De spirrende forhold - snik snak

[Vinaia]

Okay... generelt så er min kæreste virkelig dejlig. Helt fantastisk. Men der er en ting der irriterer mig. Han er virkelig en sortseer - pessimistisk. Det kommer kun til udtryk via SMS eller på facebook-opdateringer, og der er såååå meget brok! Opslagene på facebook omhandler ting som at han hader sit liv, er pisse uheldig og sådan. Og jeg tænker lidt... jah... jeg synes nu jeg burde tilføre hans liv noget ekstra glæde... det har jeg så nævnt. Og grunden til den slags opslag et gerne at han savner mig og at vi pga diverse omstændigheder ikke kan flytte sammen før om 4-5 år. Men al den brok!

Når vi et sammen er han altid i god humør. Det er kun når han er alene at de der tanker kommer. Og jeg havde dem selv før jeg blev mor, hvor jeg også havde meget alenetid, så jeg kan egentlig godt relatere til det. Men uf... det er nu lidt træls.

/rant over

[Grissebassen]

Okay... generelt så er min kæreste virkelig dejlig. Helt fantastisk. Men der er en ting der irriterer mig. Han er virkelig en sortseer - pessimistisk. Det kommer kun til udtryk via SMS eller på facebook-opdateringer, og der er såååå meget brok! Opslagene på facebook omhandler ting som at han hader sit liv, er pisse uheldig og sådan. Og jeg tænker lidt... jah... jeg synes nu jeg burde tilføre hans liv noget ekstra glæde... det har jeg så nævnt. Og grunden til den slags opslag et gerne at han savner mig og at vi pga diverse omstændigheder ikke kan flytte sammen før om 4-5 år. Men al den brok!

Når vi et sammen er han altid i god humør. Det er kun når han er alene at de der tanker kommer. Og jeg havde dem selv før jeg blev mor, hvor jeg også havde meget alenetid, så jeg kan egentlig godt relatere til det. Men uf... det er nu lidt træls.

/rant over

,Jeg kom med det samme til at tænke på, at det nok handlede om alenetid - også inden jeg gik læst din sidste linje

[Madam Pomfrey]

Jo... Tråden er lavet, fordi vi var to, der ikke helt følte, vi hørte til, fordi de ting vi tumler med er et sted midt i mellem.

Den følelse passer så godt på mig, hvor jeg er nu
Jeg synes jeg er lige midt imellem, jeg er ikke i single-kategorien, men jeg er absolut heller ikke der hvor jeg tænker at vi sådan for alvor-alvor er et par, at vi er et VI - og det handler faktisk allermest om at jeg har brug for at det her går lige så stille og roligt, og jeg kan stadig ikke finde ud af mig selv, hvad jeg vil, forvirringen er til tider temmelig stor.

Den ene dag tænker jeg at jeg nok bare må slutte det, at det ikke er min fremtid, føler at jeg bliver lidt kvalt i det, at det kræver for meget af mig at være i et forhold til en mand lige nu - fordi jeg har så meget andet, at han ikke er den rigtige for mig.
Og den anden dag, så savner jeg ham helt vildt, og ville bare gerne have ham tæt på, så jeg kunne putte ham ind i hans arme, mærke hans kys på min pande, trygheden i at kunne læne sig tilbage - og vide at vildt gerne vil hjælpe mig, fylder mig med søde, kærlige positive ord.

Han har flere gange sagt han elsker mig - og det gør mig blød i knæerne. Men samtidig bliver det lidt en frustration, uligevægtigt, at jeg ikke kan sige de ord tilbage. Jeg forsøger at mærke efter, jeg kan ikke bruge ordet elske om det vi har, ikke endnu. Det handler om mig, alt det jeg har haft at tumle med de sidste par år, de ar, sår, skrammer, usikkerhed der bor i mig.

Han har været skide god til at sætte ord på mine "knuder" - hans oplevelse af hvordan jeg blokerede. Jeg blev, og bliver, ked af det - når han satte/sætter ord på hvordan jeg i starten udstrålede total mistro når han fortalte mig at jeg er sød, lækker, dejlig, sexet, klog, fantastisk - for den slags er han vidunderligt dygtig til at sige - men jeg troede ikke på ham. I dag tror jeg på ham, og hans ord gør mig så glad og tryg, jeg føler at han ser MIG, og jeg labber det i mig, med et stort smil og bløde knæ.
På den konto har han gjort en gigantisk forskel for mig, og jeg er ham evig taknemmelig for at han løftede mig op, og stadig løfter, hold nu op det gør godt!
Mit selvværd og min selv selvtillid er ikke sådan overordnet dårlig, men når det handler om det kærligheds-relationelle, og om det seksuelle, har jeg både måtte føle og erkende hvor hårdt ramt jeg faktisk var. At stå foran en mand der med strålende øjne fortæller mig at jeg er pisse lækker, og at jeg er alt og meget mere end han kunne ønske sig, at han synes hver en krog af mig er helt fantastisk og perfekt, at han er stolt over at være sammen med mig, at jeg gør ham glad i låget - det er helt fantastisk.


Jeg løsner lige så stille og roligt grebet om kontrollen, det er ikke nemt, og nogle gange er det enormt grænseoverskridende...
jeg synes det går mere end rigelig hurtigt, han synes det går alt for langsomt. Men han er bare ham, jeg har 4 børn der skal involveres i det her på en for os alle god og ordentligt måde.

Vi gik i byen sammen for at drikke øl sidst i september måned, kollegialt - venskabeligt, men noget opstod, og han tog fat i det, og viste mig efterfølgende en masse opmærksomhed og interesse, det kan man jo aldrig være utilfreds med. Vi har altid, kollegialt, haft en god kemi, med massere af humor, drilleri, trygt og godt samarbejde, så jeg tænkte at der var grundlag for et godt og værdifuldt venskab. På det tidspunkt vidste jeg at jeg skulle skifte job, og jeg vidste at jeg havde lyst til et bevare kontakten.

jeg havde egentligt fokus på en anden, sådan romantisk set, det fungrerede pisse godt på skrift, men irl - ved ikke hvad og hvorfor, men det var ligesom bare lukket bagefter. Og med fortsat opmærksomhed fra den anden side, initiativer til at lave noget sammen, både ting der involverede mine børn, men også bare ham og mig, så ændrede det sig lige så stille. Han lagde ikke skjul på at han gerne ville mere end et venskab, hvorfor, og at han var klar på hele pakken. I december begyndte han at kalde mig sin kæreste, og accepterede samtidig helt og holdent at jeg slet ikke var klar til at kalde ham min. Han accepterede at jeg ikke ville at han fortalte det på vores tidligere fælles arbejdsplads, jeg er fb-venner med mange gamle kollegaer, og jeg ønskede ikke at det skulle komme ud, at jeg ikke var i kontrol med hvem der vidste det.
jeg fortalte det til min søster, der også kender ham fra job, omkring jul.

Jeg er fuldtidsforælder for de 2 ældste, så det med at finde tid til dates har virkelig ikke været nemt, og jeg har ikke ønsket at involvere de 2 yngste i det heller. Så dates har været en torsdag fra kl. 10 til 15, en enkelt lørdag eftermiddag til tidlig aften.
Så da vi nåede nytåret involverede jeg de ældste i at ham og jeg datede, og at det betød at han vil komme på besøg og overnatning fra tid til anden. Det er ikke fordi de er jublende lykkelige over det, men de brokker sig heller ikke - kun over at han er gammel og har dårlig humor
Men det har betydet at vi har kunne ses lidt oftere og være sammen i længere tid af gangen, og det er nu ret hyggeligt.
Han er skide hjælpsom, og sørger gerne for at lave aftensmad til os når han er her.


jeg er stadig usikker på hvad vi skal, hvordan, hvor meget, osv. - men det handler mest om alt det jeg selv bokser med, og endnu vigtigere for mig børnene. Men her i påsken har vi haft lidt over 2 døgn sammen, bare os, og en middag plus bytur med min søster og hans gode ven.
Jeg har haft 2½ døgn, hvor jeg ikke skulle være mor - hvor jeg bare kunne være, hvor det bare kunne være ham og mig.
Og når vi er sammen på den måde, så er jeg ikke i tvivl om at det her faktisk er rigtig godt, at han er en pisse god mand på alle mulige måder, at hans og min humor svinger fantastisk sammen, at han vil og gør mig det bedste, at han løfter mig, og bidrager positivt, at jeg er tryg, glad og vitterligt føler mig elsket.
Jeg har sjældent tid til at savne ham sådan for alvor, jeg har for travlt med livet, hverdagen, børnene. Vi skriver sammen i løbet af dagen, og riger om aftenen når ungerne er puttet. Men i dag, der har jeg savnet ham af helvede til, og jeg synes godt nok der er længe til vi ses igen på onsdag. Og at han har plinget ind i indbakken løbende over dagen har bare gjort savnet større, selvom jeg også selv har sagt nej tak til at være sammen med ham i dag, fordi jeg skulle noget andet - og ikke ønskede at hans skulle være en del af det. Men lige nu måtte han sgu godt ha siddet her i sofaen sammen med mig.

[Madam Pomfrey]

i vinterferien spurgte min eks mig om jeg havde fået en kæreste, han syntes jeg virkede så glad.
jeg bekræftede...
Jeg havde ikke turde sige det til ham, da han virkelig har været hårdt ramt før, under og efter skilsmisse, og fortsat har italesat håbet om at vi fandt sammen igen. jeg vidste det ville blive svært for ham, men det var heldigvis også nemmere end jeg havde frygtet...
Det værste er egentligt at han sendte sådan en "værsågod, pas godt på hende" besked til ham - fuck altså, jeg er sgu stadig sur over det, men har heller ikke konfronteret ham med det, han ved ikke at jeg ved det.


Men da det ligesom var sket fik S også lov til at fortælle det på arbejde, at vi er sammen.... han var lalleglad over det, og syntes det var mega fedt, jeg syntes det var mærkeligt, men reaktionerne har været positive, og det har nok lagt låg på en del af min usikkerhed og forvirring om ham og mig som et OS. Har senest i dag set 2 gamle kollegaer, et par ældre damer, og de syntes bare det var fedt, at vi begge er heldige
Og italesatte netop de virkelig positive og stærke sider og kvaliteter ved ham, som er dem jeg sætter vildt stor pris på.


Den ene af de store fik også ligesom luftet det sidst vi holdt familiefødselsdag, så min yngste søster lugtede lunten og spurgte om jeg havde fået en kæreste, hun fik en meget kort version, og har heller ikke gravet i det siden. Min far hørte det også, har ikke spurgt ind til.
Så nu mangler jeg at involvere de 2 små i det - den største af dem har luret den lidt, og spurgte da S blev nævnt, om han er forelsket i mig Jeg svarede ja, og reaktioen var bare "nå okay, men du er jo også så sød" - så gik vi ikke videre med det.
jeg venter med at fortælle dem det rigtigt, til de har været på skiferie med deres far, ingen grund til at det skal fylde der.

Den sidste jeg mangler er så min mor, og hun er sgu nok den jeg har mindst lyst til at invovlere. Hun har altid en mening, og den skal nok komme til udtryk, og jeg har på fornemmelsen af mit eget issue - at han er 18 år ældre end mig, ikke falder i specielt god jord hos hende, og hans humor/væremåde måske også. Jeg kan mærke at jeg hverken har lyst eller kræfter til at skulle forsvare mit valg, mit forhold.
Måske overtænker jeg det bare helt vildt, men det fylder ihvertfald hos mig.

[Madam Pomfrey]

Jeg er misundelig over, han er så vild med dig.

Min kæreste er mere sådan en, der er stolt over, han kan fortælle mig, han aldrig har elsket nogen. Og som synes, jeg er sød og rar. Weeeee


Men altså. Det er også meget rart, fordi det letter presset for, jeg skal føle alt muligt, som jeg simpelthen tror, det tager tid for mig at komme til at føle.

Min eks sætter vores hus i stand. Det er så mærkeligt ikke at skulle bestemme noget som helst. Ikke skulle bo der. Også selvom jeg får et værelse.

Jeg mangler virkeligt det nyt hjem

Jeg er vild med at han er så vild med mig... og at han siger at han er det.
Men det bliver omvendt frustrerende ikke at (kunne) være samme sted lige nu, for det skaber uligevægt. Men jeg tror det handler om tid, at få hovedet med, for jeg svinger virkeligt meget i min tanker omkring ham. Han har ikke krop og udseende til at man bare tænker wauw, men han har en udstråling jeg rigtig god kan li - som jeg altid har kunne li. Men her er det nok mig der er på "sød og rar" stadiet.

Jeg kommer tit til at føle mig lidt som en kælling, over ikke at savne ham - når han savner mig, men jeg ved jo godt at det handler om at jeg aldrig har været den helt store savner som sådan, men også om at jeg har mere end rigeligt på min hverdags-dagsorden, han har sig selv og job.
Over at jeg sådan "fryser" og tænker fuck, når han trækker mig ind i sine arme og siger "det her kunne jeg godt vænne mig til / bruge mere af /ville jeg gerne have hver dag" - det er fedt, men det er også en forventning jeg på ingen måde kan leve op til.
Han ved og forstår at det her er nødt til at gå i mit tempo, han presser lidt på indimellem, men accepterer når jeg siger fra.
Samtidig synes han også det er frustrerende at jeg lukker døren i, kan selv, vil selv, SKAL selv, - når han så gerne ville hjælpe, og hvor han i sit tidligere forhold blev lukket ind nærmest med det samme, og fik lov til at bidrage, faktisk helt reelt udfylde en faderrolle.
Han får lov til at sige hvad han tænker, synes, mener om det jeg roder rundt med, kommer med forslag - vigtigst af alt er opmuntrende og bakker op. Jeg bliver glad i låget når han spørger om VI skal noget i sommerferien, og f.x foreslår at vi tager i shelter med ungerne, sender forslag til hvor vi kunne være. At han sådan helt ægte glæder sig til at lære drengene at fiske, og siger at han gør det, at han overvejer hvorhen de/vi skal, for at der er fisk nok til at det er sjovt / går hurtigt nok.

[Madam Pomfrey]

Jeg har haft ny rengøringsdame på besøg. Det er altid lidt grænseoverskridende, synes jeg.

kan man mon skrive sådan en på sin ønskeseddel

[Madam Pomfrey]

Normalt skriver min kæreste og jeg bare over messenger. I dag fik jeg dog lyst til at tale med ham, så ringede til ham, mens jeg skiftede sengetøj. Vi talte om absolut ingen ting i tre kvarter. Han er en tålmodig mand. Til gengæld afbrød han samtalen, fordi hans børns mor skrev, at børnene ville sige godnat... Jeg overvejer, om det er den moderne udgave af "jeg kører ind i en tunnel ælafj jeg kan ikke høre noget kaæfjæla"

Men det var nu hyggeligt. Vi talte bl.a. om de boliger, han er skrevet op til. Han har været inde og kigge i noget, der er i tre etager og helt perfekt i forhold til det, jeg godt kunne tænke mig. Jeg håber inderligt, han får det, før vi skal flytte sammen. Huslejen er også så tilstrækkelig lav, så det vil give os et ret fint rådighedsbeløb og større, end vi har nu. Alternativt skal vi ud på det private marked eller selv købe - farvel fine rådighedsbeløb...Så bliver mit rådighedsbeløb ikke-eksisterende.

Kiggede på lejepriser i går. De ligger mellem 19 og 40 t.kr. Det er jo latterligt.

Det er sindsygt dyrt at leje sig ind i al det nybyg der er i storkøbenhavn... Det er helt vildt!
Krydser for han har held på boligmarkedet. Er planen at i flytter direkte sammen når du kommer til DK, eller skal du lande hos eks og datter først?

Min kæreste har flere gange luftet at jeg skulle komme ind til ham og bo, udkanten af storkøbenhavn, min søster bor i samme by.
Det bliver så et tak - men nej tak - jeg er sindsyg glad for MIT hus, og jeg kunne ikke bo billigere end jeg gør nu, og jeg kan slet ikke forestille mig at gå fra ejer til lejer. Og at rykke børnene op kommer slet ikke på tale, min eks har også valgt at købe hus i byen, for at være så tæt på som muligt.
Jeg tænker, at hvis der er fremtid i kæresten og jeg, så bliver det noget med ham i en mindre lejlighed derinde, og så kan han være hos os når det passer ham og hans planer, det er fint. Jeg har slet ikke lyst til at blive et par på den måde inden for de første par år kan jeg mærke, jeg har brug for at være mig selv, have mit - hvor jeg bestemmer.

[Krølle]

Normalt skriver min kæreste og jeg bare over messenger. I dag fik jeg dog lyst til at tale med ham, så ringede til ham, mens jeg skiftede sengetøj. Vi talte om absolut ingen ting i tre kvarter. Han er en tålmodig mand. Til gengæld afbrød han samtalen, fordi hans børns mor skrev, at børnene ville sige godnat... Jeg overvejer, om det er den moderne udgave af "jeg kører ind i en tunnel ælafj jeg kan ikke høre noget kaæfjæla"

Men det var nu hyggeligt. Vi talte bl.a. om de boliger, han er skrevet op til. Han har været inde og kigge i noget, der er i tre etager og helt perfekt i forhold til det, jeg godt kunne tænke mig. Jeg håber inderligt, han får det, før vi skal flytte sammen. Huslejen er også så tilstrækkelig lav, så det vil give os et ret fint rådighedsbeløb og større, end vi har nu. Alternativt skal vi ud på det private marked eller selv købe - farvel fine rådighedsbeløb...Så bliver mit rådighedsbeløb ikke-eksisterende.

Kiggede på lejepriser i går. De ligger mellem 19 og 40 t.kr. Det er jo latterligt.

Det er sindsygt dyrt at leje sig ind i al det nybyg der er i storkøbenhavn... Det er helt vildt!
Krydser for han har held på boligmarkedet. Er planen at i flytter direkte sammen når du kommer til DK, eller skal du lande hos eks og datter først?

Min kæreste har flere gange luftet at jeg skulle komme ind til ham og bo, udkanten af storkøbenhavn, min søster bor i samme by.
Det bliver så et tak - men nej tak - jeg er sindsyg glad for MIT hus, og jeg kunne ikke bo billigere end jeg gør nu, og jeg kan slet ikke forestille mig at gå fra ejer til lejer. Og at rykke børnene op kommer slet ikke på tale, min eks har også valgt at købe hus i byen, for at være så tæt på som muligt.
Jeg tænker, at hvis der er fremtid i kæresten og jeg, så bliver det noget med ham i en mindre lejlighed derinde, og så kan han være hos os når det passer ham og hans planer, det er fint. Jeg har slet ikke lyst til at blive et par på den måde inden for de første par år kan jeg mærke, jeg har brug for at være mig selv, have mit - hvor jeg bestemmer.

Jeg kan så godt følge dig. En dag vil jeg sikkert gerne bo sammen med en kæreste igen, men lige nu er behovet for at have MIT sted, som jeg selv istandsætter og indretter fra bunden, enormt stort. Jeg glæder mig, til jeg ved, hvor det bliver, så jeg kan gå i gang med at planlægge efter det i stedet for at være i limbo

[Madam Pomfrey]

Jeg kan så godt følge dig. En dag vil jeg sikkert gerne bo sammen med en kæreste igen, men lige nu er behovet for at have MIT sted, som jeg selv istandsætter og indretter fra bunden, enormt stort. Jeg glæder mig, til jeg ved, hvor det bliver, så jeg kan gå i gang med at planlægge efter det i stedet for at være i limbo

Det passer mig så fint at han tager hjem igen
Han har fået lov at have tandbørste, deo og barbergrej stående ved mig. Sidst han var hos mig lod han noget tøj ligge i skabet, det siger han først da vi siger farvel ved toget. Den skulle jeg godt nok lige sluge, jeg syntes det var enormt grænseoverskridende, og ville virkelig gerne have haft at han spurgte først. Det lurede han så også, og han sagde undskyld.


Huset har jeg sådan set købt med eksen - men jeg har flyttet om og rundt, så det er MIT nu. Og det vægter også at det er mig der egentligt var den der faldt for huset, og gerne ville have netop dét. Og så bor jeg røv billigt, fordi huset er købt billigt. Pengene jeg købte eksen ud med delvist fik og lånte jeg af min mor. Huset er så stort at jeg har lejet en stue + værelse ud, og vi har alle vores egne værelser (eller de små deler et stort værelse i stue etagen, og så har vi et rode-rum på 1. salen)

[Krølle]

Jeg kan så godt følge dig. En dag vil jeg sikkert gerne bo sammen med en kæreste igen, men lige nu er behovet for at have MIT sted, som jeg selv istandsætter og indretter fra bunden, enormt stort. Jeg glæder mig, til jeg ved, hvor det bliver, så jeg kan gå i gang med at planlægge efter det i stedet for at være i limbo

Det passer mig så fint at han tager hjem igen
Han har fået lov at have tandbørste, deo og barbergrej stående ved mig. Sidst han var hos mig lod han noget tøj ligge i skabet, det siger han først da vi siger farvel ved toget. Den skulle jeg godt nok lige sluge, jeg syntes det var enormt grænseoverskridende, og ville virkelig gerne have haft at han spurgte først. Det lurede han så også, og han sagde undskyld.


Huset har jeg sådan set købt med eksen - men jeg har flyttet om og rundt, så det er MIT nu. Og det vægter også at det er mig der egentligt var den der faldt for huset, og gerne ville have netop dét. Og så bor jeg røv billigt, fordi huset er købt billigt. Pengene jeg købte eksen ud med delvist fik og lånte jeg af min mor. Huset er så stort at jeg har lejet en stue + værelse ud, og vi har alle vores egne værelser (eller de små deler et stort værelse i stue etagen, og så har vi et rode-rum på 1. salen)

Jeg har på ingen måde mulighed for at købe eksen ud her, men hvis jeg kunne nøjes med at overtage lånene, havde jeg gjort det på stedet og var blevet her

Mht ting fra en kæreste, ville jeg nok bare synes, det var hyggeligt, hvis jeg reelt gerne ville ham og ikke følte mig snigløbet. Jeg ville nok også blive lidt WTF, hvis der pludselig bare var flyttet ting ind i mit skab - navnlig hvis jeg i forvejen følte, at han var længere fremme i skoene end mig ift forholdsstatus.

[Madam Pomfrey]

Jeg har på ingen måde mulighed for at købe eksen ud her, men hvis jeg kunne nøjes med at overtage lånene, havde jeg gjort det på stedet og var blevet her

Mht ting fra en kæreste, ville jeg nok bare synes, det var hyggeligt, hvis jeg reelt gerne ville ham og ikke følte mig snigløbet. Jeg ville nok også blive lidt WTF, hvis der pludselig bare var flyttet ting ind i mit skab - navnlig hvis jeg i forvejen følte, at han var længere fremme i skoene end mig ift forholdsstatus.

jeg tror jeg ville ha sagt ja, hvis han havde spurgt. Argumentationen var såmænd fin nok, og det er jo i bund og grund en dejlig tilkendegivelse fra hans side. Men ja, jeg følte mig netop snigløbet på den konto, og det var ikke særligt fedt.
Nu er det nogle uger siden, og det er ligesom landet, og det er helt ok.

Jeg har været ved ham i påsken, og fik også tilbud om at jeg bare kunne lade nogle ting ligge hvis jeg ville. Dejligt! Men det gav bare ikke så meget mening ifht. at jeg ikke har mulighed for at være der specielt ofte, slet ikke med overnatning.

[Madam Pomfrey]

Åhhhh nej. Ikke lande ved eksen først. Når de flyter, så er jeg endelig FRI. Så har jeg jo et år for mig selv her - og så vil jeg gerne direkte ind hos kæresten. Jeg er ikke så god til flytninger, så det vil irritere mig helt vildt at skulle have en lejlighed for en kortere periode. Så vil jeg hele tiden være i venteposition.

Min datter og jeg kommer jo til at bo i hver sin landsdel, da han netop har børn, der ikke kan rykkes op. Og tanken om at skulle bo alene, væk fra min datter, men uden min kæreste... ej. Det er for mærkeligt for mig.

Men ja. Håber, han har held med at finde en billig lejebolig, som jeg gerne vil bo i.

Det forstår jeg godt, men i har jo alligevel fået det til at fungere imponerende godt indtil nu, jeg synes fanme i har været seje, og gode ved hinanden i det her!

Er i meget bundet af geografien ifht bolig, eller er der lidt frihed at gøre godt med?

[Zombie]

Jeg bliver snart 38 år og jeg er ved at være lidt panisk ved tanken, at jeg nu er så gammel. Ikke da 38 er særlig gammel, men når man ikke er færdig med at få børn, så er det bare gammel at være. Især når man slet ikke er tæt på at gøre noget ved sit ønske, for det ligger stadig lidt ude i fremtiden på den ene eller anden måde. Jeg er glad for min uddannelse og vil gerne færdiggøre de to første år, hvis jeg skal holde barsel og egentligt har jeg slet ikke lyst til at holde barsel, men det er lige så meget fordi det her fuldtidsstudium ikke er noget, der minder om fuld tid, så det virker tosset at holde et års barsel fra det (et halvt år er desværre ikke muligt). Så for at færdiggøre de første to år, skal jeg jo vente et års tid mere.

Jeg har ikke fortalt min kæreste om min tidligere fertilitetsbehandling og at jeg har brugt over 100.000 kr for at få et donorbarn. Jeg har ikke fortalt ham det, for jeg synes egentligt ikke, at det har noget med ham at gøre. Jeg valgte at stoppe og udsætte det på ubestemt tid pga. uddannelsen, før jeg mødte ham. Han ved dog, at jeg gerne vil have et barn inden jeg bliver 40. Jeg har absolut ingen ide om han vil blive klar til det og det synes jeg heller ikke, at jeg kan forlange at han skulle kunne vide efter kun fem måneder.

Jeg har det sidste stykke tid tænkt, om jeg skulle droppe donorbarn ideen helt af forskellige grunde og at jeg måske ikke skulle have flere børn. Men det stresser mig meget at tænke sådan. Mit ønske om et barn mere er stadig meget stor og det er ikke blevet mindre, bare fordi jeg har fået mere mening i mit liv pga. ny uddannelse og flere mennesker i mit liv. Det mente min psykolog ellers. At det jeg manglede var noget mening i livet og en kæreste. Men nej, ønsket om barn er bare så stort og selvom det måske udefra har virket som et plaster på et stort sår, så har det hele tiden været helt reelt.

Fjerner jeg så muligheden for donorbarn, så putter det et stort pres på mine forventninger til mit forhold. Han ved jeg gerne vil have barn snart og da vi stadig er sammen, betyder det jo også, at det heller ikke er umuligt. Men om det er muligt, ved jeg heller ikke. Jeg kan godt ende med at spilde min tid. Samtidig har jeg heller ikke lyst til at give op og lede efter en ny mand. Både fordi jeg ikke har lyst til at bryde med min kæreste, fordi jeg gerne vil ham, men også fordi jeg ikke har lyst til at date som skruk, hvor jeg føler, at jeg nærmest leder efter en far til mit barn fremfor en kæreste. Så det ser jeg heller ikke som en mulighed. Jeg vil gerne give min kæreste chancen, men det stresser mig, kan jeg mærke og derfor tillader jeg mig at tænke, at der er en plan B, hvis han ikke bliver klar i rimelig tid.

Jeg ved ikke, om jeg bør fortælle ham om min tidligere behandling. Jeg synes måske, at det er ved at være tid, men det er også en lidt stor ting at gøre for mig.

Jeg fortalte tidligt i mit forhold om mine tanker om adoption, da ventetiden er så lang og jeg er nervøs for fertilitet osv. (I dag kan jeg ikke grundet nylig psykisk sygdom. Dengang var der et smuthul, da det var mere end 10 år siden jeg sidst var syg.)

Det var en fejl. Han panikkede ret meget ift snak om børn osv.

I dag hvor vi har været sammen snart 1,5 år så har der været flere gode snakke og der er en klarere tidsplan.
Så ingen af os er panikken længere.

Men jeg kunne nu godt forstå ham; jeg havde fået pengene til adoption lovet som arveforskud, så det var ikke bare luftkasteller, men reel planlægning hvor jeg også var på et kursus osv. gennem det offentlige. Det er meget mere virkeligt end "jeg ønsker mig MEGET børn".

[Zombie]

Jeg fortalte tidligt i mit forhold om mine tanker om adoption, da ventetiden er så lang og jeg er nervøs for fertilitet osv. (I dag kan jeg ikke grundet nylig psykisk sygdom. Dengang var der et smuthul, da det var mere end 10 år siden jeg sidst var syg.)

Det var en fejl. Han panikkede ret meget ift snak om børn osv.

I dag hvor vi har været sammen snart 1,5 år så har der været flere gode snakke og der er en klarere tidsplan.
Så ingen af os er panikken længere.

Men jeg kunne nu godt forstå ham; jeg havde fået pengene til adoption lovet som arveforskud, så det var ikke bare luftkasteller, men reel planlægning hvor jeg også var på et kursus osv. gennem det offentlige. Det er meget mere virkeligt end "jeg ønsker mig MEGET børn".

Jeg tror også bare, at det vil give unødigt pres på ham. Egentligt er der jo ikke nogen forskel om han ved det eller ej. Han ved dét, som er vigtigt, og det er, at jeg ønsker barn inden jeg bliver 40 og det er det, som han skal forholde sig til. Han skal ikke bruge den anden viden til noget som helst. Det kan bare presse ham, fordi det bliver så meget mere virkeligt. Men samtidig har jeg det alligevel lidt skidt med at holde det fra ham. Jeg ved ikke, om han vil føle bagefter, at jeg skulle have fortalt det tidligere.

Omvendt er det også meget privat viden synes jeg. Hos mig ved kun den allernærmeste familie det. Hvem har du snakket med om det?

[Zombie]

Omvendt er det også meget privat viden synes jeg. Hos mig ved kun den allernærmeste familie det. Hvem har du snakket med om det?

Alle på mit tidligere arbejde vidste det jo, fordi jeg rendte til behandling, men de er jo ikke en del af mit liv mere.

Derudover ved min mor, bror og svigerinde det og en enkelt moster, som tilfældigt fik det at vide. I mit "nye" liv ved folk det jo ikke og det er kun hende fra min klasse, som er jævnaldrende, som ved det og det er fordi hun også overvejede det og derfor fortalte jeg hende det.

Han er ikke blevet præsenteret for min familie, men jeg føler, at han skal vide det inden, fordi de ved det. Så bør han også vide det til den tid, synes jeg.

Jeg synes, det er fornuftig refleksion. Og du kan sige, du ikke anede hvad der var passende og altså ikke har haft en chance for at vide, hvad der var bedst. Den er sgu også svær.
Det håber jeg at han forstår- og at du kan rumme hvis han først reagerer lidt uhensigtsmæssigt. Det kan være en stor ting eller en mindre, alt efter mennesket. Så måske siger han bare okay, måske skal den lige sluges.

Men du har også gode, rationelle årsager til at vente lidt.
Kunne studieveninden tale over sig ved et uheld?