Madam Pomfrey skrev:Buffy skrev:Madam Pomfrey skrev:vi skal på date imorgen, i svømmehallen, med mine rollinger på slæb...
Glæder mig, men er også nået dertil hvor jeg bliver lidt indebrændt over kun at kunne få et par hurtige kys i det skjulte.
Har bare lyst til at putte mig ind i hans arme, og blive i hans favn.
Men pyt, det opvejes i den grad af at han faktisk godt gider det der svømmehejs med ungerne, køre vandrutchebane, hoppe fra vipper, svømme om kap, sjaske og plaske, spille bold og alt muligt andet. Det bliver hyggeligt.
Er det af hensyn til exmanden I ikke har stået helt frem endnu eller er du bare ikke klar?
Og hvor er det bare dejligt, du har fundet en, det er så fortjent
begge dele...
Jeg har ingen anelse om hvordan eksen vil reagere. Jeg har en antagelse om at det vil påvirke ham ret meget, gøre ham ked, og på den måde vælte læsset for ham. Han er ret skrøbelig, hvad OS, angår - han har klart stadig nogle drømme og forhåbninger. Selvom jeg heldigvis også oplever at han erkender at det er sådan det er og bliver.
Og min erfaring er bare at når hans læs vælter, så koster det på min overskuds og energikonto, fordi jeg må samle op på ham, børnenes påvirkes og jeg må evt. have dem mere, hans kommunikation ændrer sig og han bliver lidt agressiv og angribende i sin tone, og har brug for noget støtte til at lande i det.
Og jeg har bare ikke overskuddet til at skulle dét lige nu...
Det ville være 1000 gange nemmere hvis han fandt sig en kæreste først. En dag skrev han i en fb konkurrence med noget restaurent halløj, at det skulle hans fremtidige kæreste - jeg blev helt glad!
Og så er jeg bare heller ikke klar... selvom vi har datet i 4-5 måneder nu, så føles det bare ikke sådan. Mit liv er vel 95% fokuseret på børn, arbejde, hverdag, at få hjulene til at køre. jeg har rigtig svært ved at lukke ham ind. Jeg "passer på mig selv" på en eller anden måde. Jeg har haft nogle seriøse blokeringer ifht, at lytte til og tro på hans søde og kærlige ord. Jeg mangler, eller har manglet, grundlæggende tillid til at et andet menneske kan og vil mig og mine børn på det niveau - mens jeg realistisk godt ved at det både kan, vil og gør han.
Min hjerne roder
Og med skam at sige, så er jeg også bare påvirket af tanken om hvad andre vil sige, mene, synes. Vi deler stor bekendtskabskreds på job. Han er sådan en folk synes noget om - har en holdning til. Han er (bevidst) lidt filter løs i mange henseender. Jeg tænker en del over aldersforskelle på os (knap 18 år ) - han har ret når han siger han ikke er alders svarend dog.
Min mor er sådan en der altid synes noget, og siger sin uforbeholdne mening, så jeg skal også være der hvor jeg virkeligt er sikker på mig selv i det her - for jeg har en formodning om at jeg kommer til at skulle forsvare det valg.
Min ene søster ved det, og hun kender ham, og hun syntes bare det var lidt sjovt, men har ellers ikke sagt noget - hun forsøgte endda at lokke ham ud og drikke øl igår. Men samtidig giver hun mig også ret i antagelsen at vores mor vil ha en holdning.
Og jeg har brug for at lure hvor de 2 store drenge er i det her... De skal lige lære ham at kende, ordentligt.
De synes begge han har en humor der er mere plat en farfars, hvilket ikke sige så lidt og de synes han er GAMMEL.
Men når man er (præ)teen, så er alt over 30 jo mosefund. Den ældste er lidt lala omkring det, han brokker sig ikke - og spørger lidt ind, men han gider heller ikke rigtig træde ind i det agtigt, kommer ikke ned til morgenmad fordi han spiller pc. Syntes han var for sløj til at gå i biffen med os.
Nr. 2 har set ham lidt mere, og synes vist egentligt han er meget sød og sjov, og vil ham gerne. Men det er bare sårbart alligevel, det vækker noget i ham, ifht, hans fravalg af far og alle de følelser der ligger i det valg - tror jeg.
Men sidst han var her og sove hyggede vi med at lave mad, spille uno, og det var der vi tog i biffen næste dag. Og nr. 2 har heller ikke ytret sig negativt når jeg siger at han kommer her, eller vi skal noget med ham.
han har også lige så stille spurgt ind til om de lovede fisketure mon er noget han kan regne med, og dét er det med garanti.
Og så er der bare ham, og hans historie... Der indimellem sår noget tvivl i mig, og som samtidig får mig til at føle mig sindsygt snobbet.
Han er i socialpædagogikken i dag og har været det en del år, og han er skide god til det, han er skide god til mennesker, og han er en arbejdshest, tager fra og knokle.
Men før i tiden har han lavet mange sjove ting, men han har f.x. aldrig gennemført en uddannelse. Der har været perioder med (for) meget alkohol.
Han har været sådan en der kom i slagsmål, ikke som startede det dog - men det er bare noget der tricker noget i mig.
Han har været meget ærlig og åben om ham og eksen, hvor han var papfar for 4, og jeg VED hvor meget tid, energi, engagement han har brugt på dem - han har været FAR, og han vil gerne være FAR! Og derfor har jeg nok også haft brug for at vide at han vil MIG, fordi jeg er mig, ikke fordi han har brug for mig, og det jeg har, det han kan få lov til at være.
Og så er der bare mig selv, der skal finde mine egne ben i alt det her, ting jeg skal gøre op med, mine egne mønstre.
De ting, du beskriver, er nogle af dem, der også kan gøre mig i tvivl - især alkohol og slagsmål. Også selvom det måske hører fortiden til, for hvad hvis det pludselig ikke gør?
Jeg plejer at sige, at hvis du er i tvivl, er du ikke i tvivl. Så simpelt er det ikke nødvendigvis her, det ved jeg. Men tænk dig godt om.