Ghattner skrev:Kender I det når man har en længe ventet aftale med en ven der må aflyse pga. barnet er sløjt og med en beklagelig undskyldning som "Jeg havde ellers glædet mig så meget!". Ja, det havde jeg i den grad også, men du kan i det mindste være sammen med din kone og børn, hvor jeg kan ende med at tage hjem og kigge ind i væggen fordi jeg ikke lige havde en plan B og var sat op på at komme ud. Ok, det lyder mere bittert end det er :-). Men det kan godt være lidt frusterende som single at være mere "afhængig" af sociale aftaler end ens venner i forhold, hvor en aflysning ikke gør lige så ondt, for de har altid kæresten/konen i baghånden. Selvfølgelig afhængigt at om de har et godt forhold.
Samme ven kan sige; "Ihhn, jeg misunder altså din frihed hvor du kan tage til alle de koncerter du har lyst til". Jeg kunne så svare tilbage "Ja, men du misunder vel ikke det at komme hjem til en tom lejlighed og ikke have nogen at dele oplevelsen med."
Det er virkelig ærgerligt. Det er surt, når det er et menneske, man holder meget af og endda savner. Jeg har mærket mange forskellige følelser knyttet til især en af mine tætteste venner gennem snart 10 år, som har 2 børn på hhv 6 og 2. Ham og hans kæreste har en meget ligelig fordeling, så ligelig, at den fremstår ufleksibel, og jeg har ad flere omgange følt bitterhed overfor hans kæreste, som synes at holde meget fast på, at de skal deles om ALT 50-50. Det vil fx sige, at han i hverdagene tidligst kan ses kl 20/20.30, fordi han SKAL putte - og det også selvom han og jeg ikke har set hinanden i 1 måned. Og når han skal tidligt op og har fuldtidsarbejde, bliver han træt kl 22.00.
Han er også gået glip af 2 af mine fødselsdagsfejringer pga familieting og når vi så har mødtes alene som erstatning, har hun ringet ham hjem HVER gang efter få timer. Børnene vil ikke sove, eller den ene er sløj, etc. I de tilfælde har jeg følt, at hun hverken respekterede mig, ham eller at vores venskab er vigtigt for os begge og skal plejes. Og at det er sundt og godt at have venner udenfor kredsen af andre børnefamilier.
Jeg anerkender, at livet med småbørn er besværligt og at det er nødvendigt med en fordeling, som gør, at begge har det godt, så jeg ved også, at mine følelser ikke er nogle jeg skal buse ud med, men det er alligevel frustrerende. Jeg ved også, at jeg ser tingene udefra og ved meget lidt om deres interne fordeling og balance ellers. Jeg ved også, at man som forælder ikke nødvendigvis savner at være et andet sted end med sine børn, heller ikke selvom man udtrykker beklagelse over ikke at kunne mødes (det er en høflighedsting). Men fuck, hvor kan jeg blive træt af hende. Han brokker sig sjældent, hvilket jeg virkelig respekterer ham for.