er min kæreste, vi er et par og vi vil hinanden igennem tykt og tyndt", før jeg er klar til at give helt slip. Så tid er nok det bedste.
0
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 7372
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 996
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 10586

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Dikus » 20. mar 2018, 15:40

For mig handler den der "ikke klar" i høj grad om at miste ansigt, ikke have lært af sine fejl, kaste sig ud i noget, som er åbenlyst dum for alle andre...

Helt ærligt tænker jeg de samme ting gør sig gældende for dig?

Men vi kaster os jo ud i det, fordi vi tror på det ;)
1
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 7372
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 996
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 10586

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Dikus » 20. mar 2018, 15:45

Jeg overvejer en ny sofa og spurgte kæreste til råds.

Hans respons var, at det behøvede han ikke blande sig i. Jeg valgte bare den, jeg syntes.

Jeg blev helt trist, fordi jeg syntes, det lød som omnhan var ligeglad, da det aldrig blev hans.

Det han mente var: Du har totalt god sofasmag, såbkeg bliver glad for det, du vælger.

Så sig dog det!
1
Grissebassen
Indlæg: 1110
Tilmeldt: 12. aug 2015, 14:42
Kort karma: 86
Likede indlæg: 1302

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Grissebassen » 20. mar 2018, 19:35

Dikus skrev:For mig handler den der "ikke klar" i høj grad om at miste ansigt, ikke have lært af sine fejl, kaste sig ud i noget, som er åbenlyst dum for alle andre...

Helt ærligt tænker jeg de samme ting gør sig gældende for dig?

Men vi kaster os jo ud i det, fordi vi tror på det ;)

Enig :) Man risikerer jo at blive såret, når man kaster sig ud i noget. Og det er alt andet lige sværere at være i frit fald, hvis man ikke føler sig sikker på, at ens venner og famile har ens ryg, hvis man slår sig i faldet.
1
Hewlett
Indlæg: 536
Tilmeldt: 30. apr 2016, 19:33
Kort karma: 28
Likede indlæg: 1087

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Hewlett » 21. mar 2018, 10:42

Tak for denne tråd :)

Jeg har nu to gange oplevet at folk har spurgt hvorfor jeg ikke er rykket fra singletråden over i partråden og hver gang har det, til trods for at folk sikkert har ment det godt, irriteret mig.

Jeg er ikke single men jeg er heller ikke i et fast forhold. Vi er stadig i gang med at lære hinanden at kende og den proces tager altså bare dét længere tid, fordi vi ses forholdsvist sjældent.

Så ja. Betragt mig nu som rykket over i denne tråd :)
3
Brugeravatar
Marioneta
Indlæg: 1391
Tilmeldt: 12. jan 2016, 19:36
Kort karma: 338
Likede indlæg: 2935

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Marioneta » 21. mar 2018, 12:22

...
Senest rettet af Marioneta 31. mar 2018, 14:56, rettet i alt 1 gang.
1
Brugeravatar
Marioneta
Indlæg: 1391
Tilmeldt: 12. jan 2016, 19:36
Kort karma: 338
Likede indlæg: 2935

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Marioneta » 21. mar 2018, 12:33

...
Senest rettet af Marioneta 31. mar 2018, 14:56, rettet i alt 1 gang.
1
Brugeravatar
Marioneta
Indlæg: 1391
Tilmeldt: 12. jan 2016, 19:36
Kort karma: 338
Likede indlæg: 2935

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Marioneta » 24. mar 2018, 12:34

...
Senest rettet af Marioneta 31. mar 2018, 14:56, rettet i alt 1 gang.
0
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 7372
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 996
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 10586

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Dikus » 24. mar 2018, 13:30

Hewlett skrev:Tak for denne tråd :)

Jeg har nu to gange oplevet at folk har spurgt hvorfor jeg ikke er rykket fra singletråden over i partråden og hver gang har det, til trods for at folk sikkert har ment det godt, irriteret mig.

Jeg er ikke single men jeg er heller ikke i et fast forhold. Vi er stadig i gang med at lære hinanden at kende og den proces tager altså bare dét længere tid, fordi vi ses forholdsvist sjældent.

Så ja. Betragt mig nu som rykket over i denne tråd :)


Det er samme udfordring her.

Min kæreste har sine børn 7/7 - så vi kunne jo kun ses hver anden uge, da vi begyndte at kæreste. Vi havde Været sammen tre måneder, da hans eks besluttede, de skulle til DK igen, så vi fik tre måneder til at forcere "vi vil det her, ikke?" Og blev enige om, at det ville vi. Og langdistance jo altid er en god ide :deer:

Nu har vi så været i hvert vores land over et halvt år og set hinanden måske en uge sammenlagt. Det er altså svært - også selvom vi ved, vi gerne vil have det til at virke. Vi arbejder hen imod at flytte sammen, når heg rykker til Danmark, men hold nu op hvor det føles angstprovokerende for mig... Det kommer til at vende mit liv på hovedet
0
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 7372
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 996
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 10586

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Dikus » 24. mar 2018, 22:55

Bahhh... Min datter har været syg i dag. Så den har stået på opkast (som hun dog selv styrer, heldigvis), te, vafler, suppe, juice, æbler og vasketøj. Det vilde liv.
0
Grissebassen
Indlæg: 1110
Tilmeldt: 12. aug 2015, 14:42
Kort karma: 86
Likede indlæg: 1302

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Grissebassen » 26. mar 2018, 18:53

Sådan lidt en generel observation/tanke omkring dating og forhold:

Er der virkelig så stor forskel på at man HÅBER han/hun er den rigtige og man VED han/hun er den rigtige? Eller handler det bare om mentalitet eller det sted, man er i sit liv, når man fortæller en fortælling om sin partner?

Min kæreste og jeg er stadig ved at finde hinanden, men jeg kan mærke, at jeg er påvirket af, at han ikke VED om jeg er kvinden i hans liv, men at han satser på det og HÅBER. Omvendt kan jeg heller ikke give ham mere, end at jeg TROR og HÅBER han er den rigtige. Der findes jo dem, der tror på ægte kærlighed osv. Og så findes der os, der er mere rationelle og tager alverdens forbehold, fordi man jo aldrig kan vide og tilfældigheder spiller en kæmpe rolle.

Hvordan har I det? Skal I og jeres partner VIDE at I er den rigtige for hinanden? Eller er det nok at tro, håbe og tage en beslutning om, at det er det, man satser på?
0
bluetof1
Indlæg: 821
Tilmeldt: 13. aug 2015, 11:32
Kort karma: 387
Likede indlæg: 2981

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf bluetof1 » 26. mar 2018, 19:13

Grissebassen skrev:Sådan lidt en generel observation/tanke omkring dating og forhold:

Er der virkelig så stor forskel på at man HÅBER han/hun er den rigtige og man VED han/hun er den rigtige? Eller handler det bare om mentalitet eller det sted, man er i sit liv, når man fortæller en fortælling om sin partner?

Min kæreste og jeg er stadig ved at finde hinanden, men jeg kan mærke, at jeg er påvirket af, at han ikke VED om jeg er kvinden i hans liv, men at han satser på det og HÅBER. Omvendt kan jeg heller ikke give ham mere, end at jeg TROR og HÅBER han er den rigtige. Der findes jo dem, der tror på ægte kærlighed osv. Og så findes der os, der er mere rationelle og tager alverdens forbehold, fordi man jo aldrig kan vide og tilfældigheder spiller en kæmpe rolle.

Hvordan har I det? Skal I og jeres partner VIDE at I er den rigtige for hinanden? Eller er det nok at tro, håbe og tage en beslutning om, at det er det, man satser på?


Jeg har prøvet det sidste og det endte med en grim skilsmisse som jeg stadig arbejder på at komme mig over.
Jeg står i det første nu og selvom jeg tit er i tvivl om det bare er noget jeg bilder mig ind, så er jeg grundlæggende mere sikker på at det her er rigtigt for mig end jeg nogensinde var sammen med min eks.
1
Har lige barberet ben for første gang i meget, meget lang tid. Min bodyoil kunne ikke længere fugte min hud. Til gengæld havde jeg virkelig blank pels.
Grissebassen
Indlæg: 1110
Tilmeldt: 12. aug 2015, 14:42
Kort karma: 86
Likede indlæg: 1302

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Grissebassen » 26. mar 2018, 19:25

bluetof1 skrev:
Grissebassen skrev:Sådan lidt en generel observation/tanke omkring dating og forhold:

Er der virkelig så stor forskel på at man HÅBER han/hun er den rigtige og man VED han/hun er den rigtige? Eller handler det bare om mentalitet eller det sted, man er i sit liv, når man fortæller en fortælling om sin partner?

Min kæreste og jeg er stadig ved at finde hinanden, men jeg kan mærke, at jeg er påvirket af, at han ikke VED om jeg er kvinden i hans liv, men at han satser på det og HÅBER. Omvendt kan jeg heller ikke give ham mere, end at jeg TROR og HÅBER han er den rigtige. Der findes jo dem, der tror på ægte kærlighed osv. Og så findes der os, der er mere rationelle og tager alverdens forbehold, fordi man jo aldrig kan vide og tilfældigheder spiller en kæmpe rolle.

Hvordan har I det? Skal I og jeres partner VIDE at I er den rigtige for hinanden? Eller er det nok at tro, håbe og tage en beslutning om, at det er det, man satser på?


Jeg har prøvet det sidste og det endte med en grim skilsmisse som jeg stadig arbejder på at komme mig over.
Jeg står i det første nu og selvom jeg tit er i tvivl om det bare er noget jeg bilder mig ind, så er jeg grundlæggende mere sikker på at det her er rigtigt for mig end jeg nogensinde var sammen med min eks.

Men handler det så netop ikke også om, at du er et sted lige nu, hvor den fortælling giver mening for dig? Med al respekt, så ville det jo ikke være den fortælling, du ville dele mens du var sammen med din eks, ligesom fortællingen også bærer præg af dine nuværende følelser for din nuværende kæreste.

Min personlige erfaring er dog også, at folk med forliste forhold bag sig, har større tendens til at fralægge sig skråsikkerheden i kærlighedens navn, og i stedet for tro og håbe på det bedste med alle forbehold for, at forhold alt andet lige går i stykker. Et eller andet sted, tror jeg også det er sundest, fordi der deri også ligger en implicit erkendelse af, at forhold kræver arbejde.
1

Tilbage til "Forhold og sex"