Singletråden

[Planten]

Jeg er også stadig single Og jeg har egentligt også sådan "opgivet" kærligheden. Jeg er rigtig glad for mit liv, og de ting, jeg gerne vil, indebærer ikke en mand. Det kunne da nogle gange være skønt at møde en, og jeg savner kys og sex, men ellers giver det mig sgu ikke rigtigt noget, udover bekymringer og irritation. Og jeg har alligevel aldrig oplevet mindblowing sex.
Så jeg er stadig bare den mærkelige marsvinekvinde, der spiser rigeligt med chokolade og nyder livet alene

Hehe, jeg er det samme - bare uden marsvin

Chokolade er bare sådan en kedelig og passiv partner - man skal selv stå for alt initiativ! Og selvom man synger det serenader og erklærer det ens kærlighed, så får man aldrig det mindste kompliment tilbage. Det eneste det kan finde ud af, er at ligge der og lokke en i fordærv. Heldigvis har det ikke noget imod at man er det lidt troløs, fx med lakrids

Må bare sige, at chokolade er mere initiativrig end et par stykker af mine dates. Så der må lige bedre argumenter på banen.

[Viskelæder]

Jeg er også stadig single Og jeg har egentligt også sådan "opgivet" kærligheden. Jeg er rigtig glad for mit liv, og de ting, jeg gerne vil, indebærer ikke en mand. Det kunne da nogle gange være skønt at møde en, og jeg savner kys og sex, men ellers giver det mig sgu ikke rigtigt noget, udover bekymringer og irritation. Og jeg har alligevel aldrig oplevet mindblowing sex.
Så jeg er stadig bare den mærkelige marsvinekvinde, der spiser rigeligt med chokolade og nyder livet alene

Hehe, jeg er det samme - bare uden marsvin

Chokolade er bare sådan en kedelig og passiv partner - man skal selv stå for alt initiativ! Og selvom man synger det serenader og erklærer det ens kærlighed, så får man aldrig det mindste kompliment tilbage. Det eneste det kan finde ud af, er at ligge der og lokke en i fordærv. Heldigvis har det ikke noget imod at man er det lidt troløs, fx med lakrids

Jeg kan godt finde på at være troløs med lidt djungelvrål fx

[Viskelæder]

Jeg er også stadig single Og jeg har egentligt også sådan "opgivet" kærligheden. Jeg er rigtig glad for mit liv, og de ting, jeg gerne vil, indebærer ikke en mand. Det kunne da nogle gange være skønt at møde en, og jeg savner kys og sex, men ellers giver det mig sgu ikke rigtigt noget, udover bekymringer og irritation. Og jeg har alligevel aldrig oplevet mindblowing sex.
Så jeg er stadig bare den mærkelige marsvinekvinde, der spiser rigeligt med chokolade og nyder livet alene

Hehe, jeg er det samme - bare uden marsvin

Chokolade er bare sådan en kedelig og passiv partner - man skal selv stå for alt initiativ! Og selvom man synger det serenader og erklærer det ens kærlighed, så får man aldrig det mindste kompliment tilbage. Det eneste det kan finde ud af, er at ligge der og lokke en i fordærv. Heldigvis har det ikke noget imod at man er det lidt troløs, fx med lakrids

Må bare sige, at chokolade er mere initiativrig end et par stykker af mine dates. Så der må lige bedre argumenter på banen.

Præcis!

[klumphen]

Må bare sige, at chokolade er mere initiativrig end et par stykker af mine dates. Så der må lige bedre argumenter på banen.

Præcis!

Det må være noget meget livligt chokolade I spiser

[Planten]

Må bare sige, at chokolade er mere initiativrig end et par stykker af mine dates. Så der må lige bedre argumenter på banen.

Præcis!

Det må være noget meget livligt chokolade I spiser

Nej, det må være nogle meget kedelige mænd, vi har mødt

[De Suspekte Bryster]

Så øh... Hende der den anden pige, skrev så lige tilbage at ja hun kendte godt til mig, så det skulle jeg ikke bekymre mig om. Med en lille glad smiley til sidst.
Jeg kan virkelig ikke engang blive vred på hende, for helt seriøst, så tror jeg virkelig ikke at hun helt forstår situationen.

Jeg har det lidt på samme måde omkring hende, min røvbanan-eks havde været sammen med i et halvt år ved siden af vores forhold.

Da jeg ringede og snakkede med hende, blev hun ked af det og sagde at hun aldrig ville have noget med ham at gøre mere. Jeg havde senere en længere samtale på messenger med hende og dér skrev hun, at han jo ikke var det værd og at vi kunne gøre det bedre end ham. Jeg fortalte hende om nogle af de ting, han og jeg har været igennem og at jeg havde fundet ud af, at der var flere andre end hende. Også mens han var gift med sin ekskone. Jeg troede, hun forstod, hvor stort hans svigt var og at det er en del af hans personlighed.

Men nu er hun kæreste med ham og har været det nærmest siden han og jeg gik fra hinanden. Wtf?

Den eneste forklaring, jeg kan komme på, er, at hun er forelsket og vælger at tro på en masse bortforklaringer fra hans side. Jeg har mestendels ondt af hende for på et tidspunkt finder hun jo ud af, at alt, hvad jeg har sagt er sandt.. og at han fortsætter stilen i dag...

Jeg gætter på, at hende den anden pige, du har haft kontakt til, tror at hun ved alt, fordi han har fortalt hende en historie om ham og dig, som sikkert lige mangler enkelte detaljer. De har måske aftalt, at de kunne være sammen med andre i en periode og så tænker hun, at du var blevet oplyst om, at han også var involveret i hende...

[De Suspekte Bryster]

Det forstår jeg, men hvis du foragter ham, så fortjener han ikke at være i dit sind.

Nu ved jeg godt at du nok skriver det her i bedste mening - men altså, igen, sådan fungerer det bare ikke. Det gør skide ondt, og jeg er ked af det, og jeg har egentlig bare brug for at være ked af det lige nu.

Jeg må desværre også melde mig på Animis hold. Selvom jeg havde alle fakta om min røvbanan-eks, så tog det tid og en masse bearbejdning at nå dertil, hvor han ikke længere fyldte i mine tanker. Jeg kan ikke bare "flip a switch" og så er alle følelser, vaner og fælles oplevelser justeret. Gid, jeg kunne...

Jeg var igennem en sorg, der føltes hen i retning af den sorg, jeg oplevede da min far døde. Den var ikke ligeså tung, men jeg følte, at ham, jeg elskede var død og i stedet var der ham her, der lignede ham, men ikke var ham. For mig tog det 14 måneder at nå dertil efter 6 år sammen med manden.

[In_your_eyes]

Sidder og er lidt bleh over mig selv.
I efteråret datede jeg en mand, som jeg ret hurtig blev glad for. Desværre trak han sig og jeg har, stadig, rigtigt svært ved at få ham ud af hovedet.
I dag kørte jeg så forbi hans hus på vej hjem fra min mekaniker og så at det var til salg, sikkert fordi han nu gør alvor af hans ønske om at flytte til udlandet. Min reaktion var øjeblikkelig kvalme, jeg forsøgt at handle, men kom ud med to ting fra min liste med 10. Og gråd i det øjeblik jeg lukkede min hoveddør bag mig.
Og nu sidder jeg bare og er uendelig trist og også lidt forundret over min reaktion.
Hvorfor hænger jeg sådan fast i ham, hvorfor er han stadig oftest det første der popper op i mit hoved, når jeg vågner, her 9 mdr efter. Hvorfor kan det ikke bare stoppe....

[ManicNinja]

Jeg må desværre også melde mig på Animis hold. Selvom jeg havde alle fakta om min røvbanan-eks, så tog det tid og en masse bearbejdning at nå dertil, hvor han ikke længere fyldte i mine tanker. Jeg kan ikke bare "flip a switch" og så er alle følelser, vaner og fælles oplevelser justeret. Gid, jeg kunne...

Jeg var igennem en sorg, der føltes hen i retning af den sorg, jeg oplevede da min far døde. Den var ikke ligeså tung, men jeg følte, at ham, jeg elskede var død og i stedet var der ham her, der lignede ham, men ikke var ham. For mig tog det 14 måneder at nå dertil efter 6 år sammen med manden.

Fjorten måneder er virkelig imponerende hurtigt, synes jeg, ud fra hvad jeg ved om det forløb, du var igennem ...

[In_your_eyes]

Sidder og er lidt bleh over mig selv.
I efteråret datede jeg en mand, som jeg ret hurtig blev glad for. Desværre trak han sig og jeg har, stadig, rigtigt svært ved at få ham ud af hovedet.
I dag kørte jeg så forbi hans hus på vej hjem fra min mekaniker og så at det var til salg, sikkert fordi han nu gør alvor af hans ønske om at flytte til udlandet. Min reaktion var øjeblikkelig kvalme, jeg forsøgt at handle, men kom ud med to ting fra min liste med 10. Og gråd i det øjeblik jeg lukkede min hoveddør bag mig.
Og nu sidder jeg bare og er uendelig trist og også lidt forundret over min reaktion.
Hvorfor hænger jeg sådan fast i ham, hvorfor er han stadig oftest det første der popper op i mit hoved, når jeg vågner, her 9 mdr efter. Hvorfor kan det ikke bare stoppe....

Jeg kender det godt, jeg har for nylig været igennem noget af det samme. Man bliver så pissetræt af, at idioten er både det første og det sidste man tænker på hver dag. Hvorfor kan man ikke bare lade være?

Jeg kan kun trøste med, at det lige pludselig holder op. Du når et punkt, hvor du bliver klar til at rykke videre og møde en ny mand - og når det sker, så vågner du pludselig en morgen og opdager, at du ikke har tænkt på ham den anden i ugevis.

Tak
Du har ret, det ved min fornuft, men hvor ville jeg ønske mit hjerte snart ville følge med.
Ved ikke om det har noget at gøre med at han var nødt til at droppe "os" fordi han, pga af hans fortid,var nødt til at bevise overfor sig selv at han var i stand til at have og beholde en karrierer uden at fucke det op og at han ikke mente at han kunne byde en partner, at han rejste så meget. For han ville mig egentlig godt, men havde brug for at bevise noget over for sig selv. Tror faktisk det ville have været lettere for mig, hvis han havde sagt, at han ikke kunne finde følelserne for mig.

[Q-beben]

*suk* så er jeg også blevet single igen... godt nok selv-valgt... men alligevel... Var bare så glad for ham og troede, at denne gang var den der Men det har drænet mig for energi at prøve at få det til at fungere. Der er alt for mange magtkampe... Jeg bærer helt sikkert halvdelen af skylden (mindst!), men jeg aner ikke, hvordan jeg skal stoppe det uden, at jeg skal ændre personlighed og blive føjelig, blid og uselvstændig... Og det kan jeg bare ikke!
Så hellere være alene

[NLeth]

Jeg hopper friskt og frejdigt videre til næste Tinderdate i rækken torsdag aften. Nu håber jeg, virkelig, at han ikke også skuffer, ellers tror jeg at jeg holder en (god, lang) pause igen.

[ManicNinja]

Jeg hopper friskt og frejdigt videre til næste Tinderdate i rækken torsdag aften. Nu håber jeg, virkelig, at han ikke også skuffer, ellers tror jeg at jeg holder en (god, lang) pause igen.

Hørte du aldrig mere til Skanderborg? Beklager, hvis jeg har fulgt dårligt med.

[ManicNinja]

*suk* så er jeg også blevet single igen... godt nok selv-valgt... men alligevel... Var bare så glad for ham og troede, at denne gang var den der Men det har drænet mig for energi at prøve at få det til at fungere. Der er alt for mange magtkampe... Jeg bærer helt sikkert halvdelen af skylden (mindst!), men jeg aner ikke, hvordan jeg skal stoppe det uden, at jeg skal ændre personlighed og blive føjelig, blid og uselvstændig... Og det kan jeg bare ikke!
Så hellere være alene

Det går ikke, hvis man føler, man skal gøre vold på sig selv, for at det kan fungere. Så fungerer det jo netop ikke.

[NLeth]

Jeg hopper friskt og frejdigt videre til næste Tinderdate i rækken torsdag aften. Nu håber jeg, virkelig, at han ikke også skuffer, ellers tror jeg at jeg holder en (god, lang) pause igen.

Hørte du aldrig mere til Skanderborg? Beklager, hvis jeg har fulgt dårligt med.

Nej, ingen lyd fra Skanderborg. Jeg tror faktisk han har kunnet mærke, at jeg ikke var helt på. Han var sød nok, men ikke den mindste sommerfugl eller kilden at mærke - nogen steder.