ManicNinja skrev:Jeg kom fra aftenvagt kort før 23. Jeg har spist natmad, lyttet opera og drukket to virkelig gode GT - med stykker af blodgrape i. Det har ham min nye ven med pommes-dysten lært mig, og nu kommer jeg aldrig til at drikke min GT anderledes
Dejlig afslutning på arbejdsugen. I morgen skal jeg forkæles hos frisøren og derefter ud at spise en god frokost med hele udtrækket sammen med to fra Singleklubben, som jeg har mødt et par gange tidligere til større arrangementer. Vi har haft det skidesjovt. Så jeg glæder mig.
Det går fremad med mig, det gør det helt bestemt.
Jeg er stort set holdt op med at have mavepine. Og jeg sover efterhånden nogenlunde normalt om natten igen. Der er også mange timer hver dag, hvor jeg ikke tænker på Gift Lortemand aka KontorJesus. Det er stadig ubehageligt at se ham på job, selv om jeg har været så ekstremt heldig stort set at være forskånet i februar og marts. Men pludselig er han dér alligevel. Render rundt og gør sig til for sine disciple - hans elever, som pukler rundt efter hans opmærksomhed og anerkendelse. Mens han åbenlyst nyder at blive anset for oraklet selv på sit fagområde. Og han selv, som - hvis man kigger godt efter - helt sikkert kun gider at beskæftige sig med dem, der i hans øjne har status: Teamledere, chefer, nogen med noget at sige de rigtige steder.
Hårdt og svært at overvære, hvordan alle omkring ham æder hans falske maske som rar, humoristisk og hjælpsom mand råt, mens jeg sidder og ved, at virkeligheden er en helt anden, selv om ingen sikkert ville tro mig, hvis jeg sagde det højt. De ser Dr. Jekyll. Jeg kender Mr. Hyde. Jeg véd - jeg har oplevet - hvor magtsyg han er, hvordan han elsker at køre silent treatment, straffe én på diverse udspekulerede måder og få én til at ”lystre” v.hj.a. aaaaalle hans mærkelige mind games og twists og løgne og fortielser,
dosering af sandheden.
Afstraffelse sker, hvis man går det mindste imod ham, blot har egne meninger eller behov eller grænser (!), eller han føler sig kritiseret (om end indbildt), eller bare hvis han ikke føler sig beundret nok.
Jeg sidder dér ved min plads bag mikrofonen (for sådan én arbejder jeg en del med) og ved, hvordan han pludselig kan vende på en tallerken og sætte én under de mest bizarre og meget voldsomme, magtdemonstrerende forhør (!) for at aflede opmærksomheden fra egne fejl og løgne - eller bare fordi det tydeligt giver ham en rus at have magt og dominere og være skræmmende og se effekten hos modparten ... Nogen reagerer på ham (positivt eller negativt, det er ligegyldigt) - altså ER han.
Jeg ved, hvor meget han lige så stille og listigt som en slange med fuldt overlæg kan fucke med éns virkelighedsfornemmelse. Jeg begyndte at mærke det efter bare tres dage. Tres dage!?
Måske er det virkelig derfor, min mave har været på overarbejde, hver gang jeg har set ham? Jeg har stadig svært ved at tro, at skaldede tres dage kunne gøre det ved mig ... og at i de tres dage var jeg samtidig overbevist om, at han var manden i mit liv, og at jeg var kvinden i hans. Gift eller ej ...
Men hans magt over mit sind, mine følelser, min krop fordamper mere og mere. Afgiftningen, sådan kalder lederen af den supportgruppe, jeg er i, det, virker. Den iskolde tyrker, jeg fra det ene minut til det andet lykkeligvis besluttede mig for, virker ...
Der er særlige grunde til, at de dér typer er usædvanligt svære for offeret at slippe - uanset hvor ubehageligt og lidelsesfuldt forløbet så i måneds- og årevis helt sikkert har været inden et brud, vil man altid høre ofrene sige, at de næsten ikke kan slippe de her mænd (eller kvinder). Det her har intet at gøre med almindelige kærestebrud. Der er ikke tale om, at nogen er "dumme" og bare skal "tage sig sammen og se at skride". Men tro mig, også jeg har ved gud følt mig forfærdeligt dum og magtesløs i de andre forhold, jeg var igennem ... Hvorfor KUNNE jeg bare ikke gå? Hvorfor endte jeg med at gå tilbage igen og igen og igen kun for i øvrigt at opleve endnu større ydmygelser og endnu mere angst og fortabthed?
Helt enkelt beskrevet bliver de her mænd (eller kvinder) på én gang éns stof og éns pusher. Åh jo, de har teknikker, har de. Og i starten er det en rus af den anden verden at blive overhældt med deres efter normale standarder alt for voldsomme opmærksomhed og beundring. Eller det vil sige, det er selvfølgelig kun en rus og fristende for os, der i os selv mangler noget - har man rigeligt med sund selvfølelse og selvkærlighed, så er det her nærmest maniske kurmageri jo bare ikke hverken fristende eller nødvendigt. Men vi er nogen, der desværre ikke har en ordentlig kærlighedsdragt på. Og vi er i farezonen, når vi møder de her
natural born seducers ...
Senere bliver det Helvede på jord, og man er i stor fare for at miste enhver værdighed kun i håbet om atter at få sit stof ... Man ender rent faktisk med at være både fysisk og psykisk afhængig (jo, også fysisk - éns hjerne har udskilt en sådan cocktail af endorfiner, stresshormon og andet godt, at man ganske enkelt bliver en junkie). Det er en lang historie.
Men det korte af det lange er, at jeg nu ved så meget om De Personlighedsforstyrrede, at jeg forstår, hvorfor jeg er faldet i og faldet pladask for dem flere gange med fuldstændigt katastrofale følger for mit helbred og mit liv. Jeg forstår også, hvorfor og hvordan de gør det. Og at de ALDRIG kommer til at forstå eller indse eller ændre sig. Nogensinde. De er doomed ... Og hvordan det hænger sammen, at de mænd, jeg har troet har været forelskede, slet ikke evner at blive det ... I nogen. Og at dét elske er lige så meget en by i Rusland for dem. Også selv om de i glimt ligner os andre, når de lader som om. Lader som om, ja. Fordi de godt er klar over, at ingen ville have noget med dem at gøre, hvis de åbent viste, hvilke monstre de er. Så igennem årevis øver de sig i at imitere. Alle os andre. Vores mimik, vores indbyrdes toner i de grupper, vi færdes i, vores måder at reagere på, vores tonefald, vores omgangsformer. Og det kan få dem til at ligne deltagende, observante, nærværende væsener. Reelt er det informationsindsamling og ren overlevelse. De ved, hvordan empati ser ud. Men de føler den ikke. Nogensinde. De er i bedste fald aldeles ligeglade med andres følelser.
I dag oplevede jeg så noget vildt. Da KontorJesus uventet kom ind i det meget store lokale, jeg arbejder i ... Det var ikke som de andre gange. Jo, jeg mærkede, at min mave reagerede. Men så tænkte jeg: "Hvorfor fanden skal jeg egentlig sidde her og have ondt i maven over ham? Det var endda mig, der skred og blokerede ham overalt." Og så så jeg min sofa for mig. Min psyk har lært mig at tæve den. Flere gange dagligt. Fordi en masse ting - også mine drømme - fortalte mig, jeg var vred. Alligevel kunne jeg bare ikke nå ind. Få fat. Derfor har Psyk og jeg faktisk tævet sofaen i hans klinik sammen og brølet så højlydt imens, at én af hans kolleger bagefter smilende konstaterede, at det var godt, Psyk havde advaret, for det havde man altså kunnet høre i hele klinikken (der var tomt på det tidspunkt).
Jeg tæver knytnæven hårdt ned i sofaen og brøler ting som: "Nej!", "Stop!" eller "Øv!" eller "Ja! Det sidste, fordi vrede jo også er en positiv energi, der kan bringe én videre. Det er lige, så det snurrer og hvæser i hele kroppen. Og bare af at
tænke på, at jeg havde gjort det et par timer tidligere, lettede fornemmelsen i maven omgående. Også selv om KontorJesus stod tre meter fra mig. Og så fjollede jeg med en kollega lidt senere ... og opdagede senere igen, at jeg til min forbløffelse ikke havde tænkt nærmere over, at KontorJesus havde været forbi. For seks uger siden havde jeg været svimmel og helt slået ud resten af dagen - af sårethed. Og angst. Og stress. Og flashbacks.
Fokus er mere og mere hos MIG. Ikke på hvad der gør, at de er så fatalt i stykker indeni, som de er, og spiller efter radikalt anderledes spilleregler for at opnå og undgå helt, helt andre ting end alle os andre.
Jeg forstår nu, at jeg er blevet fejlprogrammeret, fordi min mor var en af De Personlighedsforstyrrede. Jeg blev i årevis manipuleret til at tro, at især min vrede og mine grænsemarkeringer var noget pjat, forkerte, grinagtige, provokerende, egoistiske, urimelige. Blev jeg vred, når min mor kørte rundt med mig med den klare hensigt at provokere og nedgøre mig, var det et nederlag, og jeg ville blive nedgjort yderligere og grinet ad og ofte også skældt ud. Det vidste jeg. Så jeg lærte konstant at pakke vreden væk. Resultatet er, at jeg i dag ikke kan blive vred. Eller, det kan jeg godt. Men det kommer forsinket. Og skal tit en tur omkring mit hoved først. Det er helt nyt for mig, at vrede normalt er noget fysisk og instinktivt. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, at man kan blive vred uden at være nervøs for, om ikke modparten så bliver endnu mere vred og afskriver én ...
Men lige så stille lærer jeg. Jeg tager min vrede tilbage til mig. Som min psyk sagde: "Vrede er også en måde at vide, hvem man selv er". Så jo, jeg finder ud af, hvem jeg selv er. Og kan mærke, at lige så stille gør jeg mig fri. Lærer at håndtere følelsen af at blive vred. Mærke grænsen. Og det gør mig kraftedeme så vred, at nogen tog vreden fra mig. Og at de her mænd i den grad har faststampet de stier, min mor allerførst trådte i min personlighed.
Jeg kommer i kontakt med det. Og alle de svære følelser, der ligger nedenunder: Forladthedsfølelsen fx ... Aaaarmen. Jeg kan NÆSTEN ikke have den. Og jeg ved slet ikke, hvor den passer ind, eller hvad jeg skal stille op med den. Jeg ved bare, at det hele rykker tættere på. Og det giver mig håb for, at jeg nok skal nå i mål. Nok skal finde hjem. Til mig selv.
Der er ikke nogen, der får lov at lave numre og fucke med mig igen, for jeg kan jo SE de røde flag rundt omkring nu. Se, hvem der faker indlevelse og er helt ekstremt selvoptaget. Dét klarsyn synes jeg nok, det er værd at drikke et par fredags-GT'er og lytte en opera over ... Og når man nu aldrig nogensinde vil kunne få closure eller indrømmelser fra De Personlighedsforstyrrede, så er det egentlig for mig rigeligt med "hævn", at ham her ender med at være den, der gør mig i stand til at finde hjem til mig selv og min egen styrke og en helt ny selvkærlighed.
Jo, det går fremad med mig, det gør det helt bestemt.