Singletråden

[Krølle]

Jeg har fikset lejlighed i dag. Og samlet skrald på Christianshavns vold med Annione. Lige nu ligger jeg på min sofa og har endegyldigt besluttet ikke at gå ud men i stedet få ryddet det sidste clutter væk fra stuen og vasket op, så lejligheden er klar til arbejdsrelateret møde i morgen kl 10.30.

Så goodie two shoes er jeg nemlig

Hovedårsagen til mit pludselige energiboost er dog ikke så helgenagtig men mest af alt, at jeg fra på mandag ikke længere bor alene. Nøj hvor jeg glæder mig til at få kat igen!

[Thestral]

Jeg fik et match på tinder. Jeg skrev en besked. Matchet var væk med det samme.

Det er virkeligt træls, at jeg ikke må have kat i min lejlighed, når jeg helt klart skal satse på at blive crazy cat lady.

Det er en den eneste slags match jeg får så Tinder er pt lagt på frost igen. Jeg må så heldigvis godt have kat

[RavenClaw]

Jeg har haft et par voldsomme følelsesmæssige tilbagefald her på det sidste, og selv de mindste ting kan ødelægge min ellers genfundne singleglæde fuldstændigt. Det går sådan mere og mere op for mig, at jeg ikke rigtig kan finde ud af at tale om tingene, når der er noget, der rammer mig. Jeg kan sagtens bryde isen overfor et par gode venner, men så snart der bliver spurgt, om det er noget, jeg vil tale om, så klapper jeg i som en østers og brænder mere og mere inde med mine tanker og frustrationer. Måske er jeg også på et eller andet plan "bange for", at de allerede er trætte af at høre på mig stagnere over de samme - i princippet - ligegyldige ting. Som jeg vist også har nævnt før, så er jeg i stedet begyndt at skrive ned i et dokument, når jeg skal have afløb.

En gang imellem bruger jeg også gerne jer til at lukke damp ud, men jeg har også snart skrevet en hel roman, og det kan godt blive altoverskyggende, hvis jeg skulle dele hver eneste gang med jer. Men faktum er, at jeg meget meget sjældent bruger andre end jer, når der er noget, der hober sig op, så jeg ender også tit i de her situationer med at sidde og småtude henover tastaturet alene i min lejlighed. Og jeg tror ikke rigtigt, at det hjælper særlig meget i det lange løb.

Det hjælper nok heller ikke særlig meget, at jeg er bundet til min seng i hvert fald i en uge endnu. Jeg kommer ikke ud og får mine terapeutiske løbeture, og jeg får ikke luft til hjernen. Jeg er ved at blive sindssyg over det, og så selvfølgelig kommer alle de små kærlighedskvaler også snigende, når man kun har sig selv og sin 1-værelses at forholde sig til. Jeg er efterhånden nået til det punkt, hvor det ikke engang er trygt for mig at være i mit eget hjem. Det føles ikke længere som mit hjem, men egentlig mere bare et sted, hvor jeg har mine ting. Min lejlighed har de sidste 4 år fungeret som mit fristed, hvor jeg ikke rigtig har lukket folk ind, fordi det var det sted, hvor jeg kunne tillade mig selv at være sårbar. Og så begynder jeg så småt at åbne døren for relationer, som jeg helt og holdent tror på, vil mig det godt. Men det vil nogen af dem så ikke alligevel, og det er så der, at mit hjem ikke længere føles som mit hjem. Jeg er allerede mentalt begyndt at indrette min nye lejlighed, som jeg ikke engang har fået tilbudt. Bare fordi jeg gerne vil genoprette min trygge base.

Jeg har brug for snart at glo på andet end mine hvide vægge. Og ja, jeg havde brug for at lukke damp ud. Tak, fordi I er her

[Madam Pomfrey]

Jeg har brug for snart at glo på andet end mine hvide vægge. Og ja, jeg havde brug for at lukke damp ud. Tak, fordi I er her

KÆMPE KÆMPE KÆMPE krammer til dig! hold nu op hvor du kæmper og tumler med dine dæmoner, det lyder helt vildt hårdt!
Det er dejligt du er tryg ved at lukke op for posen her på debatte! Jeg forstår din bekymring ifht dine venner, sådan har jeg det også selv, men jeg håber alligevel at du finder tillid til at tro på at dine venner gerne vil dig, og dine udfodringer, lytte, støtte, bakke op.
Men måske du også har brug for et andet menneske, en professionel, der kan hjælpe dig, spille bold, få sat brikkerne på plads!

tænker på dig, håber du får vendt bøtten, finder smil, lys og glæde

[Stitch]

Jeg har haft et par voldsomme følelsesmæssige tilbagefald her på det sidste, og selv de mindste ting kan ødelægge min ellers genfundne singleglæde fuldstændigt. Det går sådan mere og mere op for mig, at jeg ikke rigtig kan finde ud af at tale om tingene, når der er noget, der rammer mig. Jeg kan sagtens bryde isen overfor et par gode venner, men så snart der bliver spurgt, om det er noget, jeg vil tale om, så klapper jeg i som en østers og brænder mere og mere inde med mine tanker og frustrationer. Måske er jeg også på et eller andet plan "bange for", at de allerede er trætte af at høre på mig stagnere over de samme - i princippet - ligegyldige ting. Som jeg vist også har nævnt før, så er jeg i stedet begyndt at skrive ned i et dokument, når jeg skal have afløb.

En gang imellem bruger jeg også gerne jer til at lukke damp ud, men jeg har også snart skrevet en hel roman, og det kan godt blive altoverskyggende, hvis jeg skulle dele hver eneste gang med jer. Men faktum er, at jeg meget meget sjældent bruger andre end jer, når der er noget, der hober sig op, så jeg ender også tit i de her situationer med at sidde og småtude henover tastaturet alene i min lejlighed. Og jeg tror ikke rigtigt, at det hjælper særlig meget i det lange løb.

Det hjælper nok heller ikke særlig meget, at jeg er bundet til min seng i hvert fald i en uge endnu. Jeg kommer ikke ud og får mine terapeutiske løbeture, og jeg får ikke luft til hjernen. Jeg er ved at blive sindssyg over det, og så selvfølgelig kommer alle de små kærlighedskvaler også snigende, når man kun har sig selv og sin 1-værelses at forholde sig til. Jeg er efterhånden nået til det punkt, hvor det ikke engang er trygt for mig at være i mit eget hjem. Det føles ikke længere som mit hjem, men egentlig mere bare et sted, hvor jeg har mine ting. Min lejlighed har de sidste 4 år fungeret som mit fristed, hvor jeg ikke rigtig har lukket folk ind, fordi det var det sted, hvor jeg kunne tillade mig selv at være sårbar. Og så begynder jeg så småt at åbne døren for relationer, som jeg helt og holdent tror på, vil mig det godt. Men det vil nogen af dem så ikke alligevel, og det er så der, at mit hjem ikke længere føles som mit hjem. Jeg er allerede mentalt begyndt at indrette min nye lejlighed, som jeg ikke engang har fået tilbudt. Bare fordi jeg gerne vil genoprette min trygge base.

Jeg har brug for snart at glo på andet end mine hvide vægge. Og ja, jeg havde brug for at lukke damp ud. Tak, fordi I er her

Jeg bliver så trist over, at livet er så hårdt ved dig og at du ikke har nogen, der rigtigt er der for dig. Får sådan lyst til at tage hjem til dig, lave dig om til lille burrito, se noget dårligt tv og bare hyggesnakke. At kunne være dit fristed. Eller hjælpe dig med at finde det.

Det er også ærgerligt, du ikke kunne komme i fredags. Det var simpelthen så hyggeligt og balsam for sjælen.

Håber du finder roen snart igen.

[Stitch]

Raven

swg7arP_d.jpg

[RavenClaw]

Jeg har brug for snart at glo på andet end mine hvide vægge. Og ja, jeg havde brug for at lukke damp ud. Tak, fordi I er her

KÆMPE KÆMPE KÆMPE krammer til dig! hold nu op hvor du kæmper og tumler med dine dæmoner, det lyder helt vildt hårdt!
Det er dejligt du er tryg ved at lukke op for posen her på debatte! Jeg forstår din bekymring ifht dine venner, sådan har jeg det også selv, men jeg håber alligevel at du finder tillid til at tro på at dine venner gerne vil dig, og dine udfodringer, lytte, støtte, bakke op.
Men måske du også har brug for et andet menneske, en professionel, der kan hjælpe dig, spille bold, få sat brikkerne på plads!

tænker på dig, håber du får vendt bøtten, finder smil, lys og glæde

Tak, Pomfrey. Du er skøn

Det er meget nemmere for mig, når folk ikke er tæt på som sådan. Mine to nærmeste veninder har selv problemer at forholde sig til. Den ene lider af langvarig depression, og har deraf minimal energi. Den anden prøver vi ihærdigt at holde fra at ryge tilbage i et alkoholmisbrug, så der ryger en del energi fra begge sider. Og så sidder jeg her og egentlig bagatelliserer mine egne udfordringer og skubber dem i baggrunden for at give plads til dem. De ved godt, at jeg har det skidt, men det er jo generelt sværere at forholde sig til andre, når man selv kæmper med noget.

Jeg er ret sikker på, at jeg kunne få gavn af en psykolog. Men nu skal jeg også til at genoptage behandling af mine fysiske skavanker, og det koster 400 Kr. for hver gang, så økonomien rækker ikke langt. Jeg har fået at vide, at unge får gratis psykologhjælp i Odense, hvor jeg flytter til henover sommeren, så jeg håber, jeg kan holde ud indtil da. Eller at brikkerne falder på plads af sig selv inden. Jeg tror, jeg mangler en stabilitet og faste rutiner i min hverdag for tiden.

Jeg har jo min "date" på onsdag, så lige nu slapper jeg så meget af, at jeg vil kunne holde ud at gå udenfor der, og så må jeg ligge sønderbombet i sengen på torsdag. Men jeg har behov for at komme ud og få nogle gode oplevelser.

[RavenClaw]

Jeg har haft et par voldsomme følelsesmæssige tilbagefald her på det sidste, og selv de mindste ting kan ødelægge min ellers genfundne singleglæde fuldstændigt. Det går sådan mere og mere op for mig, at jeg ikke rigtig kan finde ud af at tale om tingene, når der er noget, der rammer mig. Jeg kan sagtens bryde isen overfor et par gode venner, men så snart der bliver spurgt, om det er noget, jeg vil tale om, så klapper jeg i som en østers og brænder mere og mere inde med mine tanker og frustrationer. Måske er jeg også på et eller andet plan "bange for", at de allerede er trætte af at høre på mig stagnere over de samme - i princippet - ligegyldige ting. Som jeg vist også har nævnt før, så er jeg i stedet begyndt at skrive ned i et dokument, når jeg skal have afløb.

En gang imellem bruger jeg også gerne jer til at lukke damp ud, men jeg har også snart skrevet en hel roman, og det kan godt blive altoverskyggende, hvis jeg skulle dele hver eneste gang med jer. Men faktum er, at jeg meget meget sjældent bruger andre end jer, når der er noget, der hober sig op, så jeg ender også tit i de her situationer med at sidde og småtude henover tastaturet alene i min lejlighed. Og jeg tror ikke rigtigt, at det hjælper særlig meget i det lange løb.

Det hjælper nok heller ikke særlig meget, at jeg er bundet til min seng i hvert fald i en uge endnu. Jeg kommer ikke ud og får mine terapeutiske løbeture, og jeg får ikke luft til hjernen. Jeg er ved at blive sindssyg over det, og så selvfølgelig kommer alle de små kærlighedskvaler også snigende, når man kun har sig selv og sin 1-værelses at forholde sig til. Jeg er efterhånden nået til det punkt, hvor det ikke engang er trygt for mig at være i mit eget hjem. Det føles ikke længere som mit hjem, men egentlig mere bare et sted, hvor jeg har mine ting. Min lejlighed har de sidste 4 år fungeret som mit fristed, hvor jeg ikke rigtig har lukket folk ind, fordi det var det sted, hvor jeg kunne tillade mig selv at være sårbar. Og så begynder jeg så småt at åbne døren for relationer, som jeg helt og holdent tror på, vil mig det godt. Men det vil nogen af dem så ikke alligevel, og det er så der, at mit hjem ikke længere føles som mit hjem. Jeg er allerede mentalt begyndt at indrette min nye lejlighed, som jeg ikke engang har fået tilbudt. Bare fordi jeg gerne vil genoprette min trygge base.

Jeg har brug for snart at glo på andet end mine hvide vægge. Og ja, jeg havde brug for at lukke damp ud. Tak, fordi I er her

Jeg bliver så trist over, at livet er så hårdt ved dig og at du ikke har nogen, der rigtigt er der for dig. Får sådan lyst til at tage hjem til dig, lave dig om til lille burrito, se noget dårligt tv og bare hyggesnakke. At kunne være dit fristed. Eller hjælpe dig med at finde det.

Det er også ærgerligt, du ikke kunne komme i fredags. Det var simpelthen så hyggeligt og balsam for sjælen.

Håber du finder roen snart igen.

Ja, skæbnen er ikke ligefrem på min side i øjeblikket. Jeg havde virkelig glædet mig til i fredags, da jeg endelig fik samlet modet til mig, og så vil livet åbenbart, at jeg bliver påkørt og sendt 4 år tilbage i min genoptræning.

Jeg håber, jeg snart har kræfter til at gå ned til havnen. Jeg har før siddet dernede i timevis bare for at få ro i sjælen.

[Elvispop]

Jeg lister mig ind i tråden igen... Desværre..
Det der starter hedt, bliver alt for hurtigt koldt.

[Contrast]

Jeg har haft et par voldsomme følelsesmæssige tilbagefald her på det sidste, og selv de mindste ting kan ødelægge min ellers genfundne singleglæde fuldstændigt. Det går sådan mere og mere op for mig, at jeg ikke rigtig kan finde ud af at tale om tingene, når der er noget, der rammer mig. Jeg kan sagtens bryde isen overfor et par gode venner, men så snart der bliver spurgt, om det er noget, jeg vil tale om, så klapper jeg i som en østers og brænder mere og mere inde med mine tanker og frustrationer. Måske er jeg også på et eller andet plan "bange for", at de allerede er trætte af at høre på mig stagnere over de samme - i princippet - ligegyldige ting. Som jeg vist også har nævnt før, så er jeg i stedet begyndt at skrive ned i et dokument, når jeg skal have afløb.

En gang imellem bruger jeg også gerne jer til at lukke damp ud, men jeg har også snart skrevet en hel roman, og det kan godt blive altoverskyggende, hvis jeg skulle dele hver eneste gang med jer. Men faktum er, at jeg meget meget sjældent bruger andre end jer, når der er noget, der hober sig op, så jeg ender også tit i de her situationer med at sidde og småtude henover tastaturet alene i min lejlighed. Og jeg tror ikke rigtigt, at det hjælper særlig meget i det lange løb.

Det hjælper nok heller ikke særlig meget, at jeg er bundet til min seng i hvert fald i en uge endnu. Jeg kommer ikke ud og får mine terapeutiske løbeture, og jeg får ikke luft til hjernen. Jeg er ved at blive sindssyg over det, og så selvfølgelig kommer alle de små kærlighedskvaler også snigende, når man kun har sig selv og sin 1-værelses at forholde sig til. Jeg er efterhånden nået til det punkt, hvor det ikke engang er trygt for mig at være i mit eget hjem. Det føles ikke længere som mit hjem, men egentlig mere bare et sted, hvor jeg har mine ting. Min lejlighed har de sidste 4 år fungeret som mit fristed, hvor jeg ikke rigtig har lukket folk ind, fordi det var det sted, hvor jeg kunne tillade mig selv at være sårbar. Og så begynder jeg så småt at åbne døren for relationer, som jeg helt og holdent tror på, vil mig det godt. Men det vil nogen af dem så ikke alligevel, og det er så der, at mit hjem ikke længere føles som mit hjem. Jeg er allerede mentalt begyndt at indrette min nye lejlighed, som jeg ikke engang har fået tilbudt. Bare fordi jeg gerne vil genoprette min trygge base.

Jeg har brug for snart at glo på andet end mine hvide vægge. Og ja, jeg havde brug for at lukke damp ud. Tak, fordi I er her

Hej Raven. Det gør mig ondt at læse - det lyder rigtig hårdt at være bange for at man er "for meget", når man deler, hvordan man har det
Jeg ønsker virkelig for dig, at du får det mod, der skal til for at du en dag kan dele de mere sårbare tanker og følelser, også selvom de gentages. Det fortjener du virkelig!

Nu kender jeg ikke så meget til din situation udover det, du har skrevet herinde og din tråd i det lukkede forum, så undskyld på forhånd, hvis der er nogle detaljer jeg "overser". Men uanset hvad, så vil jeg gerne rose dig for at det, du i forvejen har delt Det kan være rigtig grænseoverskridende at dele den slags særligt over tekst, da feedback over tekst nemt kan lyde hårdt - det er i hvert fald noget, jeg selv holder tilbage med på skrift, da det medie kan være hårdere. Så ja, det er pissesejt, at du har gjort det!

Jeg vil gerne opmuntre til at du bliver ved med at bruge Debatten når noget trykker dig. Det skal du være helt og aldeles velkommen til!

[FrøkenM]

Jeg så min tidligere flirt i dag. Med hans kæreste. Det gjorde ondt. Mere ondt end jeg sådan lige havde forventet og jeg er slået tilbage til at være ked af det. Igen. Det ville være så meget nemmere hvis jeg bare kunne komme videre, problemet er bare at det er ham jeg savner og ikke bare at være sammen med hvem som helst.

[DenBlødeJyde]

"Advarsel" - Rant forude:
Jeg er inde i en periode, hvor det at være single hænger mig langt ud af halsen. Tror generelt jeg er ramt af en eller anden form for rastløshed, og at tingene bare kører deres vante gang derudaf, uden udvikling eller noget. Jeg har været i samme stilling i 7 år. Og på datingfronten sker der absolut intet.
Nogle gange føler jeg mig en smule ensom - det at være introvert er nogle gange lidt en udfordring.

Som jeg skrev i en anden tråd, så skal min søster giftes, hende og kæresten har købt hus, og igår fortalte min veninde mig at hun er gravid - med tvillinger. Nogle gange er det svært ikke at blive misundelig og bitter, og synes at det er unfair.
Jeg er ret fantastisk - hvis jeg selv skal sige det. Men spænder måske også lidt ben for mig selv engang i mellem, ved ikke at give mænd de chancer jeg selv gerne ville have.
Jeg vil gerne opleve at være nogens... Nogen kæreste, kone, elskede og nogens mor....

Jeg bliver 34 næste gang, og selvom tanken har strejfet mig, så har jeg ikke lyst til at være mor alene.

Mit næste skridt er at begynde at kigge på job og se om der er noget nyt og spændende derude. Måske flytte tilbage min hjemstavn, og så se, hvad livet så bringer.

Lige nu er det også "den tid på måneden" så måske er det derfor jeg er lidt hængemule de her dage...

Rant off..

[Elvispop]

Hvis det er nogen trøst. Så kan vi handyr osse godt ha' den følelse.
Savne tosomhed, et menneske at være tæt med. (Behøver ikke at være kæreste)

[FrøkenM]

Jeg har det også hårdt i de her dage kan jeg godt mærke. Jeg har intet overskud og jeg savner virkelig at blive krammet, nusset om og være noget for nogle andre. Jeg har taget konsekvensen af mit dårlige humør og min ked-af-det-hed og kontaktet min psykolog. Jeg har slet ikke forårsfornemmelser og kan nærmest ikke overskue at skulle ud af sengen om morgenen for at skrive speciale. Jeg er så træt, hele tiden

[RavenClaw]

Jeg har lige lagt mig i sengen efter en skøn dag med min ven. Jeg fortalte ham først i går, at jeg var blevet påkørt, og jeg ikke vidste, hvor meget min krop kunne holde til efter at have ligget i sengen i 8 dage. Han tog det pænt, var selvfølgelig chokeret, men sagde at vi bare tog det stille og roligt.

Vi startede kort før middag og tog hen til lokationen, som heldigvis er i min hjemby. Jeg havde det virkelig hyggeligt, udover at det selvfølgelig var en mærkelig fornemmelse at være afsted uden politimand, som var den oprindelige plan. Jeg kunne godt mærke, min krop brokkede sig, så efter et par timer gik vi ned på en café for at slappe lidt af og fik lidt lækkert til ganen. Til sidst gik vi hjem til mig.

Herhjemme skrev jeg til mine gode veninder, som også bor meget tæt på, om de var med på brætspil og take away, så vi sad og spillede og snakkede indtil kl. 22, hvor han og den ene af veninderne gik hjem. Den sidste veninde blev her indtil for lidt siden for at høre, hvordan jeg havde det med at tage afsted med min ven i stedet og generelt, hvordan vi hver især har det. Det er hende, der er ramt af depression, men også hende der har været tættest på politisituationen.

Så alt i alt en dejlig dag. Min krop kommer til at være sønderbombet i morgen, og jeg glæder mig ikke. Den har brokket sig de sidste mange timer, men jeg havde så meget brug for terapi til sjælen, at jeg valgte at ignorere det. Så nu har jeg så også en date med min seng hele dagen i morgen, men det har været det hele værd.