LadyFox skrev:Jeg er de seneste år blevet meget bevist om hvor svært jeg har det med at snakke om følelser, og hvor stort et handicap det egentlig er at have det så svært med det som jeg har det, både i forhold og i forhold til dating. Det spænder virkelig nogle ben ikke bare at kunne sige hvad jeg føler for folk.
Både fordi at jeg jo ikke kan regne med at folk ved hvad jeg føler, men også fordi jeg ofte ender med at danse så meget rundt om den varme grød at bliver såret.
Det er trods alt nemmere bare at sige "hej, jeg føler det og det, føler du det samme?" End hele tiden at skulle tolke en masse ud fra den andens adfærd.
Tit og ofte ender det med at jeg så for åbnet op imens jeg er fuld, og så ender det med at den anden er i tvivl om hvor meget jeg egentlig mener det.
Jeg er skrækkelig på det punkt. Og jeg vil egentlig godt blive bedre, jeg ved bare ikke helt hvordan.
En del af det bunder selvfølgelig i det med at det ikke er rart hvis det man siger ikke bliver gengældt. En afvisning er jo aldrig rar.
Men det er mere at jeg i situationen er enormt dårlig til at få sat ord på det jeg gerne vil sige, og det så bliver enormt akavet. Og jeg har svært ved at bringe det op, og ligesom finde en naturlig indgangsvinkel på det så det ikke bliver sådan helt ud af det blå og malplaceret. Derudover er jeg bange for at være irriterende hvis jeg bringer mine følelser på banen for meget, eller på det forkerte tidspunkt. Hvilket jo er dumt, så længe det bliver serveret med lidt situationen fornemmelse så synes jeg jo heller ikke selv at folk er irriterende de er interesseret i mig og vil fortælle et eller andet omkring deres følelser for mig.
Jeg er bare blevet bevist om at jeg nok altid vil have det svært med kærlighed hvis jeg bliver ved med at synes det er så akavet at jeg helst undgår at snakke om det, med mindre jeg er fuld eller sur over et eller andet. For jeg giver jo ikke folk en reel chance for hverken at vide hvor jeg står, eller hvad jeg egentlig forventer af dem. Jeg synes bare det er svært at komme til livs.
Jeg kan ikke komme med andre end input end: ØVELSE.
Jeg har været en hat til at adressere følelser på en ordentlig måde - altså mine egne; alle andres har jeg for det meste virkelig styr på, så længe det da ikke er en potentiel partners. Jeg har været tvunget ud i det på den hårde måde, og efter et par års øvelse vil jeg faktisk sige, at jeg er blevet ret habil til det. Det har været megahårdt undervejs, og jeg har ofte følt mig urimeligt sårbar og famlende i mine forsøg, men i dag er jeg der, hvor jeg faktisk tænker; det er jeg ret sej til.
Paradoksalt nok har den største hjælp været at være i et forhold med en mand i ti år, som ville det godt men om muligt var endnu mere knoldet og knudret end mig, der var jeg ligesom tvunget til selv at tage ansvar og åbne for ballet. Derudover har min mors neuroser også været en hjælp: jeg nåede et punkt, hvor jeg var nødt til adressere ting i vores relation, der ikke spillede for mig, og der var Baloun et par katastrofer undervejs i mine forsøg.
Den samlede lektie, jeg har lært er: det kræver øvelse, ærlighed og ubehageligt direkte kommunikation. I starten tror man, man skal dø, når man forsøger, men her har det hjulpet at tænke to ting.
1) Hvad er det værste der kan ske, og kan jeg overleve det? svaret er som regel ja.
2) Hvad sker der, hvis jeg ikke i det mindste forsøger at adressere emnet? svaret er som regel "virkelig grimme ting"
Efter et par år på den måde, er jeg ikke længere nødt til at kvinde mig selv op, når jeg skal håndtere sådan noget føle-noget. Det er fortsat ikke noget, der faldt mig 100% naturligt, men jeg er ikke ved at dø, og jeg ved, at jeg som oftest får det meget bedre bagefter. Om ikke andet fordi jeg ved, at jeg har prøvet og gjort, hvad jeg kunne. Det er overraskende befriende at have givet komplet slip på "hvad nu hvis...."-tankerne, der uværgeligt følger med følelsesmæssig handlingslammelse.
Giver det overhovedet mening?
