Singletråden

[IrmaPigen]

Jeg er muligvis ikke særligt rummelig, men jeg synes ikke, at man skal se sin eks som nærmeste pårørende efter er brud. Børn, ja, selvfølgelig. Ekser... Nej. Ville blive så ked af det, hvis min kæreste betragtede sin eks som tættere på end mig. Det ville være en total dealbreaker for mig.

Sålænge mine børn er så små, er min eks-mand nærmeste pårørende i forhold til livsforsikring og pensioner. Jeg vil til enhver tid foretrække ham som pårørende, fordi det er ham, der skal skaffe til dagen og vejen for vores børn, hvis jeg skulle gå hen at dø.

MEN det betyder da ikke, at min eks-mand er tættere på mig end min kæreste (nu har jeg så ikke lige nogen lige nu ).

Men hvad så, hvis du rent faktisk havde en kæreste, som du gerne ville bo sammen med og købe fast ejendom sammen med?

Skulle din nye partner så bare leve med huset røg, fordi din eks skal arve dig, og din nye partner ikke havde råd til at købe din andel af huset ud af dit bo?

Jeg gad ikke bo sammen med min kæreste under de forudsætninger. Hvis vi skal bo sammen må han også satse og kaste noget ind. Det må vi begge gøre.

Jeg er voksen, min far bor sammen med sin kæreste (kone). Min mor får en mindre sjat penge, min søster og jeg får arvestykker og de fleste penge, hans kæreste sidder i uskiftet bo (lejlighed) og får en sjat penge også.

Det behøver ikke være enten/eller.

Din fars nye hustru kan kun sidde i uskiftet bo, hvis hans særbørn samtykker til det (og de self er gift). Og det samtykke fra særbørn er der ingen garanti for.

Derudover er der jo altså også lige en række udgifter man skal kunne bære af kun sin egen indtægt. Dvs det er altså ikke sikkert at man har råd til fortsat at sidde i den fælles bolig medmindre der kommer noget til udbetaling.

Jeg har intet skrevet om det skal være enten/eller. Jeg forholder mig til det som Q-beben skrev om det kun er hendes eks der skal være nærmeste pårørende i hendes livsforsikring og pensioner.

Og så siger jeg at jeg ikke lyst til f.eks at købe fast ejendom med en kæreste, der ikke har lyst til at sikre mig i tilfælde af hans død.

Edit:
I princippet kunne jeg godt flytte ind hos min kæreste og leje min ejerlejlighed ud. Og så ville situationen være en anden for mig, fordi jeg har mine penge investeret andetsteds (med afkast for øje) og så ville jeg i princippet være ligeglad med om jeg arvede noget. Ligeledes har jeg også sagt til ham (for vi har talt løseligt om muligheden for at jeg en dag flytter ind hos ham) at jeg ikke betaler så meget som en krone til hans hus, dvs ydelser på lån, ejendomsskat og hans ejendomsværdiskat. Forbrug (Indboforsikring, vand, el, varme, mad osv.) skal jeg nok være med til at betale halvdel af, men jeg gider ikke betale til at øge hans friværdi og så tilmed blive hjemløs i tilfælde af hans død og arve absolut ingenting. Det må han så til gengæld finde sig i.

[Q-beben]

Men hvad så, hvis du rent faktisk havde en kæreste, som du gerne ville bo sammen med og købe fast ejendom sammen med?

Skulle din nye partner så bare leve med huset røg i tilfælde af din død, fordi din eks skal arve dig, og din nye partner ikke havde råd til at købe din andel af huset ud af dit bo?

Jeg gad ikke bo sammen med min kæreste under de forudsætninger. Hvis vi skal bo sammen må han også satse og kaste noget ind. Det må vi begge gøre.

Jeg talte ikke om fast ejendom, som jo i det tilfælde er noget, som min nye kæreste (som jeg stadig ikke har) og jeg har etableret sammen. Jeg taler om min pension og min livsforsikring.

Jeg vil til en hver tid gå efter at sikre mine børn først - og dernæst min kæreste. Især sålænge de er så små. Dette gøres bedst igennem min eks-mand. Når de bliver myndige, er det en anden sag.

Sidst men ikke mindst ville jeg aldrig købe et hus sammen med en kæreste, som jeg ikke kan klare at sidde i alene. Det er simpelthen for risikofyldt.

[LaMariposa]

Uanset, hvad man mener om det med at bo sammen med eksen på ubestemt tid, så er det altså ikke den allermest almindelige løsning. Og uanset hvor naturligt det føles for den part, som er i det, så kan man ikke med rimelighed forvente, at andre synes, at den løsning er helt fjong.

Det er muligt, at det er et dårligt match, hvis den nye partner ikke kan leve med det. Men jeg synes også, at man skal overveje, om den situation, som man sætter sin nye partner i, slet og ret bare er for urimelig i forhold til at få et nyt forhold til at fungere.

[Zombie]

Uanset, hvad man mener om det med at bo sammen med eksen på ubestemt tid, så er det altså ikke den allermest almindelige løsning. Og uanset hvor naturligt det føles for den part, som er i det, så kan man ikke med rimelighed forvente, at andre synes, at den løsning er helt fjong.

Det er muligt, at det er et dårligt match, hvis den nye partner ikke kan leve med det. Men jeg synes også, at man skal overveje, om den situation, som man sætter sin nye partner i, slet og ret bare er for urimelig i forhold til at få et nyt forhold til at fungere.

I forhold til det sidste, synes jeg man skal holde fast i det, som er vigtigt for en. Hvis der ER klare linjer, så gavner det børnene mest, at forældrene samarbejder og støtter hinanden. Den måde, f.eks. Anonymiseret lever på, er jeg personligt overbevist om, er mest ideel for hendes barn og kunne alle skilsmisser foregå på den måde, inkl accepterende nye partnere, ville det være totalt godt. Sådan mega godt.

I forlængelse heraf kan jeg ikke lade være med at tænke "Til helvede med, hvad der er rimeligt". Dét er nok ikke en indstilling som befordrer rummelighed over for potentielle partnere med utilfredshed over for arrangementet. Så er vi ude i 'Anonymiseret "dårlige match".

At man måske får svært ved at finde en ny partner, som ikke synes det er urimeligt, synes jeg ikke er et argument for at lave tingene om. Ham her filejsen må indrette sig som han synes og enten lære at komme potentielle partnere i møde, finde én som synes det er helt fint som tingene kører eller være single for evigt. Det er så habs hovedpine, men at han måske vælger at holde fast i, hvad der føles rigtigt for ham, er ikke urimeligt. Hvis det rigtige for ham ikke føles rigtigt for Viske, og der ikke kan opnås kompromiser (hvad det nu virker til, der kan - han virker jo lydhør), så må Viske jo gå.
Viske er heller ikke urimelig for at holde fast i sine grænser.

[Q-beben]

Det er jo bare skønt, at det kan fungere for nogen at leve på den måde, men for rigtig mange vil det ikke fungere, og det må man jo også acceptere og netop ikke "presse" den model nedover andre og sige, at det enten er den måde eller ingen måde. Der er jo andre muligheder.

Jeg er ikke helt sikker på, om det her indlæg var ment til mig, men jeg presser altså ikke noget ned over nogen - og slet ikke Viske.

Jeg bruger selv debatten til at få andre vinkler på sagen end den, jeg selv har. For at forstå andres bevæggrunde bedre, når jeg ikke selv kan forstå dem. Så jeg synes, det er fint, at Anonymiseret bringer sine erfaringer ind her om, hvordan hun lever.

[Sophaya]

Mit største problem er, at når først jeg bliver skeptisk ved noget, så kan det være point of no return, og så kan jeg ikke finde tilbage til kærligheden

Fra sidelinjen - jeg håber virkelig, at du kan komme tilbage dertil. Jeg får sådan en fornemmelse af, at han har hjertet på rette sted. Og jeg synes på ingen måde du rummer for lidt, tværtimod. Jeg synes du kører den vilde balance mellem rummelighed og at stå på egne grænser. Jeg tror - hånden på hjertet - ikke, at jeg kunne gøre dig efter. Jeg ville selv blive helt følelsesløs af en udmelding om, at jeg ikke blev kontaktet de næste par timer fordi en flirt skulle "hygge om" en eks. Og ja, jeg ved da godt at det er mere kompliceret end det. Men mine følelser i kærlighedsrelationer er ikke til at snakke fornuft med. Jeg er ret sikker på, at alt ville stritte på mig. Ligemeget hvor normalt det er for andre. Vi kommer jo alle forskellige steder fra.

[Viskelæder]

Viske:
Kan du ikke bare spørge ham hvad han mente? Tænker det her gætteri er med til at gøre dig mere skeptisk.

Det gjorde jeg, og han skrev efterfølgende, at det var et forkert udtryk at bruge, og at han også havde reageret på, hvis jeg skrev, jeg skulle "hygge om" en eks. Han skrev, det var en tanketorsk.
Det, han rent faktisk gjorde, var at købe mad og kage til hende, tage hjem til hende og putte børnene og lave nogle praktiske ting.

[Viskelæder]

En lille opdatering til jer søde mennesker.

Vi skrev videre sammen om det i dag, og han var forstående og undskyldte for sit dumme ordvalg, men samtidig skrev han også, at han ikke havde regnet med at møde en som mig så hurtigt, og at det er en proces for dem ligesom at være noget andet overfor hinanden nu, fordi alting stadig er så mudret med børn, den nye skilsmisse, bolig sammen (som han bor i, hun bor i en lejlighed, og han er ved at købe hende ud af huset). Men han understregede gentagne gange, at han på ingen måde vil være der for hende som en kæreste eller hendes nærmeste, og at de også talte om, før de blev skilt, at alting bliver anderledes, når de hver især får nye partnere mv., og at de ikke skal være hinandens personer. Men at det bare tager tid.

Han har jo ret, men den gjorde alligevel lidt ondt, og jeg fik lidt flip over, at jeg syntes, han burde have afklaret tingene LIDT mere, før han oprettede sig på Tinder og mødte mig. Jeg skrev til ham, at jeg var bange for, at der bare var tale om forkert timing - at vi har mødt hinanden for tidligt. Det blev han rigtig ked af og var ikke enig. Han syntes også, vi skulle sætte mere pris på, at vi rent faktisk har mødt hinanden, og at det er så specielt det her.

Jeg endte med at skrive, jeg syntes, vi lige skulle chille lidt og tænke over de her ting nogle dage og så tale om det rigtigt, næste gang vi ses. Det var han træt af, han vil gerne tale om det NU men jeg får lyst til at stikke af, så det er ikke en god idé.

Jeg havde så her til aften et mega skænderi med et familiemedlem og var ret ked af det, og det kunne han mærke på mig og ville gerne høre om det, så han lyttede (læste) alle mine beskeder om min frustration og var bare så sød og rummende og endte med at få mig til at grine, og nu har jeg det bedre. Det var virkelig sødt af ham, det skrev jeg også til ham.

Han ER virkelig så god og sød og alting, jeg gerne vil have. Men det er nok også en lang proces for mig at finde ud af, om jeg kan være i det her med den bagage, han har (ligesom det bliver det for ham, om han kan rumme mine issues).

[Planten]

Dejligt viske! Og dejligt med en mand, der er så tålmodig. Du ved, hvad jeg tænker om det

[Viskelæder]

Viske:
Kan du ikke bare spørge ham hvad han mente? Tænker det her gætteri er med til at gøre dig mere skeptisk.

Det gjorde jeg, og han skrev efterfølgende, at det var et forkert udtryk at bruge, og at han også havde reageret på, hvis jeg skrev, jeg skulle "hygge om" en eks. Han skrev, det var en tanketorsk.
Det, han rent faktisk gjorde, var at købe mad og kage til hende, tage hjem til hende og putte børnene og lave nogle praktiske ting.

Ham er du nødt til at lære at kende

Haha, ham kan du godt lide?

[Planten]

Enig med Emma!

[Viskelæder]

Det er virkelig dejligt, at I godt kan lide ham. Altså I er virkelig gode for mig i fht. at manøvre rundt i mine issues og vide, hvornår jeg overreagerer, og hvornår jeg har noget reelt at være bekymret for.

[Q-beben]

Jeg har været på nr 4 og 5 date med ham, jeg ser - og ja, jeg kan bare rigtig godt li ham

Nu tar han på ferie, så jeg får ham ikke at se i et stykke tid. Det blir spændende at se, hvordan det blir, når han kommer tilbage igen...

[Planten]

Det er virkelig dejligt, at I godt kan lide ham. Altså I er virkelig gode for mig i fht. at manøvre rundt i mine issues og vide, hvornår jeg overreagerer, og hvornår jeg har noget reelt at være bekymret for.

Det er klart især når det er noget uvant.

[Viskelæder]

Jeg har været på nr 4 og 5 date med ham, jeg ser - og ja, jeg kan bare rigtig godt li ham

Nu tar han på ferie, så jeg får ham ikke at se i et stykke tid. Det blir spændende at se, hvordan det blir, når han kommer tilbage igen...

Årh, hvor er det skønt, du kan lide ham

Hvor længe skal han være på ferie?