Indlægaf Aima » 31. jan 2020, 04:02
Hvor er du dejlig, Krølle. Nu tuder jeg igen, men jeg tuder fandme hele tiden.
Det har været en af de vildeste dage i mit liv. Jeg er helt udmattet og har lige opdaget kl. snart er fire. Jeg har siddet to-tre timer og gloet ind i væggen.
Det gik så fint hos tandlægen, begge visdomstænder røg ud, jeg fik et enkelt sting i den ene side og jeg har mærket meget begrænset til det siden. Visdomstænderne gav mig btw. ingen problemer eller smerter, men de sad så klemt mod mine kindtænder, at de sled på dem og øgede risiko for huller, fordi det var umuligt at rense derinde.
Han kom en time før tandlægen, og havde taget to booster med til. Det var lige ved at få mig til at græde, fordi det var så repræsentativt for den mand han er. Han er engang kommet forbi mig, da jeg var til fucking frisør, med en booster, fordi han ved jeg elsker dem og skulle sidde i stolen i et par timer. Frisøren var sådan helt “kom han seriøst bare for at give dig den?!” Jep. Normalt.
Og nu udleverer jeg bare, han kan givetvis genkendes, for jeg er jo ikke helt anonym, men han er efter eget udsagn ligeglad med, hvem jeg fortæller hvad til. Hvadend der hjælper...
Jeg lagde ud med at kramme ham og sige, at jeg godt vidste, det her ikke var rart for nogen af os, men at jeg inderligt syntes, vi skulle gøre os umage, for at det ikke blev for grimt.
Og så fortalte jeg ham, at jeg var totalt lost over, hvad fanden der foregik i ham, at det skræmte mig, hvordan en mand jeg troede jeg kendte, kunne switche fra den ene yderlighed til den anden, at jeg elskede ham og bare gerne ville have den art forklaring der måtte findes. Sådan noget her sker ikke uden en årsag. Ikke på den måde.
Og jeg fortalte ham også, at jeg vidste alt. Som i virkelig alt (og det er rigtigt, rigtigt grimt), så han behøvede ikke bruge energi på flere løgne.
Og jeg ved alt. For de sandheder, han ikke havde balls til at fortælle mig, fik jeg selv trawlet op. Da det gik op for mig, han blev ved med at lyve og jeg ikke kunne få vished, gik jeg selv igang. Jeg vil ikke få i detaljer, men han har en gammel iPad liggende hos mig, han er selv lidt af et teknisk geni, så han havde såmænd sikret sig godt. Bare ikke godt nok, for jeg er også nogenlunde kvik, og det jeg ikke kan i forvejen, kan jeg oftest finde ud af, hvordan jeg lærer. Så; det tog mig hele tirsdag nat, men jeg kunne ikke sove alligevel, og nu er jeg autodidakt hacker. Den slags er stafbart, det ved jeg, men jeg var og er ligeglad. Jeg var desperat efter sandheden og uanset hvor meget jeg prøvde at få den, kørte han mig rundt i manegen. Jeg begyndte langsomt at blive skør, så jeg tog det valg, helt aktivt og bevidst og med fuldt overlæg.
Og så fik jeg tilgang til Messenger, mailkonti, Spotify, fotos og det lykkedes mig også at hive hans sms-samtaler ned.
Jeg fik stykket alt sammen nærmest til mindste detalje, og i korte træk: Han har ikke været et dumt svin altid, det blev han meget pludselig i sidste uge. Til gengæld, oh boy. Dét, han har haft gang i den sidste uge er nogle af de vildeste dickmoves jeg har set i mit liv. Der er for mange skøre detaljer til at jeg vil genfortælle dem nu.
Han så mildt sagt ret chokeret ud, da jeg roligt lagde iPad’en foran ham og slidede frem og tilbage i hans shitshow og afsluttede med at spørge pænt, om vi skulle prøve sandheden herfra, i det mindste, og være ærlige.
Jeg sagde, at jeg simpelthen nægtede at tro på, han kunne slukke for al kærlighed til mig og nærmest være teenage-forelsket (de dér samtaler levnede ingen tvivl om, han var godt ramt i hende der) på fem dage, men at hvadend det var han søgte, skulle han åbenlyst ud og afklare det, og jeg stadig mente, at vores brud, af respekt for det vi har haft, fortjente den rest værdighed vi stadig havde chancen for at realisere det med.
Og det var nærmest en monolog og han sad helt mundlam, indtil han sagde, han var enig og chokeret tog sig til ansigtet.
Og så var det tandlæge tid, og han tog med mig hjem og tjekkede min mund, da jeg måtte pille gazen ud og det var lidt underligt det hele, for jeg var bedøvet i hele munden og kunne ikke tale, og små-tåget af beroligende medicin, så vi sad lidt som en slags fremmede og kiggede på hinanden. Og da døsen og bedøvelsen dampede af, begyndte vi begge at tale. Han lagde sig fladt ned, og de ting, han sagde, var nok de bedste han kunne i situationen. Ingen ansvarsfralæggelse, dårlige forklaringer eller hule undskyldninger. Han smed alle parader, og jeg har aldrig set ham så skrøbelig før. Han fik intet til at handle om hverken mig eller vores forhold, kun ham, for det er ham, det her handler om.
Jeg har nærmest ikke sovet i en uge, så jeg havde brug for at sove. Han var sådan “selvfølgelig!” og gjorde antræk til at gå, men jeg tilbød selv, at han gerne måtte tage en lur med mig. Det ville han gerne, og vi lå akkurat som vi plejer og hørte lav musik mens han holdt om mig. Jeg græd mig i søvn, fordi det bare var så overvældende, efter denne uge, pludselig at ligge sådan der igen.
Efter to timer vågnede vi og spiste lidt mad. Og han sagde, han udmærket vidste det var utopi, men at han ville gøre alt, hvis han fik mulighed for at forsøge at genvinde min tillid, at han godt vidste, det måtte være umuligt for mig at tro på, men at det med hende blev afsluttet og at han bare uanset udfald ville gøre alt han kunne, for at få mig helskindet igennem det svigt.
Han sagde også, han ville opsøge en psykolog, så han kunne få noget hjælp til at arbejde med den brist han havde. “Jeg er jo helt kogt”.
Og så fik jeg mine nøgler og han kørte med sine flyttekasser.
En time senere fik jeg en lang besked, han gentog det med psykologen, og skrev en masse om, hvad jeg betød for ham og at jeg var hans største bedrift nogensinde, og hvor fucked det var, at han ødelagde det menneske, der betød allermest, blot fordi han selv var ødelagt. Jeg nåede knapt at læse den færdig, før han ringede op, og var meget, meget ked af det. Vi snakkede lidt, og jeg sagde, jeg gerne ville overveje at tage med ham til psykolog, og så aftalte vi at træne sammen på mandag.
Jeg har det “godt”. Jeg er stadig slået helt i stykker og det føles som om, jeg er med i en dårlig film, men jeg er ikke længere så lost og i vildrede. Lige nu er det hele stadig et åbent sår og et virvar af 1000 forskellige følelser, og så er der jo også det med, at jeg stadig er så mindfucked af hans løgne, at jeg jo også har i baghovedet at han såmænd stadig kan fylde mig med lort. Jeg har svært ved at se det som realistisk, at vi nogensinde kan blive kærester, men uanset hvor stort et pikhoved han har været, forsvinder mine følelser ikke på en uge, og selvom man siger det der med at ‘The one who broke you cannot heal you’, føles det alligevel okay, på mine præmisser, at holde ham lidt i hånden gennem det her følelseskaos. Uanset om vi potentielt ikke kender hinanden længere om et halvt år, og uanset at han er en kæmpe skovl, så var han jo min skovl indtil sidste uge.
34
I'll stick with hell no's and headphones...
