Jeg trænger væsentligt mere nu, end da jeg havde været single i et år. [b]Det handler også om, at jeg på nogle andre punkter er et lidt svært sted i mit liv, og så har jeg for en gangs skyld ikke nok i mig selv og mine fantastiske veninder. [/b]
Derudover møder jeg også meget få potentielle mænd. Sådan tror jeg, mange har det. Igen, i kollegietiden, og da man fik nye holdkammerater hvert semester på studiet, var det lettere.[/quote]
Har det nok omvendt af dig. Hvis jeg er i en svær periode, så har jeg slet ikke lyst til at lukke "nye" mennesker ind. Slet ikke på forholdsmåden. Både fordi jeg ikke magter. Men også fordi jeg helst vil være "den bedste udgave af mig", med overskud, når jeg indleder noget. Være i synk og vater og alt det dér.
Jeg er nok lidt loren ved en mand, der tiltrækkes af mig, når jeg er i underskud. Vil hurtigt komme til at overveje, om han tror, han skal redde mig, ikke kan håndtere en selvstændig kvinde med masser af energi og handlekraft, men helst vil have en lidt "forpjusket fugl".[/quote]Det er heller ikke fordi, jeg dater eller noget, det har jeg nemlig heller ikke overskud til, og jeg vil også gerne kunne tilbyde en ny kæreste en version af mig med flere kræfter, men det ændrer ikke ved, at jeg savner tosomheden netop nu.
Plantens situation deler jeg også, men det har jeg egentlig gjort længe, uden det har fået mig ud af starthullerne
Det særlige er blot, at jeg ikke engang har travlt med at finde ud af, om det er dét, der er tale om. Jeg prøver ind imellem forsøgsvis at male nogle indre skræmmebilleder for at teste mig selv lidt: "Orv, Ninja, hvad når du sidder alene som 50-årig, og alle vennernes børn er teenagere, og dine forældre for længst er døde, og du sådan set ikke har nogen i hele verden?" Jeg ryster bare lidt på hovedet og tænker, at jeg er ret overbevist om, at jeg kan have et dejligt liv alligevel, og at jeg aldrig kommer til at være ensom. Det ligger slet ikke til mig, og jeg har altid haft nemt ved at etablere kontakt, både på et overfladisk og et lidt dybere plan. Så det er jo noget sludder. Det kan også snildt være, mit liv ser meget anderledes ud til den tid. Det kunne bedst ligne mig fx at tage en stor beslutning og rykke i anden, mere kollektiv boligform eller lignende. Tage konsekvensen hvis jeg føler for det - dét er mig.
)
nogle dage elsker jeg det, andre dage hader jeg det og nogle gange tænker jeg overhovedet ikke over det! Føler mig også uheldig med de fyre jeg møder og har noget kørende med, alt virker fantastisk i starten og pludselig begynder de at trække sig, fordi at jeg begynder at gå i den mere "seriøse" retning - hvilket ikke altid er kærestesnakken, men bare med de ting jeg gør for dem. Det er frustrerende og ser efterhånden bare en fremtid som single!
Det har været én af mine yndlingsballader, siden jeg var teenager, og den beskriver præcist, hvad jeg savner ved en kæreste: Det med at høre til, men samtidig pludselig at forelske sig i den anden igen, endnu dybere for hver gang 
) profil er også væk.
Eller også er jeg bare pisse naiv og fatter ikke et hint med en vognstang?