AstaPasta skrev:Jeg var inde at se Book of Mormon i går. Uden at følges med nogen. Jeg kan ikke helt finde ud af, om jeg er helt cool med at gøre ting alene eller ej.
Det er jo ikke en ting, hvor man skal snakke undervejs alligevel. Og jeg slap for at skulle koordinere kalendre med travle venner.
Så det er mere, om andre tænker, at jeg er sørgelig, der måske generer mig. På den anden side er jeg jo rimeligt ligeglad med fremmede mennesker.
Jeg tror, jeg skal øve mig i at være lidt mere afslappet med den slags.
Alternativt skal jeg være bedre til at involvere mine venner i mine planer, før jeg booker billetter til alt muligt.
Godt at du gjorde det! Og det er helt sikkert cool
Men jeg kender godt den følelse du har. Jeg har selv udfordret den flere gange. Jeg er f.eks. kæmpe Bruce Springsteen fan, og det er der altså ikke så mange på min alder der er (32), og jeg har taget til koncert med ham 3 gange alene. Og et par gange har jeg haft en veninde med. Men jeg vil simpelthen ikke gå glip af at høre om live, bare fordi jeg ikke lige kan finde nogen at følges med. Det giver mig heldigvis mere “glæde” at tage alene af sted, end bekymringer om hvad andre evt tænker om at jeg står og skråler alene
Jeg har også et par gange taget i biografen alene. Det er ikke så grænseoverskridende synes jeg.
I sommers gjorde jeg dog det hidtil mest grænseoverskridende for mig, jeg tog på en uges ferie alene til Kreta. Og det gik rigtig fint
Jeg trives egentlig ret godt i mit eget selskab, har trods alt næsten boet alene hele mit voksenliv. Dog var det selvfølgelig lidt anderledes at være alene på ferie. Men jeg elsker at komme sydpå og bade i noget dejlig varmt havvand, og jeg er glad for at jeg ikke snød mig selv for den oplevelse, “bare” fordi at jeg sidste sommer ikke lige kunne finde en veninde/ven at rejse med.