De spirrende forhold - snik snak

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
Wunder8
Indlæg: 391
Tilmeldt: 29. dec 2015, 15:42
Kort karma: 90
Likede indlæg: 1030

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Wunder8 » 20. maj 2018, 16:15

Vinaia skrev:Det forstår jeg sagtens, Marioneta. Sagen er bare, at min kæreste, foruden omtalte episode, aldrig har været sur eller er blevet sur over noget som helst i samvær med mig (eller min datter). Det der “ud af det blå” aspekt skræmmer mig lidt, indrømmet - og hvis noget lignende sker igen må jeg nødvendigvis handle på det. Men det er én gang det er sket og vi har været sammen et år.

Men du kan tro jeg har antennerne ude (endnu mere end normalt) efter tegn på psykisk vold og deslige. Og jeg vil høre ham hvad han har tænkt sig at gøre for at arbejde på det. For som det også skrives herinde, det skal komme fra ham selv. Og lysten til at ændre sig er der skam, for han var helt tydeligt ked af det og skammede sig.


Med respekt for dit valg, så ville det dér være en klar dealbreaker for mig. Ikke at kunne styre sit temperament er én ting, men ikke at kunne styre det overfor et BARN er 100% ikke i orden.
6
Smiling_Goat
Indlæg: 3521
Tilmeldt: 25. aug 2015, 16:29
Kort karma: 757
Likede indlæg: 12367

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Smiling_Goat » 20. maj 2018, 16:44

Vinaia skrev:I mandags havde vi en... episode. Min kæreste er hjemme ved min datter og jeg hver mandag, vi havde hygget og jeg havde lavet pandekager med is som vi var ved at spise.

Min datter (hun er knap 7) tog for sjov direkte fra isbøtten, der stod på bordet, med sin ske. Min kæreste og jeg smågrinede lidt og fortalte hende at det skal man da ikke - sådan med let stemning og i sjov. Hun gjorde det selvfølgelig igen, sådan drilagtigt.

Lige pludselig - som i ud af det blå - råbte min kæreste “SID SÅ ORDENTLIGT!”, tog hendes ske og kastede den gennem rummet.

Hun blev forskrækket og ked af det og gik udenfor, hvor jeg selvfølgelig gik med hende. Hun insisterede på ikke at ville komme ind i huset igen før han var kørt.

Jeg gik ind og konfronterede ham - jeg er utroligt dårlig til den slags, men her var jeg så nødt til det. Spurgte om det virkelig var nødvendigt, fortalte at hvis han ikke kunne styre sit temperament omkring min datter, så ville det altså ikke gå.

Nå, men han vidste godt at det var forkert at hidse sig op, han ved godt han har et problem med sit temperament (derhjemme har han jævnligt kastet med ting eller ødelagt en væg ved at slå ind i den), og jeg ved det - men han har aldrig vist den side af sig selv sammen med hverken mig eller min datter.

Min datter blev næsten god igen - hun er stadig lidt sur på ham, og det synes jeg egentlig er fair nok.

Men... jeg ved ikke... jeg vil gerne høre jeres tanker om det hele. Jeg kan også godt selv blive hidsig (sjældent), og jeg forstår godt hans relation, som bunder både i hans barndom og i hans diagnose (skizotypi). Jeg synes det har lagt lidt en dæmper på mine følelser - jeg har Aspergers syndrom og er generelt mest styret af logik, så denne situation påvirker mig. Jeg følte mig næsten “skyldig” i går da jeg sad i sofaen sammen med min kæreste (han var på besøg om aftenen), som om jeg forrådte min datter... selvom hun fjollede med ham som sædvanligt.

Sikken masse jeg fik skrevet. Feedback vil blive påskønnet. :blomst:

PS: Han er ikke i behandling af nogen art og er desuden førtidspensionist. Han vil gerne arbejde på problemet men jeg tror ikke han rigtig ved hvordan han skal få begyndt.


Nu beder du om feedback, og det jeg vil sige bunder i omtanke for din datter.

Da din kæreste reagerer voldsomt ud af det blå.. Hvordan er din reaktion så? Bad du ham om at gå? Talte du med din datter og lod derefter som ingenting? Bad du ham om at undskylde?

Jeg tænker bare, det din datter ser lige nu, kommer til at definere hendes opfattelse af normal interaktion mellem familiemedlemmer.
Én ting er, at han reagerer voldsomt og uforudseligt. Det er noget skidt, men hun har kun kendt ham et år, så han har ikke sååå meget indflydelse på hendes verdensopfattelse (endnu.) Den, der har indflydelse, er dig. Viser du hende, at hun har ret til at blive vred og ked af hans reaktion? At den ikke er normal? At hun godt må sige fra og skælde ud?

Forstår hun, at du ikke bliver vred, hvis hun siger fra? Og at det ville være en normal reaktion, hvis det var det, hun valgte?

Jeg synes, det er en helt vildt stor ting, at han reagerer ved at kaste med ting, og så helt uden forvarsel, og helt ærligt.. Jeg kan ikke forstå, at I kort efter kan tilbringe sofatid sammen alle tre, og du tænker alt er fint, fordi de pjatter med hinanden, som de plejer.

Selvfølgelig reagerer din datter, som om alt er fint, for det er sådan, du fra min forståelse af hendes oplevelse, ser ud til at reagere. Du taler med ham om, at det er uacceptabelt, men hvad med hende? Hvis hun ikke er så gammel, skal hun jo lære de sociale spilleregler og få en forståelse for, hvornår andre opfører sig uacceptabelt.

Han er din kæreste. Han har en autoritativ rolle over for hende, og hun vil være tilbøjelig til at tro, at det han gør må være okay.. Simpelthen fordi han er en autoritet.

Jeg håber virkelig, at du ser ud over hans diagnose og "han vil arbejde med det" og hopper i din datters øjne i stedet. Hvordan tror du, det føles for et barn at opleve sin stedfar blive vred over "et eller andet", råbe irettesættende efter én og kaste ting ind i væggen? Jeg ville blive bange. Som voksen ville jeg blive bange. Og det håber jeg virkelig, at du taler med din datter om. Jeg håber virkelig, du hjælper hende med at finde og give udtryk for sin grænse lige der, hvis hun har en, og så hjælper hende med at sætte den bagefter. Jeg mener, hvis nogen behandlede mig, som din kæreste behandlede din datter, ville jeg ikke have lyst til at se dem igen. Diagnoser eller ej.

Det kan godt være, du allerede har gjort de ting, og jeg bare ikke kan se det i dine indlæg, og så beklager jeg misforståelsen. Jeg synes bare, tingene skal siges, hvis du ikke selv har tænkt dem, og jeg håber du ser det som den omsorg, de er tænkt i.
28
Brugeravatar
Freya
Indlæg: 342
Tilmeldt: 11. maj 2016, 12:42
Kort karma: 45
Likede indlæg: 1107

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Freya » 20. maj 2018, 19:21

Smiling_Goat skrev:
Vinaia skrev:I mandags havde vi en... episode. Min kæreste er hjemme ved min datter og jeg hver mandag, vi havde hygget og jeg havde lavet pandekager med is som vi var ved at spise.

Min datter (hun er knap 7) tog for sjov direkte fra isbøtten, der stod på bordet, med sin ske. Min kæreste og jeg smågrinede lidt og fortalte hende at det skal man da ikke - sådan med let stemning og i sjov. Hun gjorde det selvfølgelig igen, sådan drilagtigt.

Lige pludselig - som i ud af det blå - råbte min kæreste “SID SÅ ORDENTLIGT!”, tog hendes ske og kastede den gennem rummet.

Hun blev forskrækket og ked af det og gik udenfor, hvor jeg selvfølgelig gik med hende. Hun insisterede på ikke at ville komme ind i huset igen før han var kørt.

Jeg gik ind og konfronterede ham - jeg er utroligt dårlig til den slags, men her var jeg så nødt til det. Spurgte om det virkelig var nødvendigt, fortalte at hvis han ikke kunne styre sit temperament omkring min datter, så ville det altså ikke gå.

Nå, men han vidste godt at det var forkert at hidse sig op, han ved godt han har et problem med sit temperament (derhjemme har han jævnligt kastet med ting eller ødelagt en væg ved at slå ind i den), og jeg ved det - men han har aldrig vist den side af sig selv sammen med hverken mig eller min datter.

Min datter blev næsten god igen - hun er stadig lidt sur på ham, og det synes jeg egentlig er fair nok.

Men... jeg ved ikke... jeg vil gerne høre jeres tanker om det hele. Jeg kan også godt selv blive hidsig (sjældent), og jeg forstår godt hans relation, som bunder både i hans barndom og i hans diagnose (skizotypi). Jeg synes det har lagt lidt en dæmper på mine følelser - jeg har Aspergers syndrom og er generelt mest styret af logik, så denne situation påvirker mig. Jeg følte mig næsten “skyldig” i går da jeg sad i sofaen sammen med min kæreste (han var på besøg om aftenen), som om jeg forrådte min datter... selvom hun fjollede med ham som sædvanligt.

Sikken masse jeg fik skrevet. Feedback vil blive påskønnet. :blomst:

PS: Han er ikke i behandling af nogen art og er desuden førtidspensionist. Han vil gerne arbejde på problemet men jeg tror ikke han rigtig ved hvordan han skal få begyndt.


Nu beder du om feedback, og det jeg vil sige bunder i omtanke for din datter.

Da din kæreste reagerer voldsomt ud af det blå.. Hvordan er din reaktion så? Bad du ham om at gå? Talte du med din datter og lod derefter som ingenting? Bad du ham om at undskylde?

Jeg tænker bare, det din datter ser lige nu, kommer til at definere hendes opfattelse af normal interaktion mellem familiemedlemmer.
Én ting er, at han reagerer voldsomt og uforudseligt. Det er noget skidt, men hun har kun kendt ham et år, så han har ikke sååå meget indflydelse på hendes verdensopfattelse (endnu.) Den, der har indflydelse, er dig. Viser du hende, at hun har ret til at blive vred og ked af hans reaktion? At den ikke er normal? At hun godt må sige fra og skælde ud?

Forstår hun, at du ikke bliver vred, hvis hun siger fra? Og at det ville være en normal reaktion, hvis det var det, hun valgte?

Jeg synes, det er en helt vildt stor ting, at han reagerer ved at kaste med ting, og så helt uden forvarsel, og helt ærligt.. Jeg kan ikke forstå, at I kort efter kan tilbringe sofatid sammen alle tre, og du tænker alt er fint, fordi de pjatter med hinanden, som de plejer.

Selvfølgelig reagerer din datter, som om alt er fint, for det er sådan, du fra min forståelse af hendes oplevelse, ser ud til at reagere. Du taler med ham om, at det er uacceptabelt, men hvad med hende? Hvis hun ikke er så gammel, skal hun jo lære de sociale spilleregler og få en forståelse for, hvornår andre opfører sig uacceptabelt.

Han er din kæreste. Han har en autoritativ rolle over for hende, og hun vil være tilbøjelig til at tro, at det han gør må være okay.. Simpelthen fordi han er en autoritet.

Jeg håber virkelig, at du ser ud over hans diagnose og "han vil arbejde med det" og hopper i din datters øjne i stedet. Hvordan tror du, det føles for et barn at opleve sin stedfar blive vred over "et eller andet", råbe irettesættende efter én og kaste ting ind i væggen? Jeg ville blive bange. Som voksen ville jeg blive bange. Og det håber jeg virkelig, at du taler med din datter om. Jeg håber virkelig, du hjælper hende med at finde og give udtryk for sin grænse lige der, hvis hun har en, og så hjælper hende med at sætte den bagefter. Jeg mener, hvis nogen behandlede mig, som din kæreste behandlede din datter, ville jeg ikke have lyst til at se dem igen. Diagnoser eller ej.

Det kan godt være, du allerede har gjort de ting, og jeg bare ikke kan se det i dine indlæg, og så beklager jeg misforståelsen. Jeg synes bare, tingene skal siges, hvis du ikke selv har tænkt dem, og jeg håber du ser det som den omsorg, de er tænkt i.


Jeg er så uendeligt enig i det smiling har skrevet her og jeg kunne ikke have skrevet det bedre.

Jeg ville ikke have været i stand til at sidde i sofaen med ham bagefter. Jeg ville have bedt ham undskylde for min datter og derefter tage hjem til sig selv.
6
Brugeravatar
Zombie
Indlæg: 2528
Tilmeldt: 16. aug 2015, 14:06
Kort karma: 630
Likede indlæg: 8203

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Zombie » 20. maj 2018, 19:39

Freya skrev:
Smiling_Goat skrev:
Vinaia skrev:I mandags havde vi en... episode. Min kæreste er hjemme ved min datter og jeg hver mandag, vi havde hygget og jeg havde lavet pandekager med is som vi var ved at spise.

Min datter (hun er knap 7) tog for sjov direkte fra isbøtten, der stod på bordet, med sin ske. Min kæreste og jeg smågrinede lidt og fortalte hende at det skal man da ikke - sådan med let stemning og i sjov. Hun gjorde det selvfølgelig igen, sådan drilagtigt.

Lige pludselig - som i ud af det blå - råbte min kæreste “SID SÅ ORDENTLIGT!”, tog hendes ske og kastede den gennem rummet.

Hun blev forskrækket og ked af det og gik udenfor, hvor jeg selvfølgelig gik med hende. Hun insisterede på ikke at ville komme ind i huset igen før han var kørt.

Jeg gik ind og konfronterede ham - jeg er utroligt dårlig til den slags, men her var jeg så nødt til det. Spurgte om det virkelig var nødvendigt, fortalte at hvis han ikke kunne styre sit temperament omkring min datter, så ville det altså ikke gå.

Nå, men han vidste godt at det var forkert at hidse sig op, han ved godt han har et problem med sit temperament (derhjemme har han jævnligt kastet med ting eller ødelagt en væg ved at slå ind i den), og jeg ved det - men han har aldrig vist den side af sig selv sammen med hverken mig eller min datter.

Min datter blev næsten god igen - hun er stadig lidt sur på ham, og det synes jeg egentlig er fair nok.

Men... jeg ved ikke... jeg vil gerne høre jeres tanker om det hele. Jeg kan også godt selv blive hidsig (sjældent), og jeg forstår godt hans relation, som bunder både i hans barndom og i hans diagnose (skizotypi). Jeg synes det har lagt lidt en dæmper på mine følelser - jeg har Aspergers syndrom og er generelt mest styret af logik, så denne situation påvirker mig. Jeg følte mig næsten “skyldig” i går da jeg sad i sofaen sammen med min kæreste (han var på besøg om aftenen), som om jeg forrådte min datter... selvom hun fjollede med ham som sædvanligt.

Sikken masse jeg fik skrevet. Feedback vil blive påskønnet. :blomst:

PS: Han er ikke i behandling af nogen art og er desuden førtidspensionist. Han vil gerne arbejde på problemet men jeg tror ikke han rigtig ved hvordan han skal få begyndt.


Nu beder du om feedback, og det jeg vil sige bunder i omtanke for din datter.

Da din kæreste reagerer voldsomt ud af det blå.. Hvordan er din reaktion så? Bad du ham om at gå? Talte du med din datter og lod derefter som ingenting? Bad du ham om at undskylde?

Jeg tænker bare, det din datter ser lige nu, kommer til at definere hendes opfattelse af normal interaktion mellem familiemedlemmer.
Én ting er, at han reagerer voldsomt og uforudseligt. Det er noget skidt, men hun har kun kendt ham et år, så han har ikke sååå meget indflydelse på hendes verdensopfattelse (endnu.) Den, der har indflydelse, er dig. Viser du hende, at hun har ret til at blive vred og ked af hans reaktion? At den ikke er normal? At hun godt må sige fra og skælde ud?

Forstår hun, at du ikke bliver vred, hvis hun siger fra? Og at det ville være en normal reaktion, hvis det var det, hun valgte?

Jeg synes, det er en helt vildt stor ting, at han reagerer ved at kaste med ting, og så helt uden forvarsel, og helt ærligt.. Jeg kan ikke forstå, at I kort efter kan tilbringe sofatid sammen alle tre, og du tænker alt er fint, fordi de pjatter med hinanden, som de plejer.

Selvfølgelig reagerer din datter, som om alt er fint, for det er sådan, du fra min forståelse af hendes oplevelse, ser ud til at reagere. Du taler med ham om, at det er uacceptabelt, men hvad med hende? Hvis hun ikke er så gammel, skal hun jo lære de sociale spilleregler og få en forståelse for, hvornår andre opfører sig uacceptabelt.

Han er din kæreste. Han har en autoritativ rolle over for hende, og hun vil være tilbøjelig til at tro, at det han gør må være okay.. Simpelthen fordi han er en autoritet.

Jeg håber virkelig, at du ser ud over hans diagnose og "han vil arbejde med det" og hopper i din datters øjne i stedet. Hvordan tror du, det føles for et barn at opleve sin stedfar blive vred over "et eller andet", råbe irettesættende efter én og kaste ting ind i væggen? Jeg ville blive bange. Som voksen ville jeg blive bange. Og det håber jeg virkelig, at du taler med din datter om. Jeg håber virkelig, du hjælper hende med at finde og give udtryk for sin grænse lige der, hvis hun har en, og så hjælper hende med at sætte den bagefter. Jeg mener, hvis nogen behandlede mig, som din kæreste behandlede din datter, ville jeg ikke have lyst til at se dem igen. Diagnoser eller ej.

Det kan godt være, du allerede har gjort de ting, og jeg bare ikke kan se det i dine indlæg, og så beklager jeg misforståelsen. Jeg synes bare, tingene skal siges, hvis du ikke selv har tænkt dem, og jeg håber du ser det som den omsorg, de er tænkt i.


Jeg er så uendeligt enig i det smiling har skrevet her og jeg kunne ikke have skrevet det bedre.

Jeg ville ikke have været i stand til at sidde i sofaen med ham bagefter. Jeg ville have bedt ham undskylde for min datter og derefter tage hjem til sig selv.


Jeg overvejer, hvordan han ville reagere på modstand lige efter sin overreaktion. Hvad hvis barnet var blevet vred? Havde reageret med trods?
0
Brugeravatar
Madam Pomfrey
Indlæg: 3390
Tilmeldt: 11. aug 2015, 19:29
Kort karma: 670
Geografisk sted: Stæævns
Likede indlæg: 8094

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Madam Pomfrey » 20. maj 2018, 19:57

tak for reflektioner til jer alle, det hjælper lidt på det hele at dele tanker, og få noget respons.
Jeg har nærmest tankemylder i dag, og det er rart med nogle "pinde" at forholde sig til faktisk, at få tænkt tingene igennem med nogle af jeres "overskrifter"

jeg er stadig ret ked, og forvirret, ramt - og selvom jeg bad om ro, så er det sgu mærkeligt der er så stille på messenger, og jeg savner ham, at han er der, de smil han normalt er årsag til.

Dikus skrev:Jeg mener på ingen måde, du skal gøre noget anderledes i forhold til tempo m.m. Men noget tyder på, du får talt nok om det, men han måske ikke rigtigt gør? Det kan føles ret opslidende, hvis man hele tiden skal give udtryk for, hvor glad man er for en person, hvor meget man vil ham/hende - og så får en lidt kølig afstand tilbage med besked om, at der regner den anden da også med at nå hen...


jeg har tænkt rigtig meget over det, og jeg holder egentligt fast i tanken om, at han ikke får de svar han allerhelst gerne vil ha.
At han har det rigtig svært med tidsperspektivet, ikke at få lov, ikke at få rum og plads, og jeg synes jeg har gjort mig umage med at sætte ord på at jeg er helt klar over at han står et andet sted, at jeg bliver glad over at han gerne vil os på den måde, men at jeg ikke har været klar til det så hurtigt. At jeg/vi stadig er et skrøbeligt og sårbart sted.

Jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal gribe det an.
jeg tænker at det ville være unfair ikke at fortælle ham om den usikkerhed jeg har haft, for det ville jo stille ham helt uden for indflydelse, ifht at vi kunne arbejde på det, ifht at han så ikke ville vide hvad jeg tumler med.

Han er eminent god til det med de søde og dejlige ord, og det var i starten både overvældende og uvant. Men igen, jeg har gjort mig umage både med at give igen, både som respons, og ud af det blå. Jeg udtrykker min taknemmelighed for den han er, det han gør, det han byder ind med, og jeg prøver også at give igen, hvor det nu giver mening, og hvor det gør en forskel.

Jeg tror absolut ikke han oplever mig som kølig ellers, han har flere gange sagt at jeg er et fantastisk og varmt menneske, at han er helt vild glad for at jeg er så fysisk som jeg er, i form af gerne at ville putte i en armkrog, blive holdt om, nusse, kysse, kramme, lysten til sex.
Han har flere gange sagt ordret, at der er ikke så meget pis med mig, man skal ikke gætte sig til hvad jeg føler, mener, tænker - at jeg er nem at læse, eller at jeg selv melder ud.

Jeg har overvejet en del, om ikke hans forhistorie med eksen, spiller ind i frustrationen.
De kendte også hinanden i forvejen, hun stod alene med 4 små børn, og han fik meget hurtig lov til at blive en del af deres hverdag, de flyttede ret hurtigt sammen, og han fik en ret stor rolle ifht hendes børn. Jeg tænker at hvis man på den måde er blevet budt velkommen med åbne arme, og så hurtigt har fået indflydelse, så er det nok også skide svært at blive holdt væk med en arms længde, uagtet at argumentation og årsag er ganske forståelig. Han vil rigtig gerne ind og bidrage, hjælpe til, få lov til at tage ansvar - men får ikke lov. Han lægger ikke skjul på at han savner at være en del af en familie, og det savn er helt sikkert forstærket af at han ikke ser sine papbørn.
0
"Happiness can be found, even in the darkest of times, if one only remembers to turn on the light."
IrmaPigen
Indlæg: 3394
Tilmeldt: 17. apr 2016, 06:38
Kort karma: 337
Likede indlæg: 4064

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf IrmaPigen » 20. maj 2018, 20:16

Madam Pomfrey skrev:Vi har skrevet frem og tilbage... og jo det handler da nok om usikkerhed hos ham også, det skriver han på sin vis.

han har skrevet at han er skide ked af at han har såret mig, og at det fortjener jeg ikke.
han skriver også at der er en masse vi aldrig får talt om f.x. fremtiden, hvor skal vi hen.

jeg synes vi har talt om det mange gange, men problemet er nok bare at jeg ikke giver ham det svar han helst vil have.
jeg synes jeg har gjort mig umage med at inddrage ham i, og være meget åben omkring hvad der fylder, hvorfor det fylder, hvad det kræver, og hvor meget energi jeg bruger på det. At jeg faktisk har et meget begrænset overskud, begrænset tid, og at tingene som de er bare skaber nogle praktisk omstændigheder som jeg er bundet af. Jeg har sjældent mulighed for at have fri fra livet som mor.

jeg har helt åbent og ærligt sagt at jeg kom ikke til at involvere de små i, at vi er i et forhold, førend jeg synes jeg selv, og de, var klar til det. For de skal ikke forholde sig til mennesker, og skabe relationer, hvis det er på et usikkert grundlag.

jeg har skrevet til ham at jeg synes jeg har gjort mig umage med at kommunikere at jeg er tilfreds med hvor vi er nu, at jeg har givet udtryk for at have behov for at tingene udvikler sig stille og roligt, så jeg kan følge med.Når han har spurgt "hvad gør vi ved det her" har jeg anerkendt at han gerne vil mere, at jeg forstår han savner mig og gerne ville være mere sammen med mig, men samtidig udtrykt at vi står på 2 vidt forskellige udgangspunkter, og jeg har ikke bare mig, men 4 drenge der også skal fungere i det her, men at jeg giver det jeg kan overskue, har kræfter til at give, og at jeg ofte har taget skridt ud på for mig usikkert grundlag.

Han har spurgt hvad vi gør lige nu, om vi skal forsætte med at snakke som normalt, eller om jeg har brug for plads.
jeg har bedt om plads og ro... er nødt til at finde hoved og hale i det her.
Men det gør ikke ligefrem mindre ondt i dag, slet ikke når han starter ud med en "sket er sket, jeg faldt i" holdning... for det er bare ikke OK.
han vil gerne komme forbi, så vi kan snakke, men det kan jeg slet ikke overskue, kan ikke overskue at skulle forholde mig SÅ konkret til ham, at stå i det der føleles vivar, slet ikke når alle ungerne er hjemme.


Men uanset hvor mange gange du siger til ham, så vil han jo gerne have en bid af kagen og ikke bare de sørgelige krummer, der ligger retur efter alle andre har været der.

Måske er du nødt til at indse, at du bare ikke kan give ham det han gerne vil have.
4
Brugeravatar
Madam Pomfrey
Indlæg: 3390
Tilmeldt: 11. aug 2015, 19:29
Kort karma: 670
Geografisk sted: Stæævns
Likede indlæg: 8094

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Madam Pomfrey » 20. maj 2018, 20:54

IrmaPigen skrev:
Men uanset hvor mange gange du siger til ham, så vil han jo gerne have en bid af kagen og ikke bare de sørgelige krummer, der ligger retur efter alle andre har været der.

Måske er du nødt til at indse, at du bare ikke kan give ham det han gerne vil have.


Det har jeg vidst, og sagt, fra starten at jeg ikke ville kunne det første lange stykke tid. Det har været et grundvilkår, der er italesat adskillelige gange, og jeg har sagt fra start at jeg var helt ok med, hvis han ikke kunne med de præmisser, hvis han ikke kunne med usikkerheden.
Og i og med at han er blevet hængende, vi snakker nu 6+ mdr, tænker jeg at han har accepteret at det er sådan det er her og nu, selvom han også har skubbet blidt på.

Og nu var jeg jo klar til at give ham mere af det han ønsker, at fortælle de 2 yngste at vi er kærester. At han kunne være her, sove her, selvom de er her, hvilket han jo så også ville kunne fremover, hvorfor vi ville have mulighed for mere tid sammen, ikke ville være så låste på konkrete ugedage, hveranden weekend (hvor jeg også er arbejdsramt hver 4. weekend)
Det ville give en anden frihed, og jeg har sagt at han for min skyld gerne måtte være i vores hjem imens jeg selv var på job, hvis han havde fri. Det ville være hyggeligt at have ham at komme hjem til.
2
"Happiness can be found, even in the darkest of times, if one only remembers to turn on the light."
Brugeravatar
Zombie
Indlæg: 2528
Tilmeldt: 16. aug 2015, 14:06
Kort karma: 630
Likede indlæg: 8203

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Zombie » 20. maj 2018, 21:52

Madam Pomfrey skrev:
IrmaPigen skrev:
Men uanset hvor mange gange du siger til ham, så vil han jo gerne have en bid af kagen og ikke bare de sørgelige krummer, der ligger retur efter alle andre har været der.

Måske er du nødt til at indse, at du bare ikke kan give ham det han gerne vil have.


Det har jeg vidst, og sagt, fra starten at jeg ikke ville kunne det første lange stykke tid. Det har været et grundvilkår, der er italesat adskillelige gange, og jeg har sagt fra start at jeg var helt ok med, hvis han ikke kunne med de præmisser, hvis han ikke kunne med usikkerheden.
Og i og med at han er blevet hængende, vi snakker nu 6+ mdr, tænker jeg at han har accepteret at det er sådan det er her og nu, selvom han også har skubbet blidt på.

Og nu var jeg jo klar til at give ham mere af det han ønsker, at fortælle de 2 yngste at vi er kærester. At han kunne være her, sove her, selvom de er her, hvilket han jo så også ville kunne fremover, hvorfor vi ville have mulighed for mere tid sammen, ikke ville være så låste på konkrete ugedage, hveranden weekend (hvor jeg også er arbejdsramt hver 4. weekend)
Det ville give en anden frihed, og jeg har sagt at han for min skyld gerne måtte være i vores hjem imens jeg selv var på job, hvis han havde fri. Det ville være hyggeligt at have ham at komme hjem til.


Men HVORFOR er det så, at han fucker det helt op nu, på målstregen?

Og dét svar, tror og synes jeg ikke, du selv skal fortolke dig frem til. Du må snakke med ham om det.
8
LaScrooge
Indlæg: 2894
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 805
Likede indlæg: 7846

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf LaScrooge » 21. maj 2018, 06:12

Vinaia skrev:I mandags havde vi en... episode. Min kæreste er hjemme ved min datter og jeg hver mandag, vi havde hygget og jeg havde lavet pandekager med is som vi var ved at spise.

Min datter (hun er knap 7) tog for sjov direkte fra isbøtten, der stod på bordet, med sin ske. Min kæreste og jeg smågrinede lidt og fortalte hende at det skal man da ikke - sådan med let stemning og i sjov. Hun gjorde det selvfølgelig igen, sådan drilagtigt.

Lige pludselig - som i ud af det blå - råbte min kæreste “SID SÅ ORDENTLIGT!”, tog hendes ske og kastede den gennem rummet.

Hun blev forskrækket og ked af det og gik udenfor, hvor jeg selvfølgelig gik med hende. Hun insisterede på ikke at ville komme ind i huset igen før han var kørt.

Jeg gik ind og konfronterede ham - jeg er utroligt dårlig til den slags, men her var jeg så nødt til det. Spurgte om det virkelig var nødvendigt, fortalte at hvis han ikke kunne styre sit temperament omkring min datter, så ville det altså ikke gå.

Nå, men han vidste godt at det var forkert at hidse sig op, han ved godt han har et problem med sit temperament (derhjemme har han jævnligt kastet med ting eller ødelagt en væg ved at slå ind i den), og jeg ved det - men han har aldrig vist den side af sig selv sammen med hverken mig eller min datter.

Min datter blev næsten god igen - hun er stadig lidt sur på ham, og det synes jeg egentlig er fair nok.

Men... jeg ved ikke... jeg vil gerne høre jeres tanker om det hele. Jeg kan også godt selv blive hidsig (sjældent), og jeg forstår godt hans relation, som bunder både i hans barndom og i hans diagnose (skizotypi). Jeg synes det har lagt lidt en dæmper på mine følelser - jeg har Aspergers syndrom og er generelt mest styret af logik, så denne situation påvirker mig. Jeg følte mig næsten “skyldig” i går da jeg sad i sofaen sammen med min kæreste (han var på besøg om aftenen), som om jeg forrådte min datter... selvom hun fjollede med ham som sædvanligt.

Sikken masse jeg fik skrevet. Feedback vil blive påskønnet. :blomst:

PS: Han er ikke i behandling af nogen art og er desuden førtidspensionist. Han vil gerne arbejde på problemet men jeg tror ikke han rigtig ved hvordan han skal få begyndt.


Det der synes jeg er meget alvorligt og for mig ville det være grund til at afslutte forholdet, bare sådan. Voldsomheden, uforudsigeligheden, reaktionen i sig selv, det, at han har sådan noget i sig, ville bekymre mig ud over alle grænser. Det er ikke nok at han "vil arbejde på det" og at han ved at han har problemer med sit temperament. Det at han siger sådan er en alarmklokke i sig selv. Det er tomme ord, falske løfter om at blive bedre, og det er kendt fra mangt en voldelig partner. Han burde have stopklodsen i sig, og det har han ikke og han får det sandsynligvis heller ikke, og under ingen omstændigheder ville jeg lade mig selv og mit barn være hans potentielle målskiver mens han "arbejdede på det".

Jeg ville IKKE nogensinde udsætte mit barn for sådan noget - det er angstskabende, det et umuligt at navigere i, det er en forkert reaktion - og jeg ville frygte for, at det en dag kunne gå ud over mig eller hende. Der er ingen undskyldning og det er hverken en normal eller forståelig reaktion. Under ingen omstændigheder.
17
Brugeravatar
Freya
Indlæg: 342
Tilmeldt: 11. maj 2016, 12:42
Kort karma: 45
Likede indlæg: 1107

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Freya » 21. maj 2018, 07:31

Zombie skrev:
Freya skrev:
Jeg overvejer, hvordan han ville reagere på modstand lige efter sin overreaktion. Hvad hvis barnet var blevet vred? Havde reageret med trods?


Præcis. Jeg ville ikke afvente at finde ud af det. En mand der reagerer så uforudsigeligt aggressivt i nærheden af mit barn (og i det hele taget), han skulle ikke være i mit liv. Og det at han er opmærksom på, at han har et problem med temperament (samt en diagnose) som han vælger ikke at få hjælp til, sætter alle mine advarselslamper i gang.
Senest rettet af Freya 22. maj 2018, 06:24, rettet i alt 1 gang.
1
Brugeravatar
Vinaia
Indlæg: 250
Tilmeldt: 30. apr 2016, 08:19
Kort karma: 29
Likede indlæg: 728

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Vinaia » 21. maj 2018, 07:36

Jeg takker igen for alle jeres tanker. Og så svarer jeg når jeg kommer til en computer. Jeg hader at skrive fra mobilen. :genert:
0
So, tell me, where should I go?
To the left, where nothing is right
... or to the right, where nothing is left?
Neverkont
Indlæg: 399
Tilmeldt: 4. mar 2016, 22:00
Kort karma: 13
Likede indlæg: 344

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Neverkont » 21. maj 2018, 09:14

LaScrooge skrev:Det der synes jeg er meget alvorligt og for mig ville det være grund til at afslutte forholdet, bare sådan. Voldsomheden, uforudsigeligheden, reaktionen i sig selv, det, at han har sådan noget i sig, ville bekymre mig ud over alle grænser. Det er ikke nok at han "vil arbejde på det" og at han ved at han har problemer med sit temperament. Det at han siger sådan er en alarmklokke i sig selv.


Lige præcis.

Han ved allerede, at han har problemer med sit temperament, og d.v.s. at han har haft rig mulighed for, at arbejde med det.
Det viser jo, at enten har han ikke arbejdet med det, eller også har han arbejdet med det, uden effekt.

Hensynet til din datter skal og bør veje tungere end alt andet.
3
Brugeravatar
Madam Pomfrey
Indlæg: 3390
Tilmeldt: 11. aug 2015, 19:29
Kort karma: 670
Geografisk sted: Stæævns
Likede indlæg: 8094

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Madam Pomfrey » 21. maj 2018, 20:35

Nå, vi fik snakket 15 minutter her til aften, stille og roligt.
Han undskyldte at han havde brændt os af, konstaterede at han jo ikke kunne gøre det om, men ville love at det aldrig skete igen.
Jeg tror faktisk jeg ville have kunne håndtere det langt bedre hvis det var sket senere, eller hvis vi bare have haft en aftale om at være sammen, uden specifikt indhold, så ikke børnene blev skuffet.

Han spurgte til hvor jeg står, hvad jeg tænker, om der er en fremtid, og det ved jeg ikke...
jeg fortalt at jeg udemærket var klar over at han gerne ville mere, og det er rigtig dejligt, men at jeg ikke kan give mere, at jeg er nødt til at passe på dengene og sørge for at grundlaget er på plads. Han havde kun anerkendelse tilovers for det, sagde at det SKULLE jeg, og han ville ikke have respekt for mig hvis ikke de var min første prioritet.
Men han savner intimitet og nærværd dagligdagen, han synes ikke 1-2 dage ugentligt er nok, og fair nok. Jeg kan og vil gerne mere fremadrettet, men vi er lige så vel udfordret på afstanden imellem os, at han ikke har kørekort/bil og dermed er afhængig af det offentlige - og det er besværligt og tager lang tid, at han har sine jobs få km fra sit hjem.
Vi snakkede om hans frustration ifht det han mangler, at jeg er uklar på hvornår og hvor meget, men det er jo virkelig en fluffy ting der handler om at mærke efter, der er jo ingen form for facit på den slags, - hvilket han var helt med på. Så egentligt forstår vi hinanden, jeg kan bare - som jeg tænkte - ikke give ham de svar han gerne vil have, og jeg kan ikke for nuværende give ham så meget som han gerne vil have, det han savner i hverdagen.

Han har flere gange, og jeg har mest opfattet det som værende lidt i sjov, opfordret til at jeg kom ind til hans by, mig og ungerne, og det har jeg hver eneste gang afvist kunne være en mulighed. For det er og bliver aldrig en mulighed.

Vi har aftalt at småsnakke over messenger som normalt, jeg svarer hvis jeg har overskud. Jeg skal på beboerferie med mit arbejde på torsdag, og er væk i 8 dage, kommer hjem til barn der skal fejres fødselsdag for, så der er ikke grundlag for at mødes førend om en 14 dages tid fra nu. Og vi har aftalt at mødes og få snakket om tingene, hver især at bruge tiden på at tænke det her igennem, om der er en fremtid i det.

Jeg har meldt ud at lige nu er jeg helt tilbage til udgangspunktet, at usikkerheden og tvivlen er enormt stor, og det ved jeg ikke om det kommer til at ændre sig. Det er jeg nødt til at mærke efter.
jeg er nødt til lige at få tænkt det rigtg godt igennem, og netop med de argumenter som Zombie har listet op, at jeg har bokset med at han har svært ved at se og respektere mine grænser og og nogle tilfælde også drengenes. Ud over det, så aftaler - som jeg generelt har det stramt med ikke overholdes. Vi har før haft aftaler om konkrete tidspunkter, hvor han har strukket den - men dog givet besked, og ikke strukket den fordi noget kom i vejen, men fordi han bare ikke kunne komme i omdrejninger.
Han skal også tænke, om han kan leve med de vilkår der nu engang er, begrænsede muligheder for at være sammen, afstand, og alt det andet.

Et irritationsmoment for mig er også, at selvom han egentligt husker ret godt, så glemmer han tit hvad jeg svarer på hans spørgsmål, det kan f.x. være mine arbejdstider. Vi kan ha snakket sammen om aftenen, og jeg har fortalt jeg skal arbejde 10-17 kommende dag, som jeg gør HVER tirsdag, og næste dag kan han spørge "er du på arbejde" "hvad tid har du fri" han glemmer hvornår jeg har børnene. I januar lavede jeg en kalender for første halvår, fordi han bad om at få et overblik, i den står der alle mine arbejdsweekends, hvornår jeg har børn og hvornår de er ved far. Men han har aldrig brugt den, og da jeg nævnte det sidst, sagde han at det havde han glemt, og at han måske nok havde slettet mailen.

Jeg er sgu nok min egen største udfordring lige nu, nå jeg vakler så meget imellem det ene og andet. Men jeg kan fanme godt li ham, at være en del af et os, jeg synes han er sød og dejlig, og han betyder en masse for mig. Ellers var jeg jo ikke blevet så ked af det, og er det fortsat.
Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hvis han nu ikke havde brændt os af, så havde vi været et helt andet sted lige nu.

Fis og humbug altså :-/
0
"Happiness can be found, even in the darkest of times, if one only remembers to turn on the light."
Brugeravatar
Q-beben
Indlæg: 541
Tilmeldt: 23. dec 2015, 11:23
Kort karma: 112
Likede indlæg: 1682

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Q-beben » 22. maj 2018, 06:43

Vinaia skrev:Jeg gik ind og konfronterede ham - jeg er utroligt dårlig til den slags, men her var jeg så nødt til det. Spurgte om det virkelig var nødvendigt, fortalte at hvis han ikke kunne styre sit temperament omkring min datter, så ville det altså ikke gå.

Nå, men han vidste godt at det var forkert at hidse sig op, han ved godt han har et problem med sit temperament (derhjemme har han jævnligt kastet med ting eller ødelagt en væg ved at slå ind i den), og jeg ved det - men han har aldrig vist den side af sig selv sammen med hverken mig eller min datter.


Godt, at du sagde fra over for ham. Jeg håber, at din datter ved, at du har sagt fra over for ham. Ellers ville jeg sige det til hende, at sådan opførsel slet ikke er ok, og at du har sagt det til ham. Så ved hun, hvad er rigtigt/forkert opførsel + at hun kan mærke, at du passer på hende.

Jeg må nok indrømme, at hvis jeg havde en kæreste, som jævnligt kastede med ting eller ødelægger vægge, så ville jeg snakke med ham om, at han bør få noget hjælp/værktøjer, så han kan ændre sin adfærd. Og jeg ville slet ikke løbe den risiko at lade ham være sammen med mine børn. Det ville være absolut dealbreaker for mig.
1
Brugeravatar
Q-beben
Indlæg: 541
Tilmeldt: 23. dec 2015, 11:23
Kort karma: 112
Likede indlæg: 1682

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Q-beben » 22. maj 2018, 06:54

Madam Pomfrey skrev:Et irritationsmoment for mig er også, at selvom han egentligt husker ret godt, så glemmer han tit hvad jeg svarer på hans spørgsmål, det kan f.x. være mine arbejdstider. Vi kan ha snakket sammen om aftenen, og jeg har fortalt jeg skal arbejde 10-17 kommende dag, som jeg gør HVER tirsdag, og næste dag kan han spørge "er du på arbejde" "hvad tid har du fri" han glemmer hvornår jeg har børnene. I januar lavede jeg en kalender for første halvår, fordi han bad om at få et overblik, i den står der alle mine arbejdsweekends, hvornår jeg har børn og hvornår de er ved far. Men han har aldrig brugt den, og da jeg nævnte det sidst, sagde han at det havde han glemt, og at han måske nok havde slettet mailen.


Godt, at I fik snakket med hinanden :) Jeg er enig med dig i, at når børnene er en del af aftalen, så bryder man ikke en sådan aftale, medmindre der er en meget vigtig grund. Og uanset hvad, spørger man først. Man kan håbe, at han forstår det nu.

Det virker til, at du har mange ting oppe at vende. Jeg tænker, at ingen er perfekte eller matcher hinanden 100%. Mht. datoer... jeg har det på samme måde som din ven. Jeg er håbløs til datoer og laver konstant dobbeltbookninger. Jeg prøver virkelig at gøre en indsats for at huske det, skrive det i kalenderen osv., men det sker ofte, at jeg laver en fejl. Og det er virkelig ikke, fordi jeg ikke vil huske, hvornår min eks-kæreste havde fri osv., men det "lagres" bare ikke i min hukommelse. Min eks købte så først en fysisk kalender, men den fik jeg aldrig opdateret. Så lavede han en fælles kalender til os i outlook, - det fungerede rigtig godt, for den havde jeg altid ved hånden (telefonen). Måske var det en idé? Blot en tanke.
0

Tilbage til "Forhold og sex"