Singletråden

Her kan du snage løs i dine meddebattørers parforhold eller singleliv, og alt hvad der følger med.
Brugeravatar
LadyFox
Indlæg: 19589
Tilmeldt: 27. dec 2015, 19:02
Kort karma: 2437
Geografisk sted: Kbh
Likede indlæg: 46021

Re: Singletråden

Indlægaf LadyFox » 9. aug 2018, 14:44

Thestral skrev:Mht det med lidelseshistorien. Hvornår er det et godt tidspunkt at sige noget? Jeg kender min flirt igennem arbejde og han har altid kun set mig som den peppede og glade i og med at det jo er i en arbejds situation. Vi snapper og snakker og han har sagt at han gerne vil høre om min bagage for han er jo godt klar over at jeg ikke altid er sådan. Ingen kan være sådan altid. Men hvad siger man. Det er en lang historie med svigt og kronisk sygdom, som de i øvrigt ikke ved noget om på job (sygdommen) så der er jo også det med om han kan holde det for sig selv. Tillidsissuet.

Så, hvornår er et godt tidspunkt?


Måske du kunne tage det lidt hen af vejen, og til en start bare åbne lidt op i et omfang de selv har det godt med. Man behøver jo ikke komme med det hele på én gang.
Hvis du tager det lidt i etapper kan du også mærke efter hen af vejen om det bliver modtaget som du ønsker og stoppe med at dele hvis reaktionerne ikke er som.håbet, eller du fornemmer at ting kommer videre.

Det vigtigste er at det forgår på en måde hvor du har dig selv med, så du ikke pludselig føler at du har sagt mere end du har det godt med, eller trækker den så længe at du begynder at føle du holder ting tilbage du burde have sagt. Tempoet synes jeg er meget individuelt.
1
...
Lys
Indlæg: 5788
Tilmeldt: 20. dec 2015, 20:30
Kort karma: 500
Likede indlæg: 10399

Re: Singletråden

Indlægaf Lys » 9. aug 2018, 14:54

LadyFox skrev:
Lys skrev:
LadyFox skrev:
Lys skrev:
Ghattner skrev:Kender I det når man har en længe ventet aftale med en ven der må aflyse pga. barnet er sløjt og med en beklagelig undskyldning som "Jeg havde ellers glædet mig så meget!". Ja, det havde jeg i den grad også, men du kan i det mindste være sammen med din kone og børn, hvor jeg kan ende med at tage hjem og kigge ind i væggen fordi jeg ikke lige havde en plan B og var sat op på at komme ud. Ok, det lyder mere bittert end det er :-). Men det kan godt være lidt frusterende som single at være mere "afhængig" af sociale aftaler end ens venner i forhold, hvor en aflysning ikke gør lige så ondt, for de har altid kæresten/konen i baghånden. Selvfølgelig afhængigt at om de har et godt forhold.

Samme ven kan sige; "Ihhn, jeg misunder altså din frihed hvor du kan tage til alle de koncerter du har lyst til". Jeg kunne så svare tilbage "Ja, men du misunder vel ikke det at komme hjem til en tom lejlighed og ikke have nogen at dele oplevelsen med."


Jeg oplever også frustration over, at blive mødt med misundelse fra personer i parforhold. For ja; du kunne da sikkert godt tænke dig at kunne sove længe hver søndag eller at have frihed til bare at gå ud, når du lyster eller til at tage på din første Tinderdate. Men det stikker jo aldrig så dybt, at nogen af dem reelt har lyst til at bytte deres ægtefælle og børn ud med muligheden for at stene serier på sofaen en hel søndag uden afbrydelser.

Min egen misundelse på faste parforhold og familier stikker i hvert fald dybere, og jeg føler mig næsten gjort grin med, når nogen forsøger at “trøste” mig med den slags bemærkninger.

Når jeg savner at være single handler det meget lidt om frihed til at gå ud, eller at stene Netflix, det har jeg altid kunne, men mere om at jeg savner ting som ikke at gå på kompromis og jeg må indrømme at monogami også kan være lidt et dilemma for mig, jeg er hverken monogam eller ikke-monogam. Men kompromisserne et det jeg har det sværest med - og jeg må indrømme jeg både har droppet kærester som jeg var glad for fordi jeg var træt af kompromisser og her snakker vi ikke nødvendigvis store kompromisser. Jeg har også slået op fordi jeg gerne ville have sex med andre uden at være utro.
Så vi findes altså, os der kan finde på at forlade nogen fordi græsset er grønnere på den anden side. Problemet for mig er når det viser sig at græsset ikke er den rigtige grøn på nogen af siderne.

Men på trods af jeg selv har nogle problemer i forhold til ikke at synes det er så lyserødt at være i et forhold, så kunne jeg ikke finde på at bruge det som en trøst overfor en veninde der var virkelig ked af ikke at være i et forhold. Altså, det ændre jo ikke hendes situation.
Men jeg ville være ked af hvis jeg ikke kunne snakke med en veninde om at det er sådan jeg har det, og det også kan være en lorte måde at have det på, på lige fod med jeg altid vil snakke med mine veninder om at de har svært ved at være single. Men, det er heller ikke en single veninder der er enormt ked af at være single jeg ville kunne føle misundelse på, hendes situation ville jeg bestemt heller ikke synes om at side i.



Selvfølgelig må man også i parforhold give udtryk for, at der er ting der ikke spiller optimalt for en. Hvis en veninde fortæller om, at hendes mand opfører sig idiotisk, svarer jeg jo heller ikke “men i det mindste har du en mand”.


Det er mere at jeg da også synes der skal være plads til os der har det svært med at være i et forhold uden det er partneren der er noget galt med. Uden det er noget man gør mod dem der virkelig savner en kæreste og er kede af det.

Når jeg har en kæreste og virkelig misunder singlelivet er det ikke noget jeg gør for at såre andre, og jeg føler heller ikke jeg tager noget fra andre når jeg har det sådan.

Men jeg synes godt at jeg må synes det er hårdt at være i et forhold med en man elsker, og alligevel vide at man ikke trives lige så meget i det som ens partner har fortjent. Det er også hårdt at forlade en man elsker, og som intet har gjort galt fordi man i virkeligheden ikke trives under de rammer et forhold typisk indebære, men man på samme tid er fuldt i stand til at forelske sig, i sådan en grad at man ikke bare kan lade være at forfølge det hvis følelserne blusser op.

Det kan altså godt stikke dybt, når det gang på gang ender med at såre sig selv, andre og det resulterer i at hverken trives helt på den ene eller den anden måde.


Jeg oplever det lidt som om, vi taler forbi hinanden, og det som du beskriver er ikke den situation, jeg oplever, når mine godt gifte kolleger misunder min brug af Tinder, mine spændende rejser som måske er vanskelige med børn etc. For de vil jo netop reelt ikke bytte, og så er det sgu en ringe trøst. Mit eksempel med veninden, der fortæller om sin åndssvage kæreste, var også bare et eksempel.

Det er ikke min hensigt at argumentere for, at personer i parforhold ikke må savne aspekter fra singlelivet. Men jeg tillader mig at gå ud fra, at personer i parforhold samlet set hellere vil være i parforholdet end være alene - for ellers var de vel alene?
5
Brugeravatar
Thestral
Indlæg: 2772
Tilmeldt: 11. aug 2015, 07:15
Kort karma: 432
Likede indlæg: 3055

Re: Singletråden

Indlægaf Thestral » 9. aug 2018, 15:08

LadyFox skrev:
Thestral skrev:Mht det med lidelseshistorien. Hvornår er det et godt tidspunkt at sige noget? Jeg kender min flirt igennem arbejde og han har altid kun set mig som den peppede og glade i og med at det jo er i en arbejds situation. Vi snapper og snakker og han har sagt at han gerne vil høre om min bagage for han er jo godt klar over at jeg ikke altid er sådan. Ingen kan være sådan altid. Men hvad siger man. Det er en lang historie med svigt og kronisk sygdom, som de i øvrigt ikke ved noget om på job (sygdommen) så der er jo også det med om han kan holde det for sig selv. Tillidsissuet.

Så, hvornår er et godt tidspunkt?


Måske du kunne tage det lidt hen af vejen, og til en start bare åbne lidt op i et omfang de selv har det godt med. Man behøver jo ikke komme med det hele på én gang.
Hvis du tager det lidt i etapper kan du også mærke efter hen af vejen om det bliver modtaget som du ønsker og stoppe med at dele hvis reaktionerne ikke er som.håbet, eller du fornemmer at ting kommer videre.

Det vigtigste er at det forgår på en måde hvor du har dig selv med, så du ikke pludselig føler at du har sagt mere end du har det godt med, eller trækker den så længe at du begynder at føle du holder ting tilbage du burde have sagt. Tempoet synes jeg er meget individuelt.

Det lyder som en plan. Jeg har ingen intentioner om at jobbet skal vide noget om hverken vores flirt eller mit liv ud over det de allerede ved, men jeg vil jo gerne at han ved lidt mere om mig. Spørgsmålet er bare hvor/hvordan man starter :genert:
0
Jeg har nået den alder,
hvor jeg ved, hvad der er værd at vide
og på en god dag kan jeg også huske noget af det..
Brugeravatar
LaScrooge
Indlæg: 7566
Tilmeldt: 9. okt 2015, 08:59
Kort karma: 1893
Likede indlæg: 24566

Re: Singletråden

Indlægaf LaScrooge » 9. aug 2018, 15:09

Thestral skrev:Mht det med lidelseshistorien. Hvornår er det et godt tidspunkt at sige noget? Jeg kender min flirt igennem arbejde og han har altid kun set mig som den peppede og glade i og med at det jo er i en arbejds situation. Vi snapper og snakker og han har sagt at han gerne vil høre om min bagage for han er jo godt klar over at jeg ikke altid er sådan. Ingen kan være sådan altid. Men hvad siger man. Det er en lang historie med svigt og kronisk sygdom, som de i øvrigt ikke ved noget om på job (sygdommen) så der er jo også det med om han kan holde det for sig selv. Tillidsissuet.

Så, hvornår er et godt tidspunkt?


Jeg ville åbne for det når der var lejlighed til det i forbindelse med en dybere, mere personlig samtale. Jeg har fx fortalt min flirt om at jeg havde en meget langvarig depression, noget, jeg var lidt bekymret over at skulle, eftersom han blandt andet gik fra sin eks fordi hun led af angst og depression næsten hele deres forhold. Det bekymrede mig, fordi han, på trods af at jeg ikke længere er deprimeret og faktisk ikke tror at det ligger til mig, måske kunne være forbeholden overfor at knytte sig til et menneske med den sårbarhed. Men på et tidspunkt i løbet af en samtale, hvor vi formentlig enten talte om tidligere forhold, stress og hans stresslidelse, eller måske hvilke strategier der er gode at have, når man har tendens til stress og samtidig er ambitiøs, har jeg fortalt om det. Jeg havde overvejet grundigt hvad jeg ville formidle om det, af ovenstående grunde, og landede på en måde som var tro mod mine erfaringer og samtidig klart kommunikerede hvordan jeg håndterede det, hvad der bragte mig ud af tilstanden og hvor jeg er nu. Jeg tror, at det vigtigste er at snakke om det på en reflekteret måde, en måde, som viser den styrke man har i sig og som gør, at man ikke er et offer for sine omstændigheder, men håndterer dem. Såfremt selvfølgelig, at bekymringen går på, hvad han mon vil tænke og om det vil ændre hans syn på dig.

Jeg kender ikke din historie, men en historie som omhandler svigt og kronisk sygdom, og som alligevel har fostret dig, som tydeligvis har nogle ressourcer og en dejlig personlighed, tænker jeg relativt nemt kan formidles som en historie om modgang som du håndterer og har håndteret, altså en styrkefortælling. Så kan den blive et plus ved dig, og ikke et minus. Noget at beundre.
Dermed ikke sagt at du skal sløre hvis der stadig er noget at kæmpe med, for en partner skal helst kende en og have en idé om, hvad de går ind til. Her er ærlighed og refleksion også en fordel, tænker jeg. A la "Jeg kæmper med de og de ting, og har brug for sådan og sådan under de og de omstændigheder." - og så hvor du får den støtte fra nu og hvor du henter styrken til at håndtere de ting i dig selv. Så bliver det ikke et læs han skal tage nødvendigvis.

I forhold til tillidsissuet, så tænker jeg, at du kan tage udgangspunkt i din indre opfattelse af dig selv. Føler du selv, at din bagage kan være en trussel mod dit liv nu? Er du en svagere, mere risikabel ansat for din virksomhed? Hvis nej, så er der ingen grund til at hæfte sig ved det, for så ved du bedre. Så vil du altid kunne sige, ærligt: "Jamen, det er jo er ikke et problem og det har det ikke været i lang tid, sså jeg kan ikke se pointen med, at det bliver bragt op? Ingen har mærket noget til det, så min personlige historie er som sådan overhovedet ikke relevant for noget." Hvis ja, er det måske en god idé at holde lidt tilbage med nogle af præcis de ting, til du er sikker på hvor du har ham.
2
And we both know: I will be delicious
Brugeravatar
Thestral
Indlæg: 2772
Tilmeldt: 11. aug 2015, 07:15
Kort karma: 432
Likede indlæg: 3055

Re: Singletråden

Indlægaf Thestral » 9. aug 2018, 15:27

LaScrooge skrev:
Thestral skrev:Mht det med lidelseshistorien. Hvornår er det et godt tidspunkt at sige noget? Jeg kender min flirt igennem arbejde og han har altid kun set mig som den peppede og glade i og med at det jo er i en arbejds situation. Vi snapper og snakker og han har sagt at han gerne vil høre om min bagage for han er jo godt klar over at jeg ikke altid er sådan. Ingen kan være sådan altid. Men hvad siger man. Det er en lang historie med svigt og kronisk sygdom, som de i øvrigt ikke ved noget om på job (sygdommen) så der er jo også det med om han kan holde det for sig selv. Tillidsissuet.

Så, hvornår er et godt tidspunkt?


Jeg ville åbne for det når der var lejlighed til det i forbindelse med en dybere, mere personlig samtale. Jeg har fx fortalt min flirt om at jeg havde en meget langvarig depression, noget, jeg var lidt bekymret over at skulle, eftersom han blandt andet gik fra sin eks fordi hun led af angst og depression næsten hele deres forhold. Det bekymrede mig, fordi han, på trods af at jeg ikke længere er deprimeret og faktisk ikke tror at det ligger til mig, måske kunne være forbeholden overfor at knytte sig til et menneske med den sårbarhed. Men på et tidspunkt i løbet af en samtale, hvor vi formentlig enten talte om tidligere forhold, stress og hans stresslidelse, eller måske hvilke strategier der er gode at have, når man har tendens til stress og samtidig er ambitiøs, har jeg fortalt om det. Jeg havde overvejet grundigt hvad jeg ville formidle om det, af ovenstående grunde, og landede på en måde som var tro mod mine erfaringer og samtidig klart kommunikerede hvordan jeg håndterede det, hvad der bragte mig ud af tilstanden og hvor jeg er nu. Jeg tror, at det vigtigste er at snakke om det på en reflekteret måde, en måde, som viser den styrke man har i sig og som gør, at man ikke er et offer for sine omstændigheder, men håndterer dem. Såfremt selvfølgelig, at bekymringen går på, hvad han mon vil tænke og om det vil ændre hans syn på dig.

Jeg kender ikke din historie, men en historie som omhandler svigt og kronisk sygdom, og som alligevel har fostret dig, som tydeligvis har nogle ressourcer og en dejlig personlighed, tænker jeg relativt nemt kan formidles som en historie om modgang som du håndterer og har håndteret, altså en styrkefortælling. Så kan den blive et plus ved dig, og ikke et minus. Noget at beundre.
Dermed ikke sagt at du skal sløre hvis der stadig er noget at kæmpe med, for en partner skal helst kende en og have en idé om, hvad de går ind til. Her er ærlighed og refleksion også en fordel, tænker jeg. A la "Jeg kæmper med de og de ting, og har brug for sådan og sådan under de og de omstændigheder." - og så hvor du får den støtte fra nu og hvor du henter styrken til at håndtere de ting i dig selv. Så bliver det ikke et læs han skal tage nødvendigvis.

I forhold til tillidsissuet, så tænker jeg, at du kan tage udgangspunkt i din indre opfattelse af dig selv. Føler du selv, at din bagage kan være en trussel mod dit liv nu? Er du en svagere, mere risikabel ansat for din virksomhed? Hvis nej, så er der ingen grund til at hæfte sig ved det, for så ved du bedre. Så vil du altid kunne sige, ærligt: "Jamen, det er jo er ikke et problem og det har det ikke været i lang tid, sså jeg kan ikke se pointen med, at det bliver bragt op? Ingen har mærket noget til det, så min personlige historie er som sådan overhovedet ikke relevant for noget." Hvis ja, er det måske en god idé at holde lidt tilbage med nogle af præcis de ting, til du er sikker på hvor du har ham.

Det er kun meget få der kender den fulde historie og det har jeg det egentlig godt med. Han er bare blevet en af dem jeg overvejer at indvie i mit ellers lidt lukkede liv.

Jeg havde egentlig ikke rigtig overvejet styrke perspektivet så tak for den vinkel, for du har fuldstændig ret.Jeg er netop nået dertil hvor jeg er blevet en ressource frem for en belastning, hvilket jeg er lidt stolt af. Kampen er dog ikke forbi og bliver det heller ikke men jeg har folk der holder godt øje med mig så jeg er ikke urolig.

Min baggage kan i form af min kroniske sygdom, godt være en trussel mod mit arbejdsliv. Eller det er jeg bange for at det kan blive, til trods for at man ellers har et ret åbent forhold til kronisk syge med ansatte med sygdom osv. men jeg har ikke meldt klart ud ved min ansættelse og synes jo her 1½ år senere at mit vindue er ved at være forpasset. Med mindre selvfølgelig at det pludselig gik ned ad bakke. Så ville det være noget andet, men hvad så med forsikring og det? Nå men det er mere at jeg ikke ønsker den sladder og snak i krogene der kunne blive og den holdningsændring over for mig osv. Jeg ved af erfaring at der snakkes om den anden ansatte med sygdom, til tider på en måde jeg ikke ville bryde mig om at blive talt om (lidt knudret sætning, jeg ved det).
0
Jeg har nået den alder,
hvor jeg ved, hvad der er værd at vide
og på en god dag kan jeg også huske noget af det..
Brugeravatar
LadyFox
Indlæg: 19589
Tilmeldt: 27. dec 2015, 19:02
Kort karma: 2437
Geografisk sted: Kbh
Likede indlæg: 46021

Re: Singletråden

Indlægaf LadyFox » 9. aug 2018, 15:34

Lys skrev:
LadyFox skrev:
Lys skrev:
LadyFox skrev:
Lys skrev:
Ghattner skrev:Kender I det når man har en længe ventet aftale med en ven der må aflyse pga. barnet er sløjt og med en beklagelig undskyldning som "Jeg havde ellers glædet mig så meget!". Ja, det havde jeg i den grad også, men du kan i det mindste være sammen med din kone og børn, hvor jeg kan ende med at tage hjem og kigge ind i væggen fordi jeg ikke lige havde en plan B og var sat op på at komme ud. Ok, det lyder mere bittert end det er :-). Men det kan godt være lidt frusterende som single at være mere "afhængig" af sociale aftaler end ens venner i forhold, hvor en aflysning ikke gør lige så ondt, for de har altid kæresten/konen i baghånden. Selvfølgelig afhængigt at om de har et godt forhold.

Samme ven kan sige; "Ihhn, jeg misunder altså din frihed hvor du kan tage til alle de koncerter du har lyst til". Jeg kunne så svare tilbage "Ja, men du misunder vel ikke det at komme hjem til en tom lejlighed og ikke have nogen at dele oplevelsen med."


Jeg oplever også frustration over, at blive mødt med misundelse fra personer i parforhold. For ja; du kunne da sikkert godt tænke dig at kunne sove længe hver søndag eller at have frihed til bare at gå ud, når du lyster eller til at tage på din første Tinderdate. Men det stikker jo aldrig så dybt, at nogen af dem reelt har lyst til at bytte deres ægtefælle og børn ud med muligheden for at stene serier på sofaen en hel søndag uden afbrydelser.

Min egen misundelse på faste parforhold og familier stikker i hvert fald dybere, og jeg føler mig næsten gjort grin med, når nogen forsøger at “trøste” mig med den slags bemærkninger.

Når jeg savner at være single handler det meget lidt om frihed til at gå ud, eller at stene Netflix, det har jeg altid kunne, men mere om at jeg savner ting som ikke at gå på kompromis og jeg må indrømme at monogami også kan være lidt et dilemma for mig, jeg er hverken monogam eller ikke-monogam. Men kompromisserne et det jeg har det sværest med - og jeg må indrømme jeg både har droppet kærester som jeg var glad for fordi jeg var træt af kompromisser og her snakker vi ikke nødvendigvis store kompromisser. Jeg har også slået op fordi jeg gerne ville have sex med andre uden at være utro.
Så vi findes altså, os der kan finde på at forlade nogen fordi græsset er grønnere på den anden side. Problemet for mig er når det viser sig at græsset ikke er den rigtige grøn på nogen af siderne.

Men på trods af jeg selv har nogle problemer i forhold til ikke at synes det er så lyserødt at være i et forhold, så kunne jeg ikke finde på at bruge det som en trøst overfor en veninde der var virkelig ked af ikke at være i et forhold. Altså, det ændre jo ikke hendes situation.
Men jeg ville være ked af hvis jeg ikke kunne snakke med en veninde om at det er sådan jeg har det, og det også kan være en lorte måde at have det på, på lige fod med jeg altid vil snakke med mine veninder om at de har svært ved at være single. Men, det er heller ikke en single veninder der er enormt ked af at være single jeg ville kunne føle misundelse på, hendes situation ville jeg bestemt heller ikke synes om at side i.



Selvfølgelig må man også i parforhold give udtryk for, at der er ting der ikke spiller optimalt for en. Hvis en veninde fortæller om, at hendes mand opfører sig idiotisk, svarer jeg jo heller ikke “men i det mindste har du en mand”.


Det er mere at jeg da også synes der skal være plads til os der har det svært med at være i et forhold uden det er partneren der er noget galt med. Uden det er noget man gør mod dem der virkelig savner en kæreste og er kede af det.

Når jeg har en kæreste og virkelig misunder singlelivet er det ikke noget jeg gør for at såre andre, og jeg føler heller ikke jeg tager noget fra andre når jeg har det sådan.

Men jeg synes godt at jeg må synes det er hårdt at være i et forhold med en man elsker, og alligevel vide at man ikke trives lige så meget i det som ens partner har fortjent. Det er også hårdt at forlade en man elsker, og som intet har gjort galt fordi man i virkeligheden ikke trives under de rammer et forhold typisk indebære, men man på samme tid er fuldt i stand til at forelske sig, i sådan en grad at man ikke bare kan lade være at forfølge det hvis følelserne blusser op.

Det kan altså godt stikke dybt, når det gang på gang ender med at såre sig selv, andre og det resulterer i at hverken trives helt på den ene eller den anden måde.


Jeg oplever det lidt som om, vi taler forbi hinanden, og det som du beskriver er ikke den situation, jeg oplever, når mine godt gifte kolleger misunder min brug af Tinder, mine spændende rejser som måske er vanskelige med børn etc. For de vil jo netop reelt ikke bytte, og så er det sgu en ringe trøst. Mit eksempel med veninden, der fortæller om sin åndssvage kæreste, var også bare et eksempel.

Det er ikke min hensigt at argumentere for, at personer i parforhold ikke må savne aspekter fra singlelivet. Men jeg tillader mig at gå ud fra, at personer i parforhold samlet set hellere vil være i parforholdet end være alene - for ellers var de vel alene?


Problemet opstår når man ikke vil det ene helst. Fordi ens behov er så modsat-rettede, at de faktisk er stort set umuligt at blive tilfreds med end status. På det menneskelige plan har jeg et behov for kærlighed, både at modtage og give - og derfor mangler jeg noget når jeg ikke har en kæreste. Men praktisk, der synes jeg det er rigtig svært at have en kæreste, og jeg har svært ved at leve under de rammer som der som oftest er i et forhold - omvendt har jeg også prøvet alle mulige alternative måder at have et forhold på, men, med samme resultat.
Uanset hvad jeg vælger, så mangler jeg noget, som jeg har lige meget behov for.

Det er ikke et let valg at stå med enten at sige farvel til et menneske man elsker med de smerter og det savn der følger med, og som opfylder nogle ret væsentlige behov der ikke lige kan fås uden, eller vælge at blive, med den dårlige samvittighed det følger med ved ikke at være så glad for forholdet som man burde, og bruge alt for meget energi på at savne at være single, vel vidende om at det ikke er let for ens partner, og det derudover er enormt svært at være i for en selv.

Det kan så virke forkælet at tale for det er svært ikke at kunne blæse og have mel i munden på samme tid, og det er det vel også. Men jeg er bare stadig den type der i et forhold ytre at jeg savner at være single, for det gør jeg, og også dybere end at jeg gerne vil et eller andet event. Det er er konstant dilemma for mig, det fylder. Lige som det fylder hvor alene jeg er nu, og misunder en masse der er i et forhold.
Det eneste jeg egentlig ville var at sige at når jeg er i et forhold savner jeg ikke at være single for at gøre grin med dem der ville give sin højre arm for at være i mit sted, det er overhovedet ikke en hån, eller for at negligere deres ulykke. Det handler udelukkende om mine følelser. Som sagt, så er det jo ikke de ulykkelige singler jeg misunder, og jeg gætter på det heller ikke er mig de ulykkelige singler er misundelige på.

Jeg tror der er massere som dine veninder der bare ind i mellem savner at være single lidt løst, engang i mellem når det er belejligt. Det anfægter jeg ikke. Vi er bare også nogle der savner at være single på en anden måde, hvor det reelt er et problem. Og det er det jeg prøver at belyse fordi det lød på dit indlæg som om at det kunne ikke stikke dybt, for så kunne man bare slå på. Men sådan er verden bare ikke altid.
1
...
Brugeravatar
LadyFox
Indlæg: 19589
Tilmeldt: 27. dec 2015, 19:02
Kort karma: 2437
Geografisk sted: Kbh
Likede indlæg: 46021

Re: Singletråden

Indlægaf LadyFox » 9. aug 2018, 15:42

Thestral skrev:
LadyFox skrev:
Thestral skrev:Mht det med lidelseshistorien. Hvornår er det et godt tidspunkt at sige noget? Jeg kender min flirt igennem arbejde og han har altid kun set mig som den peppede og glade i og med at det jo er i en arbejds situation. Vi snapper og snakker og han har sagt at han gerne vil høre om min bagage for han er jo godt klar over at jeg ikke altid er sådan. Ingen kan være sådan altid. Men hvad siger man. Det er en lang historie med svigt og kronisk sygdom, som de i øvrigt ikke ved noget om på job (sygdommen) så der er jo også det med om han kan holde det for sig selv. Tillidsissuet.

Så, hvornår er et godt tidspunkt?


Måske du kunne tage det lidt hen af vejen, og til en start bare åbne lidt op i et omfang de selv har det godt med. Man behøver jo ikke komme med det hele på én gang.
Hvis du tager det lidt i etapper kan du også mærke efter hen af vejen om det bliver modtaget som du ønsker og stoppe med at dele hvis reaktionerne ikke er som.håbet, eller du fornemmer at ting kommer videre.

Det vigtigste er at det forgår på en måde hvor du har dig selv med, så du ikke pludselig føler at du har sagt mere end du har det godt med, eller trækker den så længe at du begynder at føle du holder ting tilbage du burde have sagt. Tempoet synes jeg er meget individuelt.

Det lyder som en plan. Jeg har ingen intentioner om at jobbet skal vide noget om hverken vores flirt eller mit liv ud over det de allerede ved, men jeg vil jo gerne at han ved lidt mere om mig. Spørgsmålet er bare hvor/hvordan man starter :genert:


Når jeg fortæller om mine lidelser og problemer så har jeg det bedst hvis det på en eller anden måde kan flettes ind i en samtale der allerede er der, så det ikke virker som om at nu smider jeg en bombe men lidt mere "apropos hospitaler så var jeg jo en gang indlagt med...." eller hvad det nu kunne være. Det virker bare lidt mindre højtideligt på en eller anden måde. Det er selvfølgelig ikke altid samtalen lige drejer sig i en retning der har noget med hvad man gerne vil have sagt, men så kan man jo prøve bevist at starte en samtale om et eller andet der kan lede til det. Hvis man er til den slags.

Jeg synes bare selv de der "der er lige noget vi skal snakke om..." samtaler er angstprovokerende, og derfor prøver jeg altid på at finde en mere naturlig indgang.
3
...
Lys
Indlæg: 5788
Tilmeldt: 20. dec 2015, 20:30
Kort karma: 500
Likede indlæg: 10399

Re: Singletråden

Indlægaf Lys » 9. aug 2018, 15:57

LadyFox skrev:
Lys skrev:
LadyFox skrev:
Lys skrev:
LadyFox skrev:
Lys skrev:
Ghattner skrev:Kender I det når man har en længe ventet aftale med en ven der må aflyse pga. barnet er sløjt og med en beklagelig undskyldning som "Jeg havde ellers glædet mig så meget!". Ja, det havde jeg i den grad også, men du kan i det mindste være sammen med din kone og børn, hvor jeg kan ende med at tage hjem og kigge ind i væggen fordi jeg ikke lige havde en plan B og var sat op på at komme ud. Ok, det lyder mere bittert end det er :-). Men det kan godt være lidt frusterende som single at være mere "afhængig" af sociale aftaler end ens venner i forhold, hvor en aflysning ikke gør lige så ondt, for de har altid kæresten/konen i baghånden. Selvfølgelig afhængigt at om de har et godt forhold.

Samme ven kan sige; "Ihhn, jeg misunder altså din frihed hvor du kan tage til alle de koncerter du har lyst til". Jeg kunne så svare tilbage "Ja, men du misunder vel ikke det at komme hjem til en tom lejlighed og ikke have nogen at dele oplevelsen med."


Jeg oplever også frustration over, at blive mødt med misundelse fra personer i parforhold. For ja; du kunne da sikkert godt tænke dig at kunne sove længe hver søndag eller at have frihed til bare at gå ud, når du lyster eller til at tage på din første Tinderdate. Men det stikker jo aldrig så dybt, at nogen af dem reelt har lyst til at bytte deres ægtefælle og børn ud med muligheden for at stene serier på sofaen en hel søndag uden afbrydelser.

Min egen misundelse på faste parforhold og familier stikker i hvert fald dybere, og jeg føler mig næsten gjort grin med, når nogen forsøger at “trøste” mig med den slags bemærkninger.

Når jeg savner at være single handler det meget lidt om frihed til at gå ud, eller at stene Netflix, det har jeg altid kunne, men mere om at jeg savner ting som ikke at gå på kompromis og jeg må indrømme at monogami også kan være lidt et dilemma for mig, jeg er hverken monogam eller ikke-monogam. Men kompromisserne et det jeg har det sværest med - og jeg må indrømme jeg både har droppet kærester som jeg var glad for fordi jeg var træt af kompromisser og her snakker vi ikke nødvendigvis store kompromisser. Jeg har også slået op fordi jeg gerne ville have sex med andre uden at være utro.
Så vi findes altså, os der kan finde på at forlade nogen fordi græsset er grønnere på den anden side. Problemet for mig er når det viser sig at græsset ikke er den rigtige grøn på nogen af siderne.

Men på trods af jeg selv har nogle problemer i forhold til ikke at synes det er så lyserødt at være i et forhold, så kunne jeg ikke finde på at bruge det som en trøst overfor en veninde der var virkelig ked af ikke at være i et forhold. Altså, det ændre jo ikke hendes situation.
Men jeg ville være ked af hvis jeg ikke kunne snakke med en veninde om at det er sådan jeg har det, og det også kan være en lorte måde at have det på, på lige fod med jeg altid vil snakke med mine veninder om at de har svært ved at være single. Men, det er heller ikke en single veninder der er enormt ked af at være single jeg ville kunne føle misundelse på, hendes situation ville jeg bestemt heller ikke synes om at side i.



Selvfølgelig må man også i parforhold give udtryk for, at der er ting der ikke spiller optimalt for en. Hvis en veninde fortæller om, at hendes mand opfører sig idiotisk, svarer jeg jo heller ikke “men i det mindste har du en mand”.


Det er mere at jeg da også synes der skal være plads til os der har det svært med at være i et forhold uden det er partneren der er noget galt med. Uden det er noget man gør mod dem der virkelig savner en kæreste og er kede af det.

Når jeg har en kæreste og virkelig misunder singlelivet er det ikke noget jeg gør for at såre andre, og jeg føler heller ikke jeg tager noget fra andre når jeg har det sådan.

Men jeg synes godt at jeg må synes det er hårdt at være i et forhold med en man elsker, og alligevel vide at man ikke trives lige så meget i det som ens partner har fortjent. Det er også hårdt at forlade en man elsker, og som intet har gjort galt fordi man i virkeligheden ikke trives under de rammer et forhold typisk indebære, men man på samme tid er fuldt i stand til at forelske sig, i sådan en grad at man ikke bare kan lade være at forfølge det hvis følelserne blusser op.

Det kan altså godt stikke dybt, når det gang på gang ender med at såre sig selv, andre og det resulterer i at hverken trives helt på den ene eller den anden måde.


Jeg oplever det lidt som om, vi taler forbi hinanden, og det som du beskriver er ikke den situation, jeg oplever, når mine godt gifte kolleger misunder min brug af Tinder, mine spændende rejser som måske er vanskelige med børn etc. For de vil jo netop reelt ikke bytte, og så er det sgu en ringe trøst. Mit eksempel med veninden, der fortæller om sin åndssvage kæreste, var også bare et eksempel.

Det er ikke min hensigt at argumentere for, at personer i parforhold ikke må savne aspekter fra singlelivet. Men jeg tillader mig at gå ud fra, at personer i parforhold samlet set hellere vil være i parforholdet end være alene - for ellers var de vel alene?


Problemet opstår når man ikke vil det ene helst. Fordi ens behov er så modsat-rettede, at de faktisk er stort set umuligt at blive tilfreds med end status. På det menneskelige plan har jeg et behov for kærlighed, både at modtage og give - og derfor mangler jeg noget når jeg ikke har en kæreste. Men praktisk, der synes jeg det er rigtig svært at have en kæreste, og jeg har svært ved at leve under de rammer som der som oftest er i et forhold - omvendt har jeg også prøvet alle mulige alternative måder at have et forhold på, men, med samme resultat.
Uanset hvad jeg vælger, så mangler jeg noget, som jeg har lige meget behov for.

Det er ikke et let valg at stå med enten at sige farvel til et menneske man elsker med de smerter og det savn der følger med, og som opfylder nogle ret væsentlige behov der ikke lige kan fås uden, eller vælge at blive, med den dårlige samvittighed det følger med ved ikke at være så glad for forholdet som man burde, og bruge alt for meget energi på at savne at være single, vel vidende om at det ikke er let for ens partner, og det derudover er enormt svært at være i for en selv.

Det kan så virke forkælet at tale for det er svært ikke at kunne blæse og have mel i munden på samme tid, og det er det vel også. Men jeg er bare stadig den type der i et forhold ytre at jeg savner at være single, for det gør jeg, og også dybere end at jeg gerne vil et eller andet event. Det er er konstant dilemma for mig, det fylder. Lige som det fylder hvor alene jeg er nu, og misunder en masse der er i et forhold.
Det eneste jeg egentlig ville var at sige at når jeg er i et forhold savner jeg ikke at være single for at gøre grin med dem der ville give sin højre arm for at være i mit sted, det er overhovedet ikke en hån, eller for at negligere deres ulykke. Det handler udelukkende om mine følelser. Som sagt, så er det jo ikke de ulykkelige singler jeg misunder, og jeg gætter på det heller ikke er mig de ulykkelige singler er misundelige på.

Jeg tror der er massere som dine veninder der bare ind i mellem savner at være single lidt løst, engang i mellem når det er belejligt. Det anfægter jeg ikke. Vi er bare også nogle der savner at være single på en anden måde, hvor det reelt er et problem. Og det er det jeg prøver at belyse fordi det lød på dit indlæg som om at det kunne ikke stikke dybt, for så kunne man bare slå på. Men sådan er verden bare ikke altid.


Med forbehold for, at man jo ikke nødvendigvis kender folks fulde historie, så har jeg aldrig mødt nogen, der havde det med forhold som du beskriver. Så når jeg har givet udtryk for, at singlemisundelsen ikke stak dybt, så var det ikke situationer som det du beskriver, jeg mente (for det vidste jeg ikke fandtes). Jeg kan godt se, at det for dig handler om andet end kortvarige “ih, det kunne være sjovt at være på Tinder”-tanker.
0
Brugeravatar
LadyFox
Indlæg: 19589
Tilmeldt: 27. dec 2015, 19:02
Kort karma: 2437
Geografisk sted: Kbh
Likede indlæg: 46021

Re: Singletråden

Indlægaf LadyFox » 9. aug 2018, 16:04

Lys skrev:
LadyFox skrev:
Lys skrev:
LadyFox skrev:
Lys skrev:
LadyFox skrev:
Lys skrev:
Ghattner skrev:Kender I det når man har en længe ventet aftale med en ven der må aflyse pga. barnet er sløjt og med en beklagelig undskyldning som "Jeg havde ellers glædet mig så meget!". Ja, det havde jeg i den grad også, men du kan i det mindste være sammen med din kone og børn, hvor jeg kan ende med at tage hjem og kigge ind i væggen fordi jeg ikke lige havde en plan B og var sat op på at komme ud. Ok, det lyder mere bittert end det er :-). Men det kan godt være lidt frusterende som single at være mere "afhængig" af sociale aftaler end ens venner i forhold, hvor en aflysning ikke gør lige så ondt, for de har altid kæresten/konen i baghånden. Selvfølgelig afhængigt at om de har et godt forhold.

Samme ven kan sige; "Ihhn, jeg misunder altså din frihed hvor du kan tage til alle de koncerter du har lyst til". Jeg kunne så svare tilbage "Ja, men du misunder vel ikke det at komme hjem til en tom lejlighed og ikke have nogen at dele oplevelsen med."


Jeg oplever også frustration over, at blive mødt med misundelse fra personer i parforhold. For ja; du kunne da sikkert godt tænke dig at kunne sove længe hver søndag eller at have frihed til bare at gå ud, når du lyster eller til at tage på din første Tinderdate. Men det stikker jo aldrig så dybt, at nogen af dem reelt har lyst til at bytte deres ægtefælle og børn ud med muligheden for at stene serier på sofaen en hel søndag uden afbrydelser.

Min egen misundelse på faste parforhold og familier stikker i hvert fald dybere, og jeg føler mig næsten gjort grin med, når nogen forsøger at “trøste” mig med den slags bemærkninger.

Når jeg savner at være single handler det meget lidt om frihed til at gå ud, eller at stene Netflix, det har jeg altid kunne, men mere om at jeg savner ting som ikke at gå på kompromis og jeg må indrømme at monogami også kan være lidt et dilemma for mig, jeg er hverken monogam eller ikke-monogam. Men kompromisserne et det jeg har det sværest med - og jeg må indrømme jeg både har droppet kærester som jeg var glad for fordi jeg var træt af kompromisser og her snakker vi ikke nødvendigvis store kompromisser. Jeg har også slået op fordi jeg gerne ville have sex med andre uden at være utro.
Så vi findes altså, os der kan finde på at forlade nogen fordi græsset er grønnere på den anden side. Problemet for mig er når det viser sig at græsset ikke er den rigtige grøn på nogen af siderne.

Men på trods af jeg selv har nogle problemer i forhold til ikke at synes det er så lyserødt at være i et forhold, så kunne jeg ikke finde på at bruge det som en trøst overfor en veninde der var virkelig ked af ikke at være i et forhold. Altså, det ændre jo ikke hendes situation.
Men jeg ville være ked af hvis jeg ikke kunne snakke med en veninde om at det er sådan jeg har det, og det også kan være en lorte måde at have det på, på lige fod med jeg altid vil snakke med mine veninder om at de har svært ved at være single. Men, det er heller ikke en single veninder der er enormt ked af at være single jeg ville kunne føle misundelse på, hendes situation ville jeg bestemt heller ikke synes om at side i.



Selvfølgelig må man også i parforhold give udtryk for, at der er ting der ikke spiller optimalt for en. Hvis en veninde fortæller om, at hendes mand opfører sig idiotisk, svarer jeg jo heller ikke “men i det mindste har du en mand”.


Det er mere at jeg da også synes der skal være plads til os der har det svært med at være i et forhold uden det er partneren der er noget galt med. Uden det er noget man gør mod dem der virkelig savner en kæreste og er kede af det.

Når jeg har en kæreste og virkelig misunder singlelivet er det ikke noget jeg gør for at såre andre, og jeg føler heller ikke jeg tager noget fra andre når jeg har det sådan.

Men jeg synes godt at jeg må synes det er hårdt at være i et forhold med en man elsker, og alligevel vide at man ikke trives lige så meget i det som ens partner har fortjent. Det er også hårdt at forlade en man elsker, og som intet har gjort galt fordi man i virkeligheden ikke trives under de rammer et forhold typisk indebære, men man på samme tid er fuldt i stand til at forelske sig, i sådan en grad at man ikke bare kan lade være at forfølge det hvis følelserne blusser op.

Det kan altså godt stikke dybt, når det gang på gang ender med at såre sig selv, andre og det resulterer i at hverken trives helt på den ene eller den anden måde.


Jeg oplever det lidt som om, vi taler forbi hinanden, og det som du beskriver er ikke den situation, jeg oplever, når mine godt gifte kolleger misunder min brug af Tinder, mine spændende rejser som måske er vanskelige med børn etc. For de vil jo netop reelt ikke bytte, og så er det sgu en ringe trøst. Mit eksempel med veninden, der fortæller om sin åndssvage kæreste, var også bare et eksempel.

Det er ikke min hensigt at argumentere for, at personer i parforhold ikke må savne aspekter fra singlelivet. Men jeg tillader mig at gå ud fra, at personer i parforhold samlet set hellere vil være i parforholdet end være alene - for ellers var de vel alene?


Problemet opstår når man ikke vil det ene helst. Fordi ens behov er så modsat-rettede, at de faktisk er stort set umuligt at blive tilfreds med end status. På det menneskelige plan har jeg et behov for kærlighed, både at modtage og give - og derfor mangler jeg noget når jeg ikke har en kæreste. Men praktisk, der synes jeg det er rigtig svært at have en kæreste, og jeg har svært ved at leve under de rammer som der som oftest er i et forhold - omvendt har jeg også prøvet alle mulige alternative måder at have et forhold på, men, med samme resultat.
Uanset hvad jeg vælger, så mangler jeg noget, som jeg har lige meget behov for.

Det er ikke et let valg at stå med enten at sige farvel til et menneske man elsker med de smerter og det savn der følger med, og som opfylder nogle ret væsentlige behov der ikke lige kan fås uden, eller vælge at blive, med den dårlige samvittighed det følger med ved ikke at være så glad for forholdet som man burde, og bruge alt for meget energi på at savne at være single, vel vidende om at det ikke er let for ens partner, og det derudover er enormt svært at være i for en selv.

Det kan så virke forkælet at tale for det er svært ikke at kunne blæse og have mel i munden på samme tid, og det er det vel også. Men jeg er bare stadig den type der i et forhold ytre at jeg savner at være single, for det gør jeg, og også dybere end at jeg gerne vil et eller andet event. Det er er konstant dilemma for mig, det fylder. Lige som det fylder hvor alene jeg er nu, og misunder en masse der er i et forhold.
Det eneste jeg egentlig ville var at sige at når jeg er i et forhold savner jeg ikke at være single for at gøre grin med dem der ville give sin højre arm for at være i mit sted, det er overhovedet ikke en hån, eller for at negligere deres ulykke. Det handler udelukkende om mine følelser. Som sagt, så er det jo ikke de ulykkelige singler jeg misunder, og jeg gætter på det heller ikke er mig de ulykkelige singler er misundelige på.

Jeg tror der er massere som dine veninder der bare ind i mellem savner at være single lidt løst, engang i mellem når det er belejligt. Det anfægter jeg ikke. Vi er bare også nogle der savner at være single på en anden måde, hvor det reelt er et problem. Og det er det jeg prøver at belyse fordi det lød på dit indlæg som om at det kunne ikke stikke dybt, for så kunne man bare slå på. Men sådan er verden bare ikke altid.


Med forbehold for, at man jo ikke nødvendigvis kender folks fulde historie, så har jeg aldrig mødt nogen, der havde det med forhold som du beskriver. Så når jeg har givet udtryk for, at singlemisundelsen ikke stak dybt, så var det ikke situationer som det du beskriver, jeg mente (for det vidste jeg ikke fandtes). Jeg kan godt se, at det for dig handler om andet end kortvarige “ih, det kunne være sjovt at være på Tinder”-tanker.


Jeg tror heller ikke at det er så normalt igen. :)
1
...
Wunder8
Indlæg: 552
Tilmeldt: 29. dec 2015, 15:42
Kort karma: 116
Likede indlæg: 1463

Re: Singletråden

Indlægaf Wunder8 » 9. aug 2018, 18:23

Lys skrev:
Wunder8 skrev:Jeg er i forhold, hvor vi bor sammen, og jeg kan godt savne alenetiden. Jeg føler egentlig, jeg kan gøre præcis de samme ting som da jeg var single ift. at gå ud, se veninder etc., men jeg kan godt savne dage og aftener, hvor jeg bare er MIG, alene i lejligheden. Nu har vi fx haft ferie sammen i nogle uger, og det har været fantastisk, men jeg glæder mig faktisk også lidt til han smutter på forretningsrejse i næste uge :genert: For jeg synes godt, det kan være svært at sige "nu ser jeg lige serie de næste fem timer, og du skal ikke være med", når vi bor sammen. Men nogle gange er det jo bare det, man har lyst til.


Selvfølgelig kan man savne aspekter i sit liv. Det er ikke det, jeg mener. Men hvis jeg giver udtryk for, at jeg er ked af at være alene, ville du så svare “ih, nogen gange kan jeg da godt savne sådan en aleneaften på sofaen”? For ja, selvfølgelig kan du det. Men du vil jo ikke have resten af singletilværelsen, går jeg ud fra?


Hov, mit svar var ikke møntet på din kommentar på den måde - det var bare ment som generelt input til diskussionen om, hvordan man havde det med alenetid :) Jeg er helt enig i, at det er træls, når folk skal "trøste" én på den måde, når man lufter sin kedafdethed over ting i sit liv.
2
Brugeravatar
Madam Pomfrey
Indlæg: 8874
Tilmeldt: 11. aug 2015, 19:29
Kort karma: 1514
Likede indlæg: 25434

Re: Singletråden

Indlægaf Madam Pomfrey » 9. aug 2018, 18:44

Thestral skrev:Det lyder som en plan. Jeg har ingen intentioner om at jobbet skal vide noget om hverken vores flirt eller mit liv ud over det de allerede ved, men jeg vil jo gerne at han ved lidt mere om mig. Spørgsmålet er bare hvor/hvordan man starter :genert:


Jeg ville starte med det der føles mindst farlig, og så tage resten ud fra reaktion og håndtering. Umiddelbart ville modtagelsen af "det store" være at ret stor betydning for min fortrolighed, og hvordan jeg ville håndtere det fremadrettet.
2
"Happiness can be found, even in the darkest of times, if one only remembers to turn on the light."
Brugeravatar
Madam Pomfrey
Indlæg: 8874
Tilmeldt: 11. aug 2015, 19:29
Kort karma: 1514
Likede indlæg: 25434

Re: Singletråden

Indlægaf Madam Pomfrey » 9. aug 2018, 18:48

Smiling_Goat skrev:
Jeg har altid været imod uforpligtende forhold (til mig,) men lige nu er jeg også imod romantiske forhold.. Og.. Så har man jo slet ikke sex :panik:

Den skal jeg altså lige have regnet ud..



Forpligtigelse kan vel gradueres...?
måske noget ala monogame bollevenner, uden øvrige forpligtigelser i relationen?
1
"Happiness can be found, even in the darkest of times, if one only remembers to turn on the light."
Brugeravatar
Krølle
Indlæg: 3674
Tilmeldt: 16. aug 2015, 02:48
Kort karma: 1829
Likede indlæg: 14457

Re: Singletråden

Indlægaf Krølle » 9. aug 2018, 19:04

Thestral skrev:Mht det med lidelseshistorien. Hvornår er det et godt tidspunkt at sige noget? Jeg kender min flirt igennem arbejde og han har altid kun set mig som den peppede og glade i og med at det jo er i en arbejds situation. Vi snapper og snakker og han har sagt at han gerne vil høre om min bagage for han er jo godt klar over at jeg ikke altid er sådan. Ingen kan være sådan altid. Men hvad siger man. Det er en lang historie med svigt og kronisk sygdom, som de i øvrigt ikke ved noget om på job (sygdommen) så der er jo også det med om han kan holde det for sig selv. Tillidsissuet.

Så, hvornår er et godt tidspunkt?


Lige præcis det der har jeg tænkt en del over de sidste par år. Jeg har en kronisk men egentlig usynlig sygdom, som sådan ser arter sig ganske pænt efter to omgange kemo de seneste år - alligevel har den haft stor indflydelse på, hvordan mit liv er endt med at se ud ift fx arbejde, og jeg kunne for et år siden oprigtigt ikke overskue tanken om at skulle til at “tilstå” det overfor et menneske, der ikke kender historikken og kun har set overskudsagtige mig og ikke årene forud for.

Jeg har egentlig ingen input til, hvordan man gør, eftersom det var kendt stof inden vi fandt sammen, men du er absolut ikke alene med de overvejelser. Jeg tænker da også stadig over, om det vil udgøre et problem ift at gå fra “vi ses” til noget mere seriøst, men omvendt er min historik og person jo i høj grad formet af netop den historik. Ja, der er en potentiel risiko forbundet med sygdommen, men omvendt har den gjort mig meget mere rummelig, på nogen punkter 75 i stedet for 35 mentalt og i stand til at sige pyt til småting og fokusere på det væsentlige. Det må tælle for noget i det store billede, tænker jeg :-D
3
Brugeravatar
DenBlødeJyde
Indlæg: 1595
Tilmeldt: 3. nov 2015, 09:59
Kort karma: 436
Likede indlæg: 5653

Re: Singletråden

Indlægaf DenBlødeJyde » 9. aug 2018, 19:07

Jeg har søgt nyt job i dag.. tættere på min familie, i Aabenraa. Jeg bor i Esbjerg.

Jeg er ved at pisse i bukserne af både angst og spænding... :panik:
8
Brugeravatar
Krølle
Indlæg: 3674
Tilmeldt: 16. aug 2015, 02:48
Kort karma: 1829
Likede indlæg: 14457

Re: Singletråden

Indlægaf Krølle » 9. aug 2018, 19:13

Nåmenaltså - vil I se noget farverigt?

Selvfølgelig vil I det. I knew I could count on you guys :-D

Tadaaaa:
Du har ikke de nødvendige tilladelser til at se vedhæftede filer i dette indlæg.
31

Tilbage til "Forhold og sex"