Du er lidt fanget som en lus mellem to negle. På den ene side har du din søn rigtig meget, og så kan det være svært at møde nye mænd, der ikke er i dit liv pga. ham (fx en sød pædagog). På den anden side er din søn dit ét og alt, han er den stump af dit drømmeliv, du trods alt har. Jeg tror, du har brug for at gøre noget godt for dig selv eller at have et rum til den voksne, du er, og som du ville have været, hvis du havde mand og flere børn.
Det kan være svært at møde nye mennesker eller at dyrke egne interesser, hvis man kun har hver anden weekend. Har du forældre/familie i nærheden, hvor din søn vil nyde at være fx en aften i de uger, hvor han ikke skal til sin far i weekenden?
Jeg er dronningen af forelskelser i uopnåelige mænd. Jeg ved, hvordan det er. Men du har klaret den før med din søns far. Det gik så ikke, og det er der med garanti mange gode grunde til. Du skal heller ikke reproducere det forhold, men det viser mig, at der også kan være én til dig derude. Selv om det at få en kæreste ikke kun handler om at ville det nok, eller hvad man ellers hører i film og serier, så er det en stor del af det. Man skal ville det nok til at turde at fejle. Trial and error, som det hedder i videnskabssproget. Du har allerede oplevet et brud fra dit barns far, og det er noget nær det værste, man kan komme ud for i parforholdsverdenen. Du lever endnu, du er stærk, og du er en god mor. Hvad har du egentlig at tabe?
For nogle uger siden så jeg det rædselsfulde program, Nyskilt på Kanal 4. De fortalte i en faktaboks, at 2/3 af kvinder, der bliver skilt, ikke har sex det første år efter. Det synes jeg personligt ikke er overraskende, for det er en tid, hvor fokus er på noget andet. Jeg tror også, der for mange går længere tid. Jeg har været single i fem år, og det går op og ned med om jeg tror, der nogensinde kommer én til mig. Det er okay, at det går ned, men det skal også gå op ind imellem, og nogle gange er det et spørgsmål om viljestyrke. Brug os herinde til at sparre ked og til at dele dine oplevelser. Det er som regel lettest at løfte i flok
Edit: Omformulering af lang sætning.
Vi har kun udvekslet få breve og allerede nu, drøner min hjerne derudaf med 1000km i timen - den tænker tusindvis af scenarier om alt fra at vi lever lykkeligt til vores dages ende til at han er en psykopat der blot venter på at kunne nedbryde mig 
Jeg er SÅ dårlig til blot at leve i nuet og nyde den nuværende kontakt - har I nogen gode råd til hvordan jeg kan blive bedre til det?
