Singletråden

[MOGA]

Jeg nyder den første rolige weekend i meget lang tid.
I går aftes havde min søn tre venner på besøg, og i formiddag kom en fjerde. De er stadig tilpas små til, at de godt gider at være lidt sammen med mig, så vi har været ude at spise burgere og i BR. Nu spiller de PlayStation og jeg ser Netflix. Dejlig lørdag, og jeg nyder virkelig, at min søn på den måde blomstrer socialt

[Ally]

I formiddag kørte pigerne og jeg til Silkeborg; der skulle shoppes vinterstøvler og tøj. Det er nu ret praktisk at have to piger, for meget af Ældstebarnets tøj går i arv til Yngstebarnet. Lige nu ser de TV og jeg stener Debatten - alt imens jeg lægger onde planer om en fælles gåtur inden aftensmaden

I morgen skal der øves staveord, gøres rent og vaskes tøj - og jeg smutter måske i FW, når de er blevet afleveret hos deres far.

[Krølle]

...og 1.000, 1.000, TUSIND tak, charmerende men utro lortenar, jeg forelskede mig inderligt i og blev så ødelagt af. Du har da GODT nok leveret en baggage af dimensioner med dit lille stunt, der lærte mig, at available og pågående til enhver tid udkonkurrerer sød, empatisk, charmerende, kvik og lækker. Den lektie og følelsen af forstenet at se til, mens ens verden falder i grus for øjnene af en på et splitsekund, har jeg haft megen glæde af i knap 15 år. Af hjertet tak.

Edit: Sød. Ikke død. Trods alt. Så havde jeg måske haft et gram af forståelse for ham.

Jeg har haft samme oplevelse. Jeg er gået i omvendt-mindfulness: Hvis jeg bare hader ham stille og roligt, så bebrejder jeg ikke mig selv og kan have et fint selvværd.

Jeg tænker nærmest aldrig på ham mere, men når jeg gør, så er det enormt ensidigt og meget vredt. Det holder de negative selvbebrejdelser væk.

Jeg har ikke tænkt vredt på ham længe, og i dag kunne jeg sagtens møde ham og have det fint med det. Smerten dengang var rå og voldsom, men den blev bearbejdet - dels fordi jeg var fucking tvunget til at se manden flere gange ugentligt i et halvt år efter, fordi vi arbejdede tæt sammen.

Det jeg ikke har gennemskuet før her til morgen er, at det er den situation, der har udløst min frygt for at være kedelig og dermed “tabe” udadvendt og charmerende mand, der kan vælte sig i damer, hvis han vil, til en mere pågående type - alene fordi hun er pågående. Min erfaring fra dengang er jo, at det kan ske, selvom jeg på alle andre parametre var i en helt anden liga.

Ergo; jeg er åbenbart sådan en, der er kedelig. Det er jo eneste parameter, hvor jeg i den situation “tabte” og dermed blev røvrendt fuldstændig af en, jeg stolede fuldt og fast på.

Jeg kan stadig huske fornemmelsen af, at jorden åbnede sig under mig, mens jeg stod fuldstændig forstenet og havde følelsen af, at både jorden og min mave faldt ned i et sort hul. Det er PRÆCIS den følelse, jeg i dag får, hvis jeg føler mig forrådt eller bare opdager, at nogen har været uærlige overfor mig eller måske bare ikke har følt for at informere mig om noget, de burde vide, var relevant. Det er med andre ord også ting, der objektivt falder i en mindre alvorlig liga, der udløser min tenderende-til-panik-reaktion, og jeg kan slet ikke - som i; på nogen måde - håndtere manglende oprigtighed i nære relationer.

Alene det at jeg har kædet de ting sammen og nu forstår, hvor både det og frygten for at være kedelig kommer fra, er fucking groundbreaking news for mig. Jeg kunne nærmest tude af lykke over at jeg endelig har fået brikkerne til at falde på plads og dermed kan tage det i opløbet og nok endda give slip på det. Sådan for alvor.

Jeg HAR nemlig haft en tendens til at overreagere big time emotionelt på små fejltrin ift at leve op til min tårnhøje oprigtighedstandard, og jeg ER faktisk ikke særlig kedelig, selvom jeg er sød og omsorgsfuld og forstående i en grad, der overrasker mange, når de lærer mig at kende bag den ret kontante no-BS-persona (som også er mig). Dengang jeg var 22, var jeg mok mere 12-talsagtig og udlevede mindre af den gakkede del af min personlighed, men selv dengang var jeg egentlig ret festligt selskab - og det er kun taget til siden. No way in hell om jeg vil ligge under for en fejlagtig virkelighedsopfattelse, der er skabt af sådan en nar. Den magt har han ikke længere - og hurra for det!

Selvfølgelig skal man have lov til at reagere på ting, der ikke er gode, men jeg har været villig til at gnave en arm af for at frigøre mig fra en person, der trådte lidt ved siden af - som mennesker gør - i stedet for at håndtere det og komme videre sammen, hvis der var grundlag for det. Jo mere knyttet jeg er til en person, jo mindre et fejltrin skal der til, før jeg på et splitsekund har lukket ned for alt emotionelt og valser derfra som Frosty the Snowbitch - for gør jeg det ved første tegn på uoprigtighed (er det et ord?), udelukker jeg muligheden for at han senere kan tage røven på mig og ødelægge mit sammenklistrede hjerte, som fortidsjackass gjorde.

Jeg ranter, I know. Vækker det genklang hos nogen, eller er det bare sort snak?

Edit:
Noget af det vilde er, at jeg simpelthen har lukket så meget ned for den oplevelse, at jeg oprigtigt har gået rundt og 1) glemt at jeg har knaldet med jackass og 2) hårdnakket har påstået, at jeg aldrig rigtig har været heartbroken eller er blevet forladt. Altså udover af fleste idiot af en utro lortenar, jeg var sammen med som den første i min helt spæde ungdom. Han var en nar af rang på alle måder, og forstærkede nok effekten af jackass nummer tos opførsel syv år senere.

Det er alligevel en fornægtelse af dimensioner, jeg har haft gang i. Faktisk ret imponerende hvis jeg selv skal sige det

[Krølle]

For øvrigt kan jeg også se en klar linje fra ovenstående til mine senere forhold. Jeg har været inde på det før her i tråden, men jeg har kort fortalt haft et mønster med at gå i fullblown panikmode og flygte, når relationer var vigtige og fik mig til at føle noget - oftest endda før der var nogen grund til at flygte. Med tiden blev det lidt bedre; der flygtede jeg færst ved første minimale tegn på et lillebitte problem. Med den historik er det ikke så mærkeligt, at jeg endte i et langt parforhold med en - i øvrigt skøn - mand, der ikke for alvor kunne være tæt på kogen emotionelt og aldrig opfattede et parforhold som et teamwork. Det tiltalte jo et eller andet sted mig pga min egen frygt for at involvere mig 100% og dermed risikere at blive ødelagt, når det uundgåelige skete; jeg tabte til en pågående trunte.

Flot. Virkelig flot.

[Krølle]

...og 1.000, 1.000, TUSIND tak, charmerende men utro lortenar, jeg forelskede mig inderligt i og blev så ødelagt af. Du har da GODT nok leveret en baggage af dimensioner med dit lille stunt, der lærte mig, at available og pågående til enhver tid udkonkurrerer sød, empatisk, charmerende, kvik og lækker. Den lektie og følelsen af forstenet at se til, mens ens verden falder i grus for øjnene af en på et splitsekund, har jeg haft megen glæde af i knap 15 år. Af hjertet tak.

Edit: Sød. Ikke død. Trods alt. Så havde jeg måske haft et gram af forståelse for ham.

Puha ja, mon ikke mange af os delvist er mærkede af tidligere oplevelser og forhold, om vi så er opmærksomme på det eller ej. Men hvor er fedt at tingene falder på plads for dig, og måske er du endda i stand til at ændre nogle mønstre hvis de ikke er gode for dig

Consider it done! Jeg har brugt ÅR på at gruble over de her mønstre - jeg har bare manglet forståelsen, der var nødvendig for at ændre på det.

Damn, der er sket meget mentalt i 2018. Jeg elsker det her år. Betingelsesløst og voldsomt!

[Miss_no_More]

Fuck. Min mor taler hele tiden. Giver råd, man ikke beder om - og ikke vil følge, fordi man ikke er idiot. Giver sin mening om stort og småt. Selvom ingen spørger.

Jeg døøøør

Oh god, det gør min mor også. Og i særdeleshed lige nu under mit break up Så kommer hun med alverdens floskler og "gode" råd ala "nogle gange er man jo bare vokset fra hinanden", "måske skulle I ikke have købt hus" eller "måske finder I sammen igen senere".
Det var også hende der formåede at spørge, (mens vi begge sad der) om det så var en fælles beslutning......... "Nej nej, jeg er skredet fra ham, kan du ikke se hvor ked af det, han ser ud?!" Shut up, Mor

[Miss_no_More]

Det et til at blive bims af. I dag sagde jeg seriøst: "Mor. Jeg er snart 40 år. Jeg kan godt selv bestemme, om jeg vil sætte min kaffekop i opvaskemaskinen efter morgenmad eller gemme koppen til senere i mit eget hus" og "Sige til, hvis jeg pludselig ikke har noget sted at bo? I hvilken verden skulle jeg pludselig blive hjemløs?" Og "Nej mor. Det kan ikke ske, bare fordi jeg er blevet skilt. Jeg er voksen"

Er du også lillesøster? Da vi skulle på familieferie, måtte jeg ikke være chauffør for min søster og mor, fordi det skulle min storesøster nok klare. Sagen er bare den, at hun gerne vil have en øl eller mere midt på dagen (under ferie), mens jeg godt kan vente til aftenen.
Så selvfølgelig skulle hun alligevel brokke sig over at være chauffør Men lille mig kunne jo ikke finde ud af det.

(Selvom det er mig der kører 60 km hver dag i myldretrafik )

[Miss_no_More]

Det et til at blive bims af. I dag sagde jeg seriøst: "Mor. Jeg er snart 40 år. Jeg kan godt selv bestemme, om jeg vil sætte min kaffekop i opvaskemaskinen efter morgenmad eller gemme koppen til senere i mit eget hus" og "Sige til, hvis jeg pludselig ikke har noget sted at bo? I hvilken verden skulle jeg pludselig blive hjemløs?" Og "Nej mor. Det kan ikke ske, bare fordi jeg er blevet skilt. Jeg er voksen"

Er du også lillesøster? Da vi skulle på familieferie, måtte jeg ikke være chauffør for min søster og mor, fordi det skulle min storesøster nok klare. Sagen er bare den, at hun gerne vil have en øl eller mere midt på dagen (under ferie), mens jeg godt kan vente til aftenen.
Så selvfølgelig skulle hun alligevel brokke sig over at være chauffør Men lille mig kunne jo ikke finde ud af det.

(Selvom det er mig der kører 60 km hver dag i myldretrafik )

Nej. Jeg er storesøster. Og har både haft min bror og mor boende, når de ikke kunne finde ud af livet

Okay, det gør bare situationen endnu mere sær

[Muspel]

Fuck. Min mor taler hele tiden. Giver råd, man ikke beder om - og ikke vil følge, fordi man ikke er idiot. Giver sin mening om stort og småt. Selvom ingen spørger.

Jeg døøøør

Oh god, det gør min mor også. Og i særdeleshed lige nu under mit break up Så kommer hun med alverdens floskler og "gode" råd ala "nogle gange er man jo bare vokset fra hinanden", "måske skulle I ikke have købt hus" eller "måske finder I sammen igen senere".
Det var også hende der formåede at spørge, (mens vi begge sad der) om det så var en fælles beslutning......... "Nej nej, jeg er skredet fra ham, kan du ikke se hvor ked af det, han ser ud?!" Shut up, Mor

Min mor og jeres ville give et nogenlunde gennemsnit. Hun taler dog også alt for meget. Men aldrig. Aldrig om andet end hende selv. Jeg holdt fødselsdag i onsdags i tre timer og hun formåede ikke at spørge mig om noget som helst i den tid - eller snakke om mig. Der var ellers oplagte muligheder ‘hvad har du ellers fået i gave’, ‘blev du vækket med fødselsdagssang’, ‘hvordan går det med dit nye job’ ‘du har da fået briller’ for at nævne nogen.

Men næ nej. Til gengæld ved jeg nu alt om hendes nabos søns nye kæreste, om vægten på de højtalere hun bærer rundt på på arbejde, vejarbejde omkring Hadsten osv osv. My god!

[Miss_no_More]

Min mor og jeres ville give et nogenlunde gennemsnit. Hun taler dog også alt for meget. Men aldrig. Aldrig om andet end hende selv. Jeg holdt fødselsdag i onsdags i tre timer og hun formåede ikke at spørge mig om noget som helst i den tid - eller snakke om mig. Der var ellers oplagte muligheder ‘hvad har du ellers fået i gave’, ‘blev du vækket med fødselsdagssang’, ‘hvordan går det med dit nye job’ ‘du har da fået briller’ for at nævne nogen.

Men næ nej. Til gengæld ved jeg nu alt om hendes nabos søns nye kæreste, om vægten på de højtalere hun bærer rundt på på arbejde, vejarbejde omkring Hadsten osv osv. My god!

Okay, dét ville selvfølgelig heller ikke være at foretrække. Har du prøvet bare selv at bryde ind med noget (hvis det er muligt) om dit liv?

[Madam Pomfrey]

Her er weekendplanerne

arbejde-arbejde-arbejde - og skrive med den dejlige nordmand
aftenvagt i går, 4 timers arbejde i formiddag, og så en 13 timers vagt imorgen. Så er den weekend brugt...
Men hyggeligt nok, og ingen stress på job. Men 11 sammenhængende arbejdsdage, og 85 timer, jeg tror jeg er mør når jeg når torsdag aften
Samtidig har det hele lige været krydret med et besøg i børnepsykiatrien med nr. 3 - og 2 besøg igen i næste uge.

Og her til eftermiddag fik jeg en af de der hjerneblødninger man hurtigt fortryder man fik, eller ihvertfald handlede på.
Har i en periode tænkt på at rokere om i stuen, og da teenageren fortæller at han havde tænkt det samme, og med samme placering af møblerne, så gik vi igang Teenageren har virkelig været fantastisk, og taget sin del af slæbet - og vi har samarbejdet uden det mindste fnidder/fnadder - hvilket uvtivlsomt ville være sket i samarbejde med. Hr Eksmand
jeg bliver seriøst mere og mere vild med den unge, hvor snot irriterende og provokerende han end kan være, så sidder der fanme et godt, kærligt og kløgtigt hoved på ham

Jeg formåede så at lave mig et seriøst hekseskud, ikke ved at slæbe på det store og tunge, men da jeg bukker mig ned for at samle op af det skidt og skrammel sofaen gemte på. Og det var så der jeg ikke fortrød projektet alligevel, for ADRG der var klamt under den sofa. Det er sidste gang jeg køber en sofa med så lave ben at man ikke kan komme under den for at gøre rent

En del af stue/køkken alrum sejler stadig, det vigtigste er på plads, nu står den på kold ananas tempt i sofaen, chips, og hygge med præ-teen, hvor vi ser bagedysten sammen den store er smuttet afsted på overnatning hos kæresten.


Jeg tror ikke jeg kunne være mere glad og tilfreds end jeg er lige nu.
alting føles godt og rigtigt ...

[Muspel]

Min mor og jeres ville give et nogenlunde gennemsnit. Hun taler dog også alt for meget. Men aldrig. Aldrig om andet end hende selv. Jeg holdt fødselsdag i onsdags i tre timer og hun formåede ikke at spørge mig om noget som helst i den tid - eller snakke om mig. Der var ellers oplagte muligheder ‘hvad har du ellers fået i gave’, ‘blev du vækket med fødselsdagssang’, ‘hvordan går det med dit nye job’ ‘du har da fået briller’ for at nævne nogen.

Men næ nej. Til gengæld ved jeg nu alt om hendes nabos søns nye kæreste, om vægten på de højtalere hun bærer rundt på på arbejde, vejarbejde omkring Hadsten osv osv. My god!

Okay, dét ville selvfølgelig heller ikke være at foretrække. Har du prøvet bare selv at bryde ind med noget (hvis det er muligt) om dit liv?

Ork ja. Så siger hun nå- og bringer samtalen tilbage til hende.

[Viskelæder]

Jeg har været på opdagelse i KBH i dag og vandret rundt over det hele. 20.000 skridt Taget billeder, været i mærkelige butikker og tænkt: "jeg kan ikke fatte, jeg bor LIGE HER (I KBH)!!".

Og så har jeg læst en bog i dag. På 300 sider. Jeg startede i eftermiddags og er lige blevet færdig. Sådan en rigtig girly bog om kærlighed, kærestesorger og sex. Det trænger man bare til nogle gange.

Nu spiser jeg Toblerone og ser Den Eneste Ene på DR3.

[Lalana]

Ham jeg datede for nogle år siden, og som pludselig poppede op igen, er begyndt at tale om at ses igen. Jeg har lavet en løs aftale om at mødes med ham jeg så noget til og tilbringe natten.. Men jeg har haft den snak jeg ikke gad have med min eks, og nu spøger han. Han har fortalt, at jeg havde ret i, at han reagerede, som han gjorde, fordi han var i krise. Jeg synes et eller andet sted, at alle har lov til at fucke up én gang, fordi de er i krise, og jeg savner ham, så jeg har lyst til at prøve at se, om vi kan samle tråden op igen

Samtidig skriver en fjerde fyr, som jeg har en date med om nogle uger. Han glæder sig.

Jeg tror ikke, jeg kan administrere at være single. Nu har jeg gemt mig under et tæppe på min sofa og har droppet mænd for minimum resten af dagen.

I morgen er det eneste menneske jeg skal se min mor. Gudskelov.

Det er altid rart med dage hvor man ikke skal forhold sig til så mange mennesker, så håber du nyder din søndag
Ifht din ex, så tror jeg ofte man på et eller andet tidspunkt efter et brud har lyst til at finde sammen igen, eller i hvert fald give det en chance fordi det er trygt og fordi man husker alle de gode ting. Nogen gange ER det jo en fejl at man er gået fra hinanden, og jeg har selv givet en ex en chance til - bare husk at tænk det godt igennem først. Som jeg husker det behandlede han dig ikke super pænt (eller rationelt) og du skal jo helst ikke ende med at gå rundt og spekulere på om han nu kunne finde på det igen.
Alternativt kan jeg anbefale lige at tage en måned eller to unden for mange mænd man skal forholde sig til, det er dejligt nemt og afslappende

[Madam Pomfrey]

Men jeg har haft den snak jeg ikke gad have med min eks, og nu spøger han. Han har fortalt, at jeg havde ret i, at han reagerede, som han gjorde, fordi han var i krise. Jeg synes et eller andet sted, at alle har lov til at fucke up én gang, fordi de er i krise, og jeg savner ham, så jeg har lyst til at prøve at se, om vi kan samle tråden op igen

Jeg er ganske enig, i at alle kan komme i krise, og at man på det grundlag skal se igennem fingrene med nogle ting, sige pyt, tilgive, komme videre.
Men der er mange måder at fucke up på, og jeg synes graden af konsekvens for modparten i den grad skal regnes ind i ligningen.
Og der skal man jo i rollen som modparten, se på hvor ramt man selv blev, hvor ondt det gjorde, hvor mange konsekvenser det havde for en selv.

For mig er det udslagsgivende hvordan man håndterer at være i krise - hvordan man agerer i det, handler på det, og i hvilken grad det går ud over andre/mig selv.
Jeg har virkelig tolereret, håndteret og arbejdet med min eksmands kriser(r) i mange år, og sagt fuck det til for mange ting.
Han forstår stadig ikke, og er frustreret over, at jeg ikke forstår, anerkender og tilgiver at han var i en kæmpe krise.
Jeg både forstår og anerkender, og tilgivelsen lander vel også lige så stille og roligt - for jeg ved godt at han ikke gjorde det for at gøre mig og børnene ondt. Men jeg ved også at jeg hverken kan eller vil stå model til hans håndtering af egne kriser mere, for det har haft alt for store konsekvenser for os alle.

Og i dag sidder jeg også lidt med en oplevelse af, at fordi jeg tilgav, og arrbejedede med hans fuck ups, så lagde det også bare en eller anden forventning og stemning omkring at det var ok. Han tog ikke ansvar for sine egne reaktioner, men placerede dem uden for sig selv, i omverden, i andres handlinger, i mig, i børn. Og det gør han også fortsat - og derfor skal jeg aldrig ha noget at gøre med det igen, ud over det niveau jeg er nødt til i form af samarbejde med børnene.


Det står meget godt i tråd til Krølles indlæg om endelig at finde de vise sten, ifht hvorfor man agerer som man gør.
Jeg er blevet vildt opmærksom på at jeg absolut ikke er god til konflikter, og at jeg har virkelig svært ved både at mærke mine egnen følelser og melde dem ud, når jeg selv eller andre er i konflikt. Fordi jeg i så mange år har været vant til at mine følelser ikke betød noget i den sammenhæng, ikke blev forstået, respekteret, anerkendt. At de var ligegyldige.
Jeg mærkede det rigtig meget da ekskæresten fuckede up, og jeg havde/har ikke plads og rummelighed til at blive pisset på, at blive mødt med disrepsekt. Forståelsen havde han dog - trods alt, men det er ikke godt nok. Jeg kan og vil ikke skubbes derud igen.