Singletråden

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
Brugeravatar
Viskelæder
Indlæg: 4601
Tilmeldt: 26. dec 2015, 21:22
Kort karma: 1469
Likede indlæg: 11937

Re: Singletråden

Indlægaf Viskelæder » 17. mar 2018, 09:01

Primerose skrev:Jeg elsker Mads & Monopolet! Men jeg gemmer altid udsendelsen til podcast, så jeg hygge mig med den lige når det passer i mit program :genert:
Lige nu ligger jeg stadig i min seng og undrer mig over hvorfor jeg mon ikke sover længere efter den bytur i nat. Jeg drak så mange drinks, at jeg bliver seriøst træt senere hvis jeg står op nu.


Det gør jeg også :)

Og det lyder som en fantastisk bytur! Og jeg er allerede misundelig på dit hår. Det er jo det hår, jeg gerne vil have, men som jeg blev nødt til at holde pause med på et tisgule stadie, fordi mit hår blev for ødelagt :wacko:

Hvem var ham den søde, du teenagekyssede med? :lun:
0
Brugeravatar
FrøkenM
Indlæg: 6626
Tilmeldt: 10. okt 2015, 09:05
Kort karma: 1180
Geografisk sted: Aalborg
Likede indlæg: 9490

Re: Singletråden

Indlægaf FrøkenM » 17. mar 2018, 09:06

Jeg kan godt mærke at jeg har haft et behov for at fylde den her uge op med alt muligt så jeg ikke har behøvet at tænke for meget over alt det, der skete i fredags til min venindes fest. Jeg ved godt, at jeg i teorien ikke gjorde noget galt, jeg anede ikke han havde kæreste men i praksis var jeg altså stadig meget, meget tæt på at være sammen med en andens kæreste. Det har jeg det faktisk ret skidt med :(

Min veninde har været virkelig sød og endte faktisk også med at tage en snak med ham i går, for hun følte, at det var lidt som Elefanten i rummet hver eneste gang de var på vagt sammen. Hun vidste jo godt at der var sket noget, og han vidste at hun vidste det. Hun gjorde ham klart at hun ikke ønskede at blande sig. Hun ønskede ikke at komme i klemme og det samme gælder for mig. Men samtidig gjorde hun ham klart, at hun også muligvis forstod hans handlinger men at hun mente at han skyldte alle at deale med sit elendige forhold, hvis det var det.

Den havde han taget pænt, siger hun - og han skrev det samme til mig. Jeg er glad for at de i det mindste fik snakket for jeg er slet ikke i tvivl om at det har været vildt træls imellem dem den sidste uge.
2
Volunteers are not paid - not because they are worthless, but because they are priceless! :dåne: :love: :lun:
Lys
Indlæg: 5788
Tilmeldt: 20. dec 2015, 20:30
Kort karma: 500
Likede indlæg: 10399

Re: Singletråden

Indlægaf Lys » 17. mar 2018, 09:14

FrøkenM du er altså virkelig hård ved dig selv. Ville du også have været så hård ved en veninde i dine sko? Som jeg har forstået det, kyssede i og da du efterfølgende opdagede at han havde en kæreste, bad du ham få styr på det, førend du var interesseret i noget. Det er da helt fin og god håndtering af situationen.

Hvordan skulle du have gjort noget anderledes? Det bliver altså virkelig anstrengende, hvis man forud for en scoring til en fest lige skal kontrollere, at den anden part ikke allerede er i et forhold. Jeg ville sgu da blive pænt fornærmet, hvis en mand på den måde stillede spørgsmålstegn ved mit moralkodeks før han ville kysse mig. Vi er nødt til at lægge til grund at andre mennesker opfører sig ordentligt, indtil der er tegn på det modsatte.

Jeg har knaldet en mand i en brandert (ONS) som jeg efterfølgende har fundet ud af formentlig var/er i et forhold. Det gider jeg altså ikke have det dårligt over - det var først bagefter at jeg så, at der var nogen ting, der ikke helt passede og det er muligt at jeg i helt ædru tilstand havde set det før. Men sådan var det så ikke.
12
Brugeravatar
FrøkenM
Indlæg: 6626
Tilmeldt: 10. okt 2015, 09:05
Kort karma: 1180
Geografisk sted: Aalborg
Likede indlæg: 9490

Re: Singletråden

Indlægaf FrøkenM » 17. mar 2018, 09:20

Lys skrev:FrøkenM du er altså virkelig hård ved dig selv. Ville du også have været så hård ved en veninde i dine sko? Som jeg har forstået det, kyssede i og da du efterfølgende opdagede at han havde en kæreste, bad du ham få styr på det, førend du var interesseret i noget. Det er da helt fin og god håndtering af situationen.

Hvordan skulle du have gjort noget anderledes? Det bliver altså virkelig anstrengende, hvis man forud for en scoring til en fest lige skal kontrollere, at den anden part ikke allerede er i et forhold. Jeg ville sgu da blive pænt fornærmet, hvis en mand på den måde stillede spørgsmålstegn ved mit moralkodeks før han ville kysse mig. Vi er nødt til at lægge til grund at andre mennesker opfører sig ordentligt, indtil der er tegn på det modsatte.

Jeg har knaldet en mand i en brandert (ONS) som jeg efterfølgende har fundet ud af formentlig var/er i et forhold. Det gider jeg altså ikke have det dårligt over - det var først bagefter at jeg så, at der var nogen ting, der ikke helt passede og det er muligt at jeg i helt ædru tilstand havde set det før. Men sådan var det så ikke.

:kys:

Nej jeg ville ikke have været hård ved en veninde der stod i samme situation. Slet ikke. Jeg ville nok have håndteret det lige som min veninde har gjort. Havde jeg haft en veninde der havde stået i en lignende situation havde jeg nok hvis jeg skal være ærlig bare trukket på skulderen og tænkt "Nå ja", men det er noget andet når det er en selv, tror jeg :genert:

Jeg fortryder det ikke - det gør han heller ikke, men jeg ved at der er risiko for at møde ham i byen om et par uger. Og ærligt? Skulle der ske noget så håber jeg han er mand nok til at stå imod eller vide hvad konsekvensen er, for jeg tror ikke jeg stoler nok på mig selv. Desværre. Og det synes jeg faktisk er det værste.
0
Volunteers are not paid - not because they are worthless, but because they are priceless! :dåne: :love: :lun:
Lys
Indlæg: 5788
Tilmeldt: 20. dec 2015, 20:30
Kort karma: 500
Likede indlæg: 10399

Re: Singletråden

Indlægaf Lys » 17. mar 2018, 09:23

Men det behøver altså ikke at være værre, fordi man selv står i det. Du kan godt arbejde med at tilgive dig selv og huske dig selv på, at du ikke gjorde det med vilje.
0
Kaffe
Indlæg: 2537
Tilmeldt: 17. apr 2017, 08:57
Kort karma: 355
Likede indlæg: 4855

Re: Singletråden

Indlægaf Kaffe » 17. mar 2018, 09:24

Manic: Jeg håber ikke, at den gifte mand ved, hvor megen indflydelse han har på dine tanker. For hvis han er narcissistisk, så er det vand på hans mølle, og den mølle fortjener ikke en god drift. Jeg ønsker for dig, at du snart kan skubbe ham ud i armslængde og ikke føle så meget omkring ham. Lettere sagt end gjort, I know.
8
Jeg mener det, jeg skriver og ikke det, jeg ikke skriver.
Brugeravatar
RavenClaw
Indlæg: 5390
Tilmeldt: 15. maj 2016, 17:27
Kort karma: 658
Geografisk sted: Fyyyn
Likede indlæg: 13851

Re: Singletråden

Indlægaf RavenClaw » 17. mar 2018, 09:31

Jeg skal til min nieces fødselsdag i dag, og jeg glæder mig! :love:

(Jeg er 23 år)
1
Have you ever been so annoying you caused the reinvention of an entire literary genre?
Brugeravatar
ManicNinja
Indlæg: 5484
Tilmeldt: 27. aug 2015, 14:16
Kort karma: 1159
Likede indlæg: 8962

Re: Singletråden

Indlægaf ManicNinja » 17. mar 2018, 09:46

Viskelæder skrev:
ManicNinja skrev:Jeg kom fra aftenvagt kort før 23. Jeg har spist natmad, lyttet opera og drukket to virkelig gode GT - med stykker af blodgrape i. Det har ham min nye ven med pommes-dysten lært mig, og nu kommer jeg aldrig til at drikke min GT anderledes :) Dejlig afslutning på arbejdsugen. I morgen skal jeg forkæles hos frisøren og derefter ud at spise en god frokost med hele udtrækket sammen med to fra Singleklubben, som jeg har mødt et par gange tidligere til større arrangementer. Vi har haft det skidesjovt. Så jeg glæder mig.

Det går fremad med mig, det gør det helt bestemt.

Jeg er stort set holdt op med at have mavepine. Og jeg sover efterhånden nogenlunde normalt om natten igen. Der er også mange timer hver dag, hvor jeg ikke tænker på Gift Lortemand aka KontorJesus. Det er stadig ubehageligt at se ham på job, selv om jeg har været så ekstremt heldig stort set at være forskånet i februar og marts. Men pludselig er han dér alligevel. Render rundt og gør sig til for sine disciple - hans elever, som pukler rundt efter hans opmærksomhed og anerkendelse. Mens han åbenlyst nyder at blive anset for oraklet selv på sit fagområde. Og han selv, som - hvis man kigger godt efter - helt sikkert kun gider at beskæftige sig med dem, der i hans øjne har status: Teamledere, chefer, nogen med noget at sige de rigtige steder.

Hårdt og svært at overvære, hvordan alle omkring ham æder hans falske maske som rar, humoristisk og hjælpsom mand råt, mens jeg sidder og ved, at virkeligheden er en helt anden, selv om ingen sikkert ville tro mig, hvis jeg sagde det højt. De ser Dr. Jekyll. Jeg kender Mr. Hyde. Jeg véd - jeg har oplevet - hvor magtsyg han er, hvordan han elsker at køre silent treatment, straffe én på diverse udspekulerede måder og få én til at ”lystre” v.hj.a. aaaaalle hans mærkelige mind games og twists og løgne og fortielser, dosering af sandheden.
Afstraffelse sker, hvis man går det mindste imod ham, blot har egne meninger eller behov eller grænser (!), eller han føler sig kritiseret (om end indbildt), eller bare hvis han ikke føler sig beundret nok.
Jeg sidder dér ved min plads bag mikrofonen (for sådan én arbejder jeg en del med) og ved, hvordan han pludselig kan vende på en tallerken og sætte én under de mest bizarre og meget voldsomme, magtdemonstrerende forhør (!) for at aflede opmærksomheden fra egne fejl og løgne - eller bare fordi det tydeligt giver ham en rus at have magt og dominere og være skræmmende og se effekten hos modparten ... Nogen reagerer på ham (positivt eller negativt, det er ligegyldigt) - altså ER han.

Jeg ved, hvor meget han lige så stille og listigt som en slange med fuldt overlæg kan fucke med éns virkelighedsfornemmelse. Jeg begyndte at mærke det efter bare tres dage. Tres dage!? :shock: Måske er det virkelig derfor, min mave har været på overarbejde, hver gang jeg har set ham? Jeg har stadig svært ved at tro, at skaldede tres dage kunne gøre det ved mig ... og at i de tres dage var jeg samtidig overbevist om, at han var manden i mit liv, og at jeg var kvinden i hans. Gift eller ej ... :stoned:

Men hans magt over mit sind, mine følelser, min krop fordamper mere og mere. Afgiftningen, sådan kalder lederen af den supportgruppe, jeg er i, det, virker. Den iskolde tyrker, jeg fra det ene minut til det andet lykkeligvis besluttede mig for, virker ...

Der er særlige grunde til, at de dér typer er usædvanligt svære for offeret at slippe - uanset hvor ubehageligt og lidelsesfuldt forløbet så i måneds- og årevis helt sikkert har været inden et brud, vil man altid høre ofrene sige, at de næsten ikke kan slippe de her mænd (eller kvinder). Det her har intet at gøre med almindelige kærestebrud. Der er ikke tale om, at nogen er "dumme" og bare skal "tage sig sammen og se at skride". Men tro mig, også jeg har ved gud følt mig forfærdeligt dum og magtesløs i de andre forhold, jeg var igennem ... Hvorfor KUNNE jeg bare ikke gå? Hvorfor endte jeg med at gå tilbage igen og igen og igen kun for i øvrigt at opleve endnu større ydmygelser og endnu mere angst og fortabthed?

Helt enkelt beskrevet bliver de her mænd (eller kvinder) på én gang éns stof og éns pusher. Åh jo, de har teknikker, har de. Og i starten er det en rus af den anden verden at blive overhældt med deres efter normale standarder alt for voldsomme opmærksomhed og beundring. Eller det vil sige, det er selvfølgelig kun en rus og fristende for os, der i os selv mangler noget - har man rigeligt med sund selvfølelse og selvkærlighed, så er det her nærmest maniske kurmageri jo bare ikke hverken fristende eller nødvendigt. Men vi er nogen, der desværre ikke har en ordentlig kærlighedsdragt på. Og vi er i farezonen, når vi møder de her natural born seducers ...
Senere bliver det Helvede på jord, og man er i stor fare for at miste enhver værdighed kun i håbet om atter at få sit stof ... Man ender rent faktisk med at være både fysisk og psykisk afhængig (jo, også fysisk - éns hjerne har udskilt en sådan cocktail af endorfiner, stresshormon og andet godt, at man ganske enkelt bliver en junkie). Det er en lang historie.

Men det korte af det lange er, at jeg nu ved så meget om De Personlighedsforstyrrede, at jeg forstår, hvorfor jeg er faldet i og faldet pladask for dem flere gange med fuldstændigt katastrofale følger for mit helbred og mit liv. Jeg forstår også, hvorfor og hvordan de gør det. Og at de ALDRIG kommer til at forstå eller indse eller ændre sig. Nogensinde. De er doomed ... Og hvordan det hænger sammen, at de mænd, jeg har troet har været forelskede, slet ikke evner at blive det ... I nogen. Og at dét elske er lige så meget en by i Rusland for dem. Også selv om de i glimt ligner os andre, når de lader som om. Lader som om, ja. Fordi de godt er klar over, at ingen ville have noget med dem at gøre, hvis de åbent viste, hvilke monstre de er. Så igennem årevis øver de sig i at imitere. Alle os andre. Vores mimik, vores indbyrdes toner i de grupper, vi færdes i, vores måder at reagere på, vores tonefald, vores omgangsformer. Og det kan få dem til at ligne deltagende, observante, nærværende væsener. Reelt er det informationsindsamling og ren overlevelse. De ved, hvordan empati ser ud. Men de føler den ikke. Nogensinde. De er i bedste fald aldeles ligeglade med andres følelser.

I dag oplevede jeg så noget vildt. Da KontorJesus uventet kom ind i det meget store lokale, jeg arbejder i ... Det var ikke som de andre gange. Jo, jeg mærkede, at min mave reagerede. Men så tænkte jeg: "Hvorfor fanden skal jeg egentlig sidde her og have ondt i maven over ham? Det var endda mig, der skred og blokerede ham overalt." Og så så jeg min sofa for mig. Min psyk har lært mig at tæve den. Flere gange dagligt. Fordi en masse ting - også mine drømme - fortalte mig, jeg var vred. Alligevel kunne jeg bare ikke nå ind. Få fat. Derfor har Psyk og jeg faktisk tævet sofaen i hans klinik sammen og brølet så højlydt imens, at én af hans kolleger bagefter smilende konstaterede, at det var godt, Psyk havde advaret, for det havde man altså kunnet høre i hele klinikken (der var tomt på det tidspunkt).

Jeg tæver knytnæven hårdt ned i sofaen og brøler ting som: "Nej!", "Stop!" eller "Øv!" eller "Ja! Det sidste, fordi vrede jo også er en positiv energi, der kan bringe én videre. Det er lige, så det snurrer og hvæser i hele kroppen. Og bare af at tænke på, at jeg havde gjort det et par timer tidligere, lettede fornemmelsen i maven omgående. Også selv om KontorJesus stod tre meter fra mig. Og så fjollede jeg med en kollega lidt senere ... og opdagede senere igen, at jeg til min forbløffelse ikke havde tænkt nærmere over, at KontorJesus havde været forbi. For seks uger siden havde jeg været svimmel og helt slået ud resten af dagen - af sårethed. Og angst. Og stress. Og flashbacks.

Fokus er mere og mere hos MIG. Ikke på hvad der gør, at de er så fatalt i stykker indeni, som de er, og spiller efter radikalt anderledes spilleregler for at opnå og undgå helt, helt andre ting end alle os andre.

Jeg forstår nu, at jeg er blevet fejlprogrammeret, fordi min mor var en af De Personlighedsforstyrrede. Jeg blev i årevis manipuleret til at tro, at især min vrede og mine grænsemarkeringer var noget pjat, forkerte, grinagtige, provokerende, egoistiske, urimelige. Blev jeg vred, når min mor kørte rundt med mig med den klare hensigt at provokere og nedgøre mig, var det et nederlag, og jeg ville blive nedgjort yderligere og grinet ad og ofte også skældt ud. Det vidste jeg. Så jeg lærte konstant at pakke vreden væk. Resultatet er, at jeg i dag ikke kan blive vred. Eller, det kan jeg godt. Men det kommer forsinket. Og skal tit en tur omkring mit hoved først. Det er helt nyt for mig, at vrede normalt er noget fysisk og instinktivt. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, at man kan blive vred uden at være nervøs for, om ikke modparten så bliver endnu mere vred og afskriver én ...

Men lige så stille lærer jeg. Jeg tager min vrede tilbage til mig. Som min psyk sagde: "Vrede er også en måde at vide, hvem man selv er". Så jo, jeg finder ud af, hvem jeg selv er. Og kan mærke, at lige så stille gør jeg mig fri. Lærer at håndtere følelsen af at blive vred. Mærke grænsen. Og det gør mig kraftedeme så vred, at nogen tog vreden fra mig. Og at de her mænd i den grad har faststampet de stier, min mor allerførst trådte i min personlighed.

Jeg kommer i kontakt med det. Og alle de svære følelser, der ligger nedenunder: Forladthedsfølelsen fx ... Aaaarmen. Jeg kan NÆSTEN ikke have den. Og jeg ved slet ikke, hvor den passer ind, eller hvad jeg skal stille op med den. Jeg ved bare, at det hele rykker tættere på. Og det giver mig håb for, at jeg nok skal nå i mål. Nok skal finde hjem. Til mig selv.

Der er ikke nogen, der får lov at lave numre og fucke med mig igen, for jeg kan jo SE de røde flag rundt omkring nu. Se, hvem der faker indlevelse og er helt ekstremt selvoptaget. Dét klarsyn synes jeg nok, det er værd at drikke et par fredags-GT'er og lytte en opera over ... Og når man nu aldrig nogensinde vil kunne få closure eller indrømmelser fra De Personlighedsforstyrrede, så er det egentlig for mig rigeligt med "hævn", at ham her ender med at være den, der gør mig i stand til at finde hjem til mig selv og min egen styrke og en helt ny selvkærlighed.

Jo, det går fremad med mig, det gør det helt bestemt.



Jeg håber ikke, du tager det her forkert, for jeg ved, du er i en stærk proces, og at du nok er meget sårbar på, hvis nogen kommenterer på den eller ikke virker respektfulde over den. Det her skal bestemt læses med kærlighed og respekt.
Jeg synes, du har stor indsigt, du skriver fantastisk, og jeg er så stolt af dig, fordi du kom ud af noget, som var dårligt for dig. Jeg har og har altid haft den største respekt og omsorg overfor dig. Det er bare lige vigtigt for mig at sige :)

Men hold op, hvor bruger du meget energi på det. Det bliver helt enormt dramatisk at læse om. Jeg har flere gange tænkt (men ikke sagt noget, fordi jeg netop på ingen måde vil gøre dig ked af det), at det virker til, at al den opmærksomhed, du brugte på den gifte mand, den bruger du nu på den her proces - på en lidt dysfunktionel måde. Du virker til at bade i det, svælge i det, gøre ham til et helt enormt monster. Og alle andre personlighedsforstyrrede for den slags skyld. Og måske er det lige en arbejdsskade i mig, men det gør mig en lille smule vred, at du kalder dem "De Personlighedsforstyrrede". Der findes masser af mennesker med personlighedsforstyrrelser, som ikke behandler andre mennesker dårligt. Der findes masser af dem her på debatten. Hell, du og jeg har selv tendens til at have personlighedsforstyrrede træk, når vi mærker voldsomme, dramatiske følelser (for jeg kender det godt).

Der er mening i at se en dårlig person for det, han er - og han lyder ved gud til at være en dårlig person - og så er der at gøre personen til et monster i så stor en grad i forsøget på "at se klart", at du igen virker til ikke at se helt klart. At flere ting og følelser, end der burde, bliver farvet af det her. At han bliver til den ondeste Satan på hele jord, når han i virkeligheden måske "blot" er en kedelig mand med en dyssocial eller narcissistisk personlighedsforstyrrelse, som du heldigvis ret hurtigt slap for. Giver det mening?

Jeg bemærker bare, at din proces med at være fri og have det godt stadig virker meget ikke-fri. Enormt meget følelsesladet og voldsom på en måde, der skurer lidt i mine ører. At nu er du måske ikke længere "En kvinde, der elsker for meget" (jf. den berømte bog, som de fleste kender), men "En kvinde, der elsker at analysere, at hun elskede for meget"-ish. Hvor elske altså står for den der afhængighedsskabende længsel og magt, der kan opstå og gøre os ret syge i hovedet (som jeg i hvert fald har prøvet).

Du slap fri for ham. Du er fri. Du er fantastisk. Du har analyseret på det og ved, hvad der sker. Det varede ikke ret længe, og du lærte det, du skulle. Lad ham leve sit kedelige liv og du leve dit fantastiske. Let it go?

:kys:


Det giver masser af mening. Han ER nemlig bare ... en kedelig forstyrret mand :D
Og netop det begynder jeg at indse ved at skrive en tekst som denne :) Jeg tænkte det selv i går.

Jeg bruger mine dage på rigtigt meget andet. Gud være lovet! Går faktisk ikke ret meget ned i den historie. Fx er det første gang jeg har sat ord på, hvad det var han gjorde. Nu står det dér samlet og kan lægges væk.

Tror, du får det indtryk, du får, fordi ... du kender mig kun herfra. Og du kan jo kun læse det, jeg skriver her. Ikke om hvor meget jeg mærker, at jeg i alle mulige sammenhænge bliver mere og mere mig og bare ... ER. I stedet for at frygte for andres reaktioner på dit og dat.

Så ... der er gået seks uger. Og jeg ER nemlig ved at blive til noget helt andet end blot en kvinde, der elsker for meget. I'll get there. Og jeg kan tydeligt mærke, de ting, du beskriver, i horisonten. Men lad mig få den tid, jeg behøver, ikke? Og lad mig gøre det på min egen måde.
3
"Success is the ability to go from one failure to another - with no loss of enthusiasm".

Winston Churchill
Brugeravatar
ManicNinja
Indlæg: 5484
Tilmeldt: 27. aug 2015, 14:16
Kort karma: 1159
Likede indlæg: 8962

Re: Singletråden

Indlægaf ManicNinja » 17. mar 2018, 09:54

P.s. Og jo, gu' blev jeg da både ked af og vred over dit indlæg. Fordi jeg føler mig meget misforstået og frem for alt urimeligt dømt og ærgerlig over, at noget, der lettede enormt meget at skrive, nu bliver noget, jeg skal forsvare. Men det er jo det, man risikerer ved at lægge ting ud på et offentligt debatsite.
2
"Success is the ability to go from one failure to another - with no loss of enthusiasm".

Winston Churchill
Brugeravatar
ManicNinja
Indlæg: 5484
Tilmeldt: 27. aug 2015, 14:16
Kort karma: 1159
Likede indlæg: 8962

Re: Singletråden

Indlægaf ManicNinja » 17. mar 2018, 09:56

Emma The Mermaid skrev:Jeg forstår ikke helt. Tror du at alle med en personlighedsforstyrrelse er manipulerende?


Nej. På ingen måde. Uddyber en anden gang.
0
"Success is the ability to go from one failure to another - with no loss of enthusiasm".

Winston Churchill
Brugeravatar
LaScrooge
Indlæg: 7566
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 1893
Likede indlæg: 24566

Re: Singletråden

Indlægaf LaScrooge » 17. mar 2018, 10:28

Viskelæder skrev:

Jeg håber ikke, du tager det her forkert, for jeg ved, du er i en stærk proces, og at du nok er meget sårbar på, hvis nogen kommenterer på den eller ikke virker respektfulde over den. Det her skal bestemt læses med kærlighed og respekt.
Jeg synes, du har stor indsigt, du skriver fantastisk, og jeg er så stolt af dig, fordi du kom ud af noget, som var dårligt for dig. Jeg har og har altid haft den største respekt og omsorg overfor dig. Det er bare lige vigtigt for mig at sige :)

Men hold op, hvor bruger du meget energi på det. Det bliver helt enormt dramatisk at læse om. Jeg har flere gange tænkt (men ikke sagt noget, fordi jeg netop på ingen måde vil gøre dig ked af det), at det virker til, at al den opmærksomhed, du brugte på den gifte mand, den bruger du nu på den her proces - på en lidt dysfunktionel måde. Du virker til at bade i det, svælge i det, gøre ham til et helt enormt monster. Og alle andre personlighedsforstyrrede for den slags skyld. Og måske er det lige en arbejdsskade i mig, men det gør mig en lille smule vred, at du kalder dem "De Personlighedsforstyrrede". Der findes masser af mennesker med personlighedsforstyrrelser, som ikke behandler andre mennesker dårligt. Der findes masser af dem her på debatten. Hell, du og jeg har selv tendens til at have personlighedsforstyrrede træk, når vi mærker voldsomme, dramatiske følelser (for jeg kender det godt).

Der er mening i at se en dårlig person for det, han er - og han lyder ved gud til at være en dårlig person - og så er der at gøre personen til et monster i så stor en grad i forsøget på "at se klart", at du igen virker til ikke at se helt klart. At flere ting og følelser, end der burde, bliver farvet af det her. At han bliver til den ondeste Satan på hele jord, når han i virkeligheden måske "blot" er en kedelig mand med en dyssocial eller narcissistisk personlighedsforstyrrelse, som du heldigvis ret hurtigt slap for. Giver det mening?

Jeg bemærker bare, at din proces med at være fri og have det godt stadig virker meget ikke-fri. Enormt meget følelsesladet og voldsom på en måde, der skurer lidt i mine ører. At nu er du måske ikke længere "En kvinde, der elsker for meget" (jf. den berømte bog, som de fleste kender), men "En kvinde, der elsker at analysere, at hun elskede for meget"-ish. Hvor elske altså står for den der afhængighedsskabende længsel og magt, der kan opstå og gøre os ret syge i hovedet (som jeg i hvert fald har prøvet).

Du slap fri for ham. Du er fri. Du er fantastisk. Du har analyseret på det og ved, hvad der sker. Det varede ikke ret længe, og du lærte det, du skulle. Lad ham leve sit kedelige liv og du leve dit fantastiske. Let it go?

:kys:


"Let it go"? Pludselig gik tråden fra at være et refugium, hvor man kunne skrive om alle de ting, man kæmper med i forhold til livet relateret til kærlighed, og blev til et sted hvor man fik at vide, at man skulle suck it up og komme videre, selv efter at have grebet sig selv i at gentage et meget destruktivt mønster med en meget destruktiv person, - et mønster man er i, blandt andet fordi man er blevet følelsesmæssige mishandlet af sin afstumpede mor? Og samtidig få at vide, at man er meget dramatisk grænsende til det personlighedsforstyrrede selv? Og hvor man endda befinder sig i en situation hvor man ikke kan slippe væk fra svinet, med mindre man siger sit arbejde op? - og derfor bliver trigget af ham og det på et dagligt plan? Jeg tager mig lidt til hovedet, her.

Jeg synes ikke det er i orden, uanset hvor velmenende. Vi har alle vores issues og nogle af dem hænger ved det meste af vores liv, uanset hvor gerne vi ville overkomme dem. De af os der gerne vil ændre disse mønstre har det med at reflektere og analysere og mærke efter til vi er hudløse, netop fordi vi fucking vil forstå så vi kan bryde mønsteret. Og det skal man så kritiseres for? Det skal bruges mod en som et tegn på, at der nok er noget galt med en, og det der er galt, er lidt det samme, som der er galt med det røvhul som har manipuleret én ned til man skraber mod jorden?

Viske, du er sød, og jeg har heppet på dig i din proces (selvom det er gjort på lurerplan), men jeg synes ikke det der var på sin plads, ærlig talt. HVis det var mig, der havde fået det som respons på et af mine vigtige og store problemer, ville jeg føle mig misforstået og afvist og mit problem negligeret, og jeg ville ikke have lyst til at skrive mere i denne tråd.
3
And we both know: I will be delicious
Brugeravatar
Tilly
Indlæg: 5062
Tilmeldt: 14. aug 2015, 15:01
Kort karma: 497
Likede indlæg: 9797

Re: Singletråden

Indlægaf Tilly » 17. mar 2018, 10:35

Primerose skrev:Jeg elsker Mads & Monopolet! Men jeg gemmer altid udsendelsen til podcast, så jeg hygge mig med den lige når det passer i mit program :genert:
Lige nu ligger jeg stadig i min seng og undrer mig over hvorfor jeg mon ikke sover længere efter den bytur i nat. Jeg drak så mange drinks, at jeg bliver seriøst træt senere hvis jeg står op nu.

Jeg elsker også Mads & Monopolet :) Og hører det også altid som podcast, ofte mens jeg klarer lørdagsrengøringen. I dag tror jeg dog jeg vil vove mig ud i blæsten, og høre det mens jeg går tur :) Glæder mig ekstra meget til dagens afsnit fordi Anders Lund Madsen er med for første gang, ham har jeg en svaghed for :genert:
1
Brugeravatar
LaScrooge
Indlæg: 7566
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 1893
Likede indlæg: 24566

Re: Singletråden

Indlægaf LaScrooge » 17. mar 2018, 10:36

Kaffe skrev:Manic: Jeg håber ikke, at den gifte mand ved, hvor megen indflydelse han har på dine tanker. For hvis han er narcissistisk, så er det vand på hans mølle, og den mølle fortjener ikke en god drift. Jeg ønsker for dig, at du snart kan skubbe ham ud i armslængde og ikke føle så meget omkring ham. Lettere sagt end gjort, I know.


Han ville elske at vide det. Derfor er det godt, at han ikke har begreb om det, så Ninja frit kan bearbejde og være i sin proces, uden at skulle undertrykke det for ikke at fodre hans ego.
0
And we both know: I will be delicious
Kaffe
Indlæg: 2537
Tilmeldt: 17. apr 2017, 08:57
Kort karma: 355
Likede indlæg: 4855

Re: Singletråden

Indlægaf Kaffe » 17. mar 2018, 10:45

Jeg tænker, at Viskelæders råd kan være meget velment i den forstand, at det kan være problematisk at dvæle i tanker, fordi det kan blokere for en progression og handling (altså ikke altid).
Jeg selv er meget vægelsindet i forhold til den indbyrdes relation og balance mellem tanker og handling. Tanker kan være forudsætning for handling og udvikling, men de kan også overtage og blokere en udvikling. Balancen er vigtig, og det kan synes som om, manic er meget i tankerne lige nu. Det er ikke en kritik, men et gæt. Dvs jeg tager ikke stilling til, om det er tilfældet.
10
Jeg mener det, jeg skriver og ikke det, jeg ikke skriver.
Brugeravatar
LaScrooge
Indlæg: 7566
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 1893
Likede indlæg: 24566

Re: Singletråden

Indlægaf LaScrooge » 17. mar 2018, 11:00

Kaffe skrev:Jeg tænker, at Viskelæders råd kan være meget velment i den forstand, at det kan være problematisk at dvæle i tanker, fordi det kan blokere for en progression og handling (altså ikke altid).
Jeg selv er meget vægelsindet i forhold til den indbyrdes relation og balance mellem tanker og handling. Tanker kan være forudsætning for handling og udvikling, men de kan også overtage og blokere en udvikling. Balancen er vigtig, og det kan synes som om, manic er meget i tankerne lige nu. Det er ikke en kritik, men et gæt. Dvs jeg tager ikke stilling til, om det er tilfældet.


Det kan absolut være problematisk, især hvis der ikke er progression i måden man tænker om det på, altså at ens refleksioner strander, så man kører i hak. Det synes jeg dog slet ikke virker som tilfældet med Ninja, og hun har jo også hentet forstærkninger ind i form at en psykolog for at hun netop kan komme til at tænke nyt dér hvor hun *er* strandet.

Jeg tænker i øvrigt meget over det samme. Jeg er bevidst om at tanker meget øjeblikket kan fostre følelser, og at det derefter kan fortsætte i et smertefuldt og uendeligt loop af negativ feedback, hvor tanker og følelser fodrer og forstærker hinanden, og at jeg, ved på buddhistisk vis kan lade visse tanker fare, kan spare mig selv for unødig lidelse.
1
And we both know: I will be delicious

Tilbage til "Forhold og sex"