Debatten
Forummet hvor du kan debattere alt fra kageopskrifter til kærestesorger, eller bare sludre løs om hverdagens oplevelser
In_your_eyes skrev:Jeg er så genertog kan ikke skrive til ham, for der kommer ikke navn og nummer frem på adressen (ja jeg har stalket
)
Og nej, dukker ikke bare op
In_your_eyes skrev:Ehem, har lige brug for lidt vejledning, tror jeg.
Har lige siddet og snakket med hr træningsmand og hans makker. De snakker lidt om cykler og reservedele til disse. Hr træningsmand skal lave makkerens cykel. Jeg kaster en bemærkning ind om at jeg da godt kan høre, hvor jeg skal komme og pive over min cykel, hvorefter hr træningsmand slynger hans adresse ud og siger, du kommer bare. Er det et vink med en vognstang og noget jeg skal/bør reagerer på? Og i så fald hvordan? Jeg kan jo ikke bare dukke op udenfor hans dør med min cykel under armen, vel
Hvad siger panelet
MOGA skrev:Spjaerten skrev:MOGA skrev:Efter lange overvejelser har jeg besluttet mig for at melde mig i denne tråd. Det er svært og personligt for mig, men jeg er ved at blive deprimeret over situationen og har brug for at få nogle ting ud, få input og måske føle et fællesskab.
Jeg har været single i fire år, og jeg hader det. Jeg føler mig ensom og er, her i midten af 30'erne (gisp, er jeg blevet så gammel?) alvorligt bange for, at det aldrig skal lykkes mig at finde en at dele livet med. Suk.
Vi er flere end du lige tror der har det på samme måde
Er der sket et skift i samfundet? Da jeg var barn var der de få sære mænd og kvinder, som var alene, som jeg husker det, men langt de fleste var da i et fast forhold.
Min situation kompliceres måske yderligere af, at jeg faktisk har været gift, ret ungt, og derfor har to børn. Af forskellige årsager er jeg 100% alene med dem, og for at det ikke skal være løgn, så kan jeg af andre årsager ikke bare hyre en barnepige. Mit netværk er lille og med begrænset mulighed for at hjælpe = jeg kommer stort set aldrig ud. Jeg kan derfor ikke "date løs" og aner simpelthen ikke, hvordan man ellers møder en?
Rapfisk skrev:MOGA skrev:Spjaerten skrev:MOGA skrev:Efter lange overvejelser har jeg besluttet mig for at melde mig i denne tråd. Det er svært og personligt for mig, men jeg er ved at blive deprimeret over situationen og har brug for at få nogle ting ud, få input og måske føle et fællesskab.
Jeg har været single i fire år, og jeg hader det. Jeg føler mig ensom og er, her i midten af 30'erne (gisp, er jeg blevet så gammel?) alvorligt bange for, at det aldrig skal lykkes mig at finde en at dele livet med. Suk.
Vi er flere end du lige tror der har det på samme måde
Er der sket et skift i samfundet? Da jeg var barn var der de få sære mænd og kvinder, som var alene, som jeg husker det, men langt de fleste var da i et fast forhold.
Min situation kompliceres måske yderligere af, at jeg faktisk har været gift, ret ungt, og derfor har to børn. Af forskellige årsager er jeg 100% alene med dem, og for at det ikke skal være løgn, så kan jeg af andre årsager ikke bare hyre en barnepige. Mit netværk er lille og med begrænset mulighed for at hjælpe = jeg kommer stort set aldrig ud. Jeg kan derfor ikke "date løs" og aner simpelthen ikke, hvordan man ellers møder en?
Mange møder jo hinanden på arbejdspladserne, hvilket selvfølgelig heller ikke er ukompliceret.
Der er helt sikkert sket et skift. Statistisk er der vist også flere singler (defineret som voksne, der bor alene). Det er heller ikke længere så stigmatiseret.
Rapfisk skrev:Hvor kunne jeg godt tænke mig at møde én, jeg kunne kaste min p.t. retningsløse forelskelse på (som også gengældte den, meget vigtigt).
Planten skrev:Rapfisk skrev:Hvor kunne jeg godt tænke mig at møde én, jeg kunne kaste min p.t. retningsløse forelskelse på (som også gengældte den, meget vigtigt).
Hep! Det ville være fantastisk!
malou_43 skrev:Blev inviteret på date i nat. Burde sig ja, men jeg ved ikke..... Jeg burde, ville være godt for indsatsten for at få et liv
