JessicaD skrev:Zombie: Sagde du noget til ham om det? Jeg fornemmer næsten, at der nok bliver en snak inden alt for længe.
Selvom det af de grunde, du nævner, er noget, I helst vil udskyde så længe som muligt.
Ja. Vi snakker helt ærligt og åbent om alt, fordi det netop er lidt sårbart. Og fordi vi som venner kender hinanden så godt, at vi kan mærke det hvis den anden tumler med et eller andet.
Det er også rigtig rart, at jeg kan forklare ham hvad problemet er og hvad jeg tænker er løsningen - og at jeg ikke har brug for, der gøres en big deal ud af det. Og så har han tillid til det og stoler på min udmelding ift. at jeg stadig er cool med, at han ses med andre - jeg gider bare ikke se på det.
Andre kunne måske godt finde på at tænke meget dramatisk: "Åh nej, hun er faldet helt for mig, måske skal jeg bare slutte det nu inden hun får for mange følelser i klemme" osv. Men han stoler på, at når jeg siger "Det er okay. Jeg har en reaktion på X situation, jeg føler Y, jeg har behov for Z og jeg sørger for Z ved at gøre A handling" --- så er det sådan det er, og bliver.
For noget tid siden skrev han: "Jeg antager, at hvis noget jeg gør på nogen måde sætter det vi har over styr, at så siger du til, inden det kommer så vidt. Så jeg har mulighed for at overveje situationen og træffe et valg". Det er ikke det samme som, at hvis jeg sagde at NU ville jeg lege kærester, så blev vi kærester. Men rettere at han vil have valget. Og at han gerne vil kunne tage hensyn til mig i den situation hvis det er ham muligt, fremfor at jeg spiller "tough" og cool, og det så ender i drama hvor jeg må afslutte det, for jeg ikke er cool.
Vi har også snakket om, at i slutningen af september, hvor vi begge har dealet med nogle ting og har fået set hinanden i mellemliggende periode også - der tager vi nok uanset hvad en seriøs snak om "os". Dette er betinget af, at der ikke opstår et behov for denne snak hos én af os inden.
Men vi ved jo godt, at vi ikke kan holde den kørende i dette limbo for evigt, så det bliver uanset en slags status, hvor vi enten tager os sammen eller beslutter os for ikke at tage os sammen - og tager konsekvensen af hvad end retning, den samtale går.
Jeg har ikke nogen fornemmelse af, om det ender i et forhold. Skal jeg være rationel omkring det, tror jeg det er 50/50. Og jeg har heldigvis så meget selvtillid/selvværd at jeg tænker, at hvis han ikke synes jeg er awesome og sød og nice, så gider jeg ikke være sammen med ham fordi "wtf".
Og omvendt har jeg det også sådan... Jeg skal også selv være helt oppe at ringe over ham, eller hvem jeg end finder til kæreste, for ellers gider jeg faktisk ikke.
Så jeg skal jo også selv tænke "Os som kærester, skide god idé!" og der er jeg slet ikke endnu.