Singletråden

[Freya]

Tak! Jeg tror nemlig det er den der mangel på respekt, der trigger mig. Jeg føler mig nødsaget til at skulle forklare, HVORFOR jeg ikke har tid og nærmest udlevere min personlige kalender. Og jeg har ikke lyst til at skulle retfærdiggøre prioriteringen af min tid overfor nogen.

Præcis. Man gider ikke retfærdiggøre. Datede en mand på et tidspunkt, hvor han på en af mine børnefri hverdage spurgte (jeg har min datter 10/4, så dem har jeg ikke mange af), hvad jeg skulle lave i dag. Jeg svarede at jeg skulle shoppe lidt og ellers bare hjem og stirre lidt ud i luften, for det trængte jeg virkelig til. Så inviterer han mig så hjem til ham (han havde sin søn hjemme). Allerede der blev jeg lidt irriteret, men svarede pænt, at det var fristende, men at jeg holdt fast i min plan.

Men så fordi min plan var at slappe af, så mente han, at "man jo så tydeligt kunne mærke, hvor mine prioriteringer var, og det var ikke på ham". Åh altså hvor blev jeg træt og skuffet. At skulle retfærdiggøre hvorfor jeg ikke spontant tog ud og var sammen med ham og hans søn (og hans søn og jeg havde kun mødtes en gang uden den store succes - han boede desuden i Albertslund, jeg bor og arbejder på Amager, så med det offentlige tager det jo så over en time, så det var ikke bare lige.

Det var starten på enden for den relation, for det var ikke sidste gang jeg skulle forsvare, at lave andet end at løbe ud til ham på mine "fridage".

[LadyFox]

Jeg ville slet ikke kunne med manglende øjenkontakt.

Jeg synes faktisk det virker uhøfligt...

Hvorfor uhøfligt?

Jeg har det på samme måde som Irmapigen - tror faktisk, at jeg har lært hjemmefra, at det er høfligt med øjenkontakt. Det viser, at man er nærværende.

Jeg har med hjemmefra at det er uhøfligt ikke at kigge på folk når de snakker, at det nødvendigvis skal være i øjnene har jeg aldrig hørt.
Jeg synes nu heller ikke at jeg ikke er nærværende blot fordi jeg ikke kigger folk ind i øjnene.

Jeg kan sagtens forstå at det kan være en dealbreaker for nogle - jeg har bare aldrig tænkt over at det skulle være uhøflig ikke at gøre det. Gælder det kun kærester, eller er det alle mennesker man snakker med man burde kigge i øjnene?

Jeg mener faktisk at have læst en undersøgelse af, at man er mere mentalt tilstede, hvis man ikke holder øjenkontakten. Det er noget med, at hjernen ikke kan multitaske nok til at kunne holde øjenkontakt og samtidig bearbejde, de informationer, man får.
Men der er så også forskel psykisk nærvær og fysisk nærvær, og for mig er begge dele vigtigt.

For mig ville det ikke være så meget det med, at det er uhøfligt. Men jeg tror, at jeg ville blive i tvivl om hvorvidt du var interesseret i mig og det jeg talte om, hvis du slet ikke kiggede mig i øjnene. Det kommer selvfølgelig også an på, hvor du kigger hen i stedet, altså om du sidder og kigger helt til en anden side, ud af vinduet eller ned på dine hænder fx.

Sådan kan jeg godt forstå du har det. Det er jo forskelligt hvordan vi føler forbindelse til folk.
Jeg har dog ingen problemer med at kigge folk i ansigtet, og heller ikke med at kigge folk omkring øjnene. Det er kun det det med at sidde og kigge direkte ind i øjnene jeg finder ubehageligt.

Har du Aspergers? Det er ikke ment negativt, det et bare fordi de har det præcis sådan der.

Det almindelige er sporadisk og flygtig øjenkontakt, jeg tror ikke, folk sætter pris på at blive nedstirret. Men at man slet ikke bryder sig om det, er vist sjældent (men forståeligt, sådan set)

Nej, dog ikke. Jeg er dog paranoid skizofren, og jeg er ikke ubevidst om at det også spiller ind.

[Grissebassen]

Tak! Jeg tror nemlig det er den der mangel på respekt, der trigger mig. Jeg føler mig nødsaget til at skulle forklare, HVORFOR jeg ikke har tid og nærmest udlevere min personlige kalender. Og jeg har ikke lyst til at skulle retfærdiggøre prioriteringen af min tid overfor nogen.

Præcis. Man gider ikke retfærdiggøre. Datede en mand på et tidspunkt, hvor han på en af mine børnefri hverdage spurgte (jeg har min datter 10/4, så dem har jeg ikke mange af), hvad jeg skulle lave i dag. Jeg svarede at jeg skulle shoppe lidt og ellers bare hjem og stirre lidt ud i luften, for det trængte jeg virkelig til. Så inviterer han mig så hjem til ham (han havde sin søn hjemme). Allerede der blev jeg lidt irriteret, men svarede pænt, at det var fristende, men at jeg holdt fast i min plan.

Men så fordi min plan var at slappe af, så mente han, at "man jo så tydeligt kunne mærke, hvor mine prioriteringer var, og det var ikke på ham". Åh altså hvor blev jeg træt og skuffet. At skulle retfærdiggøre hvorfor jeg ikke spontant tog ud og var sammen med ham og hans søn (og hans søn og jeg havde kun mødtes en gang uden den store succes - han boede desuden i Albertslund, jeg bor og arbejder på Amager, så med det offentlige tager det jo så over en time, så det var ikke bare lige.

Det var starten på enden for den relation, for det var ikke sidste gang jeg skulle forsvare, at lave andet end at løbe ud til ham på mine "fridage".

Jeg kan virkelig godt forstå, det er en dealbeaker, ikke at kunne acceptere hvordan du strukturerer din tid. Især, når du har børn!
Jeg har ikke selv børn, og jeg savner da også studentertiden, hvor jeg ikke ejede en kaldender og alle aftaler foregik spontant. Men selv uden børn kan jeg have svært nok til at få struktureret min tid. Jeg tror, det er kombinationen af mangel på respekt for min tid, samt det er implicitte krav om, at jeg skal stå til rådighed, der virkelig får mit pis i kog.
Jeg kan forstå en mand, man er seriøst med, stiller jeg på hælene, hvis man ikke kan finde tid inden for 1-2 uger. Men jeg er sjovt nok også mere villig til at bruge min tid på en person, der beder om en plads i min kalender i løbet af den nærmeste fremtid, end en der stiller sig op og siger "drop dine andre planer og se mig nuuuu!".

[DenBlødeJyde]

Jeg har stadig ikke hørt fra mit nytårskys. Øv.

Jeg tror, jeg er nødt til at droppe ham, jeg har set et par gange. Han er sød, men også bare alt for meget. Han skriver non stop og vil ses. Hvis jeg svarer, at jeg har lidt travlt og vender tilbage senere, bliver det mødt med nye forespørgsler om, hvornår vi kan ses.

Det er sådan noget med:
Ham: "Har du lyst til at ses i denne uge?"
Mig: "Jeg har desværre ikke tid denne uge, men vi kan godt finde en dag i næste uge. Jeg vender lige tilbage, når kommer hjem fra arbejde."
Ham: "Hvad med i weekenden?"

Hvis jeg ikke lige får svaret i løbet af et par timer, kommer der en lang forceret smøre, der ender ud i en ny forespørgsel. Jeg magter det ikke. Det føles på ingen måde naturligt, og jeg føler mig nærmest presset til at acceptere en date. For mig ødelægger det bare al kemi, hvis en person ikke kan finde ud af at stikke en finger i jorden og fornemme, hvor jeg er, eller i det mindste lytte til, hvad jeg ytrer omkring det.

Jeg ved ikke, om det bare er mig, der er vant til mænd, der er rimelig low investment, og tager tingene mere stille og roligt i starten, eller selv bakker ud, hvis de ikke er til kvinder, der planlægger deres tid. Men det er da lidt for meget, ikk'?

Jeg får stress bare af at læse det der.....

[Q-beben]

Jeg har med hjemmefra at det er uhøfligt ikke at kigge på folk når de snakker, at det nødvendigvis skal være i øjnene har jeg aldrig hørt.
Jeg synes nu heller ikke at jeg ikke er nærværende blot fordi jeg ikke kigger folk ind i øjnene.

Jeg kan sagtens forstå at det kan være en dealbreaker for nogle - jeg har bare aldrig tænkt over at det skulle være uhøflig ikke at gøre det. Gælder det kun kærester, eller er det alle mennesker man snakker med man burde kigge i øjnene?

Hihi... nej, jeg bliver nok nødt til at korrigere min udtalelse lidt

Jeg har ikke lært, at jeg skal bevare øjenkontakten konstant. Men jeg har lært, at det er uhøfligt at undvige øjenkontakt med et menneske, man snakker med. Og ja, det er alle, man taler med... om det er hende ved kassen i Netto, konduktøren, der vil se billetter eller kæresten...

[Q-beben]

Jeg har stadig ikke hørt fra mit nytårskys. Øv.

Jeg tror, jeg er nødt til at droppe ham, jeg har set et par gange. Han er sød, men også bare alt for meget. Han skriver non stop og vil ses. Hvis jeg svarer, at jeg har lidt travlt og vender tilbage senere, bliver det mødt med nye forespørgsler om, hvornår vi kan ses.

Det er sådan noget med:
Ham: "Har du lyst til at ses i denne uge?"
Mig: "Jeg har desværre ikke tid denne uge, men vi kan godt finde en dag i næste uge. Jeg vender lige tilbage, når kommer hjem fra arbejde."
Ham: "Hvad med i weekenden?"

Hvis jeg ikke lige får svaret i løbet af et par timer, kommer der en lang forceret smøre, der ender ud i en ny forespørgsel. Jeg magter det ikke. Det føles på ingen måde naturligt, og jeg føler mig nærmest presset til at acceptere en date. For mig ødelægger det bare al kemi, hvis en person ikke kan finde ud af at stikke en finger i jorden og fornemme, hvor jeg er, eller i det mindste lytte til, hvad jeg ytrer omkring det.

Jeg ved ikke, om det bare er mig, der er vant til mænd, der er rimelig low investment, og tager tingene mere stille og roligt i starten, eller selv bakker ud, hvis de ikke er til kvinder, der planlægger deres tid. Men det er da lidt for meget, ikk'?

Det er lidt sjovt, når jeg tænker over det. For i nogle tilfælde føles det helt vildt stressende og er årsagen til, at jeg afbryder kontakten. Men da jeg mødte min eks-kæreste, var han bare på á la det her, - men han gjorde det på en charmerende måde... Sådan at jeg følte, at han bare gerne ville mødes - ikke, fordi han var desperat, men fordi han var utålmodig for at lære mig at kende.

Ligesom det med at skrive sammen... det er svært at sætte grænsen for, hvornår for meget er for meget Hvis jeg ikke har tid, så lader jeg være med at læse beskederne... Men hvis der er indhold i det, de skriver, så er det super, at de skriver meget... selvfølgelig alt med måde

[LadyFox]

Jeg har med hjemmefra at det er uhøfligt ikke at kigge på folk når de snakker, at det nødvendigvis skal være i øjnene har jeg aldrig hørt.
Jeg synes nu heller ikke at jeg ikke er nærværende blot fordi jeg ikke kigger folk ind i øjnene.

Jeg kan sagtens forstå at det kan være en dealbreaker for nogle - jeg har bare aldrig tænkt over at det skulle være uhøflig ikke at gøre det. Gælder det kun kærester, eller er det alle mennesker man snakker med man burde kigge i øjnene?

Hihi... nej, jeg bliver nok nødt til at korrigere min udtalelse lidt

Jeg har ikke lært, at jeg skal bevare øjenkontakten konstant. Men jeg har lært, at det er uhøfligt at undvige øjenkontakt med et menneske, man snakker med. Og ja, det er alle, man taler med... om det er hende ved kassen i Netto, konduktøren, der vil se billetter eller kæresten...

Jeg synes godt nok det lyder intenst at skulle med så mange, og endda fremmede mennesker.

Jeg håber da i hvert fald ikke at folk omkring mig ser det som uhøfligt. Eller tænker særlig meget over det. For det ville jeg være virkelig ked af, men omvendt er jeg heller ikke villig til at overskride mine grænser big time for at folk skal synes om mig.

[Grissebassen]

Jeg har stadig ikke hørt fra mit nytårskys. Øv.

Jeg tror, jeg er nødt til at droppe ham, jeg har set et par gange. Han er sød, men også bare alt for meget. Han skriver non stop og vil ses. Hvis jeg svarer, at jeg har lidt travlt og vender tilbage senere, bliver det mødt med nye forespørgsler om, hvornår vi kan ses.

Det er sådan noget med:
Ham: "Har du lyst til at ses i denne uge?"
Mig: "Jeg har desværre ikke tid denne uge, men vi kan godt finde en dag i næste uge. Jeg vender lige tilbage, når kommer hjem fra arbejde."
Ham: "Hvad med i weekenden?"

Hvis jeg ikke lige får svaret i løbet af et par timer, kommer der en lang forceret smøre, der ender ud i en ny forespørgsel. Jeg magter det ikke. Det føles på ingen måde naturligt, og jeg føler mig nærmest presset til at acceptere en date. For mig ødelægger det bare al kemi, hvis en person ikke kan finde ud af at stikke en finger i jorden og fornemme, hvor jeg er, eller i det mindste lytte til, hvad jeg ytrer omkring det.

Jeg ved ikke, om det bare er mig, der er vant til mænd, der er rimelig low investment, og tager tingene mere stille og roligt i starten, eller selv bakker ud, hvis de ikke er til kvinder, der planlægger deres tid. Men det er da lidt for meget, ikk'?

Det er lidt sjovt, når jeg tænker over det. For i nogle tilfælde føles det helt vildt stressende og er årsagen til, at jeg afbryder kontakten. Men da jeg mødte min eks-kæreste, var han bare på á la det her, - men han gjorde det på en charmerende måde... Sådan at jeg følte, at han bare gerne ville mødes - ikke, fordi han var desperat, men fordi han var utålmodig for at lære mig at kende.

Ligesom det med at skrive sammen... det er svært at sætte grænsen for, hvornår for meget er for meget Hvis jeg ikke har tid, så lader jeg være med at læse beskederne... Men hvis der er indhold i det, de skriver, så er det super, at de skriver meget... selvfølgelig alt med måde

Da jeg mødte min eks, fik jeg slet heller ikke stress over ham. Men han var også meget mere elegant, cool og casual i hans måde at være på på. Han skrev meget kort og kontant, at han gerne ville ses igen og spurgte, hvornår jeg havde tid. Der var ikke noget med at guilttrippe mig over det, hvis jeg ikke havde tid et par dage. Planlægningen var ren logistik og ikke noget, der blev stillet spørgsmål ved.
Det hjalp meget på det, at han var så konkret i sine forslag, så jeg bare kunne læne mig tilbage og lade ham føre an, uden at min accept medførte at jeg skulle tage stilling til en masse ting. Jeg fik plads til, at lysten til at se ham kunne vokse af sig selv på en naturlig måde, og også selv fik mulighed for at komme på banen og tage lidt initiativ.

Ham jeg dater nu, kvæler totalt den lyst. Vi havde en date mellem jul og nytår, og den halvanden dag, han ikke skrev op til daten, kunne jeg faktisk mærke, at lysten til at se ham faktisk kom lidt igen.

[Spjaerten]

Grissebassen:
Kan tildels forstå din reaktion og tanker, men omvendt så synes jeg ikke jeg kan læse, du tilkendegiver en interesse overfor ham. Og det er nok det der udleder hans pressen på.

[Grissebassen]

Jeg har stadig ikke hørt fra mit nytårskys. Øv.

Jeg tror, jeg er nødt til at droppe ham, jeg har set et par gange. Han er sød, men også bare alt for meget. Han skriver non stop og vil ses. Hvis jeg svarer, at jeg har lidt travlt og vender tilbage senere, bliver det mødt med nye forespørgsler om, hvornår vi kan ses.

Det er sådan noget med:
Ham: "Har du lyst til at ses i denne uge?"
Mig: "Jeg har desværre ikke tid denne uge, men vi kan godt finde en dag i næste uge. Jeg vender lige tilbage, når kommer hjem fra arbejde."
Ham: "Hvad med i weekenden?"

Hvis jeg ikke lige får svaret i løbet af et par timer, kommer der en lang forceret smøre, der ender ud i en ny forespørgsel. Jeg magter det ikke. Det føles på ingen måde naturligt, og jeg føler mig nærmest presset til at acceptere en date. For mig ødelægger det bare al kemi, hvis en person ikke kan finde ud af at stikke en finger i jorden og fornemme, hvor jeg er, eller i det mindste lytte til, hvad jeg ytrer omkring det.

Jeg ved ikke, om det bare er mig, der er vant til mænd, der er rimelig low investment, og tager tingene mere stille og roligt i starten, eller selv bakker ud, hvis de ikke er til kvinder, der planlægger deres tid. Men det er da lidt for meget, ikk'?

Jeg får stress bare af at læse det der.....

Det er måske sådan noget, der er en stor forklaring på, hvorfor nogle er singler i længere tid end andre. Jeg ville anse al anden opførsel som manglende interesse for at lære mig og kende og tegn på, personen havde gang i andre. Hvilket jo også er tilfældet.

Jeg finder det helt synd for manden.

Kan du uddybe det med forklaringen på, hvorfor nogle er singler i længere tid end andre?
Men du har ret i, at det er synd for manden, og jeg burde klart have håndteret den her bedre. Jeg ville gerne bare give ham en chance, inden jeg lukkede den ned.

Edit: Jeg spørger, fordi jeg fornemmer det med langtidssingle er møntet på mig, hvilket er helt fair:), og fordi jeg ikke helt kan greje hvordan det udtrykker manglende interesse, hvis han ikke presser på for at se mig på et tidspunkt hvor jeg har sagt, at jeg ikke har tid og når jeg har lovet at vende tilbage med et forslag til et andet tidspunkt.
Det interessante her er, at det er mig, der har historik for at være langtidssingle og ham, der har været i flere seriøse forhold. Men det hører måske også med til historien, at jeg fra start har været rimelig klar i spyttet om, at jeg er kommet ud af et forhold for kort tid siden og i udgangspunktet mest dater for at komme ud og møde nye mennesker.

[Grissebassen]

Grissebassen:
Kan tildels forstå din reaktion og tanker, men omvendt så synes jeg ikke jeg kan læse, du tilkendegiver en interesse overfor ham. Og det er nok det der udleder hans pressen på.

Jeg tror, du har ret. Jeg har simpelthen bare ikke haft mulighed for at tilkendegivet den interesse, jeg havde i starten. For han var langt foran mig og har været ekstremt på fra start.

[Viskelæder]

Jeg har med hjemmefra at det er uhøfligt ikke at kigge på folk når de snakker, at det nødvendigvis skal være i øjnene har jeg aldrig hørt.
Jeg synes nu heller ikke at jeg ikke er nærværende blot fordi jeg ikke kigger folk ind i øjnene.

Jeg kan sagtens forstå at det kan være en dealbreaker for nogle - jeg har bare aldrig tænkt over at det skulle være uhøflig ikke at gøre det. Gælder det kun kærester, eller er det alle mennesker man snakker med man burde kigge i øjnene?

Hihi... nej, jeg bliver nok nødt til at korrigere min udtalelse lidt

Jeg har ikke lært, at jeg skal bevare øjenkontakten konstant. Men jeg har lært, at det er uhøfligt at undvige øjenkontakt med et menneske, man snakker med. Og ja, det er alle, man taler med... om det er hende ved kassen i Netto, konduktøren, der vil se billetter eller kæresten...

Jeg synes godt nok det lyder intenst at skulle med så mange, og endda fremmede mennesker.

Jeg håber da i hvert fald ikke at folk omkring mig ser det som uhøfligt. Eller tænker særlig meget over det. For det ville jeg være virkelig ked af, men omvendt er jeg heller ikke villig til at overskride mine grænser big time for at folk skal synes om mig.

Jeg synes, der er enorm forskel på, om du kigger decideret væk og slet ikke på personen - det ville jeg også synes var uhøfligt, og så når man, som dig, faktisk kigger på personen, men bare fx på munden eller omkring øjnene (et godt tip er at kigge dem lige mellem øjnene. Som psykolog kan jeg godt blive træt af at kigge patienter i øjnene hele dagen lang, men lige der kan man kigge, og så ser det ud, for dem, som at man kigger dem i øjnene). Jeg tror slet ikke, du skal være bange for at blive opfattet uhøflig

[Viskelæder]

Grissebassen, jeg ville også stå helt af på ham der. Mit ick-barometer ville ringe.

[MOGA]

Jeg har stadig ikke hørt fra mit nytårskys. Øv.

Jeg tror, jeg er nødt til at droppe ham, jeg har set et par gange. Han er sød, men også bare alt for meget. Han skriver non stop og vil ses. Hvis jeg svarer, at jeg har lidt travlt og vender tilbage senere, bliver det mødt med nye forespørgsler om, hvornår vi kan ses.

Det er sådan noget med:
Ham: "Har du lyst til at ses i denne uge?"
Mig: "Jeg har desværre ikke tid denne uge, men vi kan godt finde en dag i næste uge. Jeg vender lige tilbage, når kommer hjem fra arbejde."
Ham: "Hvad med i weekenden?"

Hvis jeg ikke lige får svaret i løbet af et par timer, kommer der en lang forceret smøre, der ender ud i en ny forespørgsel. Jeg magter det ikke. Det føles på ingen måde naturligt, og jeg føler mig nærmest presset til at acceptere en date. For mig ødelægger det bare al kemi, hvis en person ikke kan finde ud af at stikke en finger i jorden og fornemme, hvor jeg er, eller i det mindste lytte til, hvad jeg ytrer omkring det.

Jeg ved ikke, om det bare er mig, der er vant til mænd, der er rimelig low investment, og tager tingene mere stille og roligt i starten, eller selv bakker ud, hvis de ikke er til kvinder, der planlægger deres tid. Men det er da lidt for meget, ikk'?

Jeg får stress bare af at læse det der.....

Det er måske sådan noget, der er en stor forklaring på, hvorfor nogle er singler i længere tid end andre. Jeg ville anse al anden opførsel som manglende interesse for at lære mig og kende og tegn på, personen havde gang i andre. Hvilket jo også er tilfældet.

Jeg finder det helt synd for manden.

Kan du uddybe det med forklaringen på, hvorfor nogle er singler i længere tid end andre?
Men du har ret i, at det er synd for manden, og jeg burde klart have håndteret den her bedre. Jeg ville gerne bare give ham en chance, inden jeg lukkede den ned.

Edit: Jeg spørger, fordi jeg fornemmer det med langtidssingle er møntet på mig, hvilket er helt fair:), og fordi jeg ikke helt kan greje hvordan det udtrykker manglende interesse, hvis han ikke presser på for at se mig på et tidspunkt hvor jeg har sagt, at jeg ikke har tid og når jeg har lovet at vende tilbage med et forslag til et andet tidspunkt.
Det interessante her er, at det er mig, der har historik for at være langtidssingle og ham, der har været i flere seriøse forhold. Men det hører måske også med til historien, at jeg fra start har været rimelig klar i spyttet om, at jeg er kommet ud af et forhold for kort tid siden og i udgangspunktet mest dater for at komme ud og møde nye mennesker.

Jeg tolker det ikke som, at den er møntet på dig.
Nærmere, som at hvis to af “samme slags” mødes, er de et godt match, men at hvis man møder en af “de andre”, så er det et dårligt match.

[Ally]

Det er jo det vi vil! Fortæl fortæl!

Der er ikke meget at fortælle. Jeg har fået kontakt med nogle mænd på Tinder og nu har vi i stedet kontakt på Snapchat. Vi skriver sammen og jeg har set nogle af dem