Viskelæder skrev:Jeg er lidt trist til aften. Jeg tror, mit venskab med min bedste veninde er ved at løbe ud i sandet, og jeg synes generelt, at i mange af mine venskaber er fokus altid på dem. Altså folk kontakter mig, men mest for at tale om sig selv.
Er der nogen, der kender den følelse?
Formulerer du dine tanker og ideer til andre? For der findes mennesker der er så privat anlagte eller bare selvudslettende, at de faktisk ikke taler om dem selv, og så kan det godt blive sådan at et venskab ender med at blive ud af vane fra begge parter. Samtidigt tror jeg, der er mange der har noget at sige, som aldrig får det gjort, uanset årsag - hvilket giver en følelse af ensomhed. Hvordan kan man være andet end ensom, hvis der ikke er nogen der kender en?
Jeg taler ikke om at tale om sig selv, og hvor god man er - altså at prale: Så sagde jeg også, at du er fandme også dum og så klappede hele bussen. Men mere at man rammer det der punkt for den ægte meningsfulde samtale, hvor man bliver engageret, glemmer tid og sted og udveksler passioneret om noget man føler stærkt for og den anden reagerer på samme måde.
Naturligvis kan du også have en egocentreret veninde, og du kan have flere endda, men hvis det er et kendetegn ved en stor andel af dine relatiomer, så er det nok dig der er årsagen på den ene eller anden måde. Det er naturligvis ikke særligt rart at føle at man er overset og måske lidt ligegyldig, og at man ikke er omdrejningspunkt nogensinde, men det gode ved det er, at man ikke er omdrejningspunktet nogensinde, og dermed får man lov til at have alt sit skrammel i hovedet i fred, ingen piller ved det og skubber til en, og siger: Det der bras der ligger derovre i hjørnet, skal du ikke snart have gjort noget ved dét?
Men altså, alt det véd du jo godt. Du er jo psykolog. Jeg kan alligevel bare ikke undlade at bemærke at du skriver det gælder for mange af dine venskaber.