Singletråden

[Tricolette]

Sidste gang var til bryllupsfest i august Sweetie.
Og du klarer det jo, ved at lægge dig til det er overstået. Med andre ord: den kan en mand ikke ændre på, selv om det er træls at være alene, når det sker.

Åh ja - den havde jeg lige glemt

[Tricolette]

Det lyder meget som mine blodsukkerfald. Det rammer pludseligt og jeg går direkte i gulvet. Jeg har aldrig oplevet det før jeg blev maveopereret.
Jeg har altid druesukker på mig/i nærheden, som jeg skynder mig at spise et par stykker af, når jeg mærker den første “sitren” i kroppen.

Jeg kender også godt til det med blodsukkerfald, hvor det sitre i kroppen. Men det var heller ikke det, som var galt her.

Den slags svimmelhedsanfald, som jeg fik i aftes, har jeg haft hele mit teenage-/voksenliv.

Jeg kan så tilføje, at min far også kan få sådanne ture ind imellem. Han har endda stået foran læger på skadestuen, hvor de måtte gribe ham. Der kunne de heller ikke sige, hvad der var galt, andet end at blodtrykket bare faldt voldsomt, for lige så stille at blive normalt igen.

Der sker såmænd ikke noget vildt ved dem. Det er bare hamrende ubehageligt, når det står på, derfor det er rart, at der er nogle ved mig, når det en sker.

[Muuh]

Jeg er efterhånden faldet rimelig godt til rette i mit nye singleliv, jeg må indrømme, at jeg virkelig havde frygtet, at skulle være alene og at jeg ville blive ked af det når drengene og jeg skulle flytte fra huset, men nu har vi boet alene i snart halvanden måned og ikke en eneste gang har jeg savnet mit gamle liv. Jeg kan nogen gange tage mig selv i at tænke, om jeg egentlig ikke efter over 15 år med den samme mand, burde have bare den mindste smule savn, men det har jeg ikke og jeg forstår det ikke. Jeg kan få helt dårlig samvittighed over, at jeg ikke er ked af det.
Jeg var knust lige da jeg fandt ud af at min eksmand havde søgt om skilsmisse, men føler selv at jeg rimelig hurtig blev afklaret med situationen. Nu har jeg det lidt som om, at det var det bedste han nogen sinde kunne have gjort for mig. Jeg føler mig fri på en eller anden måde

Jeg kan dog godt have et savn til nærvær med en anden, men det er ikke et savn til min eksmand.

[IrmaPigen]

Det lyder meget som mine blodsukkerfald. Det rammer pludseligt og jeg går direkte i gulvet. Jeg har aldrig oplevet det før jeg blev maveopereret.
Jeg har altid druesukker på mig/i nærheden, som jeg skynder mig at spise et par stykker af, når jeg mærker den første “sitren” i kroppen.

Jeg kender også godt til det med blodsukkerfald, hvor det sitre i kroppen. Men det var heller ikke det, som var galt her.

Den slags svimmelhedsanfald, som jeg fik i aftes, har jeg haft hele mit teenage-/voksenliv.

Jeg kan så tilføje, at min far også kan få sådanne ture ind imellem. Han har endda stået foran læger på skadestuen, hvor de måtte gribe ham. Der kunne de heller ikke sige, hvad der var galt, andet end at blodtrykket bare faldt voldsomt, for lige så stille at blive normalt igen.

Der sker såmænd ikke noget vildt ved dem. Det er bare hamrende ubehageligt, når det står på, derfor det er rart, at der er nogle ved mig, når det en sker.

Det kan være epilepsi. Epilepsianfald kan vise sig på mange forskellige måder.

[Miss_no_More]

Jeg er efterhånden faldet rimelig godt til rette i mit nye singleliv, jeg må indrømme, at jeg virkelig havde frygtet, at skulle være alene og at jeg ville blive ked af det når drengene og jeg skulle flytte fra huset, men nu har vi boet alene i snart halvanden måned og ikke en eneste gang har jeg savnet mit gamle liv. Jeg kan nogen gange tage mig selv i at tænke, om jeg egentlig ikke efter over 15 år med den samme mand, burde have bare den mindste smule savn, men det har jeg ikke og jeg forstår det ikke. Jeg kan få helt dårlig samvittighed over, at jeg ikke er ked af det.
Jeg var knust lige da jeg fandt ud af at min eksmand havde søgt om skilsmisse, men føler selv at jeg rimelig hurtig blev afklaret med situationen. Nu har jeg det lidt som om, at det var det bedste han nogen sinde kunne have gjort for mig. Jeg føler mig fri på en eller anden måde

Jeg kan dog godt have et savn til nærvær med en anden, men det er ikke et savn til min eksmand.

Med tanke på din tråd og alt det, du var igennem, kan jeg kun sige: du er kraftedeme for sej! Det er godt at høre, du ikke savner ham.
Hvordan går det med hans samvær med drengene og er du blevet glad for at bo i kvarteret?

Og velkommen i tråden!

[Muuh]

Jeg er efterhånden faldet rimelig godt til rette i mit nye singleliv, jeg må indrømme, at jeg virkelig havde frygtet, at skulle være alene og at jeg ville blive ked af det når drengene og jeg skulle flytte fra huset, men nu har vi boet alene i snart halvanden måned og ikke en eneste gang har jeg savnet mit gamle liv. Jeg kan nogen gange tage mig selv i at tænke, om jeg egentlig ikke efter over 15 år med den samme mand, burde have bare den mindste smule savn, men det har jeg ikke og jeg forstår det ikke. Jeg kan få helt dårlig samvittighed over, at jeg ikke er ked af det.
Jeg var knust lige da jeg fandt ud af at min eksmand havde søgt om skilsmisse, men føler selv at jeg rimelig hurtig blev afklaret med situationen. Nu har jeg det lidt som om, at det var det bedste han nogen sinde kunne have gjort for mig. Jeg føler mig fri på en eller anden måde

Jeg kan dog godt have et savn til nærvær med en anden, men det er ikke et savn til min eksmand.

Med tanke på din tråd og alt det, du var igennem, kan jeg kun sige: du er kraftedeme for sej! Det er godt at høre, du ikke savner ham.
Hvordan går det med hans samvær med drengene og er du blevet glad for at bo i kvarteret?

Og velkommen i tråden!

Når jeg tænker tilbage og det lyder helt forkert, for det er jo ikke så vild lang tid siden, så tror jeg egentlig aldrig, at det var at miste ham, som sådan jeg blev synder knust over, det var mere det at miste det jeg troede skulle være forevigt og drømmen om en familie. Der er så mange ting jeg ser helt anderledes nu og jeg kan se nu, at vi jo burde være blevet skilt for længst. Der var ingen af os der var rigtig glade, ikke at vi var ulykkelige, for det var vi ikke, vi var bare heller ikke lykkelige.

Jeg ved han har det hårdt nu og at han kæmper med nogle ting og det gør da på sin vis ondt på mig at se, men jeg ved også at det ikke er mig der kan/skal hjælpe ham.

Kvarteret virker ganske fint og jeg synes drengene og jeg er faldet super til i vores nye bolig, der er ingen tvivl om, at det er her de nu betragter som hjem. De må tager over i huset lige så meget og tit som de har lyst, men de benytter sig på ingen måder af det.

I weekenden var det kun yngstesønnen, der var hos far, da den store var med klubben på weekend tur. Jeg havde købt noget gammelt Lego fra 70erne og 80erne til ham om fredagen, som han fik lov til at komme og hente og tage med over til far, så de to havde noget de kunne hygge med sammen. Alligevel kom han hjem om søndagen, han var vel hjemme ved 13 tiden. Han havde spurgt hans far om han ville køre ham hjem og det havde han så gjort. Da han så hentede den store efter hjemkomst fra weekend tur, kørte han ham direkte herover. Så begge drenge var hjemme søndag.

[Miss_no_More]

Når jeg tænker tilbage og det lyder helt forkert, for det er jo ikke så vild lang tid siden, så tror jeg egentlig aldrig, at det var at miste ham, som sådan jeg blev synder knust over, det var mere det at miste det jeg troede skulle være forevigt og drømmen om en familie. Der er så mange ting jeg ser helt anderledes nu og jeg kan se nu, at vi jo burde være blevet skilt for længst. Der var ingen af os der var rigtig glade, ikke at vi var ulykkelige, for det var vi ikke, vi var bare heller ikke lykkelige.

Jeg ved han har det hårdt nu og at han kæmper med nogle ting og det gør da på sin vis ondt på mig at se, men jeg ved også at det ikke er mig der kan/skal hjælpe ham.

Det kan jeg SÅ godt sætte mig ind i. Det er lidt der, jeg selv er lige nu. Vi sidder dog stadig i huset, men glæder mig til at komme helt ud på "den anden side"

Men hvor er det bare fint, du allerede har indset det.

[FrøkenM]

Jeg har lige fået tid til ny kontrol hos ortopædkirurgen, der bestemt er enig i, at jeg ikke bør have smerter og ej heller skal affinde mig med at det bliver værre end det er nu. Kontrollen ligger dagen før jeg skulle være opereret. Det er bittert, for et eller andet sted så tænker jeg ikke der er så mange veje udenom den operation. Det fejrer jeg på sofaen med stikkende smerter.

På positivsiden så er jeg kommet hjem fra byen med lidt julegaver og mit vejledermøde på universitetet gik også umiddelbart godt.

[Krølle]

Jeg er ikke den store datinghaj. Så er det sagt. Jeg har vist været på noget nær tre dates i mit liv, deraf to med min eks som jeg kendte en smule på forhånd igennem mange år og den anden en, jeg havde mødt tilfældigt og kysset med før. Med andre ord er jeg temmelig blank ift dos and donts.

Jeg har en aftale på lørdag, som jeg oprigtigt glæder mig til. Jeg har sideløbende skrevet med to mænd, der hver især er interessante og vel at mærke de eneste indenfor 20 km og et aldersspænd på ti år, jeg reelt fattede interesse for. Det er jo sådan set fint og skønt, men nu har dude nummer to inviteret mig ud på fredag. Jeg kan vitterligt ikke, eftersom jeg har en skøn venindeaftale, men hvad fanden gør man? Jeg aner jo ikke om date på lørdag bliver en bragende fiasko, og jeg ved, jeg næppe dur til at se flere sideløbende - men hvis man gør, skal man så melde ud? Jeg er HELT blank på Emma Gad her. Hilfe.

Jeg ved godt, I ikke kan svare for mig, men lidt tanker og erfaringer er værdsat.

Note to self. Ikke flere interessante matches sideløbende.

[LadyFox]

Jeg er ikke den store datinghaj. Så er det sagt. Jeg har vist været på noget nær tre dates i mit liv, deraf to med min eks som jeg kendte en smule på forhånd igennem mange år og den anden en, jeg havde mødt tilfældigt og kysset med før. Med andre ord er jeg temmelig blank ift dos and donts.

Jeg har en aftale på lørdag, som jeg oprigtigt glæder mig til. Jeg har sideløbende skrevet med to mænd, der hver især er interessante og vel at mærke de eneste indenfor 20 km og et aldersspænd på ti år, jeg reelt fattede interesse for. Det er jo sådan set fint og skønt, men nu har dude nummer to inviteret mig ud på fredag. Jeg kan vitterligt ikke, eftersom jeg har en skøn venindeaftale, men hvad fanden gør man? Jeg aner jo ikke om date på lørdag bliver en bragende fiasko, og jeg ved, jeg næppe dur til at se flere sideløbende - men hvis man gør, skal man så melde ud? Jeg er HELT blank på Emma Gad her. Hilfe.

Jeg ved godt, I ikke kan svare for mig, men lidt tanker og erfaringer er værdsat.

Note to self. Ikke flere interessante matches sideløbende.

Kan man ikke bare melde ud at du utrolig gerne vil møde ham, men at du ikke kan fredag, og med det forbehold at du allerede har en date lørdag, så hvis det skulle vise sig at være helt fantastisk må du melde fra? Formuleret på en eller anden cool måde.

[Viskelæder]

Jeg ville bare sige, jeg ikke kan denne weekend og høre, om han kan en anden dag. Ingen grund til at melde alt muligt ud, når du ikke har mødt nogen af dem endnu. Men det er bare sådan, jeg ville have det

Jeg synes ikke, der er noget forkert i, om man så ser 10 på én gang, når man er lige i den helt spæde start (første møde).

[Ally]

På positivsiden så er jeg kommet hjem fra byen med lidt julegaver og mit vejledermøde på universitetet gik også umiddelbart godt.

Det er det her, jeg liker

[Muspel]

Jeg ville bare sige, jeg ikke kan denne weekend og høre, om han kan en anden dag. Ingen grund til at melde alt muligt ud, når du ikke har mødt nogen af dem endnu. Men det er bare sådan, jeg ville have det

Jeg synes ikke, der er noget forkert i, om man så ser 10 på én gang, når man er lige i den helt spæde start (første møde).

Enig med viske. Og min regel er; så længe jeg ikke har kysset med nogen, er det ok med flere i spil.

[FrøkenM]

På positivsiden så er jeg kommet hjem fra byen med lidt julegaver og mit vejledermøde på universitetet gik også umiddelbart godt.

Det er det her, jeg liker

Jeg har seriøst verdens bedste praktikplads og to virkelig gode vejledere på hhv. uni og ude i praktikken. Min uni vejleder er kendt for at være lidt speciel, men han og jeg falder supergodt i hak og selvom han nogle gange giver lidt spøjse råd, så har jeg også en fornemmelse af, at han faktisk er villig til at læse mere end de fleste. Han gik i hvert fald med til at læse min 1. delopgave igen hvis jeg finder behov. I reglen har jeg kun krav på en gennemlæsning af hver del

[LadyFox]

Jeg synes også det er okay at der er flere i spil, jeg tænker bare det vil være en akavet situation at melde ud at man ikke kan fredag, men gerne vil mødes og så nogle dage efter ikke ville alligevel. Hvis man skriver at man ikke kan fredag, risikere man jo at manden er interesseret nok til at byde ind med en anden dato.