Evapeva skrev:Grissebassen skrev:Men handler det så netop ikke også om, at du er et sted lige nu, hvor den fortælling giver mening for dig? Med al respekt, så ville det jo ikke være den fortælling, du ville dele mens du var sammen med din eks, ligesom fortællingen også bærer præg af dine nuværende følelser for din nuværende kæreste.
Min personlige erfaring er dog også, at folk med forliste forhold bag sig, har større tendens til at fralægge sig skråsikkerheden i kærlighedens navn, og i stedet for tro og håbe på det bedste med alle forbehold for, at forhold alt andet lige går i stykker. Et eller andet sted, tror jeg også det er sundest, fordi der deri også ligger en implicit erkendelse af, at forhold kræver arbejde.
Jeg håber, jeg må komme med et input, selvom jeg ikke hører til i tråden.
Jeg har læst om dit forhold og har lidt inputs, hvis du tænker "hold da kæft derude fra sidelinjen", så skip det bare.
Et nyt, spirende forhold bør ikke kræve arbejde. I hvert fald ikke af en karakter, som kan give en knude i maven. Når et spirende forhold til gengæld føles rigtigt, så nyder man forelskelsen og hinanden, og så kan det hårde arbejde komme lidt senere - hvis overhovedet. Fx når man flytter sammen. Dér slibes nok lidt kanter i de fleste forhold, vil jeg gætte på.
Men min kontekst er selvfølgelig, at sådan som jeg beskriver det ovenfor, sådan skete det for mig i det forhold, jeg har været i i nu 12 år, selvom vi havde seksuelle vanskeligheder og først (ufrivilligt for os begge) kunne have sex for første gang efter 5 måneder. Det er altså længe, når man er 22 og har lyst til sin nye kæreste, det var virkelig en knast dengang. Men heldigvis den eneste.
Jeg har også været i et par forhold, hvor jeg har følt en usikkerhed og det derfor har været arbejde fra starten - men de er jo så også forlist.
Min fortælling er dog ikke (synes jeg ikke) noget banalt med, at det hele skal være lyserødt og sukkersødt, men så alligevel lidt, måske - for bør der virkelig være problemer allerede i forelskelsesfasen? Det kunne jo også tyde på to lettere inkompatible komponenter, uanset hvor meget man så arbejder med det?
Du skriver, at fortællinger om forhold ændrer sig med tiden. Ja, det gør de - muligvis fordi man, når man får det lidt på afstand, ser det hele lidt i et helikopterperspektiv og først dér kan se, at man fandt sig i for meget/var for usikker sammen med ham/han fik sagt nogle alt for sårende ting etc.
Det er virkelig en stor elefant, du skal sluge nu, oven på de ting, der er sagt og gjort. Jeg havde selv engang en kæreste, som fik sagt noget lignende til mig. Det gjorde mig så usikker, at jeg aldrig fandt fodfæste i forholdet igen, men følte, at jeg halsede efter ham, at jeg gjorde mig über lækker for ham, at jeg snoede og vred mig for at gøre mig attraktiv nok for ham. For jeg ville fandeme vinde ham - helt!
Og egentlig er det jo en positiv fortælling, han forsøger at skabe, når han siger "HÅBER". Men så er jeg tilbage ved den med, at jeg tror på, at man ligesom bør falde bedre i hak, i hvert fald i den første tid.
Og nu går jeg selv i hak. Sorry.
Hvad tænker du?
Jeg tænker, at overstående citat, du henviser til, ikke var møntet på mit eget forhold, men blot et forsøg på, at kategorisere og forstå forskellige mentaliteter i forhold til syn på forhold og kærlighed. Og selvom jeg bestemt tilhører sidstnævnte, så føler jeg på ingen måde, at mit forhold kræver arbejde. Endnu, i hvert fald, for det kommer det garanteret til med tiden. Tværtimod er jeg overrasket over, hvor nemt og naturligt tingene føles. Vi er meget ens i vores syn på forhold og kærlighed, og det er rart
Arbejder behøver heller ikke være en negativ ting. Det kan imo fx også bare betyde, at man husker at prioritere kvalitetstid sammen og være opmærksom på, at man bruger tiden sammen konstruktivt.
Måske er jeg præget af en eks, der i 8 år så mig som kvinden i hans liv og pressede på for at tage hul på en fremtid, jeg ikke var klar til. Så jeg er vant til en helt anden type mand. Men jeg har aldrig følt mig forstået og rummet på samme måde, som jeg gør med min kæreste nu.
På en måde føler jeg lidt, at vi er tilbage til start, hvor tingene bare faldt i hak og gled på skinner. Men denne gang kender vi bare hinanden bedre og har ikke samme start-usikkerheder på det punkt, i forhold til når man i starten af datingfasen prøver sig lidt forsigtigt frem og hele tiden fornemmer hinanden.
Mit syn på kærlighed og forhold betyder også, at jeg ikke tror på, at man kan være inkompatibel - med mindre vi snakker ekstremer. Jeg tror på timing.
Du har en pointe i, at jeg har skulle sluge en elefant. Jeg er nok der nu, hvor den næsten er nede, og måske derfor også har brug for lidt ekstra bekræftelse fra ham, før jeg kan få synket den sidste bid. Og jeg har tillid til, at den kommer. Igen - vi har samme syn på forhold og kærlighed, og det betyder så også, at han er en type, der har brug for at disclaime sine kærlighedserklæringer og sætte dem ind i en fornuftskontekst. Det punkt er lidt paradoksalt, fordi det på den ene side er rart, at vi er samme type, mens jeg på den anden side nogle gange kan have brug for noget mere "lyserødt". Betyder det så, at vi er en smule inkompatible? Måske på det punkt. Men jeg tror ikke på, at der eksisterer forhold, der er 100% kompatible. Tiden skal nok gøre godt på det punkt, og vi nok skal lære hinandens kærlighedssprog bedre at kende. Jeg er voksen og formår på tilfredsstillende vis at bearbejde mine issues med mig selv og i andre relationer. Den behøves ikke lægges over på ham, så længe han kan bekræfte at han vil mig og er investeret. Og det gør han jo også, bare ikke altid i det sprog, der klinger allerbedst i mine ører. Omvendt tror jeg dog også, at det ville risikere at skræmme mig, hvis han var samme type som min eks og italesatte sine kærlighedserklæringer meget direkte. Så måske er vi slet ikke så inkompatible endda på det punkt
I forhold til det der med at vide vs. tro på eller håbe, så tror jeg igen, det kommer meget an på, hvem man er som type. For mig personligt, kræver det en del arbejde alene (med mig selv) at åbne sig nok op for et nyt menneske til at turde satse og håbe. Det er en process, der tager tid. Jeg tror aldrig, at jeg vil kunne kigge på en mand, jeg har kendt under et år og sige, at jeg bare VED at han er mit livs kærlighed. For mig er det noget, der vokser stille og roligt over lang tid, og jeg tror ikke på "kærlighedEN", jeg tror på følelser, forhold og fornuft. Så det bedste jeg kan præstere på nuværende tidspunkt er, at jeg VED at jeg TROR og HÅBER på, at jeg med tiden vil VIDE at han er den rigtige for mig. Og min kæreste deler syn med mig på de her punkter. Pointen med fortællinger og helikopterperspektiv er, at det er en process, der tager tid, og afhænger til dels af ens syn på forhold og kærlighed, og til dels af hvor man befinder sig i processen.
Burde jeg så ikke have et mere "lyserødt" syn på forhold og kærlighed, når jeg er nyforelsket i et nyt forhold?
Der er sikkert nogen, der vil påstå, at når jeg har det på den måde betyder det, at han ikke er den rigtige og at det er et udtryk for, at jeg ikke er forelsket nok. Jeg vil påstå, at jeg bare ikke er nået så langt i processen endnu, og at det derfor er et spørgsmål om tid, samt mentalitet og tidligere erfaringer. Men måske har de ret. Måske vil jeg en dag opleve at møde en mand, hvor jeg fra start bare VED det er dét. Sådan havde jeg det faktisk, da vi først begyndte at date, jeg havde bare brændt nallerne for mange gange før til at jeg turde andet end at tro og håbe.
Hvad så hvis de har ret i, at det er et spørgsmål om at finde den rette? Der er ingen garantier for at jeg nogensinde møder en, der får min kynisme til at forsvinde med det samme og vinder al min tillid fra day one. Omvendt kan man heller ikke garantere, at jeg ikke gør. Og indtil den dag hvor det sker, har jeg tænkt mig at følge min lyst og mavefornemmelse og gå efter det, jeg gerne vil og tror og håber på. Og forhåbentligt når jeg inden for den nærmeste fremtid til et punkt, hvor jeg bare VED det. Jeg kan nemlig i hvert fald sige med sikkerhed, at tid og kynisme ikke har indflydelse på, om et forhold er godt eller dårligt eller rigtigt eller forkert. Og jeg kan sige med sikkerhed, at jeg tror det er svært usandsynligt, at der er findes en, der er mere rigtig.
Kort sagt:
Jeg mener, det er et spørgsmål om, hvilken type man er, og at påstå det er et spørgsmål om at finde den rette, svarer til at skære alle mennesker over en kam i kærlighedens navn. Og hvad er egentlig formålet med det, når der findes tonsvis af gode forhold, der opstår og eksisterer på deres egne præmisser? Fx er arrangerede ægteskaber jo dem, der scorer højest på de såkaldt lykkeparametre.