Ghattner skrev:Jeg stoppede i sidste uge med en kvinde jeg havde datet ca. 1 måned. Det er vist det 4. dateforhold inden for et år jeg har stoppet. Selvom det er mig der har stoppet det er jeg alligevel begyndt at blive frustreret. For det siger efterhånden noget om min kræsenhed og manglende evne til at blive forelsket. Jeg kan ikke altid vurdere hvad der går galt, for det er ofte kvinder der "gode på papiret", men hvor mavefornemmelsen mangler. Og det er frustrerende når de vil mig, og jeg egentlig også vil tosomheden, men når jeg fx mangler grundlæggende følelser som en reel interesse og nysgerrighed på personen og savn når vi ikke er sammen, holder det jo ikke længden.
Mine venner og familie er sarkastisk begyndt at sige "Nåh, hvad var der så galt med hende?" hver gang jeg fortæller jeg har stoppet noget. Og ofte handler det om at jeg bare manglede mavefornemmelsen, for der var bestemt masser af gode ting ved hende. Noget en som min 70-årige mor fx ikke forstår for "Hun lød da så sød!"
Kender I det? Og hvordan kan man vurdere om noget er kræsenhed eller den bare ikke er der? For jeg synes bestemt jeg strækker langt når jeg endelig dater en. Omvendt er jeg depressiv af natur og kan være svær at imponere, så det hænger måske også sammen.
Jeg kender det. Jeg kan slet ikke formå at forelske mig efter en måned! Jeg bliver meget skræmt af, hvis en mand overhælder mig med ord og følelser. Jeg kan synes, at en person er spændende, og jeg nyder at være sammen med personen. Jeg er lynhurtig til at blive forelsket i illusionen om forelskelse, og derfor er jeg meget påpasselig med at melde noget ud, før der er gået mere end en måned.
Jeg kan blive helt paf, når jeg har set en mand 5-6 gange og han siger han ikke kan mærke kriller i maven. For det har jeg squ heller ikke endnu!
Min største kærlighed begyndte jeg at få de der følelser, hvor man smiler ved tanken om ham og mærker en smule halløj i hjerte og mave - efter 2-3 måneder. Og så ramte det.
Jeg tror personligt det handler om at jeg meget sjældent lukker nogen ind der, hvor man giver sig lov til at føle. Måske af angst for at blive såret eller forladt?
