De spirrende forhold - snik snak

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 7530
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 1038
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 11059

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Dikus » 20. maj 2018, 10:27

Krølle skrev:For mig ville efterreaktionen faktisk være værre end selve den brudte aftale.

Alle kan fucke up, mig selv inklusive, og jeg håber, en kæreste ville kunne rumme og tilgive, selvom der ikke var en god undskyldning.

Jeg ville dog være ødelagt indeni over at have været sådan en røv og have udtænkt alverdens måder at kompensere på. 50 shades og apology-agtigt.

I hans tilfælde virker det slet ikke som om, han reflekterer over, hvad hans opførsel har gjort bed dig, ungerne og ikke mindst jeres relation. At all.



Enig. Vi havde jo en episode for nogle måneder siden, hvor det var mig, der var røven. Og jeg stod da på hovedet for at finde ud af, hvor det kom fra og for at undskylde og gøre det godt igen med mine handlinger.

Ellers var vi da heller ikke kommet videre.

....

Æv, hvor er jeg ked af, han lader til at se det som et hændeligt uheld.
0
Brugeravatar
Madam Pomfrey
Indlæg: 3001
Tilmeldt: 11. aug 2015, 19:29
Kort karma: 600
Geografisk sted: Stæævns
Likede indlæg: 7059

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Madam Pomfrey » 20. maj 2018, 11:37

Vi har skrevet frem og tilbage... og jo det handler da nok om usikkerhed hos ham også, det skriver han på sin vis.

han har skrevet at han er skide ked af at han har såret mig, og at det fortjener jeg ikke.
han skriver også at der er en masse vi aldrig får talt om f.x. fremtiden, hvor skal vi hen.

jeg synes vi har talt om det mange gange, men problemet er nok bare at jeg ikke giver ham det svar han helst vil have.
jeg synes jeg har gjort mig umage med at inddrage ham i, og være meget åben omkring hvad der fylder, hvorfor det fylder, hvad det kræver, og hvor meget energi jeg bruger på det. At jeg faktisk har et meget begrænset overskud, begrænset tid, og at tingene som de er bare skaber nogle praktisk omstændigheder som jeg er bundet af. Jeg har sjældent mulighed for at have fri fra livet som mor.
jeg har helt åbent og ærligt sagt at jeg kom ikke til at involvere de små i, at vi er i et forhold, førend jeg synes jeg selv, og de, var klar til det. For de skal ikke forholde sig til mennesker, og skabe relationer, hvis det er på et usikkert grundlag.

jeg har skrevet til ham at jeg synes jeg har gjort mig umage med at kommunikere at jeg er tilfreds med hvor vi er nu, at jeg har givet udtryk for at have behov for at tingene udvikler sig stille og roligt, så jeg kan følge med.Når han har spurgt "hvad gør vi ved det her" har jeg anerkendt at han gerne vil mere, at jeg forstår han savner mig og gerne ville være mere sammen med mig, men samtidig udtrykt at vi står på 2 vidt forskellige udgangspunkter, og jeg har ikke bare mig, men 4 drenge der også skal fungere i det her, men at jeg giver det jeg kan overskue, har kræfter til at give, og at jeg ofte har taget skridt ud på for mig usikkert grundlag.

Han har spurgt hvad vi gør lige nu, om vi skal forsætte med at snakke som normalt, eller om jeg har brug for plads.
jeg har bedt om plads og ro... er nødt til at finde hoved og hale i det her.
Men det gør ikke ligefrem mindre ondt i dag, slet ikke når han starter ud med en "sket er sket, jeg faldt i" holdning... for det er bare ikke OK.
han vil gerne komme forbi, så vi kan snakke, men det kan jeg slet ikke overskue, kan ikke overskue at skulle forholde mig SÅ konkret til ham, at stå i det der føleles vivar, slet ikke når alle ungerne er hjemme.
0
"Happiness can be found, even in the darkest of times, if one only remembers to turn on the light."
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 7530
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 1038
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 11059

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Dikus » 20. maj 2018, 12:48

Madam Pomfrey skrev:Vi har skrevet frem og tilbage... og jo det handler da nok om usikkerhed hos ham også, det skriver han på sin vis.

han har skrevet at han er skide ked af at han har såret mig, og at det fortjener jeg ikke.
han skriver også at der er en masse vi aldrig får talt om f.x. fremtiden, hvor skal vi hen.

jeg synes vi har talt om det mange gange, men problemet er nok bare at jeg ikke giver ham det svar han helst vil have.
jeg synes jeg har gjort mig umage med at inddrage ham i, og være meget åben omkring hvad der fylder, hvorfor det fylder, hvad det kræver, og hvor meget energi jeg bruger på det. At jeg faktisk har et meget begrænset overskud, begrænset tid, og at tingene som de er bare skaber nogle praktisk omstændigheder som jeg er bundet af. Jeg har sjældent mulighed for at have fri fra livet som mor.
jeg har helt åbent og ærligt sagt at jeg kom ikke til at involvere de små i, at vi er i et forhold, førend jeg synes jeg selv, og de, var klar til det. For de skal ikke forholde sig til mennesker, og skabe relationer, hvis det er på et usikkert grundlag.

jeg har skrevet til ham at jeg synes jeg har gjort mig umage med at kommunikere at jeg er tilfreds med hvor vi er nu, at jeg har givet udtryk for at have behov for at tingene udvikler sig stille og roligt, så jeg kan følge med.Når han har spurgt "hvad gør vi ved det her" har jeg anerkendt at han gerne vil mere, at jeg forstår han savner mig og gerne ville være mere sammen med mig, men samtidig udtrykt at vi står på 2 vidt forskellige udgangspunkter, og jeg har ikke bare mig, men 4 drenge der også skal fungere i det her, men at jeg giver det jeg kan overskue, har kræfter til at give, og at jeg ofte har taget skridt ud på for mig usikkert grundlag.

Han har spurgt hvad vi gør lige nu, om vi skal forsætte med at snakke som normalt, eller om jeg har brug for plads.
jeg har bedt om plads og ro... er nødt til at finde hoved og hale i det her.
Men det gør ikke ligefrem mindre ondt i dag, slet ikke når han starter ud med en "sket er sket, jeg faldt i" holdning... for det er bare ikke OK.
han vil gerne komme forbi, så vi kan snakke, men det kan jeg slet ikke overskue, kan ikke overskue at skulle forholde mig SÅ konkret til ham, at stå i det der føleles vivar, slet ikke når alle ungerne er hjemme.


Jeg kan faktsik godt forstå, hvis han har det svært med tempoet SELVOM han anerkender, at du gør, hvad du kan og prøver at give plads til det. Hvis det er det, der har fremmanet en hjerneblødning, så synes jeg i den grad, I har noget helt andet, I skal have talt om. Og du så bør prøve at give slip på symptomet. Hvis det giver mening?

Jeg mener på ingen måde, du skal gøre noget anderledes i forhold til tempo m.m. Men noget tyder på, du får talt nok om det, men han måske ikke rigtigt gør? Det kan føles ret opslidende, hvis man hele tiden skal give udtryk for, hvor glad man er for en person, hvor meget man vil ham/hende - og så får en lidt kølig afstand tilbage med besked om, at der regner den anden da også med at nå hen...
2
Brugeravatar
Marioneta
Indlæg: 1464
Tilmeldt: 12. jan 2016, 19:36
Kort karma: 345
Likede indlæg: 3094

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Marioneta » 20. maj 2018, 12:57

Dikus skrev:
Madam Pomfrey skrev:Vi har skrevet frem og tilbage... og jo det handler da nok om usikkerhed hos ham også, det skriver han på sin vis.

han har skrevet at han er skide ked af at han har såret mig, og at det fortjener jeg ikke.
han skriver også at der er en masse vi aldrig får talt om f.x. fremtiden, hvor skal vi hen.

jeg synes vi har talt om det mange gange, men problemet er nok bare at jeg ikke giver ham det svar han helst vil have.
jeg synes jeg har gjort mig umage med at inddrage ham i, og være meget åben omkring hvad der fylder, hvorfor det fylder, hvad det kræver, og hvor meget energi jeg bruger på det. At jeg faktisk har et meget begrænset overskud, begrænset tid, og at tingene som de er bare skaber nogle praktisk omstændigheder som jeg er bundet af. Jeg har sjældent mulighed for at have fri fra livet som mor.
jeg har helt åbent og ærligt sagt at jeg kom ikke til at involvere de små i, at vi er i et forhold, førend jeg synes jeg selv, og de, var klar til det. For de skal ikke forholde sig til mennesker, og skabe relationer, hvis det er på et usikkert grundlag.

jeg har skrevet til ham at jeg synes jeg har gjort mig umage med at kommunikere at jeg er tilfreds med hvor vi er nu, at jeg har givet udtryk for at have behov for at tingene udvikler sig stille og roligt, så jeg kan følge med.Når han har spurgt "hvad gør vi ved det her" har jeg anerkendt at han gerne vil mere, at jeg forstår han savner mig og gerne ville være mere sammen med mig, men samtidig udtrykt at vi står på 2 vidt forskellige udgangspunkter, og jeg har ikke bare mig, men 4 drenge der også skal fungere i det her, men at jeg giver det jeg kan overskue, har kræfter til at give, og at jeg ofte har taget skridt ud på for mig usikkert grundlag.

Han har spurgt hvad vi gør lige nu, om vi skal forsætte med at snakke som normalt, eller om jeg har brug for plads.
jeg har bedt om plads og ro... er nødt til at finde hoved og hale i det her.
Men det gør ikke ligefrem mindre ondt i dag, slet ikke når han starter ud med en "sket er sket, jeg faldt i" holdning... for det er bare ikke OK.
han vil gerne komme forbi, så vi kan snakke, men det kan jeg slet ikke overskue, kan ikke overskue at skulle forholde mig SÅ konkret til ham, at stå i det der føleles vivar, slet ikke når alle ungerne er hjemme.


Jeg kan faktsik godt forstå, hvis han har det svært med tempoet SELVOM han anerkender, at du gør, hvad du kan og prøver at give plads til det. Hvis det er det, der har fremmanet en hjerneblødning, så synes jeg i den grad, I har noget helt andet, I skal have talt om. Og du så bør prøve at give slip på symptomet. Hvis det giver mening?

Jeg mener på ingen måde, du skal gøre noget anderledes i forhold til tempo m.m. Men noget tyder på, du får talt nok om det, men han måske ikke rigtigt gør? Det kan føles ret opslidende, hvis man hele tiden skal give udtryk for, hvor glad man er for en person, hvor meget man vil ham/hende - og så får en lidt kølig afstand tilbage med besked om, at der regner den anden da også med at nå hen...


Ikke fordi det på nogen måde gør hans fejl i orden, men det må også være svært for ham at være på sidelinjen og gerne ville meget mere, men være så langt nede på prioriteringslisten, som man nu engang er som kæreste til en kvinde med fire børn. Det er hans lod og det kan ikke rigtigt ændres, men det må stadig være svært og hvis det er en del af forklaringen, så ville jeg være mere lydhør end hvis det kun er den første forklaring: shit happens. For det er da slet ikke i orden.

Puha, det er et svært valg, men du må jo lade tiden komme dig til undsætning og mærke efter, hvordan du har det, når "chokket" lige har lagt sig og I har fået snakket ordentligt om tingene.
8
Brugeravatar
SAGA
Indlæg: 63
Tilmeldt: 16. mar 2018, 12:15
Kort karma: 5
Likede indlæg: 87

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf SAGA » 20. maj 2018, 13:40

Madam Pomfrey skrev:Vi har skrevet frem og tilbage... og jo det handler da nok om usikkerhed hos ham også, det skriver han på sin vis.

han har skrevet at han er skide ked af at han har såret mig, og at det fortjener jeg ikke.
han skriver også at der er en masse vi aldrig får talt om f.x. fremtiden, hvor skal vi hen.

jeg synes vi har talt om det mange gange, men problemet er nok bare at jeg ikke giver ham det svar han helst vil have.
jeg synes jeg har gjort mig umage med at inddrage ham i, og være meget åben omkring hvad der fylder, hvorfor det fylder, hvad det kræver, og hvor meget energi jeg bruger på det. At jeg faktisk har et meget begrænset overskud, begrænset tid, og at tingene som de er bare skaber nogle praktisk omstændigheder som jeg er bundet af. Jeg har sjældent mulighed for at have fri fra livet som mor.
jeg har helt åbent og ærligt sagt at jeg kom ikke til at involvere de små i, at vi er i et forhold, førend jeg synes jeg selv, og de, var klar til det. For de skal ikke forholde sig til mennesker, og skabe relationer, hvis det er på et usikkert grundlag.

jeg har skrevet til ham at jeg synes jeg har gjort mig umage med at kommunikere at jeg er tilfreds med hvor vi er nu, at jeg har givet udtryk for at have behov for at tingene udvikler sig stille og roligt, så jeg kan følge med.Når han har spurgt "hvad gør vi ved det her" har jeg anerkendt at han gerne vil mere, at jeg forstår han savner mig og gerne ville være mere sammen med mig, men samtidig udtrykt at vi står på 2 vidt forskellige udgangspunkter, og jeg har ikke bare mig, men 4 drenge der også skal fungere i det her, men at jeg giver det jeg kan overskue, har kræfter til at give, og at jeg ofte har taget skridt ud på for mig usikkert grundlag.

Han har spurgt hvad vi gør lige nu, om vi skal forsætte med at snakke som normalt, eller om jeg har brug for plads.
jeg har bedt om plads og ro... er nødt til at finde hoved og hale i det her.
Men det gør ikke ligefrem mindre ondt i dag, slet ikke når han starter ud med en "sket er sket, jeg faldt i" holdning... for det er bare ikke OK.
han vil gerne komme forbi, så vi kan snakke, men det kan jeg slet ikke overskue, kan ikke overskue at skulle forholde mig SÅ konkret til ham, at stå i det der føleles vivar, slet ikke når alle ungerne er hjemme.

Jeg synes det lyder som om han vil dig mere end du vil ham. Han vil vide om i har en fremtid, det svar giver du ham ikke. Han står lidt i en venteposition og venter på du bestemmer hvor i skal hen med forholdet.
Jeg forstår faktisk godt at han er frustreret. Jeg forstår også godt at han ikke ved hvordan han skal rode bod på det fordi han ikke rigtig får et konkret svar på noget. Hvos han ikke helt ved hvor han har dig så synes jeg faktisk det er fint han spørger hvad der skal til.

Når alt det så er sagt synes jeg han er en kæmpe idiot fordi han ryger i øl i stedet for at overholde jeres aftale. En aftale der ikke er kommet ud af det blå og som oven i købet også er en aftale med dine børn.
Det kan han ikke være bekendt.

Var jeg dig så havde jeg afsluttet forholdet. Ikke kun pga den brudte aftale men fordi i slet ikke er samme sted ift jeres syn på forholdet. I vil ikke de samme ting og så går det sjældent godt.
9
Brugeravatar
Zombie
Indlæg: 2341
Tilmeldt: 16. aug 2015, 14:06
Kort karma: 592
Likede indlæg: 7517

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Zombie » 20. maj 2018, 14:07

Jeg tænker bare, at han skyder sig selv i foden, så snart han begynder at få det, han gerne vil have. Han vil gerne have familien, men så snart de skal ud at være familie med at fiske osv., så klokker han i det.
- Hvad handler dét om? Selvsabotage?

Derudover synes jeg lidt, der er en rød tråd med, at han overskrider grænser og fucker op, og så siger undskyld, og vil fortsætte som hidtil. Nogle gange er en undskyldning bare ikke nok.
Når man ser på hans opførsel i både stort og småt, med at kilde og tage en konfrontation med nr. 2 som har det svært m.m., så virker det til, at han er udfordret ift. grænser.

Det er helt fair - det kender jeg mange som er - men spørgsmålet er, om denne familie kan rumme det. Her tænker jeg mest på børnene, for du Madam Pomfrey, kan vist rumme lidt *for* meget, hvis jeg skal være ærlig.
11
Wunder8
Indlæg: 361
Tilmeldt: 29. dec 2015, 15:42
Kort karma: 85
Likede indlæg: 914

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Wunder8 » 20. maj 2018, 16:15

Vinaia skrev:Det forstår jeg sagtens, Marioneta. Sagen er bare, at min kæreste, foruden omtalte episode, aldrig har været sur eller er blevet sur over noget som helst i samvær med mig (eller min datter). Det der “ud af det blå” aspekt skræmmer mig lidt, indrømmet - og hvis noget lignende sker igen må jeg nødvendigvis handle på det. Men det er én gang det er sket og vi har været sammen et år.

Men du kan tro jeg har antennerne ude (endnu mere end normalt) efter tegn på psykisk vold og deslige. Og jeg vil høre ham hvad han har tænkt sig at gøre for at arbejde på det. For som det også skrives herinde, det skal komme fra ham selv. Og lysten til at ændre sig er der skam, for han var helt tydeligt ked af det og skammede sig.


Med respekt for dit valg, så ville det dér være en klar dealbreaker for mig. Ikke at kunne styre sit temperament er én ting, men ikke at kunne styre det overfor et BARN er 100% ikke i orden.
7
Smiling_Goat
Indlæg: 3336
Tilmeldt: 25. aug 2015, 16:29
Kort karma: 701
Likede indlæg: 11496

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Smiling_Goat » 20. maj 2018, 16:44

Vinaia skrev:I mandags havde vi en... episode. Min kæreste er hjemme ved min datter og jeg hver mandag, vi havde hygget og jeg havde lavet pandekager med is som vi var ved at spise.

Min datter (hun er knap 7) tog for sjov direkte fra isbøtten, der stod på bordet, med sin ske. Min kæreste og jeg smågrinede lidt og fortalte hende at det skal man da ikke - sådan med let stemning og i sjov. Hun gjorde det selvfølgelig igen, sådan drilagtigt.

Lige pludselig - som i ud af det blå - råbte min kæreste “SID SÅ ORDENTLIGT!”, tog hendes ske og kastede den gennem rummet.

Hun blev forskrækket og ked af det og gik udenfor, hvor jeg selvfølgelig gik med hende. Hun insisterede på ikke at ville komme ind i huset igen før han var kørt.

Jeg gik ind og konfronterede ham - jeg er utroligt dårlig til den slags, men her var jeg så nødt til det. Spurgte om det virkelig var nødvendigt, fortalte at hvis han ikke kunne styre sit temperament omkring min datter, så ville det altså ikke gå.

Nå, men han vidste godt at det var forkert at hidse sig op, han ved godt han har et problem med sit temperament (derhjemme har han jævnligt kastet med ting eller ødelagt en væg ved at slå ind i den), og jeg ved det - men han har aldrig vist den side af sig selv sammen med hverken mig eller min datter.

Min datter blev næsten god igen - hun er stadig lidt sur på ham, og det synes jeg egentlig er fair nok.

Men... jeg ved ikke... jeg vil gerne høre jeres tanker om det hele. Jeg kan også godt selv blive hidsig (sjældent), og jeg forstår godt hans relation, som bunder både i hans barndom og i hans diagnose (skizotypi). Jeg synes det har lagt lidt en dæmper på mine følelser - jeg har Aspergers syndrom og er generelt mest styret af logik, så denne situation påvirker mig. Jeg følte mig næsten “skyldig” i går da jeg sad i sofaen sammen med min kæreste (han var på besøg om aftenen), som om jeg forrådte min datter... selvom hun fjollede med ham som sædvanligt.

Sikken masse jeg fik skrevet. Feedback vil blive påskønnet. :blomst:

PS: Han er ikke i behandling af nogen art og er desuden førtidspensionist. Han vil gerne arbejde på problemet men jeg tror ikke han rigtig ved hvordan han skal få begyndt.


Nu beder du om feedback, og det jeg vil sige bunder i omtanke for din datter.

Da din kæreste reagerer voldsomt ud af det blå.. Hvordan er din reaktion så? Bad du ham om at gå? Talte du med din datter og lod derefter som ingenting? Bad du ham om at undskylde?

Jeg tænker bare, det din datter ser lige nu, kommer til at definere hendes opfattelse af normal interaktion mellem familiemedlemmer.
Én ting er, at han reagerer voldsomt og uforudseligt. Det er noget skidt, men hun har kun kendt ham et år, så han har ikke sååå meget indflydelse på hendes verdensopfattelse (endnu.) Den, der har indflydelse, er dig. Viser du hende, at hun har ret til at blive vred og ked af hans reaktion? At den ikke er normal? At hun godt må sige fra og skælde ud?

Forstår hun, at du ikke bliver vred, hvis hun siger fra? Og at det ville være en normal reaktion, hvis det var det, hun valgte?

Jeg synes, det er en helt vildt stor ting, at han reagerer ved at kaste med ting, og så helt uden forvarsel, og helt ærligt.. Jeg kan ikke forstå, at I kort efter kan tilbringe sofatid sammen alle tre, og du tænker alt er fint, fordi de pjatter med hinanden, som de plejer.

Selvfølgelig reagerer din datter, som om alt er fint, for det er sådan, du fra min forståelse af hendes oplevelse, ser ud til at reagere. Du taler med ham om, at det er uacceptabelt, men hvad med hende? Hvis hun ikke er så gammel, skal hun jo lære de sociale spilleregler og få en forståelse for, hvornår andre opfører sig uacceptabelt.

Han er din kæreste. Han har en autoritativ rolle over for hende, og hun vil være tilbøjelig til at tro, at det han gør må være okay.. Simpelthen fordi han er en autoritet.

Jeg håber virkelig, at du ser ud over hans diagnose og "han vil arbejde med det" og hopper i din datters øjne i stedet. Hvordan tror du, det føles for et barn at opleve sin stedfar blive vred over "et eller andet", råbe irettesættende efter én og kaste ting ind i væggen? Jeg ville blive bange. Som voksen ville jeg blive bange. Og det håber jeg virkelig, at du taler med din datter om. Jeg håber virkelig, du hjælper hende med at finde og give udtryk for sin grænse lige der, hvis hun har en, og så hjælper hende med at sætte den bagefter. Jeg mener, hvis nogen behandlede mig, som din kæreste behandlede din datter, ville jeg ikke have lyst til at se dem igen. Diagnoser eller ej.

Det kan godt være, du allerede har gjort de ting, og jeg bare ikke kan se det i dine indlæg, og så beklager jeg misforståelsen. Jeg synes bare, tingene skal siges, hvis du ikke selv har tænkt dem, og jeg håber du ser det som den omsorg, de er tænkt i.
28
Brugeravatar
Freya
Indlæg: 293
Tilmeldt: 11. maj 2016, 12:42
Kort karma: 38
Likede indlæg: 922

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Freya » 20. maj 2018, 19:21

Smiling_Goat skrev:
Vinaia skrev:I mandags havde vi en... episode. Min kæreste er hjemme ved min datter og jeg hver mandag, vi havde hygget og jeg havde lavet pandekager med is som vi var ved at spise.

Min datter (hun er knap 7) tog for sjov direkte fra isbøtten, der stod på bordet, med sin ske. Min kæreste og jeg smågrinede lidt og fortalte hende at det skal man da ikke - sådan med let stemning og i sjov. Hun gjorde det selvfølgelig igen, sådan drilagtigt.

Lige pludselig - som i ud af det blå - råbte min kæreste “SID SÅ ORDENTLIGT!”, tog hendes ske og kastede den gennem rummet.

Hun blev forskrækket og ked af det og gik udenfor, hvor jeg selvfølgelig gik med hende. Hun insisterede på ikke at ville komme ind i huset igen før han var kørt.

Jeg gik ind og konfronterede ham - jeg er utroligt dårlig til den slags, men her var jeg så nødt til det. Spurgte om det virkelig var nødvendigt, fortalte at hvis han ikke kunne styre sit temperament omkring min datter, så ville det altså ikke gå.

Nå, men han vidste godt at det var forkert at hidse sig op, han ved godt han har et problem med sit temperament (derhjemme har han jævnligt kastet med ting eller ødelagt en væg ved at slå ind i den), og jeg ved det - men han har aldrig vist den side af sig selv sammen med hverken mig eller min datter.

Min datter blev næsten god igen - hun er stadig lidt sur på ham, og det synes jeg egentlig er fair nok.

Men... jeg ved ikke... jeg vil gerne høre jeres tanker om det hele. Jeg kan også godt selv blive hidsig (sjældent), og jeg forstår godt hans relation, som bunder både i hans barndom og i hans diagnose (skizotypi). Jeg synes det har lagt lidt en dæmper på mine følelser - jeg har Aspergers syndrom og er generelt mest styret af logik, så denne situation påvirker mig. Jeg følte mig næsten “skyldig” i går da jeg sad i sofaen sammen med min kæreste (han var på besøg om aftenen), som om jeg forrådte min datter... selvom hun fjollede med ham som sædvanligt.

Sikken masse jeg fik skrevet. Feedback vil blive påskønnet. :blomst:

PS: Han er ikke i behandling af nogen art og er desuden førtidspensionist. Han vil gerne arbejde på problemet men jeg tror ikke han rigtig ved hvordan han skal få begyndt.


Nu beder du om feedback, og det jeg vil sige bunder i omtanke for din datter.

Da din kæreste reagerer voldsomt ud af det blå.. Hvordan er din reaktion så? Bad du ham om at gå? Talte du med din datter og lod derefter som ingenting? Bad du ham om at undskylde?

Jeg tænker bare, det din datter ser lige nu, kommer til at definere hendes opfattelse af normal interaktion mellem familiemedlemmer.
Én ting er, at han reagerer voldsomt og uforudseligt. Det er noget skidt, men hun har kun kendt ham et år, så han har ikke sååå meget indflydelse på hendes verdensopfattelse (endnu.) Den, der har indflydelse, er dig. Viser du hende, at hun har ret til at blive vred og ked af hans reaktion? At den ikke er normal? At hun godt må sige fra og skælde ud?

Forstår hun, at du ikke bliver vred, hvis hun siger fra? Og at det ville være en normal reaktion, hvis det var det, hun valgte?

Jeg synes, det er en helt vildt stor ting, at han reagerer ved at kaste med ting, og så helt uden forvarsel, og helt ærligt.. Jeg kan ikke forstå, at I kort efter kan tilbringe sofatid sammen alle tre, og du tænker alt er fint, fordi de pjatter med hinanden, som de plejer.

Selvfølgelig reagerer din datter, som om alt er fint, for det er sådan, du fra min forståelse af hendes oplevelse, ser ud til at reagere. Du taler med ham om, at det er uacceptabelt, men hvad med hende? Hvis hun ikke er så gammel, skal hun jo lære de sociale spilleregler og få en forståelse for, hvornår andre opfører sig uacceptabelt.

Han er din kæreste. Han har en autoritativ rolle over for hende, og hun vil være tilbøjelig til at tro, at det han gør må være okay.. Simpelthen fordi han er en autoritet.

Jeg håber virkelig, at du ser ud over hans diagnose og "han vil arbejde med det" og hopper i din datters øjne i stedet. Hvordan tror du, det føles for et barn at opleve sin stedfar blive vred over "et eller andet", råbe irettesættende efter én og kaste ting ind i væggen? Jeg ville blive bange. Som voksen ville jeg blive bange. Og det håber jeg virkelig, at du taler med din datter om. Jeg håber virkelig, du hjælper hende med at finde og give udtryk for sin grænse lige der, hvis hun har en, og så hjælper hende med at sætte den bagefter. Jeg mener, hvis nogen behandlede mig, som din kæreste behandlede din datter, ville jeg ikke have lyst til at se dem igen. Diagnoser eller ej.

Det kan godt være, du allerede har gjort de ting, og jeg bare ikke kan se det i dine indlæg, og så beklager jeg misforståelsen. Jeg synes bare, tingene skal siges, hvis du ikke selv har tænkt dem, og jeg håber du ser det som den omsorg, de er tænkt i.


Jeg er så uendeligt enig i det smiling har skrevet her og jeg kunne ikke have skrevet det bedre.

Jeg ville ikke have været i stand til at sidde i sofaen med ham bagefter. Jeg ville have bedt ham undskylde for min datter og derefter tage hjem til sig selv.
6
Brugeravatar
Zombie
Indlæg: 2341
Tilmeldt: 16. aug 2015, 14:06
Kort karma: 592
Likede indlæg: 7517

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Zombie » 20. maj 2018, 19:39

Freya skrev:
Smiling_Goat skrev:
Vinaia skrev:I mandags havde vi en... episode. Min kæreste er hjemme ved min datter og jeg hver mandag, vi havde hygget og jeg havde lavet pandekager med is som vi var ved at spise.

Min datter (hun er knap 7) tog for sjov direkte fra isbøtten, der stod på bordet, med sin ske. Min kæreste og jeg smågrinede lidt og fortalte hende at det skal man da ikke - sådan med let stemning og i sjov. Hun gjorde det selvfølgelig igen, sådan drilagtigt.

Lige pludselig - som i ud af det blå - råbte min kæreste “SID SÅ ORDENTLIGT!”, tog hendes ske og kastede den gennem rummet.

Hun blev forskrækket og ked af det og gik udenfor, hvor jeg selvfølgelig gik med hende. Hun insisterede på ikke at ville komme ind i huset igen før han var kørt.

Jeg gik ind og konfronterede ham - jeg er utroligt dårlig til den slags, men her var jeg så nødt til det. Spurgte om det virkelig var nødvendigt, fortalte at hvis han ikke kunne styre sit temperament omkring min datter, så ville det altså ikke gå.

Nå, men han vidste godt at det var forkert at hidse sig op, han ved godt han har et problem med sit temperament (derhjemme har han jævnligt kastet med ting eller ødelagt en væg ved at slå ind i den), og jeg ved det - men han har aldrig vist den side af sig selv sammen med hverken mig eller min datter.

Min datter blev næsten god igen - hun er stadig lidt sur på ham, og det synes jeg egentlig er fair nok.

Men... jeg ved ikke... jeg vil gerne høre jeres tanker om det hele. Jeg kan også godt selv blive hidsig (sjældent), og jeg forstår godt hans relation, som bunder både i hans barndom og i hans diagnose (skizotypi). Jeg synes det har lagt lidt en dæmper på mine følelser - jeg har Aspergers syndrom og er generelt mest styret af logik, så denne situation påvirker mig. Jeg følte mig næsten “skyldig” i går da jeg sad i sofaen sammen med min kæreste (han var på besøg om aftenen), som om jeg forrådte min datter... selvom hun fjollede med ham som sædvanligt.

Sikken masse jeg fik skrevet. Feedback vil blive påskønnet. :blomst:

PS: Han er ikke i behandling af nogen art og er desuden førtidspensionist. Han vil gerne arbejde på problemet men jeg tror ikke han rigtig ved hvordan han skal få begyndt.


Nu beder du om feedback, og det jeg vil sige bunder i omtanke for din datter.

Da din kæreste reagerer voldsomt ud af det blå.. Hvordan er din reaktion så? Bad du ham om at gå? Talte du med din datter og lod derefter som ingenting? Bad du ham om at undskylde?

Jeg tænker bare, det din datter ser lige nu, kommer til at definere hendes opfattelse af normal interaktion mellem familiemedlemmer.
Én ting er, at han reagerer voldsomt og uforudseligt. Det er noget skidt, men hun har kun kendt ham et år, så han har ikke sååå meget indflydelse på hendes verdensopfattelse (endnu.) Den, der har indflydelse, er dig. Viser du hende, at hun har ret til at blive vred og ked af hans reaktion? At den ikke er normal? At hun godt må sige fra og skælde ud?

Forstår hun, at du ikke bliver vred, hvis hun siger fra? Og at det ville være en normal reaktion, hvis det var det, hun valgte?

Jeg synes, det er en helt vildt stor ting, at han reagerer ved at kaste med ting, og så helt uden forvarsel, og helt ærligt.. Jeg kan ikke forstå, at I kort efter kan tilbringe sofatid sammen alle tre, og du tænker alt er fint, fordi de pjatter med hinanden, som de plejer.

Selvfølgelig reagerer din datter, som om alt er fint, for det er sådan, du fra min forståelse af hendes oplevelse, ser ud til at reagere. Du taler med ham om, at det er uacceptabelt, men hvad med hende? Hvis hun ikke er så gammel, skal hun jo lære de sociale spilleregler og få en forståelse for, hvornår andre opfører sig uacceptabelt.

Han er din kæreste. Han har en autoritativ rolle over for hende, og hun vil være tilbøjelig til at tro, at det han gør må være okay.. Simpelthen fordi han er en autoritet.

Jeg håber virkelig, at du ser ud over hans diagnose og "han vil arbejde med det" og hopper i din datters øjne i stedet. Hvordan tror du, det føles for et barn at opleve sin stedfar blive vred over "et eller andet", råbe irettesættende efter én og kaste ting ind i væggen? Jeg ville blive bange. Som voksen ville jeg blive bange. Og det håber jeg virkelig, at du taler med din datter om. Jeg håber virkelig, du hjælper hende med at finde og give udtryk for sin grænse lige der, hvis hun har en, og så hjælper hende med at sætte den bagefter. Jeg mener, hvis nogen behandlede mig, som din kæreste behandlede din datter, ville jeg ikke have lyst til at se dem igen. Diagnoser eller ej.

Det kan godt være, du allerede har gjort de ting, og jeg bare ikke kan se det i dine indlæg, og så beklager jeg misforståelsen. Jeg synes bare, tingene skal siges, hvis du ikke selv har tænkt dem, og jeg håber du ser det som den omsorg, de er tænkt i.


Jeg er så uendeligt enig i det smiling har skrevet her og jeg kunne ikke have skrevet det bedre.

Jeg ville ikke have været i stand til at sidde i sofaen med ham bagefter. Jeg ville have bedt ham undskylde for min datter og derefter tage hjem til sig selv.


Jeg overvejer, hvordan han ville reagere på modstand lige efter sin overreaktion. Hvad hvis barnet var blevet vred? Havde reageret med trods?
0
Brugeravatar
Madam Pomfrey
Indlæg: 3001
Tilmeldt: 11. aug 2015, 19:29
Kort karma: 600
Geografisk sted: Stæævns
Likede indlæg: 7059

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Madam Pomfrey » 20. maj 2018, 19:57

tak for reflektioner til jer alle, det hjælper lidt på det hele at dele tanker, og få noget respons.
Jeg har nærmest tankemylder i dag, og det er rart med nogle "pinde" at forholde sig til faktisk, at få tænkt tingene igennem med nogle af jeres "overskrifter"

jeg er stadig ret ked, og forvirret, ramt - og selvom jeg bad om ro, så er det sgu mærkeligt der er så stille på messenger, og jeg savner ham, at han er der, de smil han normalt er årsag til.

Dikus skrev:Jeg mener på ingen måde, du skal gøre noget anderledes i forhold til tempo m.m. Men noget tyder på, du får talt nok om det, men han måske ikke rigtigt gør? Det kan føles ret opslidende, hvis man hele tiden skal give udtryk for, hvor glad man er for en person, hvor meget man vil ham/hende - og så får en lidt kølig afstand tilbage med besked om, at der regner den anden da også med at nå hen...


jeg har tænkt rigtig meget over det, og jeg holder egentligt fast i tanken om, at han ikke får de svar han allerhelst gerne vil ha.
At han har det rigtig svært med tidsperspektivet, ikke at få lov, ikke at få rum og plads, og jeg synes jeg har gjort mig umage med at sætte ord på at jeg er helt klar over at han står et andet sted, at jeg bliver glad over at han gerne vil os på den måde, men at jeg ikke har været klar til det så hurtigt. At jeg/vi stadig er et skrøbeligt og sårbart sted.

Jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal gribe det an.
jeg tænker at det ville være unfair ikke at fortælle ham om den usikkerhed jeg har haft, for det ville jo stille ham helt uden for indflydelse, ifht at vi kunne arbejde på det, ifht at han så ikke ville vide hvad jeg tumler med.

Han er eminent god til det med de søde og dejlige ord, og det var i starten både overvældende og uvant. Men igen, jeg har gjort mig umage både med at give igen, både som respons, og ud af det blå. Jeg udtrykker min taknemmelighed for den han er, det han gør, det han byder ind med, og jeg prøver også at give igen, hvor det nu giver mening, og hvor det gør en forskel.

Jeg tror absolut ikke han oplever mig som kølig ellers, han har flere gange sagt at jeg er et fantastisk og varmt menneske, at han er helt vild glad for at jeg er så fysisk som jeg er, i form af gerne at ville putte i en armkrog, blive holdt om, nusse, kysse, kramme, lysten til sex.
Han har flere gange sagt ordret, at der er ikke så meget pis med mig, man skal ikke gætte sig til hvad jeg føler, mener, tænker - at jeg er nem at læse, eller at jeg selv melder ud.

Jeg har overvejet en del, om ikke hans forhistorie med eksen, spiller ind i frustrationen.
De kendte også hinanden i forvejen, hun stod alene med 4 små børn, og han fik meget hurtig lov til at blive en del af deres hverdag, de flyttede ret hurtigt sammen, og han fik en ret stor rolle ifht hendes børn. Jeg tænker at hvis man på den måde er blevet budt velkommen med åbne arme, og så hurtigt har fået indflydelse, så er det nok også skide svært at blive holdt væk med en arms længde, uagtet at argumentation og årsag er ganske forståelig. Han vil rigtig gerne ind og bidrage, hjælpe til, få lov til at tage ansvar - men får ikke lov. Han lægger ikke skjul på at han savner at være en del af en familie, og det savn er helt sikkert forstærket af at han ikke ser sine papbørn.
1
"Happiness can be found, even in the darkest of times, if one only remembers to turn on the light."
IrmaPigen
Indlæg: 3127
Tilmeldt: 17. apr 2016, 06:38
Kort karma: 303
Likede indlæg: 3731

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf IrmaPigen » 20. maj 2018, 20:16

Madam Pomfrey skrev:Vi har skrevet frem og tilbage... og jo det handler da nok om usikkerhed hos ham også, det skriver han på sin vis.

han har skrevet at han er skide ked af at han har såret mig, og at det fortjener jeg ikke.
han skriver også at der er en masse vi aldrig får talt om f.x. fremtiden, hvor skal vi hen.

jeg synes vi har talt om det mange gange, men problemet er nok bare at jeg ikke giver ham det svar han helst vil have.
jeg synes jeg har gjort mig umage med at inddrage ham i, og være meget åben omkring hvad der fylder, hvorfor det fylder, hvad det kræver, og hvor meget energi jeg bruger på det. At jeg faktisk har et meget begrænset overskud, begrænset tid, og at tingene som de er bare skaber nogle praktisk omstændigheder som jeg er bundet af. Jeg har sjældent mulighed for at have fri fra livet som mor.

jeg har helt åbent og ærligt sagt at jeg kom ikke til at involvere de små i, at vi er i et forhold, førend jeg synes jeg selv, og de, var klar til det. For de skal ikke forholde sig til mennesker, og skabe relationer, hvis det er på et usikkert grundlag.

jeg har skrevet til ham at jeg synes jeg har gjort mig umage med at kommunikere at jeg er tilfreds med hvor vi er nu, at jeg har givet udtryk for at have behov for at tingene udvikler sig stille og roligt, så jeg kan følge med.Når han har spurgt "hvad gør vi ved det her" har jeg anerkendt at han gerne vil mere, at jeg forstår han savner mig og gerne ville være mere sammen med mig, men samtidig udtrykt at vi står på 2 vidt forskellige udgangspunkter, og jeg har ikke bare mig, men 4 drenge der også skal fungere i det her, men at jeg giver det jeg kan overskue, har kræfter til at give, og at jeg ofte har taget skridt ud på for mig usikkert grundlag.

Han har spurgt hvad vi gør lige nu, om vi skal forsætte med at snakke som normalt, eller om jeg har brug for plads.
jeg har bedt om plads og ro... er nødt til at finde hoved og hale i det her.
Men det gør ikke ligefrem mindre ondt i dag, slet ikke når han starter ud med en "sket er sket, jeg faldt i" holdning... for det er bare ikke OK.
han vil gerne komme forbi, så vi kan snakke, men det kan jeg slet ikke overskue, kan ikke overskue at skulle forholde mig SÅ konkret til ham, at stå i det der føleles vivar, slet ikke når alle ungerne er hjemme.


Men uanset hvor mange gange du siger til ham, så vil han jo gerne have en bid af kagen og ikke bare de sørgelige krummer, der ligger retur efter alle andre har været der.

Måske er du nødt til at indse, at du bare ikke kan give ham det han gerne vil have.
4
Brugeravatar
Madam Pomfrey
Indlæg: 3001
Tilmeldt: 11. aug 2015, 19:29
Kort karma: 600
Geografisk sted: Stæævns
Likede indlæg: 7059

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Madam Pomfrey » 20. maj 2018, 20:54

IrmaPigen skrev:
Men uanset hvor mange gange du siger til ham, så vil han jo gerne have en bid af kagen og ikke bare de sørgelige krummer, der ligger retur efter alle andre har været der.

Måske er du nødt til at indse, at du bare ikke kan give ham det han gerne vil have.


Det har jeg vidst, og sagt, fra starten at jeg ikke ville kunne det første lange stykke tid. Det har været et grundvilkår, der er italesat adskillelige gange, og jeg har sagt fra start at jeg var helt ok med, hvis han ikke kunne med de præmisser, hvis han ikke kunne med usikkerheden.
Og i og med at han er blevet hængende, vi snakker nu 6+ mdr, tænker jeg at han har accepteret at det er sådan det er her og nu, selvom han også har skubbet blidt på.

Og nu var jeg jo klar til at give ham mere af det han ønsker, at fortælle de 2 yngste at vi er kærester. At han kunne være her, sove her, selvom de er her, hvilket han jo så også ville kunne fremover, hvorfor vi ville have mulighed for mere tid sammen, ikke ville være så låste på konkrete ugedage, hveranden weekend (hvor jeg også er arbejdsramt hver 4. weekend)
Det ville give en anden frihed, og jeg har sagt at han for min skyld gerne måtte være i vores hjem imens jeg selv var på job, hvis han havde fri. Det ville være hyggeligt at have ham at komme hjem til.
3
"Happiness can be found, even in the darkest of times, if one only remembers to turn on the light."
Brugeravatar
Zombie
Indlæg: 2341
Tilmeldt: 16. aug 2015, 14:06
Kort karma: 592
Likede indlæg: 7517

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Zombie » 20. maj 2018, 21:52

Madam Pomfrey skrev:
IrmaPigen skrev:
Men uanset hvor mange gange du siger til ham, så vil han jo gerne have en bid af kagen og ikke bare de sørgelige krummer, der ligger retur efter alle andre har været der.

Måske er du nødt til at indse, at du bare ikke kan give ham det han gerne vil have.


Det har jeg vidst, og sagt, fra starten at jeg ikke ville kunne det første lange stykke tid. Det har været et grundvilkår, der er italesat adskillelige gange, og jeg har sagt fra start at jeg var helt ok med, hvis han ikke kunne med de præmisser, hvis han ikke kunne med usikkerheden.
Og i og med at han er blevet hængende, vi snakker nu 6+ mdr, tænker jeg at han har accepteret at det er sådan det er her og nu, selvom han også har skubbet blidt på.

Og nu var jeg jo klar til at give ham mere af det han ønsker, at fortælle de 2 yngste at vi er kærester. At han kunne være her, sove her, selvom de er her, hvilket han jo så også ville kunne fremover, hvorfor vi ville have mulighed for mere tid sammen, ikke ville være så låste på konkrete ugedage, hveranden weekend (hvor jeg også er arbejdsramt hver 4. weekend)
Det ville give en anden frihed, og jeg har sagt at han for min skyld gerne måtte være i vores hjem imens jeg selv var på job, hvis han havde fri. Det ville være hyggeligt at have ham at komme hjem til.


Men HVORFOR er det så, at han fucker det helt op nu, på målstregen?

Og dét svar, tror og synes jeg ikke, du selv skal fortolke dig frem til. Du må snakke med ham om det.
8
Brugeravatar
Dikus
Moderator
Indlæg: 7530
Tilmeldt: 10. aug 2015, 20:39
Kort karma: 1038
Geografisk sted: Nuuk
Likede indlæg: 11059

Re: De spirrende forhold - snik snak

Indlægaf Dikus » 20. maj 2018, 23:54

Zombie skrev:
Madam Pomfrey skrev:
IrmaPigen skrev:
Men uanset hvor mange gange du siger til ham, så vil han jo gerne have en bid af kagen og ikke bare de sørgelige krummer, der ligger retur efter alle andre har været der.

Måske er du nødt til at indse, at du bare ikke kan give ham det han gerne vil have.


Det har jeg vidst, og sagt, fra starten at jeg ikke ville kunne det første lange stykke tid. Det har været et grundvilkår, der er italesat adskillelige gange, og jeg har sagt fra start at jeg var helt ok med, hvis han ikke kunne med de præmisser, hvis han ikke kunne med usikkerheden.
Og i og med at han er blevet hængende, vi snakker nu 6+ mdr, tænker jeg at han har accepteret at det er sådan det er her og nu, selvom han også har skubbet blidt på.

Og nu var jeg jo klar til at give ham mere af det han ønsker, at fortælle de 2 yngste at vi er kærester. At han kunne være her, sove her, selvom de er her, hvilket han jo så også ville kunne fremover, hvorfor vi ville have mulighed for mere tid sammen, ikke ville være så låste på konkrete ugedage, hveranden weekend (hvor jeg også er arbejdsramt hver 4. weekend)
Det ville give en anden frihed, og jeg har sagt at han for min skyld gerne måtte være i vores hjem imens jeg selv var på job, hvis han havde fri. Det ville være hyggeligt at have ham at komme hjem til.


Men HVORFOR er det så, at han fucker det helt op nu, på målstregen?

Og dét svar, tror og synes jeg ikke, du selv skal fortolke dig frem til. Du må snakke med ham om det.


Enig! Samtidig med, du holder fast i, at du faktisk har været en åben bog og ærlig hele vejen!
0

Tilbage til "Forhold og sex"