Thestral skrev:Mht det med lidelseshistorien. Hvornår er det et godt tidspunkt at sige noget? Jeg kender min flirt igennem arbejde og han har altid kun set mig som den peppede og glade i og med at det jo er i en arbejds situation. Vi snapper og snakker og han har sagt at han gerne vil høre om min bagage for han er jo godt klar over at jeg ikke altid er sådan. Ingen kan være sådan altid. Men hvad siger man. Det er en lang historie med svigt og kronisk sygdom, som de i øvrigt ikke ved noget om på job (sygdommen) så der er jo også det med om han kan holde det for sig selv. Tillidsissuet.
Så, hvornår er et godt tidspunkt?
Jeg ville åbne for det når der var lejlighed til det i forbindelse med en dybere, mere personlig samtale. Jeg har fx fortalt min flirt om at jeg havde en meget langvarig depression, noget, jeg var lidt bekymret over at skulle, eftersom han blandt andet gik fra sin eks fordi hun led af angst og depression næsten hele deres forhold. Det bekymrede mig, fordi han, på trods af at jeg ikke længere er deprimeret og faktisk ikke tror at det ligger til mig, måske kunne være forbeholden overfor at knytte sig til et menneske med den sårbarhed. Men på et tidspunkt i løbet af en samtale, hvor vi formentlig enten talte om tidligere forhold, stress og hans stresslidelse, eller måske hvilke strategier der er gode at have, når man har tendens til stress og samtidig er ambitiøs, har jeg fortalt om det. Jeg havde overvejet grundigt hvad jeg ville formidle om det, af ovenstående grunde, og landede på en måde som var tro mod mine erfaringer og samtidig klart kommunikerede hvordan jeg håndterede det, hvad der bragte mig ud af tilstanden og hvor jeg er nu. Jeg tror, at det vigtigste er at snakke om det på en reflekteret måde, en måde, som viser den styrke man har i sig og som gør, at man ikke er et offer for sine omstændigheder, men håndterer dem. Såfremt selvfølgelig, at bekymringen går på, hvad han mon vil tænke og om det vil ændre hans syn på dig.
Jeg kender ikke din historie, men en historie som omhandler svigt og kronisk sygdom, og som alligevel har fostret dig, som tydeligvis har nogle ressourcer og en dejlig personlighed, tænker jeg relativt nemt kan formidles som en historie om modgang som du håndterer og har håndteret, altså en styrkefortælling. Så kan den blive et plus ved dig, og ikke et minus. Noget at beundre.
Dermed ikke sagt at du skal sløre hvis der stadig er noget at kæmpe med, for en partner skal helst kende en og have en idé om, hvad de går ind til. Her er ærlighed og refleksion også en fordel, tænker jeg. A la "Jeg kæmper med de og de ting, og har brug for sådan og sådan under de og de omstændigheder." - og så hvor du får den støtte fra nu og hvor du henter styrken til at håndtere de ting i dig selv. Så bliver det ikke et læs han skal tage nødvendigvis.
I forhold til tillidsissuet, så tænker jeg, at du kan tage udgangspunkt i din indre opfattelse af dig selv. Føler du selv, at din bagage kan være en trussel mod dit liv nu? Er du en svagere, mere risikabel ansat for din virksomhed? Hvis nej, så er der ingen grund til at hæfte sig ved det, for så ved du bedre. Så vil du altid kunne sige, ærligt: "Jamen, det er jo er ikke et problem og det har det ikke været i lang tid, sså jeg kan ikke se pointen med, at det bliver bragt op? Ingen har mærket noget til det, så min personlige historie er som sådan overhovedet ikke relevant for noget." Hvis ja, er det måske en god idé at holde lidt tilbage med nogle af præcis de ting, til du er sikker på hvor du har ham.